KRISTUS ALENE

AT FINDE DET FORTABTE FAR, 15. JULI

“Og lykkes det ham at finde det (fortabtefår), sandelig siger jeg eder: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, som ikke er faret vild.” Matt. 18, 13. KA 208.1

Jesus ønskede, at menneskets værdi skulle gøres virkelig i disciplenes bevidsthed. Han forlanger samarbejde af sine efterfølgere i opgaven med at redde vildfarne syndere. Der er ét fortabt får, det allermindste antal, som kan tælles, og dog er han hyrden, som forlader de nioghalvfems og går ud i bjergene for at opsøge det ensomme og forvildede. Hvorfor er Guds sønner og døtre da så ufølsomme, så ligegyldige over for mennesker, der går fortabt lige omkring dem? Hvorfor er menighedens medlemmer så villige til at lade hele byrden hvile på præstens skuldre? Hvilken alvorlig misforståelse, da enhver, der modtager nåden, skulle tage sin del i at redde dem, der er fortabt. KA 208.2

Kristus har givet hvert menneske en opgave, derfor må der gøres personlige anstrengelser for at frelse dem, der er ved at forgå. Arbejderen bør tilbringe megen tid i bøn i lønkammeret, for dette arbejde kræver stor indsigt i videnskaben om at redde mennesker. Kristus sagde: “Jeg er verdens lys, den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Han sagde også til sine disciple: “I er verdens lys.” Han gjorde menigheden til den hellige sandheds opbevaringssted. Han gav sin menighed ansvaret for formidling af den hellige sandhed, derfor er det menighedens opgave at fuldføre hans mission — at redde verden. Han er den Retfærdigheds Sol, som bringer de klare stråler til hans efterfølgere, som igen skal føre lyset videre til andre. De skal være hans repræsentanter i verden. KA 208.3

Idet de tror på Kristus som deres egen frelser, fører de hans gerning videre, hvor han forlod den. “Skilt fra mig kan I slet intet gøre,” sagde Kristus, men sammen med ham er alting muligt. Der er så mange, umådelig mange omstrejfende og forvildede får, som er fortabte i syndens vilde ørken, ret og slet fordi ingen opsøgte dem, og fordi de ikke førte dem tilbage til folden. Jesus benytter fortællingen om det tabte får for at vise nødvendigheden af at opsøge dem, der er vandret bort fra ham, for når et får først er løbet vild, kan det ikke finde vejen tilbage til folden uden hjælp. Det må opsøges og bæres tilbage til folden. KA 209.1

Hele Himmelen er interesseret i arbejdet for at redde de fortabte. Med intens interesse lægger englene mærke til hvem, der forlader de nioghalvfems for at gå ud i den vilde ørken i uvejr, regn og blæst for at søge efter det fortabte får. De fortabte er overalt omkring os, de omkommer på grund af vor forsømmelse. Men de er dyrebare for Gud, købt med Kristi blod.... Vi må søge at redde de fortabte. Vi må opsøge det ene forvildede får og føre det tilbage til folden. Det kræver en personlig indsats.³⁴ KA 209.2