Profeter Og Konger

KAPITEL 31—HÅB FOR HEDNINGERNE

Under hele sin profetgerning vidnede Esajas tydeligt om Guds plan med hed-ningerne. Der var også andre profeter, der havde omtalt Guds plan, men folk havde ikke altid forstået det sprog, de benyttede. Esajas skulle gøre det meget klart for Juda, af Guds Israel ville komme til at indbefatte mange mennesker, som ikke var Abrahams kødelige efterkommere. Denne lære stemte ikke med hans samtids teologi, men han for-kyndte alligevel uden frygt det budskab, som Gud havde givet ham, og bragte håb til mangt et længselsfuldt hjerte, som higede ef-ter de åndelige velsignelser, som var lovet Abrahams efterkommere. PoK 178.1

Hedningernes apostel henleder i sit brev til de troende i Rom opmærksomheden på denne side af Esajas’ undervisning. Paulus siger: “Esajas går så vidt, at han siger: “Jeg blev fundet af dem, som ej søgte mig. Jeg gav mig til kende for dem, som ej spurgte efter mig.” Rom. 10, 20. PoK 178.2

Det så ofte ud, som om israelitterne ikke kunne eller ikke ville forstå Guds planer med hedningerne. Men det var netop for at gennemføre disse planer, at Gud havde gjort Israel til et særskilt folk og skænket dem deres eget land mellem jordens øvrige nationer. Deres stamfader, Abraham, som først fik pagtsløftet, blev opfordret til at forlade sin slægt og rejse til et fjernt land for at kunne blive et lys for hedningerne. Skønt løftet til ham indbefattede, at hans afkom skulle blive så talrigt som sandet ved havet, var det ikke for hans egen skyld, at han skulle blive stamfader til et stort folk i Kana’ans land. Guds pagt med ham omfattede alle jordens folk. Herren sagde: “Jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes!” 1 Mos. 12, 2. 3. PoK 178.3

Da Gud fornyede pagten kort før Isaks fødsel, blev det atter gjort klart, hvad der var Guds plan med menneskeheden. Herren sagde om løftets søn: “Alle jordens folk skal velsignes i ham.” 1 Mos. 18, 18. På et senere tidspunkt sagde den himmelske gæst endnu en gang: “I din sæd skal alle jordens folk velsignes.” 1 Mos. 22, 18. PoK 178.4

Både Abrahams børn og børnebørn kendte de omfattende betingelser, som denne pagt indbefattede. Israelitterne blev befriet fra trældommen i Ægypten for at kunne blive en velsignelse for alle folk, og for at Guds navn kunne blive forkyndt “på hele jorden” (2 Mos. 9, 16). Hvis de var lydige imod Guds krav, ville de komme til at stå langt over andre folk i visdom og indsigt, men de ville kun opnå denne forrang, for at Guds plan med “alle jordens folk” kunne blive gennemført ved deres hjælp. PoK 179.1

Mange hedninger anerkendte Israels Gud som den højeste hersker, da de så den vid-underlige måde, hvorpå Israel blev udfriet fra trældommen i Ægypten og ledet ind i Det jorjættede Land. Løftet lød således: “Når jeg udrækker min hånd mod Ægypten og fører israelitterne ud derfra, skal ægypterne kende, at jeg er Herren.” 2 Mos. 7, 5. Selv den stolte Farao blev tvunget til at anerkende Herrens magt. Han sagde til Mo-ses og Aron: “Drag ud og dyrk Herren. . . Og bed også om velsignelse for mig!” 2 Mos. 12, 31. 32. PoK 179.2

På deres fremmarch opdagede Israels hær-skarer, at de andre folkeslag allerede havde hørt om de vældige mirakler, som hebræernes Gud havde udført, og at det var ved at gå op for hedningerne, at han alene er den sande Gud. I det onde Jeriko sagde en hedensk kvinde: “Herren eders Gud er Gud oppe i Himmelen og nede på jorden.” Jos. 2, 11. Det blev hende til frelse, at hun havde lært Herren at kende. Ved tro undgik “Rahab at omkomme sammen med de genstridige”. Hebr. 11, 31. Men hun var ikke den eneste, der blev omvendt, takket være Guds nåde mod afgudsdyrkere, som anerkendte hans guddommelige myndighed. I selve Kana’an opgav det talrige folk, gibeonitterne, hedenskabet, forenede sig med Israel og fik del i pagtens velsignelser. PoK 179.3

Gud gør ikke forskel på mennesker på grund af deres nationalitet, race eller kaste. Han er hele menneskehedens skaber. Alle mennesker er én stor familie i kraft af skabelsen, og alle er ét i kraft af forløsningen. Kristus kom for at nedbryde alle skillemure og for at åbne adgangen til alle templets forgårde, for at hver eneste sjæl kunne få direkte adgang til Gud. Hans kærlighed er så altomfattende, at den når ind overalt. Takket være denne kærlighed bliver mennesker, som er forført af Satan, bragt uden for hans indflydelses rækkevidde og ført hen i nærheden af Guds trone, som er omgivet af løftets regnbue. I Kristus er der hverken jøde eller græker, træl eller fri. PoK 179.4

Da Israel havde taget Det forjættede Land i besiddelse, glemte de næsten fuldstændig Herrens nådige beslutning om at frelse hedningerne, og Herren var nødt til at fore-lægge dem sin plan på ny. Salmisten blev inspireret til at synge: “Den vide jord skal mærke det og omvende sig til Herren, og alle folkenes slægter skal tilbede for hans åsyn.” “De kommer med olie fra Ægypten, ætioperne iler til Gud med fulde hænder.” “Herrens navn skal folkene frygte, din herlighed alle jordens konger.” “For efterslæg-ten skal det optegnes, et folk, der skal fødes, skal prise Herren; thi han ser ned fra sin hellige højsal, Herren skuer ned fra Himmel til jord for at høre de fangnes stønnen og give de dødsdømte frihed, at Herrens navn kan forkyndes i Zion, hans pris i Jerusalem, når folkeslag og riger til hobe samles for at tjene Herren.” Sl 22, 28; 68, 32; 102, 16. 19-23. PoK 179.5

Hvis Israel havde været tro mod sit kald, ville alle jordens folk have nydt godt af dets velsignelser. Men de, der havde fået den frelsende sandhed betroet, ænsede ikke nabofolkenes store behov. Da de tabte Guds planer af syne, troede de heller ikke længer, at hedningerne var indbefattet af Guds nåde. Sandhedens lys blev holdt tilbage, og mørket sejrede. Uvidenhedens mørke sænkede sig over folkeslagene, kun få havde kendskab til Guds kærlighed, og vildfarelse og overtro florerede. PoK 180.1

Således var situationen, da Esajas blev kaldet til profetgerningen; men han blev ikke modløs, for sejrskoret fra englene omkring Guds trone ringede endnu i hans øren: “Al jorden er fuld af hans herlighed!” Es. 6, 3. Hans tro blev yderligere styrket, da han i en række syner fik lov at se Guds menighed vinde herlige sejre. Det skulle komme dertil, at landet blev “fuldt af Herrens kundskab, som vandene dækker havets bund”. Es. 11, 9. “Sløret, som tilslører alle folkeslag, og dækket, der dækker alle folk,” skulle til sidst tages bort. Es. 25, 7. Guds Ånd skulle udgydes over alt kød. De, der hungrede og tørstede efter retfærdighed, skulle regnes med til Guds Israel. “De skal spire som græs mellem vande, som pile ved bækkenes løb,” sagde profeten. “En skal sige: “Jeg er Herrens,” en kalde sig med Jakobs navn, en skrive i sin hånd: “For Herren!” og tage sig Israels navn.” Es. 44, 4. 5. PoK 180.2

Profeten fik lov at se Guds nådige hensigt med at adsprede det ubodfærdige Juda mellem jordens folkeslag. Herren sagde: PoK 180.3

“Derfor skal mit folk kende mit navn på hin dag, at det er mig, der har talet, ja, mig.” Es. 52, 6. De skulle ikke blot selv lære at adlyde og stole på Gud, men skulle også gøre andre bekendt med den levende Gud på de steder, hvor de kom til at bo i deres landflygtighed. Mange af de fremmede skulle lære at elske Gud som deres skaber og forløser og begynde at holde hans hellige sabbat som et minde om hans skaberkraft. Når han blottede “sin hellige arm for al folkenes øjne” for at udfri sit folk af fangenskabet, skulle “den vide jord” se Guds frelse. 10. vers. Mange af de mennesker, som blev omvendt fra hedenskabet, ville gerne slutte sig til israelitterne og rejse med dem tilbage til Judæa. De skulle ikke kunne sige: “Herren vil skille mig ud fra sit folk” (Es. 56, 3), for Gud havde gennem sin profet givet det løfte, at de, der søgte ham og holdt hans lov, for fremtiden skulle tilhøre det åndelige Israel hans menighed på jorden. PoK 180.4

“De fremmede, som slutter sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, alle, som helligholder sabbaten og holder fast ved min pagt, vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus; deres brændofre og deres slagtofre bliver til behag på mit alter; thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk. Det lyder fra den Herre Herren: Når jeg samler Israels bortstødte, samler jeg andre dertil, til dets egen samlede flok.” 6.-8. vers. PoK 180.5

Profeten fik lov at se ned gennem århundrederne til den lovede Messias’ komme. Til at begynde med så han kun “trængsel og mørke, knugende mulm”. Es. 8, 22. Mange af dem, der længtes efter sandhedens lys, blev ført ind i filosofiens og spiritismens labyrint af falske lærere. Andre stolede på, at det var tilstrækkeligt at have et skin af gudsfrygt, og levede ikke et helligt liv. Fremtidsudsigterne var dystre, men billedet skiftede hurtigt, og profeten fik et herligt syn. Han så Retfærdighedens Sol opgå med lægedom under sine vinger, og i dyb forundring udbrød han: “Men engang skal der ikke længer være mørke i det land, hvor der nu er trængsel; i fortiden bragte han skændsel over Zebulons og Naftalis land, men i fremtiden bringer han ære over vejen langs søen, landet hinsides Jordan, hedningernes kreds. Det folk, som vandrer i mørke, skal skue så stort et lys; lys stråler frem over dem, som bor i mulmets land.“ Es. 9,1 2. PoK 180.6

Alle folkeslag, stammer, tungemål og folk skulle frelses ved dette herlige lys, som skulle oplyse hele verden. Profeten hørte den evige Fader sige om Jesu gerning: “For lidt for dig som min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til hedningers lys, at min frelse må nå til jordens ende.“ “Jeg hører dig i nådens stund, jeg hjælper dig på frelsens dag, vogter dig og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: Gå ud!“ til dem i mørket: “Kom frem! “ Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra nord og vest, nogle fra Sinims land. Es. 49,6. 8 9. og 12. PoK 181.1

Profeten skuede endnu længere ind i fremtiden og så disse herlige løfter gå bogstaveligt i opfyldelse. Han så det glade frelsesbudskabs forkyndere drage til jordens grænser, til alle stammer og folk. Han hørte Herren sige om den menighed, som forkyndte evangeliet: “Se, jeg leder til hende fred som en svulmende flod og folkenes rigdom som en strøm.“ Han hørte også denne befaling: “Vid rummet ud i dit telt, spar ikke, men udspænd din boligs tæpper. Du må gøre dine teltreb lange og slå dine teltpæle fast. Thi du skal brede dig til højre og venstre, dit afkom tage folk ikke og bo i de øde byer.“ Es. 66,12; 54,2 3. PoK 181.2

Herren sagde til profeten, at han ville sende sine vidner “til folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek, Rosj, Tubal, Javan, de fjerne strande“. Es. 66,19. PoK 181.3

“Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred, bringer gode tidender, udråber frelse, som siger til Zion:‘Din Gud har vist, han er konge.’“ Es. 52,7. PoK 181.4

Profeten hørte Gud opfordre sin menighed til at udføre den gerning, som var tildelt den, for at bane vej for hans evige rige. Budskabet var klart og tydeligt: PoK 181.5

“Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Herrens herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal Herren oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær. Løft øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres på hofte.“ “Udlændinge skal bygge dine mure, og tjene dig skal deres konger; thi i vrede slog jeg dig vel, men i nåde forbarmer jeg mig over dig. Dine porte holdes altid åbne, de lukkes hverken dag eller nat, at folkenes rigdom kan bringes dig med deres, konger som førere.“ PoK 181.6

“Vend dig til mig og bliv frelst,
du vide jord,
thi Gud er jeg, ellers ingen.” Es. 60, 1-4. 10. 11; 45, 22. PoK 182.1

Disse profetier, som varslede en stor åndelig vækkelse på et tidspunkt, da der rådede et stort mørke, opfyldes i dag, hvor en lang kæde af missionsstationer når ud til jordens nødstedte egne. Profeten sammenlignede de missionærer, som rejste til hedenske lande, med bannere, som er rejst for at vejlede de mennesker, der spejder efter sandhedens lys. PoK 182.2

Esajas siger: “På hin dag skal hedningerne søge til Isajs rodskud, der står som et banner for folkeslagene, og hans bolig skal være herlig. På hin dag skal Herren atter udrække sin hånd for at vinde, hvad der er til rest af hans folk... For folkene rejser han banner, samler Israels bortdrevne mænd, sanker Judas spredte kvinder fra verdens fire hjørner.” Es. 11, 10-12. PoK 182.3

Befrielsens dag er nær. “Herrens øjne skuer omkring på hele jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis hjerte er helt med ham.” 2 Krøn. 16, 9Blandt alle folk, slægter og tungemål ser han mænd og kvinder, som beder om lys og kundskab. Deres sjæl er urolig, og de har længe ernæret sig af aske. Se Es. 44, 20. Al retfærdigheds fjende har ledet dem på vildspor, og de famler sig frem som blinde. Men de er oprigtige af hjertet og ønsker at lære en bedre vej at kende. Skønt de lever i hedenskabets dybe mørke og ikke kender Guds skrevne lov eller hans Søn Jesus, har de på mangfoldige måder vist, at Guds kraft påvirker deres sind og deres karakter. PoK 182.4

Der findes mennesker, som ikke har andet kendskab til Gud, end de har kunnet tilegne sig ved den guddommelige nådes mellemkomst, men disse personer har til tider vist venlighed imod Guds tjenere og ydet dem beskyttelse med risiko for deres eget liv. Hel-ligånden indgyder Kristi nåde i hjertet hos mangt et oprigtigt, sandhedssøgende menneske og vækker dets ædlere følelser til live på trods af dets natur og opdragelse. “Det sande lys, som oplyser hvert menneske” (Joh. 1, 9), skinner i dets sjæl, og hvis det følger dette lys, vil det lede dets fødder til Guds rige. Profeten Mika siger: “Om end jeg sidder i mørke, er Herren mit lys... Han fører mig ud i lys, jeg skal skue hans retfærd.” Mika 7, 8. 9. PoK 182.5

Himmelens frelsesplan omfatter hele verden. Gud længes efter at indblæse livets ånde i menneskeheden, som ligger for hans fødder. Han vil ikke skuffe en eneste sjæl, som oprigtigt længes efter noget højere og bedre, end denne verden kan tilbyde. Han udsender ustandselig sine engle for at hjælpe dem, der befinder sig i håbløse situationer, men i tro beder om, at en kraft uden for dem selv skal tage dem i besiddelse og bringe dem redning og fred. Gud vil åbenbare sig for dem på forskellige måder og bringe dem i berøring med sit forsyn for at styrke deres tillid til ham, der gav sig selv som en løsesum for alle, “så de slår deres lid til Gud og ikke glemmer Guds gerninger, men overholder hans bud”. Sl. 78, 7. PoK 182.6

“Kan bytte fratages en helt, kan den stærkes fanger slippe bort? Thi så siger Herren: Om fanger end fratages helten, slipper bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider mod dig, og dine børn vil jeg frelse.” Es. 49, 24. 25. “Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på billeder, som siger til støbte billeder: “I er vore gu-der!” Es. 42, 17. PoK 182.7

“Salig den, hvis hjælp er Jakobs Gud, hvis håb står til Herren hans Gud.” Sl. 146, 5. “Hjem til borgen, I fanger med håb!” Zak. 9, 12. For alle oprigtige i hedningelandene alle de, der er ærlige i Himmelens øjne “oprinder lys i mørke”. Sl. 112, 4. Gud har sagt: “Jeg fører blinde ad ukendt vej, leder dem ad ukendte stier, gør mørket foran dem til lys og bakkelandet til slette. Det er de ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra.” Es. 42, 16. PoK 183.1