KRISTUS ALENE

VOGT MINE LAM, 30. JULI

“Og retfærdighed er frugt afen sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.” Jak. 3,18. KA 224.3

Den sande Kristi tjener vil være omgivet af en atmosfære af åndeligt lys, fordi han er forbundet med verdens lys og vandrer med Kristus. KA 224.4

Man kan modstå argumenter og foragte overbevisende ord og bøn, ja, selv de mest velformulerede henstillinger, understøttet af den strengeste logik, kan man ignorere; men en levende karakter, der kommer til udtryk i retfærdighed og i en daglig livsvandring i fromhed, samt omsorg for synderen, hvor han end er, og når sandhedens ånd brænder i hjertet, stråler ud fra personen, og flyder over læberne i ethvert ord, da udgør de en prædiken, som er vanskelig at modstå eller skubbe til side, og den får Satans fæstninger til at ryste. Guds tjenere, som vandrer med ham, er iklædt Himmelens rustning, og sejr vil følge deres anstrengelser. KA 224.5

De, som er optaget af det store og alvorlige arbejde med at advare verden, skulle ikke alene have en personlig erfaring med Gud, men de skulle opøve kærlighed til hinanden og være enige indbyrdes og fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning. Manglen på denne kærlighed glæder vor listige fjende. Han er fader til misundelse, skinsyge, had og uoverensstemmelser, og han fryder sig, når han ser, hvordan dette skammelige ukrudt kvæler kærligheden, denne følsomme himmelske plante. KA 224.6

Det behager ikke Gud, når hans tjenere kritiserer, dadler og fordømmer hinanden. Den specielle opgave, han har givet dem, er at forsvare sandheden. De er hans arbejdere. Alle bør respektere dem, og de må respektere hinanden. KA 224.7

Officererne i hæren skal respektere de andre officerer, og det opfatter de menige snart. Når folkets ledere i den kristne kamp er venlige og overbærende og viser deres medarbejdere speciel kærlighed og agtelse, lærer de andre at gøre det samme. KA 225.1

En medarbejders omdømme må hæges om med fortrolighed. Hvis du ser fejl hos en anden, må du ikke forstørre den i andres øjne og gøre dem til alvorlige forseelser. De kan være fejlbedømmelser, som Gud vil give guddommelig nåde til at overvinde. Hvis de fuldkomne engle havde været i stand til at hjælpe den faldne slægt bedre end mennesker, så havde Gud givet dem denne opgave. Derimod giver han den nødvendige hjælp gennem nogle stakkels svage, fejlende, dødelige mennesker, som er de bedst egnede til at hjælpe deres medmennesker med de samme svagheder. KA 225.2

Tænk på Peter, som fornægtede sin Herre. . . . Før Peter snublede, havde han ikke den nødvendige ydmyghed til at vogte lammene, men efter at han blev opmærksom på sin egen svaghed. . . kunne han nå dem i kærlig sympati, og på den måde kunne han hjælpe dem.⁵⁹ KA 225.3