KRISTUS ALENE

I HÅBETS OG GLÆDENS ATMOSFÆRE, 18. AUGUST

“Glæd jer altid i Herren; jeg siger igen: glæd jer!” Fil. 4,4. KA 244.3

Den kristne har den glæde at kunne opfange evige lysstråler fra herlighedens trone, og at kunne lade disse stråler kastes tilbage, ikke alene på hans egen livsvej, men også på deres, som han omgås til daglig. Ved at tale håbets og opmuntringens ord, ved at vise taknemmelighed og venlighed, vil han kunne bidrage til at gøre livet bedre og rigere for dem. De vil på denne måde få et løft opad, få blikket rettet mod Himmelens herlighed, og blive tilskyndet til, fremfor at søge det jordiske, at søge de evige værdier, udødelighedens herlige arv, de rigdomme, der er uforgængelige. KA 244.4

“Glæd jer altid i Herren,” siger apostlen; “og jeg siger igen: glæd jer!” Uanset hvor vi går, må vi have omkring os en atmosfære af kristent håb og glæde, således at de, der er adskilt fra Kristus, må kunne se det tiltrækkende ved den religion, vi bekender; de vantro vil se den faste rygrad i vor tro. Vi må have en tydelig opfattelse af Himmelen, landet, hvor alt er lyst og venligt. Vi må have et bedre kendskab til det velsignede håbs fylde. Hvis vi til stadighed glæder os i håbet, har vi også et opmuntrende ord til dem, vi møder. “Hvor godt er et ord i rette tid!” Mennesker forgår af mangel på det personlige arbejde. KA 244.5

Ikke kun i vor daglige omgang med troende og vantro skal vi ære Gud ved ofte at tale om og give udtryk for taknemmelighed og glæde. Som kristne har vi fået befaling om ikke at svigte vor egen menighedsforsamling, fordi vi alle behøver fornyelse og opmuntring, som vi kan give videre til andre. Ved disse ugentlige møder skal vi dvæle ved Guds godhed og mangfoldige velgerninger, ved hans magt til at frelse fra synd. Ved vort ansigtsudtryk, sindelag, i ord og karakter, skal vi vidne om, at det er godt at tjene Gud. Derved forkynder vi, at “Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen”. KA 244.6

Vore bedemøder og menighedssammenkomster bør være til særlig hjælp og opmuntring. Enhver har en gerning at udrette for at gøre disse sammenkomster så levende og gavnlige som muligt. Det gøres bedst ved daglig at have en ny erfaring i det, som har med Gud at gøre, og ved ikke at tøve med at tale om hans kærlighed, hvor hans folk samles. Tillader vi intet mørke eller vantro at komme ind i vore hjerter, kommer det heller ikke til syne ved vore møder.. . . KA 245.1

Ved korsets herlighed og hemmelighed forstår vi menneskets værdi, og da vil vi se betydningen af at arbejde for vore medmennesker, så de kan hæves op til Guds trone.²⁶ KA 245.2