KRISTUS ALENE

EN HYRDESTAV FOR ET SCEPTER, 4. JULI

“Samuel tog da oliehornet og salvede ham, medens hans brødre stod rundt om. Og Herrens Ånd kom over David fra den dag af.” 2 Sam. 16,13. KA 197.1

Da Isajs sønner passerede forbi Samuel, ville han vælge den høje Eliab med den værdige skikkelse, men Guds engel stod ved ved hans side for at vejlede i den vigtige beslutning, og fortalte ham, at han ikke skulle dømme efter udseendet. Eliab frygtede ikke Gud. Hans hjerte var ikke i overensstemmelse med Gud. Han ville blive en stolt, krævende regent. Ingen andre end David, den yngste af Isajs sønner, kunne bruges. Han var en beskeden hyrdedreng, men havde udført hyrdens opgaver med så stor trofasthed og mod, at Gud udvalgte ham til at være folkets leder. I tidens løb skulle han udskifte hyrdestaven med et scepter.⁵ KA 197.2

Gud valgte David, den ydmyge hyrde, til at styre sit folk. Han var nøje med alle ceremonierne i den jødiske religion, mens han udmærkede sig ved frimodighed og usvækket ærbødighed. Hans pålidelighed, beskedenhed, retfærdighedssans og beslutsomme karakter, kvalificerede ham til at udføre Guds højeste planer, at lære Israel tilbedelse, at lede dem som en generøs og vis hersker. KA 197.3

Hans religiøse liv var ærligt og brændende. Det var, medens David var trofast mod Gud og havde disse ædle karaktertræk, at Gud kaldte ham manden efter sit hjerte.⁶ KA 197.4

Den store ære, der blev vist David, gik ham ikke til hovedet. Han passede stille og roligt sin gerning uden at lade sig anfægte af den høje stilling, som han skulle beklæde, og ventede tålmodigt på, at Herren skulle gennemføre sine planer i sin egen time og på sin egen måde. Hyrdedrengen var akkurat lige så ydmyg og beskeden, da han gik tilbage til højene for at vogte sine hjorde, som før... . KA 197.5

David forberedte sig i ungdomstidens skønhed og styrke til sin høje stilling blandt Jordens fornemste. Han betragtede sine evner som værdifulde gaver fra Gud og benyttede dem til at forherlige den guddommelige giver. De rige anledninger, han havde til at gøre iagttagelser og meditere, bidrog til at skænke ham den visdom og gudsfrygt, som fik Gud og englene til at elske ham.. . . Hans kærlighed, hans sorger og hans sejre gav ham stof til eftertanke, og når han så, at det var Guds kærlighed, der lå bag alt det, han havde oplevet, bankede hans hjerte endnu heftigere i tilbedelse og taknemmelighed, hans stemme klang endnu skønnere, og han slog harpens strenge med endnu større jubel. Således gik hyrdedrengen frem fra styrke til sejr og fra kundskab til visdom, for Herrens Ånd var over ham.⁷ KA 197.6