KRISTUS ALENE

DEN GODE HYRDE, 6. JULI

“Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.” Joh. 10,11. KA 199.2

Kristus . . . sammenligner sig med en hyrde. . . . “Jeg er den gode hyrde,” siger han, “den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.” “Jeg er den gode hyrde; jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.”¹⁰ KA 199.3

Den guddommelige hyrde kender sin flok, som er spredt ud over hele Jorden, ligesom den jordiske hyrde kender sine får. “I er min hjord, I er den hjord, jeg røgter, og jeg er eders Gud, lyder det fra den Herre Herren.”¹¹ KA 199.4

I lignelsen om det tabte får går hyrden ud for at opsøge det ene — det allermindste antal, der kan tælles. Da han opdager, at et af fårene mangler, ser han ikke ligegyldigt på hjorden, der er i sikkerhed i folden, og siger: Jeg har de nioghalvfems, så det vil volde mig for meget besvær at gå ud og søge efter det vildfarne. Lad det komme tilbage af sig selv. Jeg skal nok åbne fårefoldens dør og lukke det ind! Nej, så snart fåret har forvildet sig bort, gribes hyrden af sorg og ængstelse. Han efterlader de nioghalvfems i folden og går for at søge efter det ene, der mangler. Uanset hvor mørk og stormfuld natten er, eller hvor farlig og usikker vejen kan være, uanset hvor lang og trættende eftersøgningen bliver, tøver han ikke, før det tabte er fundet. KA 199.5

Med hvilken lettelse hører han ikke dets første svage nødråb i det fjerne! Han følger lyden og klatrer op ad de stejleste skrænter, og med sit eget liv på spil går han ud på afgrundens yderste kant. Således søger han, mens nødråbet bliver svagere og fortæller ham, at fåret er døden nær. KA 199.6

Befaler han så det forvildede får at følge ham, når han har fundet det? . . . Nej, han lægger det udmattede får på sin skuldre, og vender tilbage til folden i taknemmelighed over, at eftersøgningen ikke var forgæves, idet han vender tilbage til folden. Hans taknemmelighed finder udløsning i lovsang. “Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ‘Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.’” KA 199.7

Således forenes Himmel og Jord i lovsang og taksigelse, når den fortabte synder bliver fundet af Den gode Hyrde. “Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse.”¹² KA 199.8

En indsats i vor gerning for den enkelte vil udrette mere, end vi aner. Mennesker går fortabt af mangel på dette. Golgata er beviset på det enkelte menneskes uendelige værdi. En sjæl vundet for Kristus bliver et middel til at vinde andre, og det vil give en stadig voksende høst af velsig-nelse og frelse. ¹³ KA 200.1