KRISTUS ALENE

350/364

ET EKSEMPEL PÅ AFHOLDENHED, 15. DECEMBER

“Han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden.” Luk. 1, 15. KA 366.1

Gud havde kaldet Zakarias’ søn til en stor gerning, den største, der nogen sinde er blevet betroet et menneske. For at kunne fuldføre denne opgave måtte han have Herren som sin hjælper. Og Guds Ånd ville være med ham, hvis han rettede sig efter engelens anvisninger. KA 366.2

Johannes skulle gå ud som Jehovas sendebud for at bringe mennesker lyset fra Gud. Han måtte vende deres tanker i en anden retning. Han skulle indprente dem, hvor hellige Guds krav til os er, og i hvor høj grad de selv manglede Guds fuldkomne retfærdighed. Et sådant sendebud måtte selv være helligt. Han måtte være et tempel, hvori Guds Ånd kunne bo. For at kunne opfylde sit kald måtte han være i besiddelse af sunde, legemlige kræfter og åndelig og sjælelig styrke. Derfor ville det for ham være nødvendigt at beherske lyster og begær. Han måtte være i stand til at beherske alle sine evner, så han kunne stå blandt mennesker lige så upåvirkelig af de forhåndenværende forhold som ørkenens klipper og bjerge. KA 366.3

På Johannes Døbers tid var pengebegærlighed og trangen til luksus og pragt vidt udbredt. Sanselige fornøjelser, svir og drik var årsag til legemlige sygdomme og degeneration, idet de lammede den åndelige opfattelsesevne og forringede syndsbevidstheden. Johannes skulle være en reformator. Ved sin afholdende livsførelse og tarvelige dragt skulle han virke som en irettesættelse for tidens umådeholdenhed. Derfor blev anvisningerne givet til Johannes’ forældre — som en lære i afholdenhed, givet af en engel fra den himmelske trone. KA 366.4

Sindet er mest modtageligt i barndommen og ungdommen. Det er her, man skal erhverve sig kraften til selvbeherskelse. I hjemmets hygge og ved familiens bord udøves der en påvirkning, hvis følger er af evig varighed. De livsvaner, man tilegner sig i livets første år, er afgørende for, om et menneske skal sejre eller overvindes i livets kamp. . . . KA 366.5

Johannes skulle som profet tvende fædrenes hjerter til børnene’ og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk”. Ved at berede vejen for Kristi første komme stod han som repræsentant for dem, der skal berede et velskikket folk til Herrens andet komme. Verden er fuld af nydelsessyge. Vildfarelser og opdigtede historier findes i mængde. Satan sætter stadig flere fælder for at bringe sjælene til fald. Alle, der ønsker fuldkommen hellighed i deres gudsfrygt, må lære afholdenhedens og selvbeherskelsens kunst. Begæret og lidenskaberne må holdes i tømme af sjælens ædlere kræfter. Denne selvdisciplin er af væsentlig betydning for den sjælelige styrke og åndelige kraft, som kan gøre det muligt for os at fatte og efterleve de hellige sandheder i Guds ord. Af denne årsag har afholdenhed en stor betydning i arbejdet for at berede vejen for Kristi genkomst.28 KA 366.6