KRISTUS ALENE

SANDHEDEN VIL SEJRE, 13. OKTOBER

“Verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til.” Joh. 14, 30. KA 301.3

Som verdens Frelser blev Kristus bestandig stillet ansigt til ansigt med tilsyneladende nederlag. Han, som var nådens sendebud til vor verden, syntes kun at udrette lidt af det, han længtes efter at gøre for at højne og frelse. Sataniske kræfter arbejdede bestandig på at krydse hans vej, men det ville han ikke lade berøve ham modet. Han siger ved profeten Esajas: “Min møje er spildt, på tomhed og vind sled jeg mig op — dog er min ret hos Herren, min løn er hos min Gud.... I Herrens øjne er jeg æret, min Gud er blevet min styrke.” Det er til Kristus, dette løfte gives: “Så siger Herren, Israels genløser, dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af folk, herskernes træl.... Så siger Herren... jeg vogter dig, og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: ‘Gå ud!’ til dem i mørket: ‘Kom frem!’... De hungrer og tørster ikke, dem stikker ej hede og sol. Thi deres forbarmer fører dem, leder dem til kildevæld.” ¹⁶ KA 301.4

Jesus støttede sig til disse ord, og han lod ikke Satan drage fordel af noget. Da Kristus måtte tage det sidste ydmygende skridt, da den dybeste sorg sænkede sig over hans sjæl, sagde han til sine disciple: “Verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til.” “Denne verdens fyrste er dømt.” Nu skal han “kastes ud”.¹⁷ Med profetisk blik øjnede Jesus de begivenheder, der ville finde sted under hans sidste store strid. Han vidste, at når han kunne sige: “Det er fuldbragt!” ville hele Himmelen juble. Hans øre opfangede den fjerne musik og sejrsråbene i de himmelske boliger. Han vidste, at så ville dødsklokkerne ringe for Satans rige, og Kristi navn ville blive modtaget med begejstringsråb fra verden til verden i hele universet. KA 301.5

Kristus frydede sig over, at han kunne gøre mere for sine efterfølgere, end de kunne bede om eller tænke på. Han talte med fuld forvisning, fordi han vidste, at en almægtig befaling var udgået, før verden var skabt. Han vidste, at sandheden, når den var væbnet med Helligåndens uovervindelige magt, ville sejre i kampen mod det onde, og at den blodplettede sejrsfane ville komme til at vaje over dem, der fulgte ham. Han vidste, at hans trofaste disciples liv ville komme til at ligne hans eget, en ubrudt række af sejre, der ikke her ville blive bedømt som sådanne, men som vil opnå fuld anerkendelse i det kommende liv.¹⁸ KA 301.6