KRISTUS ALENE

118/364

DET DAGLIGE BRØD SIKRET, 27. APRIL

“Giv os i dag vort daglige brød.” Matt. 6, 11. KA 127.1

Ligesom et barn vil du daglig få, hvad der kræves til dagens behov. Hver dag skal du bede: “Giv os i dag vort daglige brød.” Vær ikke urolig, hvis du ikke har nok til i morgen. Du har sikkerheden i hans løfte: “Da skal du have din fryd i Herren, og han skal give dig, hvad dit hjerte attrår.” David siger videre: “Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.” KA 127.2

Den Gud, som sendte ravne med mad til Elias ved bækken Krit, vil ikke forlade ét af sine trofaste, selvopofrende børn. Der står skrevet om den retfærdige: “Han får sit brød, og vand er ham sikret.” “De beskæmmes ikke i onde tider, de mættes i hungerens dage.” “Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?” KA 127.3

Han, som lettede sin moders byrder og bekymringer, da hun var enke, og hjalp hende med forsyninger til husholdningen i Nazaret, har medlidenhed med enhver moder i hendes kamp for at skaffe mad til sine børn. Han, som ynkedes inderligt over folkeskaren, fordi “de var vanrøgtede og forkomne”, har også i dag medlidenhed med de fattige, som lider. Hans hånd er udrakt mod dem med velsignelse, og netop i den bøn, han gav sine disciple, lærte han os at tænke på de fattige.54 KA 127.4

Bønnen om det daglige brød gælder ikke kun næring for legemet, men også det åndelige brød, som giver sjælen næring til evigt liv. Jesus siger til os: “Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv.” “Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid.”55 Vor Frelser er livets brød, og det er ved at beskue hans kærlighed og lade den virkeliggøres i livet, at vi ernærer os af det brød, som kom ned fra Himmelen. KA 127.5

Vi tager imod Kristus gennem hans ord, og Helligånden gives for at åbne Guds ord for vor forstand og for at bringe dets sandheder ind i vore hjerter. Når vi læser Guds ord, må vi daglig bede om, at han vil sende sin Ånd for at vise os den sandhed, som styrker vore sjæle til at møde hver dags behov. KA 127.6

Når Guds ord lærer os, at vi hver dag skal bede om, hvad vi trænger til — både timelige og åndelige velsignelser — har han en hensigt at fuldføre til gavn for os. Han ønsker, at vi skal indse vor afhængighed af hans stadige omsorg, for han søger at lede os ind i samfundet med ham. I dette samfund med Kristus, ved bøn og granskning af de store og dyrebare sandheder i hans ord, vil vi som hungrige sjæle blive mættet, og som dem, der tørster, vil vi blive vederkvæget ved livets kilde. 56 KA 127.7