Mesterens efterfølgere

7/59

KAPITEL 6—VED TEMPELPORTEN

Dette kapitel er bygget over Ap. G. 3; 4, 1-31.

Kristi disciple havde en inderlig følelse af deres egen udygtighed, og i ydmyghed og bøn forenede de deres svaghed med hans styrke, deres uvidenhed med hans visdom, deres uværdighed med hans retfærdighed, deres fattigdom med hans uudtømmelige rigdomme. Når de således var styrkede og forberedte, tøvede de ikke med at haste frem i Mesterens tjeneste. ME 35.1

Kort tid efter udgydelsen af Helligånden og lige efter en tid med inderlig bøn gik Peter og Johannes op til templet for at bede og så der ved en port, som kaldes den skønne, en krøbling, hvis liv, fra han blev født, havde været fuldt af lidelse og skrøbe-lighed. Denne ulykkelige mand havde længe håbet at møde Jesus for at kunne blive helbredt, men han var næsten hjælpeløs og var langt borte fra de steder, hvor den store læge arbejdede. Til sidst bevægede hans bønner nogle venner til at bære ham hen til tempelporten, men da han kom, opdagede han, at den, som hans håb stod til, var død en frygtelig død. ME 35.2

Hans skuffelse vakte medlidenhed hos dem, som vidste, hvor længe han inderligt havde håbet at blive helbredt af Jesus, og hver dag bragte de ham hen til templet for at forbipasserende måske ville lade sig bevæge til af medlidenhed at give ham en skærv til hjælp i hans nød. Da Peter og Johannes gik forbi, bad han dem om en almisse. Disciplene betragtede ham med medynk, og Peter sagde: “Se på os! Og han gav nøje agt på dem, da han ventede at få noget af dem. Men Peter sagde: “Sølv og guld har jeg ikke!” Da Peter således erklærede sin fattigdom, så krøblingen skuffet ud, men snart lyste hans ansigt af håb, da apostlen fortsatte: “Men hvad jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Kristi nazaræerens navn, stå op og gå.” ME 35.3

“Og han greb ham ved den højre hånd og rejste ham op. I samme nu blev hans ben og ankler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring og sprang og lovpriste Gud. Og hele folket så ham gå omkring og lovprise Gud. Og de kendte ham, fordi det var ham, som plejede at sidde ved den skønne port til helligdommen, og de blev fulde af rædsel og forfærdelse over det, som var sket med ham.” ME 35.4

“Medens han nu holdt fast på Peter og Johannes, strømmede alle folk rædselsslagne sammen om dem på det sted, som kaldes Salomons søjlegang.” De var forundrede over, at disciplene kunne udføre mirakler ligesom dem, Jesus gjorde. Men her var denne mand, som i fyrretyve år havde været en hjælpeløs krøbling, og som nu frydede sig over sine lemmers fulde brug, befriet for smerte og lykkelig i troen på Jesus! ME 36.1

Da disciplene så folkets forundring, spurgte Peter: “Hvorfor undrer I jer over denne mand? eller hvorfor stirrer I på os, som om det var os, der ved egen kraft eller fromhed havde gjort, at han er kommet til at gå?” Han forsikrede dem, at helbredelsen var sket i Jesu navn og ved hans kraft, den Jesus fra Nazaret, som Gud havde oprejst fra de døde. “Det er ved troen på hans navn, at dette hans navn har gjort denne mand, som I ser og kender, stærk; og den tro, som virkedes af Jesus, har givet ham hans fulde førlighed, som I alle har set.” ME 36.2

Apostlene talte lige ud om den store synd, jøderne havde begået ved at forkaste og dræbe livets fyrste, men de tog sig i agt for ikke at drive deres tilhørere til fortvivlelse. “I fornægtede den hellige og retfærdige,” sagde Peter, “og bad om, at I måtte få en morder benådet. Livets banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi vidner.” “Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i uvidenhed, både I og jeres rådsherrer. Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans salvede skulle lide.” Han erklærede, at Helligånden kaldte dem til anger og bod, og forsikrede dem, at der ikke var håb om frelse uden ved hans nåde, som de havde korsfæstet. Kun ved tro på ham kunne de få tilgivelse for deres synder. ME 36.3

“Fat derfor et andet sind og vend om,” udbrød han, “så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn”. ME 36.4

“I er nu profeternes børn og børn af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: “Og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes.” Det var for jer, at Gud først oprejste sin tjener, og han har sendt ham for at velsigne jer, når I hver især vender om fra jeres ondskab.” ME 36.5

Således prædikede disciplene Kristi opstandelse. Mange blandt de lyttende ventede på dette vidnesbyrd, og da de hørte det, troede de. Det bragte dem de ord i minde, som Kristus havde talt, og de sluttede sig til deres rækker, som tog imod evangeliet. Den sæd, som Frelseren havde sået, voksede op og bar frugt. ME 36.6

Mens disciplene talte til folket, “kom præsterne og anføreren for tempelvagten og saddukæerne over dem, da de tog dem det ilde op, at de lærte folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde.” ME 36.7

Efter Kristi opstandelse havde præsterne vidt og bredt udspredt det løgnagtige rygte, at hans legeme var blevet stjålet af disciplene, mens den romerske vagt sov. Man kan ikke undres over, at de blev misfornøjede, da de hørte Peter og Johannes prædike om, at han, som de havde myrdet, var opstanden. Navnlig saddukæerne var meget op-hidsede. De følte, at deres yndlingsdogme var i fare, og at deres rygte stod på spil. ME 36.8

Skaren af omvendte til den nye tro voksede hastigt, og både farisæere og saddukæere var enige om, at hvis disse nye lærere fik lov til at gå uhindret omkring, ville deres egen indflydelse være i større fare, end den gang Jesus levede. Altså arresterede anføreren for tempelvagten ved hjælp af en del saddukærere Peter og Johannes og satte dem i fængsel, da det var for sent på dagen at få dem forhørt. ME 36.9

Disciplenes fjender kunne ikke undgå at være overbeviste om, at Kristus var opstået fra de døde. Beviserne var for klare til, at man kunne betvivle dem. Ikke desto mindre forhærdede de deres hjerter og nægtede at angre den frygtelige handling, de havde begået ved at lade Jesus dræbe. De jødiske rådsherrer havde fået overvældende beviser på, at apostlene talte og handlede under guddommelig inspiration, men de; stod fast i deres modstand mod sandhedens budskab. Kristus var ikke kommet på den måde, som de havde ventet, og skønt de til tider havde været sikre på, at han var Guds Søn, så undertrykte de denne overbevisning og korsfæstede ham. I sin nåde gav Gud dem endnu flere beviser, og nu blev der atter skænket dem en lejlighed til at vende sig til ham. Han udsendte disciplene for at fortælle dem, at de havde dræbt livets fyrste, og ved denne frygtelige anklage kaldte han dem endnu en-gang til omvendelse. Men de jødiske lærere følte sig så trygge i deres selvretfærdighed, at de nægtede at indrømme, at de mænd, som anklagede dem, fordi de havde korsfæstet Kristus, talte under Helligåndens vejledning. ME 37.1

Da de havde bundet sig til at følge modstandens vej mod Kristus, blev enhver genstridig handling en ekstra udfordring for præsterne til at fortsætte ad samme vej. Deres stædighed blev stadig mere afgjort. Det var ikke det, at de ikke kunne give efter; de kunne godt, men de ville ikke. Det var ikke blot, fordi de var skyldige og fortjente døden, ikke blot fordi de havde ladet Guds Søn dræbe, at de var afskåret fra at blive frelst. Det var, fordi de væbnede sig i trods mod Gud. De blev ved med at forkaste lyset og lod sig ikke overtale af Ånden. Den magt, som er herre over ulydighedens børn, arbejdede i dem og fik dem til at mishandle de mænd, ved hvem Gud virkede. Ondskaben i deres oprørskhed blev forstærket ved hver følgende modstandshandling mod Gud og det budskab, han havde givet sine tjenere at forkynde. Ved hver dag at nægte at omvende sig fornyede de jødiske ledere deres oprør og beredte sig til at høste, hvad de havde sået. ME 37.2

Guds vrede gælder ikke uomvendte syndere kun på grund af de synder, de har begået, men fordi de, når de får kaldet til omvendelse, gentager fortidens synder på trods af det lys, de har fået. Hvis de jødi-ske ledere havde givet efter for Helligåndens overbevisende kraft, ville de have fået tilgivelse, men de var fast besluttede på ikke at give efter. Det er på samme måde, at synderen ved fortsat modstand stiller sig udenfor rækkevidden af Helligåndens indflydelse. ME 37.3

Dagen efter helbredelsen af krøblingen mødtes Annas og Kajfas med de andre fornemme mænd i templet til forhør, og fangerne blev ført frem for dem. I det selvsamme rum og i nærværelse af nogle af de selvsamme mennesker havde Peter skammeligt fornægtet sin Herre. Denne erindring stod tydeligt for ham, nu hvor han mødte til sit eget forhør. Nu havde han lejlighed til at råde bod på sin fejhed. ME 37.4

De af de tilstedeværende, som huskede den rolle, Peter havde spillet ved Mesterens domfældelse, smigrede sig med, at han nu ville lade sig skræmme ved truslen om fængsel og død. Men den Peter, som fornægtede Kristus i hans største nød, var impulsiv og selvtillidsfuld og vidt forskellig fra den Peter, som nu skulle forhøres af rådet Han var siden sit fald blevet omvendt. Han var ikke mere stolt og pralende, men beskeden og uden tillid til sig selv. Han var fyldt af Helligånden, og ved hjælp af denne kraft var det hans beslutning at udslette sit frafalds skamplet ved at ære det navn, som han havde fornægtet. ME 37.5

Hidtil havde præsterne undgået at omtale Jesu korsfæstelse og opstandelse. Men nu var de for at nå deres mål tvunget til at spørge de anklagede, hvordan helbredelsen af den hjælpeløse mand var foregået. “Med hvilken magt eller i hvilket navn har I gjort dette?” spurgte de. ME 38.1

Med hellig dristighed og i Åndens kraft erklærede Peter frygtløst: “I og hele Israels folk skal vide, at det er ved navnet Jesus Kristus fra Nazaret, han, hvem I korsfæstede, men som Gud har opvakt fra de døde det er ved hans navn, at manden her står rask for jeres øjne. Denne Jesus er “stenen, som blev agtet for intet” af jer bygmestre, men som “er blevet hovedhjørnesten”. Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frel-ses.” ME 38.2

Dette modige svar forfærdede de jødiske ledere. De havde tænkt sig, at disciplene ville være overvældede af frygt og forvirring, når de blev stillet for rådet. Men i stedet for havde disse vidner talt, ligesom Kristus selv havde talt, med en overbevisende kraft, som bragte deres modstandere til tavshed. Der var ikke antydning af frygt i Peters stemme, da han erklærede om Kristus: “Denne Jesus er stenen, som blev agtet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten.” ME 38.3

Peter benyttede her en talemåde, som var velkendt for præsterne. Profeterne havde talt om den forkastede sten, og Kristus havde selv ved en lejlighed, hvor han talte til præsterne og de ældste, sagt: “Har I aldrig læst i skrifterne: “Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Fra Herren er dette kommet,
underfuldt er det for vore øjne.” Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter. Og den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet, men den, som stenen falder på, ham skal den knuse.” Mens præsterne lyttede til apostlenes frygtløse ord, “kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus.” Matt. 21, 42-44.
ME 38.4

Efter Kristi forklarelse på bjerget skrives der om disciplene, at da den vidunderlige oplevelse var forbi, “så de ingen uden Jesus alene.” Matt. 17, 8. “Jesus alene” i disse ord rummes hemmeligheden ved det liv og den kraft, som kendetegnede den første kirkes historie. Da disciplene først hørte Kristi ord, forstod de, hvor de trængte til ham. De søgte, de fandt og de fulgte ham. De var med ham i templet, ved bordet, på bjergskråningen og på marken. De var som elever sammen med en lærer og modtog hver dag hans belæring om den evige sandhed. ME 38.5

Efter Frelserens himmelfart forblev følelsen af hans guddommelige nærværelse, fuld af kærlighed og lys, stadig hos dem. Jesus, Frelseren, som havde vandret og talt og bedt sammen med dem, som havde talt håbets og trøstens ord til deres hjerter, var, medens fredens budskab lød fra hans læber, blevet optaget til Himmelen fra dem. Da englenes triumfvogn hentede ham, lød hans ord til dem: “Se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende.” Matt. 28, 20. I men-neskelig skikkelse var han steget op til Himmelen. De vidste, at han nu var ved Guds trone, stadig som deres ven og Frelser; at hans kærlighed var uændret; at han for stedse ville gøre sig til ét med den lidende menneskehed. De vidste, at han frembar sit blodige offer for Gud og viste ham sine sårede hænder og fødder som mindetegn om den pris, han havde betalt for sine genløste; og tanken herom styrkede dem til at lide skam og skændsel for hans skyld. Deres forening med ham var nu stærkere, end dengang han synligt var sammen med dem. Lyset og kærligheden og kraften fra en nærværende Kristus udstrålede fra dem, så mennesker, der så det, måtte undres. ME 38.6

Kristus beseglede de ord, som Peter sagde til hans forsvar. Lige ved siden af disciplen stod som et troværdigt vidne den mand, der på en så underfuld måde var blevet helbredt. Synet af denne mand, der for kun få timer siden havde været en hjælpeløs krøbling, men nu havde genvundet legemlig sundhed, var et tungtvejende vidnesbyrd om Peters ord. Præsterne og rådet måtte tie. De var ikke i stand til at gendrive Peters beretning, men ikke desto mindre var de fast besluttede på at gøre ende på disciplenes lære. ME 39.1

Kristi allerstørste mirakel Lazarus’ opvækkelse havde været afgørende for præsternes beslutning om at befri verden for Jesus og hans undergerninger, der hastigt var ved at tilintetgøre deres indflydelse på folket. De havde korsfæstet ham, men her stod de overfor et afgørende bevis på, at de ikke havde fået sat en stopper for undergerninger i hans navn og heller ikke for forkyndelsen af de sandheder, han havde lært. Helbredelsen af krøblingen og apostlenes prædiken havde allerede fyldt Jerusalem med ophidselse. ME 39.2

For at skjule deres rådvildhed befalede præsterne og rådet, at apostlene skulle føres bort, så de kunne lægge råd op sammen. De var alle enige om, at det ikke ville være til nogen nytte at benægte, at manden var blevet helbredt. De ville med glæde have skjult miraklet ved hjælp af usandheder, men dette var umuligt, for det var foregået ved højlys dag og i overværelse af en mængde mennesker, og tusinder havde allerede hørt om det. De forstod, at disciplenes gerning måtte standses, hvis ikke Jesus skulle få mange tilhængere. Det ville betyde skam og skændsel for dem selv, for man ville give dem skylden for mordet på Guds Søn. ME 39.3

Men trods deres ønske om at tilintetgøre disciplene, vovede præsterne ikke at gå videre end til at true dem med den hårdeste straf, hvis de vedblev med at tale eller arbejde i Jesu navn. De kaldte dem atter frem for rådet og befalede dem ikke mere at tale eller lære i Jesu navn. Men Peter og Johannes svarede: “Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt.” ME 39.4

Præsterne ville med glæde have straffet disse mænd for deres usvigelige troskab overfor deres hellige kald, men de var bange for folket; “da alle priste Gud for det, som var sket.” Derfor blev apostlene sat i frihed med mange trusler og befalinger. ME 39.5

Mens Peter og Johannes var i fængsel, havde de andre disciple, som kendte jødernes ondskab, bedt ustandseligt for deres brødre, fordi de frygtede for, at den grusomhed, der var udvist overfor Kristus, skulle gentage sig. Så snart apostlene blev frigivet, opsøgte disse de andre disciple og fortalte dem om udfaldet af forhøret. De troendes glæde var stor. “De opløftede alle som én deres røst til Gud og sagde: “Herre, du som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, du, som ved Helligånden gennem din tjener Davids mund har sagt: ME 40.1

“Hvorfor fnyste hedninger
og pønsede folkefærd på tomhed?
Jordens konger rejste sig,
og fyrsterne samlede sig
mod Herren og hans salvede.”
ME 40.2

Ja, de har i sandhed samlet sig i denne stad imod din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet: både Herodes og Pontius Pilatus sammen med hedningerne og Israels folkestammer for at udføre det, som din hånd og din vilje forud havde bestemt, skulle ske. ME 40.3

Og nu, Herre! se til deres trusler og giv dine tjenere, at de med fuld frimodighed må tale dit ord, idet du udrækker din hånd til lægedom, og der sker tegn og undere ved din hellige tjeners, Jesu, navn.” ME 40.4

Disciplene bad om, at der måtte blive tildelt dem større kraft indenfor deres gerning, for de så, at de ville komme til at møde den samme hårde modstand, som Kristus havde stødt på, da han var på jorden. Mens deres forenede bønner i tro steg op imod Himmelen, kom svaret. Stedet, hvor de var forsamlede, rystedes, og de blev påny fyldt af Hel-ligånden. Deres hjerter blev fulde af mod, og de gik atter ud for at forkynde Guds ord i Jerusalem. “Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse,” og Gud velsignede på vidunderlig måde deres arbejde. ME 40.5

Det princip, for hvilket disciplene så frygtløst gik ind, da de som svar på befalingen om ikke mere at prædike i Jesu navn, svarede: “Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud,” er det samme, evangeliets tilhængere på reformationstiden kæmpede for. Da de tyske fyrster i l529 forsamledes ved rigsdagen i Speyer, blev de stillet overfor kejserens dekret om indskrænket religionsfrihed og forbud mod al videre udspredning af de reformerte lærdomme Det så ud til, at verdens håb var ved at skulle slukkes. Ville fyrsterne antage dette dekret? Skulle evangeliets lys lukkes ude fra de mange, der endnu levede i mørket? Vældige værdier stod på spil for verden. De, som havde antaget den reformerte tro. mødtes, og deres enstemmige afgørelse blev: “Lad os forkaste dette dekret. I samvittighedsanliggender betyder majoriteten intet!” ME 40.6

Denne grundsætning skal vi i vore dage opretholde med fasthed. Sandhedens og reli-gionsfrihedens fane, som blev løftet højt af grundlæggerne af evangeliets menighed og af Guds vidner gennem de århundreder, der siden da er forløbet, er i denne sidste strid givet over i vore hænder. Ansvaret for denne store gave ligger hos dem, Gud har velsignet med kendskab til sit ord. Dette ord skal vi modtage som den højeste autoritet. Vi skal anerkende menneskelige myndigheder som noget, der er forordnet os efter guddommelig bestemmelse og lære andre, at det er en hellig pligt at adlyde dem indenfor deres lovlige områder. Men når de kommer i strid med Guds krav, så må vi adlyde Gud mere end mennesker. Guds ord må anerkendes som stående over alle menneskelige love. Et “Sådan siger Herren” kan ikke tilsidesættes for et “Sådan siger kirken” eller et “Sådan siger staten.” Kristi krone bør være hævet over jordiske herskere. ME 40.7

Der kræves ikke af os, at vi skal trodse myndighederne. Vore ord bør, hvad enten de er skrevet eller talt, være omhyggeligt overvejede, for at det ikke skal kunne siges om os, at vi fremkommer med noget, der kan få det til at se ud, som om vi var modstandere af lov og orden. Vi skal ikke sige eller gøre noget, som unødvendigt kunne spærre os vejen. Vi skal gå frem i Kristi navn og formidle de sandheder, som er os betroet. Dersom mennesker skulle forbyde os at gøre dette, så må vi sige, ligesom apostlene gjorde det: “Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt.” ME 41.1