KRISTUS ALENE

DEN ENE MENIGHED BLIVER OPRETTET EFTER DEN ANDEN, 7. OKTOBER

“Søg Herren, medens han findes, kald på ham, den stund han er nær!” Es. 55, 6. KA 295.3

Menighedens medlemmer må stå op og være lys i denne verdens moralske mørke. Hvis vi har forbindelse med Verdens Lys, vil vi lade lyset skinne for andre. Hvis vi har modtaget Kristi rige nåde, vil vi være til velsignelse for dem, der er omkring os.. . . KA 295.4

Gud kan ikke stole på mange bekendende kristne, fordi de ønsker at være de første — eller de største. Hvis de ville være ydmyge og villige til at lære af ham, ville de være en magtfaktor, der var i stand til at vise verden, hvilken indflydelse den sande tro har på menneskets karakter. De, der går Jesu ærinde, uden nogen sinde at fremhæve sig selv, vil vise stadig aktivitet og have fortsat fremgang i missionsforetagender. De er ikke tilfredse før den ene menighed bliver oprettet efter den anden. KA 295.5

Gud forventer, at de, som tjener ham, vil kæmpe for den tro, som en gang blev givet til de hellige. Vor udadvendte missionsvirksomhed må udføres med større iver end nogen sinde før. Vi må indtage større områder. Sandhedens banner må rejses på nye steder. Menigheder må oprettes. Alt, hvad der kan gøres, må gøres for at udføre befalingen: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” KA 295.6

Menighedens liv er afhængigt af den interesse, medlemmerne har for dem uden for folden. Guds menighed må tænke på, at Kristus lod sig ofre for at frelse verden fra undergang. Han blev fattig for vor skyld, for at vi ved hans fattigdom kunne opnå evige rigdomme. Skal de, som Gud har velsignet med kendskab til sandhederne i Guds ord så være snæversynede i deres planlægning? Lad dem få en klar forståelse af deres uhyre taknemmelighedsgæld og fjerne enhver snert af selviskhed, så Herren kan udøse sin Hellige Ånd over dem. Lad dem søge Herren, mens han findes, og kalde på ham, den stund han er nær. De har ingen grund til at vise vantro og beklage sig. De må holde op med at finde fejl og knurre, og i stedet opmuntre til taknemmelighed for al den nåde og velsignelse, de har modtaget i tiden, der gik. Lad dem prise og love Herren for lyset i hans ord, som oplyser deres vej og lukke det ind i hjerte og sind, så det kan skinne for dem, der vandrer i mørke. Så vil de være rede til at udføre deres gerning til ære og pris for Kristus, og at skrive disse ord på deres banner: “Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.”⁸ KA 295.7