KRISTUS ALENE

JULI

KRISTUS ER OVERHYRDEN, 1. JULI

“Når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.” 1 Pet. 5,4. KA 194.2

Hyrden måtte være flittig. Han skulle vogte hjorden dag og nat. Der var mange vilde dyr, som dristigt angreb fårene eller kvæget og udrettede stor skade, hvis de ikke blev vogtet af én trofast hyrde. Skønt Jakob havde adskillige tjenere til at hjælpe til med at vogte både hans egne og Labans hjorde, bar han selv ansvaret. På visse årstider måtte han selv være hos hjorden dag og nat for at beskytte dyrene i tørken mod at dø af tørst, eller passe på, at de ikke frøs i vinterens hårde nattefrost. Der var også fare for, at dyrene kunne blive stjålet af samvittighedsløse hyrder, som ønskede at berige sig ved at stjæle naboens kvæg. KA 194.3

Hele tiden måtte hyrden vise omhu. Barmhjertighed, mod og udholdenhed var kvalifikationskrav til hyrdeembedet. Jakob var overhyrde, og hans underhyrder kaldtes tjenere. Disse tjenere, som bar ansvar for hjorden, måtte stå til regnskab hos overhyrden, hvis der ikke var trivsel i flokken. Overhyrden led tabet, hvis nogle af dyrene manglede. KA 194.4

Hyrden sammenlignes med Kristi forhold til sit folk. Efter syndefaldet betragtede han sine fårs ynkelige stilling, idet de stod over for den sikre undergang. Han forlod æren og herligheden i sin Faders hus for at blive en hyrde,. . . som skulle frelse fårene, der var på vej til ødelæggelse. Med en tiltalende stemme lød hans kald til dem om at komme ind i folden, hvor der var sikkerhed mod røvere, den brændende varme og de iskolde vindstød. Han viste sine får stadig omhu til deres bedste. Han styrkede de svage, plejede de sårede og løftede de små lam op i sine arme og bar dem ved sit bryst. Hans får elsker ham. Han går foran sine får, mens de hører hans stemme og følger efter. “Men en fremmed vil de ikke følge. De vil flygte for ham, fordi de ikke kender de fremmedes stemmer.”¹ Kristus siger: “Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.” . . . KA 194.5

Kristus er overhyrden. Han har overladt pasningen af sin flok til underhyrder. Han forlanger af disse hyrder den samme omhu for fårene, som han selv har vist, og at de skal bære ansvaret for den forpligtelse, der er pålagt dem.... De må til stadighed vise omsorg for flokken.²2 KA 195.1