KRISTUS ALENE

FEBRUAR

LIVETS LOV I UNIVERSET, 1. FEBRUAR

“Du grundfæsted fordum jorden, himlene er dine hænders værk.” Sl. 102, 26. KA 38.6

I begyndelsen åbenbarede Gud sig gennem hele skaberværket. Det var Kristus, som udspændte himmelen og lagde grundvolden til jorden. Det var hans hånd, som anbragte verdenerne i himmelrummet, og som dannede markens blomster. Han “grundfæster bjerge med vælde”. “Havet er hans, han har skabt det.”¹ Det var ham, der fyldte jorden med skønhed og luften med sang. Og på alle ting, på jorden og i luften og himmelen, skrev han budskabet om Faderens kærlighed. KA 38.7

Nu har synden vansiret Guds fuldkomne værk, men alligevel bliver denne skrift stående. Selv nu forkynder alt det skabte storheden i Guds herlighed. Der findes intet, med undtagelse af menneskehjertet, der lever for sig selv. Ingen fugl kløver luften, intet dyr bevæger sig på jorden uden at tjene til gavn for et andet liv. Der findes ikke et blad i skoven eller det ringeste græsstrå, uden at det gør sin tjeneste. Fra hvert træ, hver busk og hvert blad udstrømmer det livselement, uden hvilket hverken mennesker eller dyr kunne leve; og mennesker og dyr bidrager derefter til træernes og buskenes og bladenes liv. Blomsterne udånder deres duft og åbenbarer deres skønhed til velsignelse for verden. Solen spreder sit lys for at glæde tusind verdener. Havet, hvorfra alle vore kilder og brønde har deres udspring, modtager strømmene fra alle lande, men tager kun for atter at give. De tåger, der stiger op fra dets skød, falder som regnbyger for at vande jorden, så den kan give grøde og blomsterne knoppes. KA 39.1

Herlighedens engle har deres store glæde af at give — at give kærlighed og utrættelig omsorg til sjæle, der er faldne og vanhellige. Himmelske væsener bejler til menneskehjerterne; de bringer lys til denne mørke verden fra de himmelske boliger. Ved blid og tålmodig tjeneste påvirker de menneskesindet for at bringe de fortabte ind i et fællesskab med Kristus, som er endnu nærmere, end de selv kan gøre sig en forestilling om. KA 39.2

Men bortset fra alle mindre betydningsfulde fremstillinger ser vi Gud i Jesus. Når vi betragter Jesus, ser vi, at Gud anser det for sin ære at give. “Jeg gør ikke noget af mig selv,” sagde Kristus, “den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen.” “Selv søger jeg ikke min egen ære,” men hans ære, som udsendte mig.² Idisse ord forkyndes den store grundregel, som er livets lov for universet. Kristus modtog alt fra Gud, men han modtog for at give. Således er det i de himmelske boliger, i hans tjeneste for alt, hvad der er skabt; ved den elskede Søns hjælp udstrømmer Faderens liv til alle; ved Sønnens medvirken vender det tilbage som lovsang og glad tjeneste, som en flodbølge af kærlighed, til altets store ophav. Og således fuldkommes ved Kristus velsignelsernes kredsløb, så det bliver et billede af den store givers natur, selve livets lov. ³ KA 39.3