Profeter Og Konger

KAPITEL 3—VELSTAND OG STOLTHED

Så længe Salomo ophøjede Himmelens lov, var Gud med ham og gav ham visdom til at styre Israel med upartiskhed og barmhjertighed. Til at begynde med beva-rede han sin ydmyghed på trods af rigdom og verdslig ære, og han øvede en vidtræk-kende indflydelse. “Salomo herskede over alle rigerne fra floden [Eufrat] til filister-nes land og Ægyptens grænse.” “Han havde fred rundt om til alle sider; og Juda og Is-rael boede trygt, så længe Salomo levede,hver mand under sin vinstok og sit figen-træ.” 1 Kong. 4, 21. 24. 25. PoK 29.1

Men efter en meget lovende morgenrøde blev hans liv formørket af frafald. Det gik så tragisk, at den mand, som var blevet kaldt Jedidja, d. v. s. Herrens elskede (2 Sam. 12, 25), det menneske, som Gud havde beæret med så tydelige beviser på sin gunst, at hans visdom og retfærdighed skaffede ham verdensry; den person, som havde tilskyndet andre til at give Israels Gud æren han ophørte med at tjene Gud og bøjede sig for hedningernes afguder. PoK 29.2

Flere hundrede år før Salomo kom på tronen, forudså Herren de farer, som Israels kommende konger ville blive udsat for. Han meddelte derfor Moses, hvorledes de skulle forholde sig. Der blev givet den befaling, at Israels konge skulle “skaffe sig en afskrift af denne lov hos levitpræsterne”. Herren sagde videre: “Han skal have den hos sig og læse i den alle sine levedage, at han kan lære at frygte Herren sin Gud, så han tager vare på alle denne lovs ord og på disse anordninger og holder dem, for at hans hjerte ikke skal hovmode sig over hans brødre eller vige til højre eller venstre fra budet, at han og hans sønner i lange tider må have kongemagten i Israel.” 5 Mos. 17, 18-20. PoK 29.3

I disse påbud advarede Herren især de vordende konger imod at have “mange hustruer, for at hans hjerte ikke skal forledes til frafald, og han må ikke samle sig sølv og guld i overflod”. 17. vers. PoK 29.4

Salomo var bekendt med disse advarsler og rettede sig også efter dem i nogen tid. Det var hans højeste ønske at leve og regere i overensstemmelse med de love, som blev givet på Sinaj. Han styrede rigets anliggender på en måde, som stod i skarp modsætning til de andre nationers skikke på den tid folkeslag, som ikke frygtede Gud, og hvis konger trådte hans hellige lov under fod. PoK 29.5

I et forsøg på at knytte stærkere bånd til det mægtige rige syd for Israel vovede Salomo sig ind på forbuden grund. Satan vidste, hvorledes det ville gå, hvis kongen var lydig, og i de første år, Salomo regerede, det var en gylden tid på grund af kongens visdom, godhed og retfærdighed bestræbte den Onde sig på at øve en indflydelse, som på en listig måde ville undergrave Salomos principfasthed og lede ham bort fra Gud. Historien viser, at fjendens bestræbelser lykkedes. “Da nu Salomo havde fået kongedømmet sikkert i hænde, besvogrede han sig med Farao, ægypterkongen, idet han ægtede Faraos datter; og han førte hende ind i Davidsbyen.” 1 Kong. 3, 1. PoK 30.1

I menneskers øjne så dette ægteskab ud til at være til velsignelse, skønt det var i strid med Guds lovs undervisning; for Salomos hedenske hustru blev omvendt og tilbad den sande Gud sammen med kongen. Endvidere gjorde Farao Israel en stor tjeneste ved at indtage Gezer, dræbe “alle kana’anæerne, der boede i byen”, og give “sin datter, Salomos hustru, den i medgift”. 1 Kong. 9, 16. Salomo genopbyggede byen og styrkede derved tilsyneladende riget langs Middelhavskysten. Men da Salomo sluttede forbund med denne hedenske nation og be-seglede pagten ved at ægte en prinsesse, som dyrkede afguder, krænkede han groft den vise lov, som Gud havde givet for at bevare sit folks renhed. Det var en dårlig undskyldning for hans synd, at hans ægyptiske hustru måske ville blive omvendt. PoK 30.2

I sin store nåde forhindrede Gud for en tid, at denne frygtelige fejltagelse fik alvorlige følger, og hvis kongen havde båret sig klogt ad, kunne han for en stor del have dæmmet op for de onde kræfter, som var sluppet løs på grund af hans ukloge handlemåde. Men Salomo var begyndt at glemme ham, som var kilden til hans magt og herlighed. Efterhånden som indskydelserne tog magten over fornuften, voksede selvtilliden, og han forsøgte at gøre Guds vilje på sin egen facon. Han troede, at nabofolkene ville lære den sande Gud at kende, hvis han indgik politisk forbund med dem og de afsluttede handelstraktater. Han sluttede derfor pagt med den ene nation efter den anden i strid med Guds hellige bud. Disse pagter blev ofte beseglet ved, at han indgik ægteskab med hedenske prinsesser. Han fremhævede nabofolkenes skikke på bekostning af Guds bud. PoK 30.3

Salomo smigrede sig med, at hans visdom og vandel ville få hans hustruer til at opgive afgudsdyrkelsen og tjene den sande Gud. Han troede også, at de forbund, han havde sluttet, ville bidrage til at bringe nabofolkene i nær berøring med Israel. Hvilket forfængeligt håb! Salomo begik en skæbnesvanger fejltagelse ved at tro, at han var stærk nok til at modstå den indflydelse, som hans hedenske omgangskreds øvede. Han blev også offer for et frygteligt bedrag, da han håbede, at andre ville blive tilskyndet til at ære og adlyde Guds hellige forskrifter, skønt han selv tilsidesatte dem. PoK 30.4

De forbund og handelsforbindelser, som kongen sluttede med hedenske nationer, skaffede ham berømmelse, ære og jordisk rigdom. De satte ham i stand til at erhverve sig store mængder af guld fra Ofir og sølv fra Tarsis. “Kongen bragte det dertil, at sølv og guld i Jerusalem var lige så almindeligt som sten, og cedertræ lige så almindeligt som morbærfigentræ i lavlandet.” 2 Krøn 1, 15. På Salomos tid blev et stort antal mennesker velhavende, men de blev også udsat for de fristelser, som følger med rigdommen. Karakterens fine guld mistede sin glans. PoK 30.5

Salomos fald skete så gradvis, at han var langt borte fra Gud, før han selv var sig det bevidst. Næsten umærkeligt begyndte han at stole mindre og mindre på Guds ledelse og velsignelse og mere og mere på sin egen styrke. Lidt efter lidt ophørte han med at vise Gud den ubetingede lydighed, som skulle gøre Israel til et særskilt folk. Samtidig indrettede han sit liv mere og mere efter nabofolkenes skikke. Han gav efter for de fristelser, som fulgte med hans fremgang og hans ærefulde stilling, og glemte ham, som han skyldte sin velstand. Han satte sig det ærgerrige mål at overgå alle andre folk i magt og storhed og brugte Himmelens gaver, som hidtil var blevet be-nyttet til Guds forherligelse, til at forfølge sine egne egoistiske mål. De penge, der skulle betragtes som betroet ejendom og benyttes til at hjælpe værdigt trængende samt til at oplyse hele verden om de principper, som danner grundlaget for et helligt levned, blev egenkærligt benyttet til at iværksætte hans ærgerrige planer. PoK 31.1

Kongen var så fortryllet af den tanke, at han skulle overgå andre nationer i ydre pragt, at han fuldstændig overså betydningen af at tilegne sig en smuk og ædel karakter. Han solgte sin ære og retskaffenhed i sine bestræbelser efter at opnå hæder i verdens øjne. De vældige rigdomme, som tilflød landet ved handel med mange nationer, blev suppleret op med høje skatter. Således førte stolthed, ærgerrighed, ødselhed og trang til luksus grusomhed og grov udnyttelse med i sit kølvand. I begyndelsen af sin regering havde han behandlet folket samvittighedsfuldt og hensynsfuldt, men den tid var forbi. Fra at være den viseste og barmhjertigste af alle konger udviklede han sig til en tyran. Folkets medlidende, gudfrygtige beskytter blev en despot. Han bebyrdede stadig folket med nye skatter for at skaffe penge til det luksuriøse hof. Til sidst begyndte folket at beklage sig. Deres respekt og beundring for kongen blev afløst af utilfredshed og had. PoK 31.2

Herren havde forbudt Israels konger at anskaffe sig mange heste, for at de ikke skulle stole på fysisk magt. Men Salomo lod hånt om dette forbud og indførte heste fra “Mizrajim og Kove”. “Der indførtes heste til Salomo fra Mizrajim og fra alle lande.” “Salomo anskaffede sig strids-vogne og ryttere, og han havde 1400 vogne og 12.000 ryttere; dem lagde han dels i vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem.” 2 Krøn. 1, 16; 9, 28; 1 Kong. 10, 26. PoK 31.3

Kongen betragtede i stadig højere grad luksus, nydelse og verdens gunst som en målestok for storhed. Der blev hentet smukke og charmerende kvinder i Ægypten, Fønikien, Edom, Moab og mange andre steder. Tallet på disse kvinder var flere hundrede. De tilbad afguder og var oplært til at udføre grusomme og nedværdigende ritualer. Kongen blev så grebet af deres skønhed, at han forsømte sine pligter over for Gud og sit rige. PoK 31.4

Kongens hustruer øvede en vældig indflydelse over ham og fik ham lidt efter lidt til at dyrke afguder ligesom de. Salomo havde tilsidesat den undervisning, som Gud havde givet som et værn imod frafald, og nu begyndte han at tjene falske guder. “Da Salomo blev gammel, drog hans hustruer hans hjerte til fremmede guder, og hans hjerte var ikke mere helt med Herren hans Gud som hans fader Davids. Salomo holdt sig da til Astarte, zidoniernes gudinde, og til Milkom, ammonitternes væmmelige gud.” 1 Kong. 11, 4. 5. PoK 31.5

På Oliebjergets sydlige skråning, over for Morija bjerg, hvor Guds smukke tempel lå, lod Salomo opføre en imponerende række bygninger, der skulle benyttes som afguds-templer. For at stille sine hustruer tilfreds anbragte han vældige statuer af afguder, hæslige billeder af træ og sten, i myrteog olivenlundene. Foran disse hedenske guddommes altre for “Kemosj, Moabs væmmelige gud”, og for “Milkom, ammonitter-nes væmmelige gud” udførtes nogle af hedenskabets mest nedværdigende ritualer. 7. vers. PoK 32.1

Salomo kunne ikke undgå sin straf. Han skilte sig fra Gud ved sit samkvem med afgudsdyrkere, og dette blev hans fald. Da han afbrød sin forbindelse med Gud, mistede han kontrollen over sig selv. Han havde mistet sin høje moral. Hans følsomme sind blev afstumpet og hans samvittighed forhærdet. Den mand, som i begyndelsen af sin regeringstid havde lagt så megen visdom og sympati for dagen, da han skulle skaffe en ulykkelig moder sit hjælpeløse barn tilbage (se 1 Kong. 3, 16-28), faldt så dybt, at han gav sit samtykke til, at der blev lavet en afgud, som man ofrede levende børn til. Det menneske, der blev forlenet med klogskab og forstand i sin ungdom, og som i sin manddoms styrke blev inspireret til at skrive: “Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje” (Ordsp. 14, 12), vandrede senere i livet så langt bort fra renhedens sti. at han overværede de tøjlesløse og oprivende ritualer, som udførtes i forbindelse med dyrkelsen af Kemosj og Astarte. Han, der ved templets indvielse sagde til sit folk: “Måtte eders hjerte være helt med Herren vor Gud” (1 Kong. 8, 61), blev selv en lovovertræder, som i hjerte og liv fornægtede de ord, han selv havde udtalt. Han forvekslede frihed med løssluppenhed. Han søgte at forene lys og mørke, godt og ondt, renhed og urenhed, Kristus og Belial men for hvilken kolossal pris! PoK 32.2

Fra at være en af de største konger, der nogen sinde har svunget et scepter, sank Salomo ned i lasternes afgrund og blev andres redskab og slave. Hans karakter, der en gang var ædel og mandig, blev slap. Hans tro på den levende Gud veg pladsen for ateisme og tvivl. Vantroen slog skår i hans lykke, svækkede hans principfasthed og kastede skam over hans liv. Den retfærdighed og det storsind, som karakteriserede begyndelsen af hans regering, blev forvand-let til despoti og tyranni. Stakkels, skrøbelige menneskenatur! Det er meget begrænset, hvad Gud kan gøre for de mennesker, der ikke længer føler deres afhængighed af ham. PoK 32.3

Under dette frafald gik det stadig tilbage for Israel i åndelig henseende. Hvordan kunne det være anderledes, når deres konge havde gjort fælles sag med sataniske redskaber? Fjenden benyttede disse redskaber til at forvirre israelitternes sind, så de ikke kunne skelne mellem sand og falsk gudsdyrkelse, og de blev et let bytte. Ved deres handel med andre nationer kom de i nær berøring med mennesker, som ikke elskede Gud, og deres egen kærlighed til ham aftog stærkt. De mistede deres klare forståelse af Guds ophøjede, hellige karakter. Da de ikke længer ville vandre på lydighedens vej, sluttede de forbund med retfærdighedens fjende. Det blev almindeligt at gifte sig med afgudsdyrkere, og israelitternes afsky for afgudsdyrkelsen forsvandt hurtigt. Man billigede også flerkoneri. De afgudsdyrkende mødre opdragede deres børn til at overholde hedenske ritualer. I nogle tilfælde trådte den værste form for afgudsdyrkelse i stedet for den rene gudstjeneste, som Gud selv havde indført. PoK 32.4

Kristne mennesker bør holde sig fuldstændig adskilt fra verden, dens ånd og dens indflydelse. Gud formår tilfulde at bevare os i verden, men vi skal ikke være af verden. Hans kærlighed er ikke ustadig og svingende. Han våger bestandig over sine børn med en ufattelig omhu; men han forlanger ubetinget troskab. “Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” Matt. 6, 24. PoK 33.1

Salomo sad inde med en vidunderlig visdom, men verden drog ham bort fra Gud. Nutidens mennesker er ikke stærkere, end han var, og de er lige så tilbøjelige til at give efter for den påvirkning, som bragte ham til fald. Gud advarede Salomo imod den fare, som truede ham, og i vor tid advarer han også sine børn imod at udsætte deres sjæl for fare ved at slutte kontakt med verden. “Drag bort fra dem,” siger han, “og skil jer ud, ... og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.” 2 Kor. 6, 17. 18. PoK 33.2

Faren skjuler sig midt i velstanden. Rigdom og ære har til alle tider frembudt en fare for ydmyghed og åndelighed. Det er ikke det tomme bæger, som vi har svært ved at bære; det er det fyldte bæger, som må bæres med forsigtighed. Prøvelser og modgang kan volde sorg, men velstand er farligst for det åndelige liv. Hvis ikke et menneske til stadighed underkaster sig Guds vilje og helliges af sandheden, vil velstand uundgåeligt bevirke, at menneskets medfødte tilbøjelighed til selvophøjelse vækkes til live. PoK 33.3

Det er forholdsvis trygt at færdes i ydmyghedens dal, hvor menneskene stoler på Gud og hans undervisning og vejledning ved hvert eneste skridt. Men de, der så at sige står på tinden og i kraft af deres stilling anses for at sidde inde med megen visdom, befinder sig i den største fare. Hvis de ikke stoler fuldt og fast på Gud, vil de uundgåeligt falde. PoK 33.4

Stolthed og ærgerrighed skæmmer et menneskes liv, for den stolte føler intet behov og lukker hjertet for Himmelens velsignelser. Det menneske, der betragter det som sit mål at forherlige sig selv, er blottet for Guds nåde, og det er gennem denne nåde, at de varigste rigdomme og de mest tilfredsstillende glæder opnås. Den, der i modsætning hertil giver Kristus alt og gør alt for ham, vil erfare opfyldelsen af løftet: “Herrens velsignelse, den gør rig, slid og slæb lægger intet til.” Ordsp. 10, 22. Med nådens milde berøring fordriver Frelseren uro og vanhellig ærgerrighed fra sjælen og forvandler fjendskab til kærlighed og vantro til tillid. Når han siger til sjælen: “Følg mig!” brydes verdens fortryllelse. Ved lyden af hans røst forsvinder grådighedens og ær-gerrighedens ånd fra hjertet, og mennesket rejser sig frigjort for at følge ham. PoK 33.5