KRISTUS ALENE

AT HOLDE SABBATEN, 3. MAJ

“Jeg, Herren, er eders Gud! Følg mine anordninger, og tag vare på at holde mine lovbud; hold mine sabbater hellige, så de bliver et tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, Herren, er eders Gud.” Ez. 20,19. 20. KA 133.1

Da Guds folk drog ud af Ægypten, blev deres opmærksomhed på en særlig måde henledt på sabbaten. Under israelitternes trældom havde fogederne forsøgt at tvinge dem til at arbejde om sabbaten ved at kræve mere og mere arbejde af dem hver uge. . . . Men israelitterne blev udfriet af trældommen og ført til et sted, hvor de uforstyrret kunne holde alle Guds bud. KA 133.2

Loven blev forkyndt på Sinaj, og Moses fik udleveret en kopi af den på to stentavler, “beskrevet med Guds finger”.⁶ de knapt fyrre år, ørkenvandringen varede, blev israelitterne til stadighed mindet om Guds hviledag. Det skete på den måde, at der ikke faldt manna på den syvende dag, mens den dobbelte portion, som faldt på beredelsesdagen, holdt sig frisk ved et mirakel. KA 133.3

Inden israelitterne drog ind i Det forjættede Land, formanede Moses dem til at tage “vare på hviledagen” og “holde den hellig”.⁷ Det var Herrens hensigt, at Israel trofast skulle holde sabbatsbudet for til stadighed at blive mindet om deres ansvar over for ham som deres skaber og forløser. Så længe de holdt sabbaten i den rette ånd, ville afgudsdyrkelse være udelukket, men hvis denne del af tibudsloven blev tilsidesat og erklæret for ophævet, ville menneskene glemme Skaberen og dyrke andre guder. KA 133.4

“Også mine sabbater gav jeg dem,” sagde Gud, “for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem.” Men “de lod hånt om mine lovbud og vandrede ikke efter mine anordninger, men vanhelligede mine sabbater; thi deres hjerte holdt sig til deres afgudsbilleder”. Da han appellerede til dem om at komme tilbage til ham, henledte han på ny deres opmærksomhed på betydningen af at holde sabbaten hellig. “Jeg, Herren, er eders Gud!” sagde han. “Følg mine anordninger og tag vare på at holde mine lovbud; hold mine sabbater heUige, så de bliver et tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg Herren, er eders Gud.”⁸. . . KA 133.5

Da Kristus var på Jorden, understregede han sabbatsbudets gyldighed. I hele sin undervisning behandlede han den forordning, som han selv havde indført, med ærbødighed. På hans tid havde menneskene i den grad gjort sabbaten til et vrængbillede af, hvad den burde være, at den snarere afspejlede egenkærlige og tyranniske menneskers karakter end Guds væsen. Kristus forkastede den falske lære, som var blevet indført af mennesker, som hævdede, at de kendte Gud, mens de i virkeligheden dannede et vrængbillede af ham. Skønt rabbinerne behandlede Kristus med et uforsonligt fjendskab, rettede han sig ikke i mindste måde efter deres krav, men holdt sabbaten i overensstemmelse med Guds lov uden at se til højre eller venstre.⁹ KA 133.6