Budskaber til de unge
Troskab mod Kristus.
De, der står under fyrst Emanuels blodbestænkte banner, bør stå som trofaste stridsmænd i Kristi hær. De må aldrig svigte eller vise sig troløse. Mange af de unge melder sig som volontører under Jesus, livets fyrste. Men skal de blive i stand til at stå trofast dér, må de stadig se på Jesus deres fyrste, og lyde hans befalinger. De kan ikke være Kristi soldater og samtidig indgå i forbundet med Satan og hjælpe ham, for da ville de blive Kristi fjender. De ville forråde hellige tillidshverv. De ville danne et led mellem Satan og de ægte stridsmænd, så at fjenden gennem disse levende redskaber stadigt kunne arbejde for at vinde indpas i Kristi stridsmænds hjerter. BTU 77.1
Jeg spørger jer, kære unge, som bekender jer til at være Jesu Kristi stridsmænd, hvilke kampe har I udkæmpet? Hvad har I været beskæftiget med? Har I, når Guds ord tydeligt har udpeget jeres gerning for jer, nægtet at udføre den, fordi den ikke svarede til jeres tilbøjeligheder? Har verdens tillokkelser narret jer bort fra Kristi tjeneste? Satan er beskæftiget med at lave særskilte tillokkelser; og ved at få jer til at synde i, hvad der måtte synes at være ubetydelige ting, drager han jer bort fra Jesus. Derefter kommer han med noget, der drager endnu mere, for at føre jer helt bort fra Gud. BTU 77.2
Du kan have dit navn i menighedsbogen og erklære at du er et Guds barn, og dog kan dit eksempel og din indflydelse misrepræsentere Kristi karakter, og du leder andre bort fra ham. Der er ingen lykke eller fred eller glæde for den, som bekender sig til at være troende, hvis han ikke har hele sin sjæl med i det arbejde, Herren har givet ham at udføre. Han bringer stadig verden ind i menigheden, ikke ved omvendelse, bekendelse og overgivelse til Gud, men ved mere og mere at overgive sig til verden og kæmpe på Satans side i stedet for på Kristi side. BTU 77.3