Budskaber til de unge
Kropsarbejde kontra leg.
Den almindelige følelse er, at kropsarbejde er nedværdigende på samme tid, som man ikke mener, at kropsarbejde i form af at spille kricket og baseball og boksning er nedværdigende. Det behager Satan, når han ser mennesker bruge deres fysiske og mentale evner til sådant, som ikke opdrager, som ikke er nyttigt, og som ikke hjælper dem til at blive til en velsignelse for andre, som måtte behøve deres hjælp. Medens ungdommen bliver eksperter i spil, som ikke har nogen virkelig værdi hverken for dem selv eller andre, driver Satan sit værk til deres sjæles ødelæggelse, idet han stjæler de talenter fra dem, Gud har givet dem, og i stedet for bringer dem sine egne onde egenskaber. Hans bestræbelser går ud på at få mennesker til at ignorere Gud. Han forsøger på at optage og fylde deres sind så fuldstændigt, at Gud ikke får nogen plads i deres tanker. Han ønsker ikke, at folk skal få kundskab om deres Skaber, og han er godt fornøjet, når han kan få sat spil og teatralske foretagender i scene, som i den grad forvirrer de unges sanser, at Gud og himlen bliver glemt. BTU 125.1
En af de bedste sikkerhedsforanstaltninger imod det onde er nyttig beskæftigelse, medens dovenskab er en af de største forbandelser; for last, forbrydelse og fattigdom følger i dens spor. De der altid er flittige, som med glæde går til deres daglige gerning, er samfundets nyttige medlemmer. Idet de trofast opfylder de forskellige pligter, som falder på deres vej, gør de livet til en velsignelse for sig selv og andre. Flittigt arbejde bevarer dem fra mange af de snarer, som den onde lægger for deres fødder, der ikke har noget at bestille. BTU 125.2
Et stillestående vand bliver snart stinkende, men den rindende bæk spreder sundhed og glæde, hvor den kommer frem. Det første er symbol på den lade, den anden på den flittige. ... BTU 125.3