Budskaber til de unge
Fjender af åndelighed.
Om en stor del af de bøger der udgives kunne blive flammernes rov, ville det standse en plage som udøver et forfærdeligt værk på sind og hjerte. Kærlighedshistorier, romaner og ophidsende beretninger og selv den slags bøger, som kaldes religiøse noveller bøger, hvori forfatteren indfletter en moralsk lærdom i sin historie er til forbandelse for læserne. Religiøse udtryk kan man finde brugt her og der gennem hele bogen, men i de fleste tilfælde er Satan iklædt en engels kappe bare for desto bedre at kunne narre og bedrage. Ingen er så grundfæstet i de rette principper og ingen så hævet over fristelser, at de trygt kan læse den slags historier. BTU 161.2
De, som læser romanlitteratur, giver sig hen til et onde, som ødelægger al åndelighed og fordunkler den hellige skrifts skønhed. Det skaber en usund ophidselse, dømmekraften bliver sygelig, sindet bliver uskikket til nyttig virksomhed, bønnen forsømmes, og evnen til åndeligt arbejde nedsættes. BTU 161.3
Gud har betroet mange af vore unge gode evner, men alt for ofte er disse blevet svækket og deres sind blevet besværet, så at de i årevis ikke er vokset i nåde eller i kundskab om vor tro, altsammen på grund af deres uforstandige valg af læsestof. De, der venter, at Herren snart skal komme igen, og ser hen til den vidunderlige forvandling, da “dette dødelige skal iføres udødelighed,” burde i denne prøvetid stå på et højere plan. BTU 161.4
Mine kære unge venner! Giv agt på de erfaringer, I selv har gjort vedrørende ophidsende historier. Kan I efter sådan læsning åbne Bibelen og med interesse studere livets ord? Finder I ikke, at Guds bog er uinteressant? Kærlighedshistoriens charme hviler over sindet og ødelægger dets sunde sans, ja gør det umuligt for jer at fæste opmærksomheden ved de vigtige, alvorlige sandheder, som gælder jeres evige vel. BTU 161.5
Sig resolut farvel til alt det usle læsestof. Det vil ikke styrke jeres åndelighed, men det vil give sindet en påvirkning, der fordærver dømmekraften og får jer til at synes mindre godt om Jesus og ikke tænke så meget på hans dyrebare lærdomme. Hold sindet borte fra alt, som vil lede det i en dårlig retning. Bebyrd det ikke med dårlige historier, som ikke forøger de mentale evner med ny styrke. Tankerne vil blive af samme beskaffenhed som den føde, hvormed man nærer sindet. BTU 162.1