Budskaber til de unge
92. — Bevar din sjæls renhed.
Den vise mands råd er: “Vogt dit hjerte mer end alt andet, for derfra udspringer livet.” “For ligesom han tænker i sit hjerte, så er han.” Hjertet må fornyes ved Guds nåde, ellers er det forgæves at søge renhed i livet. Den, som søger at udvikle en ædel, dydig karakter uafhængig af Kristi nåde, bygger et hus på det løse sand. I fristelsens stærke storm vil det visselig blive omstyrtet. Enhver sjæl bør bede som David: “Gud! Skab mig et rent hjerte og forny mit hjerte og giv mig en ny og stadig ånd inden i mig.” Og når vi bliver delagtige i den himmelske gave, vil vi vokse til fuldkommenhed, idet vi ved Guds magt bevares ved troen. BTU 169.4
Men vi har fremdeles noget at gøre for at modstå fristelsen. De, der ikke vil falde som et bytte for Satans snarer, må vogte sjælens dør vel; de må undgå at læse, se eller høre noget som frembringer urene tanker. Man må ikke lade tankerne vandre omkring, som det kan træffe sig, til enhver genstand, som sjælefjenden fremsætter. Apostelen Peter siger: “Derfor, bind op om jeres sinds lænder, vær ædru ... Skik jer ikke efter de forrige lyster i jeres vankundighed; men efter den hellige, som kaldte jer, skal også I være hellige i al jeres vandel.” Paulus siger: “Alt, hvad der er sandt hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, og enhver hæder, læg jer det på sinde.” Dette fordrer alvorlig bøn og uophørlig vågen. Vi må understøttes af Helligåndens stadige indflydelse, derved drages sindet opad og vænnes til at dvæle ved rene og hellige ting, og vi må flittigt granske Guds ord. “Hvorledes holder en ung sin vej ren? Ved at holde sig efter dit ord.” Salmisten siger: “Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig.” — Patriarker og Profeter, side 514. 515. BTU 170.1