Budskaber til de unge

40/507

Satan i forklædning.

Satan forbereder sine bedragerier, for at Guds folk under hans sidste felttog ikke skal forstå, at det er ham. I 2.kor 11,14 står der: “Og det er intet under; for Satan selv påtager sig skikkelse af en lysets engel. Medens nogle bedragne sjæle lærer, at han ikke er til, tager han dem til fange og arbejder i stor udstrækning igennem dem. Satan ved bedre end Guds folk besked med den magt, de kan have over ham, når deres styrke er i Kristus. BTU 20.2

Når de ydmygt beder den mægtige sejrvinder om hjælp, kan selv den svageste i troen, idet han stoler fast på Kristus, med held modstå Satan og hele hans hær. Han er for klog til at komme åbenlyst og dristigt med sine fristelser, for i så fald ville de døsige kristnes energi blive vækket, og de ville stole på den stærke og mægtige befrier. Satan kommer imidlertid ubemærket, og i forklædning arbejder han gennem ulydighedens børn, som bekender sig til gudfrygtighed. Satan vil bruge sin magt i den yderste udstrækning for at pine, friste og vildlede Guds folk. BTU 21.1

Han, som vovede at møde og friste og håne vor Herre, og som havde magt til at tage ham i sine arme og bære ham op på templets tinde og op på et meget højt bjerg, vil i en udpræget grad øve sin magt over den nulevende slægt, der står langt tilbage i visdom sammenlignet med deres Herre, og som er næsten helt uvidende om Satans listighed og styrke. BTU 21.2

Han vil på en mærkværdig måde påvirke deres legemer, som har en naturlig tilbøjelighed til at gøre, hvad han befaler. Satan hoverer over, at han bliver betragtet som en myte idet han ser sin fordel i, at folk har den tro. Når man gør nar af ham og fremstiller ham ved en barnlig illustration eller som et dyr, passer det ham rigtigt godt. Han bliver da betragtet som noget så underordnet, at sindet er helt uforberedt over for hans klogt anlagte planer, og han har da næsten altid held med sig. Dersom man forstod hans magt og listighed, ville sindet være beredt til at stå ham virkningsfuldt imod. ... BTU 21.3