KRISTUS ALENE

MENIGHEDEN VIL SEJRE, 28. OKTOBER

“Og de sang Moses’, Guds tjeners, sang og Lammets sang: ‘Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge! Åb. 15, 3. KA 317.1

Kristus har givet menigheden et helligt ansvar. Det enkelte medlem må være en kanal, hvorigennem Gud kan lade sin nådes skatte, Kristi ufattelige rigdomme, strømme ud til andre. Frelserens højeste ønske er at se mænd og kvinder repræsentere hans Ånd og hans karakter. Der er intet, de vantro trænger så meget til, som at se Frelserens kærlighed levendegjort gennem deres medmennesker. Hele Himmelen venter på kvinder og mænd, hvorigennem Gud kan åbenbare kristendommens magt. KA 317.2

Menigheden er Guds redskab til at forkynde sandheden, og han vil selv udstyre den med evner til at løse denne specielle opgave. Hvis den er trofast og lydig mod alle hans bud, vil den være gennemsyret af guddommelig nåde. Hvis den ikke svigter sit kald, hvis den vil ære Herren, Israels Gud, kan ingen magt holde stand imod den. KA 317.3

Begejstring for Guds sag førte disciplene til at vidne om evangeliet med stor kraft. Burde ikke en lignende begejstring brænde i vore hjerter og få os til at beslutte os til at fortælle om den frelsende kærlighed, om Kristus og ham korsfæstet? Det er enhver kristens forret, ikke blot at se frem til, men også at fremskynde Frelserens komme. KA 317.4

Hvis menigheden vil iføre sig Kristi retfærdighed og bryde ethvert tilknytningsforhold til verden, står den ved begyndelsen til en strålende og herlig dag. Guds løfter gælder for evigt. Han vil for evigt give menigheden en ophøjet plads til fryd og glæde for mange slægter. Sandheden går dem forbi, der ringeagter og forkaster den, men den vil sejre til sidst. Til trods for tilsyneladende forsinkelser er den aldrig blevet standset. Når Guds budskab møder modstand, giver han det en større kraft og gør det endnu mere virkningsfuldt. Med denne guddommelige kraft baner det sig vej gennem og overvinder selv de stærkeste barrierer. KA 317.5

Hvad var det, der holdt Guds Søn oppe under hans slidsomme og opofrende liv? Han så frem til lønnen for sin smerte, og det var ham nok. I evigheds perspektiv så han deres lykke, som ved hans ydmygelse havde opnået tilgivelse og et evigt liv. Han opfangede lyden af de forløstes glæ-desråb, og hørte dem synge Moses’ og Lammets sang. . . . KA 317.6

Ved tro kan vi stå på tærskelen til Den evige Stad og tage imod den nådefulde velkomsthilsen, der skal lyde til dem, der i dette liv samarbejder med Kristus.⁴¹ KA 317.7