KRISTUS ALENE

HAN VAR ALT, HVAD HAN GJORDE KRAV PÅ AT VÆRE, 25. JUNI

“Den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.” Joh. 14, 12. KA 187.5

Efter Herrens himmelfart blev disciplene klar over opfyldelsen af hans løfte. Begivenhederne ved Kristi korsfæstelse, opstandelse og himmelfart var en levende virkelighed for dem. De så, at profetierne var blevet op-fyldt bogstaveligt. De granskede Skrifterne og modtog deres lære med en hidtil ukendt tro og forvisning. De vidste, at deres guddommelige lærer var alt det, han havde hævdet at være. Når de fortalte om deres oplevelser og priste Guds kærlighed, lod menneskers hjerter sig røre og betvinge, og mangfoldige troede på Jesus. KA 187.6

Frelserens løfte til disciplene er et løfte til hans menighed indtil tidernes ende. Det var ikke Guds hensigt, at hans vidunderlige plan om at frelse mennesker kun skulle have ubetydelige følger. Alle, der vil gå i gang med arbejdet, ikke i tillid til, hvad de selv kan udrette, men til, hvad Gud kan udrette for og ved dem, vil sikkert komme til at opleve opfyldelsen af hans løfte. “Ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen,” siger han. KA 188.1

Endnu var disciplene uden kendskab til Frelserens ubegrænsede hjælpemidler og magt. Han sagde til dem: “Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn.”⁴⁹ Han forklarede dem, at hemmeligheden ved at få deres gerning til at lykkes, bestod i at bede om kraft og nåde i hans navn. Han ville være til stede og gå i forbøn for dem hos Faderen. Den ydmygt bedendes bøn bliver af ham over for Faderen fremstillet som hans eget ønske til bedste for denne sjæl. Enhver oprigtig bøn bliver hørt i Himmelen. Måske bliver den ikke fremført med veltalenhed, men hvis hjertet er med i den, vil den stige op til helligdommen, hvor Jesus gør tjeneste, og han vil fremstille den for Faderen uden et eneste ubehjælpsomt eller stammende ord, men smuk og duftende af hans egen fuldkommenheds røgelse. KA 188.2

Oprigtighedens og retskaffenhedens vej er ikke en vej uden hindringer, men i enhver vanskelighed skal vi se et kald til at bede. Der lindes ingen levende sjæl, der har en magt, som han ikke har fået fra Gud, og den kilde, som den stammer fra, står åben for det svageste menneske. “Hvad som helst I beder om i mit navn,” sagde Jesus, “det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen. Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.”⁵⁰ KA 188.3

Det var uendelig magtpåliggende for Frelseren, at hans disciple skulle forstå, med hvilket formål hans guddommelighed var blevet forenet med menneskelighed. Han kom til verden for at åbenbare Guds herlighed, så mennesker kunne blive forædlede ved dens genoprettende kraft. Gud havde åbenbaret sig i ham, for at han skulle blive åbenbaret i dem. Jesus åbenbarede ingen evner og udøvede ingen magt, som mennesker ikke kan få ved at tro på ham. Hans fuldkommenhed som menneske kan alle hans efterfølgere komme i besiddelse af, hvis de vil underordne sig Gud, sådan som han gjorde det.⁵¹ KA 188.4