KRISTUS ALENE

ET EKSEMPEL I LYDIGHED, 10. MARTS

“Da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden.” Fil. 2, 7. 8. KA 77.1

Efter at Jesus er kommet for at bo hos os, ved vi, at Gud har kendskab til vore prøvelser og medfølelse med vore sorger. Enhver af Adams sønner og døtre må kunne forstå, at vor Skaber er synderes ven; thi i enhver tilsigelse om nåde, ethvert løfte om glæde, enhver kærlighedsgerning, enhver guddommelig tiltrækningskraft i Frelserens liv på Jorden ser vi “Gud med os”. KA 77.2

Satan fremstiller Guds lov som en selviskhedens lov. Han erklærer, at det er en umulighed for os at adlyde dens forskrifter. Han lægger skylden for vore første forfædres fald med al den smerte, som det havde til følge, over på Skaberen og bringer mennesker til at betragte Gud som ophavet til al synd, lidelse og død. Jesus skulle afsløre dette bedrag. Han skulle som en af os andre blive et eksempel på lydighed. Derfor påtog han sig vor skikkelse og gik ind under en tilværelse som vor. “Derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig.”¹⁴ KA 77.3

Hvis vi skulle udholde noget, som Jesus ikke havde udholdt, ville Satan på dette punkt fremstille Guds magt som utilstrækkelig for os. Derfor blev Jesus “fristet i alle ting ligesom vi”.¹⁵ Han udholdt enhver prøvelse, som vi bliver genstand for, og til sin egen fordel udøvede han ingen magt, som ikke i rigeligt mål også tilbydes os. Som et menneske mødte han fristelserne og overvandt dem ved den kraft, der blev givet ham fra Gud. Han siger: “At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.”¹⁶ Når han gik omkring og gjorde godt imod andre og helbredte alle, som var plagede af Satan, gav han mennesker en klar forståelse af Guds lovs natur og arten af hans tjeneste. Hans liv er et vidnesbyrd om, at det også for os er muligt at adlyde Guds lov. KA 77.4

I sin egenskab af menneske kom Kristus i berøring med menneskene. Ved sin guddommelighed holder han fast ved Guds trone. Som Menneskesønnen gav han os et eksempel på lydighed; som Guds Søn giver han os kraft til at adlyde. Det var Kristus, som fra busken på bjerget Horeb talte til Moses og sagde: “JEG ER DEN, JEG ER! . . . Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til eder.”¹⁷ Dette var pantet på Israels udfrielse. Også da han var blevet “mennesker lig”, erklærede han sig for at være den, JEG ER. Barnet i Betlehem, den sagtmodige og ydmyge Frelser, er Gud, “som blev åbenbaret i kød”.¹⁸ ¹⁹ KA 77.5