KRISTUS ALENE

KRISTI LÆRE OMFATTEDE HELE VERDEN, 12. JUNI

“Da Jesus var færdig med at tale disse ord, var folkeskarerne slået af forundring over hans lære. ” Matt. 7, 28. KA 174.2

Kristus gav sig ikke af med abstrakte teorier, men med det, som er livsvigtigt for karakterdannelsen; det, som kan give mennesket større evne til at kende Gud og forøge dets magt til at gøre det gode. Han talte om disse sandheder, der har tilknytning til livsførelsen, og som forener mennesket med evigheden. KA 174.3

I stedet for at give folket anvisning på at granske menneskers teorier om Gud, om hans ord eller hans gerninger, lærte han dem at se ham, sådan som han åbenbarer sig gennem sine gerninger, i sit ord og ved sit forsyn. Han bragte deres tanker i forbindelse med den Almægtiges tanker. KA 174.4

Folket blev “slået af forundring over hans lære, thi hem talte med myndighed.”²⁴ Aldrig før havde noget menneske talt med en sådan magt til at vække tanken, til at få en til at hige efter noget højere, til at forny enhver af legemets, tankens og sjælens evner. KA 174.5

Kristi lære omfattede, ligesom hans medfølelse, hele verden. Der kan ikke tænkes et forhold i livet, et kritisk vendepunkt i et menneskes tilværelse, som ikke har været forudset gennem hans lære, og for hvilket dens grundregler ikke bringer hjælp. Fordi han er den største af alle lærere, vil hans ord vise sig at være en vejleder for hans medarbejdere indtil tidernes ende.. . . For hans sinds øje viste sig alt, hvad der ville komme af menneskelige bestræbelser og bedrifter, af fristelser og strid, af forvirring og fare. Alle sjæle, alle hjem, alle glæder og fornøjelser og al higen og tragten var velkendte for ham. KA 174.6

Han talte ikke blot for, men også til hele menneskeslægten. Til det lille barn i det gryende livs glæde, til de unges ivrige og urolige sjæle; til mænd i deres alders fulde kraft, som bærer ansvarets og omsorgens byrde; til de gamle, som er svage og trætte, — til alle lød hans budskab, — til ethvert af menneskenes børn, i ethvert land og til enhver tid. KA 174.7

Hans lære omfattede både det timelige og det evige — de ting, som ses, i deres forhold til de ting, som ikke ses, dagliglivets flygtige begivenheder og det kommende livs højtidelige resultater. KA 174.8

Hvad der hører til dette liv, satte han i det rette underordnede forhold til det, der har evig betydning; men han underkendte ikke dets vigtighed. Han lærte, at Himmelen og Jorden har tilknytning til hinanaden, og at en viden om den himmelske sandhed forbereder et menneske bedre til at udrette sine pligter i det daglige liv. KA 175.1

For ham havde enhver ting sit formål. Barnets leg, mandens slidsomme arbejde, livets glæder og bekymringer og smerte, alt dette tjente det samme formål: åbenbarelsen af Gud til menneskeslægtens højnelse.²⁵ KA 175.2