I mesterens tjeneste

84/268

Til kamp!

Det blev vist mig, at Guds folk venter på, at en eller anden forandring skal ske — at en tvingende kraft skal gribe dem. Men de vil blive skuffet, for de tager fejl. De må handle; de må selv tage fat på arbejdet og råbe alvorligt til Gud om sandt kendskab til sig selv. De scener, der foregår omkring os, er af tilstrækkelig betydning til at få os til at vågne og fremholde sandheden for alle, der vil høre. Jordens høst er næsten moden. IMT 101.2

Alt i universet opfordrer dem, der kender sandheden, til uforbeholdent at hellige sig selv til forkyndelsen af sandheden, som den er blevet bekendtgjort for dem i den tredje engels budskab. Det, som vi ser og hører, kalder os til vor pligt. Den virksomhed, Satans redskaber udfolder, kalder enhver kristen til at være på sin post. IMT 101.3

Budskabet om Kristi snarlige genkomst skal forkyndes for alle Jordens folkeslag. Der kræves årvågne, utrættelige bestræbelser for at overvinde fjendens styrker. Vi må ikke sidde og græde og vride hænder, men skal stå op og kæmpe for tid og evighed IMT 101.4

“gør noget, gør det snart, af al din magt;
En engels vinge slappes uden brug,
Selv Gud er ikke lykkelig i ro.”
IMT 102.1

Ingen må tro, at han har frihed til at folde sine hænder og intet bestille. Det er umuligt, at nogen kan frelses ved magelighed og uvirksomhed. Tænk på, hvad Kristus udrettede under sin jordiske tjenestegerning. Hvor alvorlige og utrættelige var ikke hans anstrengelser! Han tillod intet at hindre ham i den gerning, han havde fået. Følger vi hans fodspor? IMT 102.2

Guddommelige og menneskelige redskaber er forenede i arbejdet med at frelse mennesker. Gud har gjort sin del, og nu er det de kristnes indsats det gælder. Gud kræver det. Han forventer, at hans folk skal gøre noget for at sprede sandhedslyset til alle lande. Hvem vil gå ind i dette samarbejde med Herren Jesus Kristus? IMT 102.3

For at være en levende menighed må den være en arbejdende menighed. Den må ikke stille sig tilfreds med blot at holde stand over for syndens og vildfarelsens angreb, eller med at rykke frem i langsomt tempo; den skal bære Kristi åg, holde trit med anføreren og hverve nye rekrutter på vejen. IMT 102.4

Vi har kun kort tid at kæmpe i, så kommer Kristus og oprøret får ende. Da vil vi have gjort den sidste indsats for at samarbejde med Kristus og udbrede hans rige. Nogle af dem, der har kæmpet ved fronten og uforfærdet har modstået det onde, falder på deres post. Andre ser bedrøvet på de faldne kæmper, men har ikke tid til at standse op: De må slutte op i geleddet, de vrister banneret ud af den dødes hånd og forsvarer Kristi sandhed og ære med fornyet kraft. Som ingen sinde før må der gøres modstand mod synd, mod mørkets magter. Tiden kræver energisk og beslutsom aktivitet blandt dem, som tror på den nærværende sandhed. De må undervise om sandheden både ved ord og eksempel.” IMT 102.5

Gud kalder nu syvende dags adventister alle vegne til at hellige sig til ham for under de forhåndenværende omstændigheder at gøre deres allerbedste for at fremme hans værk. IMT 103.1

Uvirksomhed og religion kan ikke trives sammen; og grunden til den store mangelfuldhed i vort kristne liv og erfaring er uvirksomhed med hensyn til kristeligt arbejde. Dine fysiske muskler bliver slappe og ubrugelige, når de ikke holdes aktive, og det samme gælder i åndelig henseende. Hvis du gerne vil være stærk, må du bruge dine kræfter. IMT 103.2

Vi skal være flittige, en doven mand er en ynkelig skabning. Men hvilken undskyldning har man for ikke at være beskæftiget i den store gerning, som Kristus gav sit liv for at få udført? Åndsevnerne svinder ind, hvis de ikke holdes beskæftigede og Satans hensigt er at få dem gjort ubrugelige. Hele Himmelen er aktivt engageret i at få et folk beredt for Kristi genkomst til vor jord og “Guds medarbejdere er vi”. Alle tings ende er nær. Nu har vi anledning til at arbejde. IMT 103.3

Det er missionærer med hjerte for sagen, der behøves. Tilfældige bestræbelser nu og da udretter kun lidt. Vi må påkalde opmærksomheden. Vi må besjæles af dybt alvor. IMT 103.4

Der findes nogle iblandt os, som, hvis de tog tid til at overveje sagen, ville komme til at se deres passivitet som en syndig forsømmelse af at bruge de talenter, Gud har givet dem. IMT 103.5

Hvordan er vi stillet her i verden? Vi befinder os i ventetiden. Men denne tid skal ikke tilbringes i ørkesløshed. Vi skal vente, våge og virke med nidkærhed. Vort liv skal ikke være fortravlet og forjaget og optaget af denne verdens ting på bekostning af den personlige gudsfrygt og den tjeneste, Gud kræver af os. Vi skal ikke være lunkne i vor iver; vi skal være brændende i ånden og tjene Herren. Sjælens lampe må gøres i stand og vi må have nådens olie i vore kander tillige med vore lamper. Alle forholdsregler må træffes for at hindre åndeligt tilbagefald, så Herrens dag ikke overrasker os som en tyv. IMT 103.6

Vi lever i en tid, da der ikke må være nogen åndelig uvirksomhed. Hver sjæl må være gennemstrømmet af liv fra Gud. IMT 104.1

Fyld dette liv med så mange gode gerninger, som I på nogen mulig måde kan. IMT 104.2

Jesus ønsker, at alle, som bekender hans navn, skal være aktive arbejdere. Det er en nødvendighed, at hvert enkelt medlem bygger på klippen Kristus Jesus. Et uvejr er i anmarch, og det vil rive og slide i vor åndelige grundvold og prøve den til det yderste. Undgå derfor sandjorden, se dig om efter klippegrund. Grav dybt ned og læg grundvolden på klippen. Byg, ja byg med evigheden for øje! Byg med tårer, med inderlige bønner. Måtte enhver fra nu af pryde sit liv med gode gerninger. Det er mænd som Kaleb, der er mest brug for i disse sidste dage. IMT 104.3