Profeter Og Konger

KAPITEL 1—DEN VISE SALOMO

Davids og Salomos regeringstid indtog Israel en stærk stilling mellem nationerne og havde rige anledninger til at øve en væl-dig indflydelse til gunst for sandhed og ret.Herrens navn blev ophøjet og æret, og hen-sigten med israelitternes bosættelse i Det forjættede Land blev næsten fuldstændig op-fyldt. Skillemure blev nedbrudt, og sandheds-tørstende mennesker fra de hedenske lande blev ikke sendt tomhændet bort. Sjæle blev omvendt, og Guds menighed på jorden havde vækst og fremgang. PoK 17.1

Salomo blev salvet og udråbt til konge i et af sin fader Davids sidste leveår, og denne abdicerede til fordel for sin søn. Salomo var en meget lovende ung mand, og det var Guds hensigt, at hans styrke og herlighed gradvis skulle forøges, og at han skulle komme til at ligne Gud mere og mere i karakter for derved at inspirere Guds folk til at varetage deres hellige hverv som den guddommelige sandheds vogtere. PoK 17.2

David vidste, at det høje mål, som Gud havde sat for Israel, kun kunne nås, hvis regenterne og folket gjorde sig utrættelige anstrengelser. Han var også klar over, at hans søn Salomo ikke kunne bestride det hellige hverv, som det havde behaget Gud at betro ham, hvis han blot besad en krigers, statsmands og fyrstes egenskaber. Den unge konge skulle tillige være et karakterfast og godt menneske, en lærer i retfærdighed og et eksempel på troskab. PoK 17.3

David opfordrede kærligt og indtrængende Salomo til at være mandig og højsindet. Han skulle være nådig og barmhjertig over for undersåtterne, og i forholdet til de andre nationer skulle han altid ære og forherlige Guds navn og fremhæve hellighedens skønhed. Alle de prøvende og usædvanlige oplevelser, som David havde haft i livet, havde lært ham værdien af de ædlere egenskaber, og det var på baggrund heraf, at han på dødslejet sagde til Salomo: “En retfærdig hersker, en, der hersker i gudsfrygt, han stråler som morgenrøden, som den skyfri morgensol, der fremlokker urter af jorden efter regn.” 2 Sam. 23, 3. 4. PoK 17.4

Salomo havde uanede muligheder. Hvis han rettede sig efter den guddommeligt inspirerede undervisning, som hans fader havde givet ham, ville hans regeringstid blive præget af retfærdighed. Forbilledet er skildret i den 72. Salme: PoK 17.5

“Gud, giv kongen din ret,
kongesønnen din retfærd,
så han dømmer dit folk med retfærdighed
og dine arme med ret! . . .
Han kommer som regn på slagne enge,
som regnskyl, der væder jorden;
i hans dage blomstrer retfærd,
og dyb fred råder, til månen forgår.
Fra hav til hav skal han herske,
fra floden til jordens ender . . .
Konger fra Tarsis og fjerne strande
frembærer gaver,
Sabas og Sebas konger kommer med skat;
alle konger skal bøje sig for ham,
alle folkene være hans tjenere.
Thi han skal redde den fattige,
der skriger om hjælp,
den arme, der savner en hjælper . . .
De skal bede for ham bestandig,
velsigne ham dagen igennem. . .
Velsignet være hans navn evindelig,
hans navn skal leve, mens solen skinner.
Ved ham skal man velsigne sig,
alle folk skal prise ham lykkelig!
Lovet være Gud Herren, Israels Gud,
som ene gør undergerninger,
og lovet være hans herlige navn
evindelig;
al jorden skal fyldes af hans herlighed.
Amen, amen!” PoK 18.1

Salomo fulgte sin faders råd, så længe han var ung. Han levede retskaffent i mange år og viste Gud ubetinget lydighed. Kort efter at han var blevet konge, drog han med rigets ledende mænd til Gibeon. Her lå åbenbaringsteltet, som var blevet bygget i ørkenen. Kongen og hans kårne mænd, “tusindog hundredførerne”, “dommerne”, “alle Israels øverster, fædrenehusenes over-hoveder”, bragte her ofre til Gud og helli-gede sig selv fuldstændig til Herrens tjeneste. 2 Krøn. 1, 2. Salomo forstod til en vis grad, hvilke vældige pligter der påhviler en konge, og han var klar over, at mennesker, som bærer tunge ansvar, nødvendigvis må søge vejledning hos visdommens kilde, hvis de vil gøre sig håb om at røgte deres gerning tilfredsstillende. Af denne grund tilskyndede han også sine rådgivere til at søge Gud at hele deres hjerte og forvisse sig om, at han havde antaget dem. PoK 18.2

Fremfor jordiske goder ønskede kongen visdom og indsigt for at kunne varetage den gerning, som Gud havde givet ham. Han nærede et brændende ønske om at få en hurtig opfattelsesevne, et medfølende hjerte og et mildt sind. Samme nat åbenbarede Herren sig for Salomo i en drøm og sagde: “Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!” I sit svar gav den unge, uerfarne konge ud-tryk for sin følelse af hjælpeløshed og sit ønske om hjælp. Han sagde: “Du viste stor miskundhed mod din tjener, min fader David, der jo også vandrede for dit åsyn i troskab, retfærdighed og hjertets oprigtighed; og du lod denne store miskundhed blive over ham og gav ham en søn, der nu sidder på hans trone. PoK 18.3

Ja, nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge i min fader Davids sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret; og din tjener står midt i det folk, du udvalgte, et stort folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så han kan dømme dit folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette store folk!” PoK 18.4

“Det vakte Herrens velbehag, at Salomo bad derom.” PoK 18.5

“Fordi din hu står til dette,” sagde Gud til Salomo, “og du ikke bad om rigdom, gods og ære eller om dine avindsmænds liv, ej heller om et langt liv, men om visdom og indsigt til at dømme mit folk,” “se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et viist og forstandigt hjerte, så at din lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære,” “så at ingen konge før dig har haft mage dertil, og ingen efter dig skal have det.” 1 Kong. 3, 5-14; 2 Krøn. 1, 7-12. PoK 18.6

Gud lovede at være med Salomo, ligesom han havde været med David. Hvis kongen ville vandre i oprigtighed for Guds åsyn og gøre, hvad Gud havde befalet ham, ville hans trone blive grundfæstet, og Israel ville i hans regeringstid blive “et viist og klogt folk”, et lys for nabofolkene. 5 Mos. 4, 6. PoK 19.1

De ord, Salomo benyttede, da han bad til Gud foran det gamle alter i Gibeon, viser hans ydmyghed og hans brændende ønske om at ære Gud. Han indså, at det uden Guds hjælp ville være lige så umuligt for ham at varetage de pligter, der påhvilede ham, som for et hjælpeløst lille barn. Han var klar over, at han manglede dømmekraft, og det var følelsen af hans store behov, der fik ham til at bede Gud om visdom. Inderst inde nærede han ingen egenkærlig ærgerrighed efter at opnå kundskaber, som ville hæve ham op over andre mennesker. Det var hans store ønske at varetage sine pligter med troskab, og han valgte den gave, som ville sætte ham i stand til at ære Gud i sin kongetid. Salomo har aldrig besiddet så stor rigdom og visdom og så megen virkelig storhed, som da han bekendte: “Jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret.” PoK 19.2

De mennesker, der beklæder ansvarsfulde stillinger i dag, burde bestræbe sig på at tage ved lære af Salomos bøn. Jo højere et menneskes stilling er, og jo større ansvar, det bærer, jo mere vidtrækkende er dets indflydelse, og jo mere behøver det at stole på Gud. Det bør altid huske, at med kaldet til en gerning følger kaldet til at færdes betænksomt blandt andre mennesker. I forholdet til Gud bør det indtage elevens plads. En hellig karakter følger ikke automatisk med en ansvarsfuld stilling. Et menneske bliver virkelig stort ved at ære Gud og adlyde hans bud. PoK 19.3

Der er ikke personsanseelse hos den Gud, vi tjener. Han, der gav Salomo visdom og dømmekraft, er villig til at skænke sine børn de samme velsignelser i dag. “Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom,” siger Guds ord, “da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet.” Jak. 1, 5. Når et menneske, som bærer tunge ansvar, hellere vil have visdom end rigdom, magt og berømmelse, vil det ikke blive skuffet. Den store Lærer vil ikke blot vise et sådant menneske, hvad det bør gøre, men også lære det, hvorledes det skal udføre sin gerning på en sådan måde, at det vinder Guds bifald. PoK 19.4

Så længe det menneske, som Gud har udstyret med dømmekraft og evner, bevarer sin helligelse, vil det ikke hige efter høje stillinger eller efter at styre og regere. Menneskene kan ikke undgå at bære ansvar, men i stedet for at kæmpe om overherredømmet vil den ægte leder bede om et forstandigt hjerte, så han kan skelne mellem godt og ondt. PoK 19.5

Mennesker i ledende stillinger har ikke nogen let lod; men de bør betragte ethvert problem som en opfordring til at bede. De bør aldrig undlade at rådføre sig med ham, som er den store kilde til al visdom. Når Den store Mester skænker dem styrke og lys, bliver de i stand til at modstå dårlige påvirkninger og til at skelne mellem ret og uret, godt og ondt. De vil billige det, som Gud billiger, og målbevidst modsætte sig, at der indføres forkerte principper i hans sag. PoK 19.6

Gud skænkede Salomo den visdom, som han ønskede fremfor rigdom, ære og et langt liv. Hans bøn om en hurtig opfattel-sesevne, et medfølende hjerte og et mildt sind blev opfyldt. “Gud skænkede Salomo visdom og kløgt i såre rigt mål og en omfattende forstand, som sandet ved havets bred, så at Salomos visdom var større end alle østerlændingenes og alle ægypternes visdom. Han var visere end alle andre, ... og hans ry nåede ud til alle folkeslag rundt om.” 1 Kong. 4, 29-31. PoK 20.1

“Da Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, fyldtes de alle af ærefrygt for kongen; thi de så, at han sad inde med Guds visdom til at skifte ret.” 1 Kong. 3, 28. Salomo vandt folkets hjerte, ligesom David havde gjort, og de adlød ham i alle ting. “Salomo ... fik sikret sig magten, og Herren hans Gud var med ham og gjorde ham overmåde mægtig.” 2 Krøn. 1,1. PoK 20.2

Salomos levned kendetegnedes i mange år af gudsfrygt, oprigtighed, principfasthed og ufravigelig lydighed imod Guds bud. Han havde ledelsen af alle vigtige anliggender og forvaltede statshusholdningen med megen visdom. Hans rigdom og visdom, de prægtige monumenter og offentlige bygninger, som han lod opføre i begyndelsen af “sin regeringstid, den energi, fromhed, ret-færdighed og det storsind, som kom til udtryk i ord og gerning, sikrede ham hans undersåtters troskab og vakte beundring hos mange landes regenter. PoK 20.3

Guds navn blev højt æret i den første del af Salomos regeringstid. Den visdom og retfærdighed, som kongen lagde for dagen, var for alle nationer et vidnesbyrd om de fremragende egenskaber hos den Gud, som han tjente. Israel var for en tid verdens lys, og i denne periode vidnede de om Guds storhed. Dybest set var den herlighed, som kendetegnede begyndelsen af Salomos regeringstid, ikke hans uforlignelige visdom, hans eventyrlige rigdomme eller hans vældige magt og berømmelse. Herligheden lå i den hæder, som han kastede over Israels Guds navn ved at benytte Himmelens gaver med visdom. PoK 20.4

Efterhånden som årene gik og Salomos ry blev større, bestræbte han sig på at ære Gud ved at udvikle sine intellektuelle og åndelige evner og stadig gøre andre delagtige i de velsignelser, som han selv modtog. Ingen forstod bedre end han, at det skyldtes Guds gunst, at han var blevet forlenet med magt, visdom og forstand, og at han havde modtaget disse gaver for at gøre verden bekendt med kongernes Konge. PoK 20.5

Salomo var i særdeleshed interesseret i naturhistorie, men han begrænsede ikke sine studier til et enkelt fag. Han studerede om-hyggeligt alt det skabte, både det levende og det livløse, og dannede sig derved et klart indtryk af Skaberen. Han betragtede naturkræfterne, mineralog dyreriget og hvert træ, hver busk og hver blomst som et vidnesbyrd om Guds visdom. Mens han bestræbte sig på at lære mere og mere, forøgedes hans kundskab om og hans kærlighed til Gud stadig. PoK 20.6

Salomos guddommeligt inspirerede visdom fandt udtryk i lovsange og talrige ordsprog. “Han fremsagde 3000 tankesprog, og tallet på hans sange var 1005. Han talte om træerne lige fra cederen på Libanon til ysopen, der vokser frem af muren; og han talte om dyrene, fuglene, krybdyrene og fiskene.” 1 Kong. 4, 32. 33. PoK 21.1

Salomos ordsprog rummer principper for et helligt levned og en høj målsætning principper, som er af himmelsk oprindelse og resulterer i gudfrygtighed; principper, som burde være bestemmende for alle handlinger i livet. Det var den vide udbredelse, som disse principper fik, der gjorde begyndelsen af Salomos regeringstid til en periode med både moralsk og materiel fremgang. PoK 21.2

“Lykkelig den, der har opnået visdom,” skrev han, “den, der vinder sig indsigt; thi den er bedre at købe end sølv, bedre at vinde end guld; den er mere værd end perler, ingen klenodier opvejer den; en række af dage er i dens højre, i dens venstre rigdom og ære; dens veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke; den er et livets træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!” Ordsp. 3, 13-18. PoK 21.3

“Køb visdom for det bedste, du har, køb forstand for alt, hvad du har.” Ordsp. 4, 7. “Herrens frygt er visdoms begyndelse.” SI. 111, 10. “Herrens frygt er had til det onde. Jeg hader hovmod og stolthed, den onde vej og den falske mund.” Ordsp. 8, 13. PoK 21.4

Havde Salomo dog blot agtet på disse vidunderlige visdomsord senere i livet! Og havde han, der sagde: “Vises læber udstrør kundskab” (Ordsp. 15, 7) han, som selv havde lært jordens konger at bringe kongernes Konge den hyldest, som de ville give en jordisk konge havde han blot aldrig med “falsk mund” og i “hovmod og stolthed” selv taget den ære, som tilkommer Gud alene! PoK 21.5