Budskaber til de unge
Afslappelse og fornøjelse.
De der er beskæftiget med studier, bør have en afveksling. Sindet skal ikke stadig være anspændt af hård tænkning, for det fine mentale maskineri bliver slidt. Legemet såvel som sindet skal have øvelse, men der er stor brug for afholdenhed, hvad fornøjelser angår, såvel som alle andre ting. Det bør nøje og grundigt overvejes, af hvad karakter fornøjelserne er. Enhver ung bør spørge sig selv: Hvilken indflydelse vil disse fornøjelser have på min fysiske, mentale og moralske sundhed? Vil mit sind blive således påvirket, at det glemmer Gud? Skal jeg ophøre med at have hans ære for øje? BTU 229.2
Kortspil bør være forbudt. Selskaberne og tendenserne er farlige. De mørke magters prins styrer spillehallerne og hvor der ellers er kortspil. Onde engle er kendte gæster disse steder. Der er intet i sådanne fornøjelser der er til fordel for sjæl og legeme. Der er intet, som styrker intelligensen, intet som kan have værdi i form af ideer, der kan bruges i fremtiden. Samtalen drejer sig ofte om lave og nedværdigende emner. BTU 229.3
Dygtighed i at spille kort skaber ofte ønske om at bruge denne kundskab og dygtighed til personlig vinding. Man indsætter en lille sum og så en større, indtil tørsten efter spillet er fremkaldt, en tørst, som kan lede til fuldstændig ruin hvor mange er ikke af denne skadelige fornøjelse blevet ledet til enhver syndig handling, til fattigdom, til fængsel, til mord og til galgen! Og dog er der mange forældre, som ikke ser den frygtelige afgrund der åbner sit gab for vor ungdom. BTU 229.4
Blandt de mest farlige forlystelsessteder er teatret. I stedet for at være en moralens og dydens skole, som man ofte kalder det, er det i virkeligheden et drivhus for umoralitet. Dårlige vaner og syndige tilbøjeligheder styrkes og stadfæstes ved disse forlystelser. Slette sange, usømmelige fagter, udtryk og hentydninger ophidser fantasien og nedsætter moralen. Enhver ung, som vanemæssigt deltager i den slags forestillinger, vil få dårlige principper. Der er ikke nogen indflydelse i vort land, der er mere egnet til at forgifte fantasien, ødelægge religiøse indtryk og svække lysten til passende adspredelser og det ædruelige livs virkeligheder end teateragtige forlystelser. BTU 230.1
Kærlighed til disse scener forøges hver gang man giver efter for dem, ligesom lysten til stærke drikke forøges, når man bruger dem. Det eneste sikre er at sky teatrene, cirkus og alle andre lignende forlystelsessteder. BTU 230.2
Der findes former for rekreation, som i høj grad er fordelagtige for både legemet og sindet. Et oplyst og forstandigt sind vil finde en overflod af måder til underholdning og adspredelse fra kilder, som ikke alene er uskyldige, men også belærende. Rekreation i den frie luft, betragtningen af Guds gerninger ude i naturen vil være til største fordel. — Testimonies for the Church, 4 bind side 651 — 653. BTU 230.3