I mesterens tjeneste
Et betimeligt budskab
Jeg kan ikke stærkt nok opfordre alle menighedsmedlemmer, alle, som er sande missionærer, alle, som tror på den tredje engels budskab, enhver, som varer sin fod på sabbaten, til at betragte budskabet i det 58. kapitel hos Esajas. Det velfærdsarbejde, der påbydes i dette kapitel, er den gerning, Gud kræver, at hans folk skal udføre i denne tid. Det er en gerning efter hans egen anvisning. Vi lades ikke i tvivl om, hvor budskabet har sin anvendelse, og om tiden for dets tydelige opfyldelse, for vi læser: “Da bygges på ældgamel tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du ‘murbrudsbøder’, genskaber af farbare veje”. Guds mindesmærke, den syvende dag, sabbaten, tegnet på hans gerning, da han skabte verden, er blevet fjernet af syndens menneske. Guds folk har et særskilt arbejde at udføre med at udbedre det brud, der er gjort i Guds lov; og jo mere vi nærmer os enden, desto mere påtrængende nødvendigt bliver dette arbejde. Alle, som elsker Gud, vil vise, at de bærer hans tegn, ved at holde hans befalinger. De er genskabere af farbare veje . . . Således er sandt sundhedsmissionsarbejde uadskilleligt knyttet til overholdelsen af Guds befalinger, hvoraf sabbaten specielt omtales, fordi den er det særskilte minde om Guds skabermagt. Dens helligholdelse hører sammen med den gerning at genoprette Guds moralske billede i mennesket. Dette er den tjeneste, Guds folk skal udrette i denne tid. Udført på den rette måde vil denne tjeneste bringe menigheden rige velsignelser. IMT 168.3