Tanker over Åbenbaringen

31 Åbenbaringen 17

Rom er Babylon, og dets døtre er de forskellige protestantiske kirkesamfund.
I Åbenbaringen 14 følges den første engel af en anden, som forkynder: “Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin.” Åb.14,8. Udtrykket “Babylon” stammer fra “Babel” og betyder forvirring. I Skriften bruges det til at betegne de forskellige falske eller frafaldne religioner. I Åb. 17 fremstilles Babylon som en kvinde — en skikkelse, der i Bibelen bruges som symbol på en kirke. En kysk kvinde repræsenterer en ren kirke, en skøge er en frafalden kirke. TOAA 207.1

I Bibelen fremstilles den hellige karakter af den forbindelse, som findes mellem Kristus og hans menighed, som ægteskabets pagt. Herren har knyttet sit folk til sig ved en højtidelig overenskomst, idet han lover at være deres Gud, og de forpligter sig til at tilhøre ham og ham alene... TOAA 207.2

Kvinden (Babylon) i Åb. 17 beskrives som “klædt i purpur og skarlagen og skinnende af guld og ædelstene og perler, og i sin hånd havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder. Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed, : “Babylon den store, moder til jordens skøger. Profeten siger: “Jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod.” Endvidere siges det, at Babylon “er den store by, som har herredømme over jordens konger.” Åb.17,4-6,18. Den magt, som i så mange århundreder havde et despotisk herredømme over de kristne fyrster, er Rom. Farverne purpur og skarlagen, guldet, ædelstenene og perlerne er en levende beskrivelse af den selvophøjelse og mere end kongelige pragt, som romerkirken smykker sig med: Ingen anden magt kan med samme ret beskrives som “beruset af de helliges blod”, som denne kirke, der så grusomt har forfulgt Kristi efterfølgere. Babylon beskyldes også for en ulovlig forbindelse med “jordens konger.” Det var ved at gå bon fra Herren og forbinde sig med hedningerne, at den jødiske menighed blev en skøge. Og Rom, som på samme måde blev fordærvet ved at søge de verdslige magters støtte, fordømmes på samme måde. TOAA 207.3

Babylon siges at være “moder til jordens skøger:’ Som hendes døtre må de kirkesamfund betragtes, som holder fast ved hendes lære og traditioner og følger hendes eksempel i at ofre sandheden og Guds velbehag for at indgå ulovlige forbund med verden. Budskabet i Åb. 14, som forkynder Babylons fald, må handle om kirkesamfund, som engang var rene, men er blevet fordærvede. Da dette budskab kommer efter advarslen om dommen, må det gælde de sidste dage. Derfor kan det ikke kun dreje sig om romerkirken, for denne kirke har i mange århundreder været falden. Og i det 18. kapitel lyder kaldet til Guds børn om at gå ud fra Babylon. Altså må mange af Guds børn stadig være i Babylon. I hvilke menigheder findes størstedelen af Kristi efterfølgere i dag? TOAA 208.1

Uden tvivl i de forskellige samfund, som bekender sig dl den protestantiske tro. Da disse samfund opstod, tog de et ædelt standpunkt for Gud og for sandheden, og hans velsignelse hvilede over dem. Selv de vantro blev nødt til at erkende de gode resultater, som fulgte af at antage evangeliets principper. Som profeten sagde til Israel: “Dit ry kom ud blandt folkene for din dejligheds skyld; thi den var fuldendt ved de smykker, jeg udstyrede dig med, lyder det fra den Herre Herren:’ Men de faldt på grund af det samme ønske, som blev Israels forbandelse — ønsket om at efterligne verden og søge de gudløses venskab. “Men du stolede på din dejlighed og bolede i kraft af dit ry: Ez. 16,14-15. TOAA 208.2

Mange protestantiske kirker følger Roms eksempel ved en syndig forbindelse med “jordens konger” — statskirkerne ved deres forhold til de verdslige regeringer — og andre menigheder ved at søge verdens gunst. Betegnelsen Babylon eller forvirring kan passende bruges om disse menigheder, der alle bekender sig til at have sin lære fra Bibelen og dog er delt i utallige sekter med vidt forskellige og modstridende troesbekendelser. TOAA 208.3

Ud over en syndig forbindelse med verden viser disse kirkesamfund, som skilte sig ud fra romerkirken, mange andre karaktertræk, som ligner dennes. (GC 381-383) TOAA 209.1

De ti horn og protestantismen.
Sammenlign med Åb. 17,12.13.
I Åbenbaringen 17 forudsiges .undergangen af alle de kirkesamfund, der er fordærvede af en afguderisk underkastelse under pavekirken — som har drukket af “hendes utugts harmes vin.” “Og en af de syv engle med de syv skåle kom hen og talte med mig og sagde: “Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin.” Og han førte mig i ånden ud i en ørken; der så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn. Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og skinnede af guld og ædelstene og perler, og i sin hånd havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder.” Åb.17,1-4. TOAA 209.2

Således fremstilles pavemagten, som med al uretfærdighedens bedrag og ved ydre pragt og herlighed bedrager alle nationer, idet den lover dem alt godt- ligesom Satan vore første forældre-, hvis de vil modtage dens mærke — og al landsens ulykker, hvis de modsætter sig dens falske lære. Den magt, som er mest fordærvet i det indre, vil i det ydre være pragtfuld og iklæde sig de mest udsøgte tegn på magt. Bibelen siger ligeud, at dette dækker over en bedragerisk ondskab, “Og på hendes pande var der skrevet at navn, en hemmelighed: Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.” TOAA 209.3

Hvem er det, som giver sit kongedømme til denne magt? Protestantismen, en magt, som skønt den bekender sig til at have et lams fromhed og være forenet med Himmelen, taler med en drages stemme. Den styres af en kraft fra afgrunden. (7BC 983) TOAA 209.4

“De har ren og samme tanke”. “alle nationer vil deltage”.
Den såkaldte kristne verden vil blive skueplads for store og afgørende begivenheder. Ledende mænd vil vedtage love, som skal herske over samvittigheden på samme måde som pavekirken tidligere. Babylon vil få alle nationer til at drikke af sin utugts harmes vin. Alle nationer vil være med i dette. Om den tid siger Johannes: TOAA 210.1

“Jordens købmænd er blevet rige på grund af hendes umådelige yppighed.” Og jeg hørte en anden røst fra Himmelen: “Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synd har hobet sig op, så den når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu. Giv hende lige for lige, ja, betal hende dobbelt gengæld efter hendes gerninger; Skænk dobbelt i til hende i det bæger, som hun selv skænkede i. Lige så megen herlighed og overdådighed, som hun levede i, så megen pine og sorg skal I volde hende. Fordi hun siger i sit hjerte: “Jeg troner her som dronning og sidder ikke enke, og aldrig skal jeg kende sorg.” Åb.18,3-7 TOAA 210.2

“De har ren og Samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.” Åb.17,13-14. TOAA 210.3

“De har ren og samme tanke.” Der vil blive en global union, en stor enighed, en sammenslutning af Satans styrker. “Og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed.” På denne måde opstår den samme vilkårlige, undertrykkende magt over religions og samvittighedsfrihed, som pavekirken viste, da den i tidligere tider forfulgte dem, som vovede at nægte at bøje sig for dens ceremonier. TOAA 210.4

I den krig, som vil finde sted i de sidste dage, vil alle de fordærvede magter; som er faldet fra lydighed mod Jehoves lov, forene sig i kampen imod Guds folk. Og kampens omstridte emne vil være det fjerde buds sabbat — for i dette bud identificerer den store Lovgiver sig som himlens og jordens skaber... TOAA 210.5

I Åbenbaringen læser vi om Satan: “Og det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for menneskenes øjne. Og det forfører dem, som bor på jorden ved de tegn, det fik magt til at gøre for dyrets øjne, og det opfordrer dem der bor på jorden til at lave et billede af dyret, der har sværdhugget, men atter kom til live. og det fik magt til at give dyrets billede livsånde, så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede. Og det får alle, både store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv et mærke på deres højrehånd eller på deres pande, for at ingen skal kunne købe og sælge, uden den, som har mærket, dyrets navn eller dets navns tal.” Åb.13,13-17. TOAA 211.1

“Og jeg så, at derud af dragens mund og ud af dyrets mund og ud af den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøer. De er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn; og de går ud til kongerne på hele jorderige for a_ samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges store dag. Se Jeg kommer som en tyv. Salig er den, som våger og bevarer sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam!” Åb.16,1315. TOAA 211.2

Der er en intens aktivitet både i naturens og i menneskenes verden. Det vil se ud, som om Satan skal vinde i samarbejde med sine engle og med onde mennesker. Men i denne kamp vil sandhed og retfærdighed vinde en strålende sejr. De, som har troet løgnen, vil blive besejret — frafaldets dage vil være til ende. (3SM 392-393) TOAA 211.3