Profeter Og Konger

KAPITEL 7—JEROBOAM

Jeroboam, som havde været Salomos tjener, var blevet valgt til konge af de ti israelitiske stammer, som havde gjort oprør imod Davids hus, og det stod nu I hans magt at indføre kloge reformer bade i det borgerlige og religiøse liv. Da Salomo var konge, viste Jeroboam, at han var i be-siddelse af gode evner og sund dømmekraft,og de kundskaber, som han havde erhvervet sig under mange års tro tjeneste, gjorde ham skikket til at styre riget med klogskab. Men Jeroboam stolede ikke på Gud. PoK 52.1

Han nærede mest frygt for, at de konger, som arvede Davids trone, skulle vinde hans undersåtters hjerte engang i fremtiden. Han drog den slutning, at mange i tistammefolket kunne blive tilskyndet til at erklære rege-ringen i Jerusalem deres troskab, hvis de for ofte fik anledning til at besøge den gamle jødiske kongeby, hvor tempel tjenesten stadig foregik som på Salomos tid. Jeroboam talte med sine rådgivere og besluttede at formindske risikoen for et oprør imod sit styre med et eneste dristigt slag. Planen gik ud på at oprette to centrer for gudsdyrkelsen i det nye rige det ene i Betel og det andet I Dan. De ti stammer skulle så komme og til-bede Gud her i stedet for at rejse til Jeru-salem. PoK 52.2

I forbindelse med gennemførelsen af denne plan besluttede Jeroboam at appellere til israelitternes fantasi. Han ville opstille to billeder, som skulle symbolisere den usynlige Guds nærværelse. Han fremstillede derfor to guldkalve, som blev opstillet i en bygning på de steder, som var valgt til af-gudsdyrkelsen. De bestræbelser, som Jero-boam her udfoldede for at fremstille et billede af guddommen, var en overtrædelse af Guds udtrykkelige bud: “Du må ikke gøre dig noget udskåret billede; ... du må ikke tilbede eller dyrke det.” 2 Mos. 20, 4. 5. PoK 52.3

Jeroboam var så opsat på at forhindre de ti stammer i at rejse til Jerusalem, at han slet ikke tænkte på den store svaghed, som hans plan var behæftet med. Han tog ikke i betragtning, at han udsatte israelitterne for en stor fare ved at opstille et symbol på den afgud, som deres forfædre havde været så fortrolige med i de århundreder, de var i ægyptisk fangenskab. Jeroboam havde for nylig boet i Ægypten, og hans ophold her burde have fået ham til at indse det tåbelige i at stille sådanne hedenske billeder op for øjnene af folket. Men han var så fast besluttet på at få stammerne i nordriget til at ophøre med at besøge den hellige by hvert år, at han tog det værst tænkelige skridt. “Det er for meget for eder med de rejser til Jerusalem!” sagde han. “Se, Israel, der er dine guder, som førte dig ud af Ægypten!” 1 Kong. 12, 28. Med disse ord opfordrede ham dem til at kaste sig ned foran guldbillederne og anerkende en fremmed form for gudsdyrkelse. PoK 52.4

Der boede en del levitter i Jeroboams rige, og kongen forsøgte nu at overtale disse til at være præster i de nye templer i Betel og Dan. Da det mislykkedes, blev han nødt til at gøre “alle slags folk” til præster. 31. vers. Mange af de israelitter, der forblev tro mod Gud, deriblandt et stort antal levitter, blev forfærdede over kongens handlemåde og flygtede til Jerusalem, hvor de kunne tjene Gud i overensstemmelse med hans forskrifter. PoK 53.1

“Jeroboam lod fejre en fest på den femtende dag i den ottende måned i lighed med den fest, man havde i Juda; og han steg op på alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de tyrekalve, han havde ladet lave; og han lod de præster, han havde indsat på højene, gøre tjeneste i Betel.” 32. vers. PoK 53.2

Den åbenlyse gudsforagt, som kongen viste ved at tilsidesætte de guddommelige forskrifter, forblev ikke ustraffet. Mens han var i færd med at brænde røgelse ved indvielsen af det fremmede alter, som han havde bygget i Betel, trådte en Guds mand fra Judas rige frem for ham. Han var kommet for at irettesætte kongen, fordi denne havde dristet sig til at indføre en ny form for gudsdyrkelse. Profeten råbte “imod alteret: “Alter, alter! Så siger Herren: Der skal fødes Davids hus en søn ved navn Josias, og på dig skal han ofre højenes præster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig!” Og samtidig kundgjorde han et tegn, idet han sagde: “Dette er tegnet på, at Herren har talet: Se, alteret skal revne, så asken derpå vælter ud!” Det skete øjeblikkelig. “Alteret revnede, så asken væltede ud fra alteret det tegn, den Guds mand havde kundgjort med Herrens ord.” 1 Kong. 13, 2. 3. 5. PoK 53.3

Da Jeroboam så dette, blev han vred på Gud og besluttede at lade sendebudet gribe. I vrede “rakte Jeroboam sin hånd ud fra alteret” og råbte: “Grib ham!” Men hans formastelse blev øjeblikkelig straffet. Den hånd, der var strakt ud imod Herrens sendebud, blev pludselig kraftesløs. Den visnede, og Jeroboam kunne ikke tage den til sig igen. PoK 53.4

Kongen blev grebet af rædsel og bad profeten om at gå i forbøn hos Gud. “Bed dog Herren din Gud om nåde,” sagde han, “og gå i forbøn for mig, at jeg kan tage hånden til mig igen!” “Og den Guds mand bad Herren om nåde, og kongen kunne tage hånden til sig igen, og den var som før.” 4. Og 6. vers. PoK 53.5

Jeroboams forsøg på at foretage en højtidelig indvielse af et alter til en fremmed gud mislykkedes. Hvis folket havde vist ærbødighed for dette alter, ville den sande gudstjeneste i Jerusalem være kommet i miskredit. Profetens budskab burde have fået Israels konge til at angre og opgive de onde planer, som ledte folket bort fra den sande gudsdyrkelse. Men han forhærdede sit hjerte og besluttede at gå sine egne veje. PoK 53.6

Israelitternes hjerte var ikke fuldstændig forhærdet, da festen i Betel fandt sted. Mange var endnu modtagelige for Helligåndens påvirkning. Herren besluttede at standse dem, der hastede imod frafaldet, inden det var for sent. Han lod sit sendebud afbryde ceremonierne ved afgudsbilledet og lod ham gøre det klart for konge og folk, hvilke følger frafaldet ville få. Alterets ødelæggelse var et tegn på Guds mishag over de vederstyggeligheder, som blev begået i Israel. PoK 54.1

Herren ønsker ikke at dræbe, men at frelse. Det er ham en glæde at frelse syndere. “Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død.” Ez. 33, 11. Ved hjælp af advarsler og indtrængende henstillinger søger han at få de selvrådige til at holde op med at gøre det onde og komme til ham og leve. Han udruster sine udvalgte sendebud med helligt mod, for at deres tilhørere skal frygte og omvende sig. Den mand, som Gud udsendte, gav kongen en streng irettesættelse, og det var også påkrævet. De onder, som gik i svang i landet, kunne ikke revses på nogen anden måde. Herren indgød sin tjener mod for at gøre et varigt indtryk på de tilstedeværende. Herrens tjenere bør aldrig være bange for mennesker, men stå urokkeligt fast på rettens side. De har ingen grund til at frygte, så længe de stoler på Gud, for han, der pålægger dem deres hverv, forsikrer dem samtidig om sin beskyttelse. PoK 54.2

Da profeten havde overbragt sit budskab og ville gå hjem igen, sagde Jeroboam til ham: “Følg med mig hjem og vederkvæg dig, så vil jeg give dig en gave!” Profeten svarede: “Om du så giver mig halvdelen af dit hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke på dette sted; thi det bud har jeg fået med Herrens ord: Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den vej, du kom!” 1 Kong. 13, 7-9 PoK 54.3

Profeten ville have gjort klogt i at vende tilbage til Judæa uden tøven, som han havde besluttet. Han benyttede en anden vej hjem, men på tilbagevejen blev han indhentet af en gammel mand, som påstod, at han var profet. Denne løj over for den Guds mand og sagde til ham: “Også jeg er profet som du, og en engel har med Herrens ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at han kan få noget at spise og drikke!” Den gamle mand blev ved at gentage løgnen og nøde den Guds mand til at tage imod indbydelsen, og til sidst gav denne efter. PoK 54.4

Gud tillod, at den sande profet blev straffet, fordi han ikke gjorde sin pligt. Mens han sad til bords sammen med den mand, der havde indbudt ham til at tage med tilbage til Betel, kom den Almægtiges inspiration over den falske profet. “Og han råbte til den Guds mand, der var kommet fra Juda: “Så siger Herren: Fordi du har været genstridig mod Herrens ord og ikke holdt det bud, Herren din Gud pålagde dig, . .. derfor skal dit lig ikke komme i dine fædres grav!” 18.-22. vers. PoK 54.5

Denne dom blev bogstaveligt fuldbyrdet kort efter. “Efter at han havde spist og drukket, sadlede han æselet til ham .. . Men en løve kom imod ham på vejen og dræbte ham. Og hans lig lå henslængt på vejen, og æselet stod ved siden af; også løven stod ved siden af liget. Og se, nogle mænd kom der forbi og så liget ligge henslængt på vejen, ... og de kom og fortalte det i byen, hvor den gamle profet boede; og da profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det, sagde han: “Det er den Guds mand, som var genstridig mod Herrens ord.” 23.-26. vers. PoK 54.6

Den straf, som ramte det upålidelige sendebud, var en yderligere bekræftelse af sandheden i den profeti, som blev udtalt ved alteret. Hvis profeten havde fået lov at rejse uhindret videre, efter at han havde vist ulydighed imod Herrens ord, ville kongen have benyttet dette som et påskud til at forsvare sin egen ulydighed. Det revnede alter, den visne arm og den frygtelige skæbne, som overgik det menneske, der vovede at tilsidesætte en af Guds udtrykkelige befalinger, burde have overbevist Jeroboam om, at Gud var vred, og have advaret ham imod at fremture i sin ondskab. Men i ste-det for at angre gjorde Jeroboam “på ny alle slags folk til præster på højene, idet han indsatte enhver, der havde lyst, til præst på højene”. Herved syndede han ikke blot groft selv, men han forledte også Israel til synd. “Og det blev Jeroboams hus til synd og førte til, at det blev tilintetgjort og udryddet af jorden.” 1 Kong. 13, 33. 34; 14, 16. PoK 55.1

Efter en urolig kongegerning på to og tyve år led Jeroboam et katastrofalt nederlag i en krig med Rehabeams efterfølger, Abija. “Jeroboam kom ikke til kræfter mere, så længe Abija levede; og Herren slog ham, så han døde.” 2 Krøn. 13, 20. PoK 55.2

Det frafald, som begyndte under Jeroboams regering, blev mere og mere udpræget og resulterede til sidst i Israelsrigets fuldstændige ødelæggelse. Allerede før Jeroboam døde, sagde Ahija fra Silo, den gamle profet, der mange år tidligere havde forudsagt, at Jeroboam ville blive konge: “Men også siden vil Herren slå Israel, så at de svajer hid og did som sivet i vandet, og rykke Israel op fra dette herlige land, som han gav deres fædre, og sprede dem hinsides floden, fordi de har lavet sig asjerastøtter og krænket Herren; og han vil give Israel til pris for de synders skyld, Jeroboam har begået og forledt Israel til.” 1 Kong. 14, 15. 16. PoK 55.3

Herren forkastede dog ikke Israel, før han havde gjort alt, hvad han kunne, for at få dem til at tjene ham på ny. I de lange, mørke år, da konge efter konge dristigt trodsede Himmelen og førte Israel længere og længere ud i afgudsdyrkelse, sendte Gud sit frafaldne folk det ene budskab efter det andet. Ved hjælp af sine profeter gjorde han alt, hvad der kunne gøres, for at sætte dem i stand til at standse frafaldets strøm og komme tilbage til ham. Det var efter rigets deling, at Elias og Elisa virkede. Det var også i dette tidsafsnit, at Hoseas, Amos og Obadias rettede deres manende appeller til folket. I Israels rige skulle det aldrig skorte på ædle personer, som kunne bevidne, at Gud er mægtig til at frelse fra synd. Selv i de mørkeste timer af landets historie var der nogle, der vedblev at være tro imod deres guddommelige Konge og at færdes ulasteligt for en hellig Guds åsyn på trods af den udbredte afgudsdyrkelse. Disse trofaste blev regnet til den gudfrygtige lille flok, som Herren til sidst ville benytte til at gennemføre sin evige vilje. PoK 55.4