KRISTUS ALENE

UNIVERSET BESTÅR VED GUDS SKABENDE ENERGI, 22. FEBRUAR

“Han dækker himlen med skyer, sørger for regn tiljorden, lader græs spire frem på bjergene og urter til menneskers brug; føde giver han kvæget og ravneunger, som skriger.” Sl. 147, 8. 9. KA 60.2

Bibelen bør have den første plads i børns og unges uddannelse. Derefter er det naturens bog, som har den største betydning. Guds skaberværk vidner om hans kærlighed og magt. Han fremkaldte verden med alt, hvad den rummer. Gud elsker det smukke. Derfor har han ikke kun givet os, hvad der er nødvendigt, for at vi skal befinde os vel, men han har også smykket himmelen og jorden med skønhed. Vi ser hans kærlighed og omsorg i markens rige høst, vi kan fornemme hans smil i sollyset. Hans hænder har formet de tårnlignende klipper og de høje, knejsende bjergtinder. De stolte træer vokser på hans befaling. Han har udbredt jordens grønne fløjlstæppe, og prydet det med buske og blomster. KA 60.3

Hvorfor har han klædt jorden og træerne med levende grønt og ikke med dystre, mørke farver? Er det ikke, for at det skulle være til fryd for øjet? Og skulle vore hjerter ikke fyldes med taknemmelighed, når vi læser beviserne på hans visdom og kærlighed i skaberværkets vidundere? KA 60.4

Den samme skabende energi, som frembragte verden, er stadig i virksomhed for at opretholde universet og vedligeholde naturens funktioner. Guds hånd leder planeterne på deres baner gennem himmelrummet. Det er ikke af sig selv, Jorden har kraften til år efter år at fortsætte sin bevæ-gelse omkring Solen og til at frembringe sine rige gaver. Guds ord styrer elementerne. Han dækker himmelen med skyer og lader regn falde på jorden. Han gør dalene frugtbare og “lader græs spire frem på bjergene”. Det er ved hans kraft, planterne vokser, og blade og blomster springer ud. KA 60.5

Hele den naturlige verden er beregnet på at være som en fortolkning af det guddommelige. For Adam og Eva i deres Edenhjem var naturen fyldt med kundskab om Gud, overalt fandt de guddommelig vejledning. For deres lydhøre øren var det, som om haven talte til dem med visdommens røst. Visdommen talte også til øjet og blev modtaget i hjertet, fordi de havde fællesskab med Gud i hans skaberværk. Så snart det hellige par havde overtrådt den Højestes lov, forsvandt Guds stråleglans fra naturens ansigt. Nu er naturen vansiret og besmittet af synden. Men Guds lærdom er ikke udslettet; selv nu, hvis den forstås og fortolkes rigtigt, taler den om sin Skaber.. . . Børnene og de unge, ja, alle de studerende, trænger til at hente lærdom fra denne kilde. Naturens skønhed fører sjælen bort fra synd og verdslige tillokkelser, og hen imod renhed, fred — og Gud.⁵⁵ KA 61.1