I den Store Læges fodspor

Bøn for de syge

Skriften siger, at “man altid skal bede, og ikke blive træt”; (Luk 18,1) og hvis man nogen sinde søger sit behov af bøn, så er det når kræfterne slår fejl, og selve livet syndes at glide ud i af hænderne. De, som har sundhed, glemmer tit den underfulde miskundhed, som bevises dem dag efter dag og år efter år, og de priser ikke Gud efter hans velgerninger. Men, når sygdom indfinder sig, kommer de Gud i hu. Når menneskelig styrke slår fejl, så føler de deres trang til guddommelig hjælp, og vor barmhjertige Gud vender sig aldrig bort fra den sjæl, som alvorlig søger ham om hjælp. Han er vor tilflugt i sygdom og sundhed. SLF 229.1

“Ligesom en fader forbarmer sig over børn, så forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, at vi er støv.” (Sl. 103,13-14) “For deres overtrædelses vej og for deres misgerningers skyld” bliver menneskene “plagede”. “Deres sjæl” sår “Vederstykkelighed til al mad, og de” kommer “nær til dødens porte” (Sl. 107,17 18) “Da råbte de til Herren i sin nød; af deres trængsler frelste han dem. Han sendte sit ord og helbredede dem og redde dem fra deres grave.” (Sl. 107,19-20) SLF 229.2

Gud er lige så villig til at gengive de syge deres sundhed nu, som da den Helligånd talte disse ord ved salmisten; og Kristus er den samme medlidende læge nu, som da han var her på jorden. Hos ham findes lægene balsam for enhver sygdom, helbredende kraft for enhver svaghed. Hans disciple i vor tid må bede for de syge lige så vel som disciplene førhen. Der vil også ske helbredelser; thi “troens bøn skal frelse den syge”. Vi har den Helligånds kraft, troens fulde forvisning, som kan gribe Guds forjættelser. Herrens løfte: “På de syge skal de lægge hænder, og de skal helbredes,” (Mark 16,18) er ligeså troværdigt nu som i apostlenes dage. Det fremstiller for os, hvad Guds børn har ret til at vente, og vor tro bør gribe fat på alt, hvad det indbefatter. Kristi tjenere det middel, hvorigennem han virker og igennem dem ønsker han at udøve sin helbredende kraft. Vort værk er at bære syge og lidende frem for Gud i troens arme. Vi bør lære dem at tro på den store Læge. SLF 230.1

Frelseren ønsker, at vi skal opmuntre de syge, de håbløsløse og de plagede til at tage fat på hans styrke. Ved tro og bøn kan sygeværelset forvandles et Bethel. I ord og handling kan læge og sygeplejerske sige det så tydeligt, at det ikke kan misforstås, at “Herren er på dette sted” for at frelse og ikke for at fordærve. Kristus ønsker at åbenbare sin nærværelse hos den syge og at fylde lægens og sygeplejerskens hjerte med sin kærligheds vellugt. Hvis deres liv, der plejer den lidende, er sådant, at Kristus kan gå med dem til patientens leje, så vil den syge få en overbevisning om, at den medlidende frelser er nærværende, og denne overbevisning vil i sig selv bidrage meget til både sjælelig og legemlig helbredelse. SLF 230.2

Og Gud hører bønner. Kristus har sagt: “Hvis I beder om noget i mit navn, det vil jeg gøre.” (Joh 14,14) Atter siger han: “Om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.” (Joh 12,26) Hvis vi lever i overensstemmelse med hans ord, så vil ethvert dyrebart løfte, han har givet, blive opfyldt på os. Vi har ikke fortjent hans miskundhed; men når vi giver os selv til ham, så modtager han os. Han vil virke for og gennem dem, som søger ham. SLF 230.3

Men det er kun, når vi lever i lydighed mod hans ord, at vi kan forvente opfyldelsen af hans forjættelser. “Hvis jeg havde set uret i mit hjerte, da ville Herren ikke have hørt mig.” (Sl. 66,18) Hvis vi kun viser en delvis og halvhjertet lydighed, så vil hans løfter ikke blive opfyldte på os. SLF 231.1

I Guds ord finder vi undervisning angående særlig bøn om helbredelse for de syge. Men at opsende en sådan bøn er en såre alvorsfuld handling, som men ikke bør indlade sig på uden efter omhyggelig overvejelse. I mange tilfælde, hvor der bedes om helbredelse for de syge, er det, som kaldes tro, intet mindre end formastelse. SLF 231.2

Mange pådrager sig selv sygdom ved at hengive sig til onde vaner. De har ikke levet i overensstemmelse med naturens love eller ført et liv i streng renhed. Andre har tilsidesat sundhedens love med hensyn til deres spise og drikke, deres klædedragt og deres arbejde. Ofte er det en eller anden last, som er årsag til legemlig eller åndelig svækkelse. Hvis disse mennesker atter genvandt deres sundhed, så ville mange af dem fortsætte med den samme ryggesløse overtrædelse af Guds naturlige og åndelige love og tænke, at når Gud helbreder dem som svar på bøn, så har de fremdeles lov til at fortsætte med deres usunde lovsvaner og til tøjlesløst at føje en fordærvet appetit. Hvis Gud udførte et mirakel for at gengive disse mennesker deres sundhed, så ville han derved bifalde synd. SLF 231.3

Det er spildt arbejde at lære folk at se hen til Gud som den, der helbreder deres skrøbeligheder, medmindre de også lærer at bortlægge usunde vaner. For at blive delagtig i hans velsignelse som svar på bøn må de ophøre med at gøre det onde og lære at gøre det gode. Deres omgivelser må være overenstemmene med sundhedens fordringer, og deres livsvaner må være rigtige. De må leve i harmoni med Guds lov, både den naturlige og den åndelige. SLF 231.4

For dem, som ønsker forbøn for atter at opnå sundhed, bør det gøres klart, at overtrædelse af Guds lov, hvad enten det er den naturlige eller den åndelige, er synd, og at synd må bekendes og aflægges, før de kan modtage velsignelsen. SLF 232.1

Den hellige skrift byder os: “Bekend overtrædelser for hverandre og bed for hverandre, at I kan læges.” (Jak 5,16) Når nogen ønsker forbøn, så fremhold for dem sådanne tanker som disse: “Vi kan ikke læse hjertet, vi kender ikke jeres skjulte liv; Gud alene kender disse ting. Hvis I omvender jer fra jeres synder, så er det jeres pligt at bekende dem.” Hemmelige synder må bekendes for Kristus, den eneste midler mellem Gud og mennesket; thi “Hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige”. (1Joh 2,1) Enhver synd er en overtrædelse mod Gud og må bekendes for ham gennem Kristus. Enhver åbenbar synd bekendes lige så åbent. Har nogen gjort uret mod et medmenneske, bør dette opgøres med den, som er blevet forurettet; hvis nogen, der søger at opnå sundhed, har gjort sig skyldig i ond tale, hvis han har fået splid i hjemmet, i nabolaget eller i menigheden og har fremkaldt splittelse og tvivl, eller dersom han ved en dårlig vandel har ledet andre til at synde, så må disse ting bekendes for Gud og dem, som er blevet forurettede. Hvis vi bekender vore syndere, er han trofast og retfærdig, at han forlader os syndere og renser fra al uretfærdighed.” (1Joh 1,9) SLF 232.2

Når vedkommende har gjort sin forseelse god igen, så kan vi i stille tro fremlægge dem syges trang for Gud, således som hans Ånd måtte anvise. Han bekender ethvert menneske ved navn og søger for at enhver enkelt lige så omhyggeligt, som om der ikke fandtes et andet menneske på jorden, for hvem han gav sin elskede Søn. Eftersom Guds kærlighed er så stor og aldrig og aldrig svigter, bør de syge opmuntres til at forlade sig på ham og være ved godt mod. Ængstelse angående deres egen tilstand bringer svækkelse og sygdom. Hvis de vil hæve sig op over mismod og mørke, så har de større udsigt til at komme sig; thi “Herrens øjne er til dem,... der håber på hans miskundhed”. (Sl. 33,18) SLF 232.3

Ved forbøn for de syge bør det erindres, at “vi ved ikke, hvad vi skal bede, som det sig bør”. (Rom 8,26) Vi ved ikke, om den velsignelse, som vi ønsker, vil være bedste eller ej, og derfor bør vore bønner indbefatte denne tanke: “Herre, du kender alt, hvad der er skjult i hjertet; du kender disse personer. Jesus, deres talsmand, gav sit liv for dem; hans kærlighed til dem er større, end vor på nogen måde kan blive. Hvis det derfor vil være dig til ære og disse lidende til bedste, så beder vi i Jesu navn, at de må få deres sundhed igen. Er det ikke din vilje, at dette må ske, så beder vi, at din nåde vil trøste dem og din nærværelse opholde dem i deres lidelser.” SLF 233.1

Gud kender enden fra begyndelsen. Han kender alles hjerter; han læser alt, hvad der er lønligt i sjælen. Han ved, hvorvidt de, for hvem der holdes forbøn, ville kunne udholde de prøvelser, som ville ramme dem, i fald de levede; han ved, hvorvidt deres liv ville blive til en velsignelse eller en forbandelse for dem selv og for verden. Dette er én grund, hvorfor vi, når vi opsender vore inderlige bønner, bør sige: “Dog ikke ske min vilje, men din!” (Luk 22,42) Jesus tilføjede disse, ord som udtrykte hans hengivelse under Guds vilje og visdom, da han i Gethsemane bad: “Min Fader! er det muligt, da gå denne kalk fra mig.” (Matt 26,39) Og dersom disse ord sømmede sig for ham, som var Guds Søn, hvor meget mere passende er de så ikke på dødelige, fejlende menneskers læber! SLF 233.2

Den rigtige fremgangsmåde er at fremlægge vort ønske for vor alvise himmelske Fader og så i fuldkommen fortrøstning overlade alt til ham. Vi ved, at Gud hører os, hvis vi beder i overensstemmelse med hans vilje. Men at være påtrængende i vore bønner uden samtidig at være besjælet af hengivenhed til Gud, er ikke rigtigt; vor henvendelse må ikke antage form af befaling, men af forbøn. SLF 234.1

Der gives tilfælde, hvor Gud på en udtalt måde virker ved sin guddommelige kraft til helbredelse; men ikke alle de syge helbredes. Mange hensover i Jesus. Johannes fik på øen Patmos befaling om at skrive: “Salige er de døde, som dør i Herren herefter. Ja, ånden siger, at de skal hvile fra deres arbejder, men deres gerninger følger med dem.” (Åb 14,13) Heraf ser vi, at når nogen ikke får deres sundhed tilbage, så dør de ikke af den grund beskyldes for mangel på tro. SLF 234.2

Vi ønsker alle at få øjeblikkelige og direkte svar på vore bønner og fristes til at blive mismodige, når bønhørelsen forhales eller kommer i en uforudset skikkelse. Men Gud er alt for vis og for god til altid at besvare vore bønner netop på den tid og netop på den måde, som vi ønsker. Han vil gøre mere og bedre for os end blot at imødekomme alle vore ønsker. Og da vi kan forlade os på hans visdom og kærlighed, så bør vi ikke bede ham om at føje sig efter vor vilje, men søge at sætte os ind i og fuldbyrde hans hensigt. Vore ønsker og interesser bør fortabe sig i hans vilje. Disse erfaringer, der prøver troen, er til vort gavn; ved dem bliver det åbenbaret, hvorvidt vor tro er sand og oprigtig og hviler på Guds ord alene, eller den er afhængig af omstændigheder og derfor er uvis og foranderlig. Troen styrkes ved opøvelse. Vi må lade tålmodigheden øve sit fuldkomne værk og huske på, at der er dyrebare forjættelser i den hellige skrift for dem, som bier på Herren. SLF 234.3

Det er ikke alle, som forstår disse grundsætninger. Mange, som søger Herren om helbredelse, mener, at de enten må have et direkte og øjeblikkeligt svar på deres bønner, eller også er deres tro mangelfuld. Af denne grund behøver de, som er svækkede af sygdom, at vejledes på forstandig måde, for at de må kunne handle med forsigtighed. De bør ikke overse deres pligter overfor de venner, der måtte overleve dem, eller forsømme at anvende naturens midler til sundhedens generhvervelse. SLF 234.4

Her står man tit i fare for at begå fejl. I det de tror på, at de skal få helbredelse som svar på bønner, er der nogle, som frygter for at gøre noget, der kunne syndes at tyde på mangelfuld tro. Men de bør ikke undlade at ordne deres sager, som de ville ønske dem ordnet, om døden skulle rive dem bort. Ej heller bør de frygte for at tale opmuntrende eller give de råd, som de i skilsmissens time ønsker at tale til deres kære. SLF 235.1

De, som søger helbredelse ved bøn, bør ikke forsømme at gøre brug af de lægemidler, som de har adgang til. Det er ikke en fornægtelse af troen at bruge sådanne midler, som Gud har tilvejebragt til lindring af smerte og til at bistå naturen i dens helbredelsesværk. Det er ingen fornægtelse af troen at samarbejde med Gud i at stille sig selv i de for helbredelse gunstige forhold. Gud har lagt det i vor magt at skaffe os kundskab om livets love. Denne kundskab er blevet bragt indenfor vor rækkevidde, for at vi skulle bruge den. Vi bør anvende ethvert hjælpemiddel til sundhedens genoprettelse, drage alle mulige fordele og arbejde i overensstemmelse med naturlovene. Når vi har bedt om helbredelse for de syge, så kan vi arbejde med så meget større energi, takkende Gud for, at vi må samarbejde med ham, og bede, at hans velsignelse må ledsage de midler, han selv har tilvejebragt. SLF 235.2

Vi har Guds ords velsignelse, når vi gør brug af lægemidler. Ezekias, Israels konge, var syg, og en Guds profet bragte ham det budskab, at han skulle dø. Han råbte til Herren, og Herren hørte sin tjener og sendte kongen det budskab, at 15 SLF 236.1

Ved en vis lejlighed salvede Kristus en blind mand øjne med dynd og bød ham: “Gå bort, vask dig i dammen Siloam... Da gik han bort og vaskede sig, og kom seende tilbage.” (Joh 9,7) Denne helbredelse kunne have været udført alene ved den store læges magt; men Kristus gjorde alligevel brug af naturens enkle midler. Medens han ikke bifaldt brugen af medikamenter, så billigedehan brugen af naturlige lægemidler. SLF 236.2

Når vi har opsendt bøn om de syges helbredelse, så lad os ikke tabe troen på Gud, hvad udfald tilfældet end måtte få. Hvis det falder i vor lod at miste dem, vi har kær, så lad os tage den bitre kalk og huske på, at det er faderhånden, der fører den til vore læber; men dersom sundheden genvindes, så må vi ikke forglemme, at den, som har modtaget helbredelsen, er kommet under nye forpligtelser overfor skaberen. Da de ti spedalske blev rensede, var der kun én, som vendte tilbage for at finde Jesus og give ham ære. Lad ingen af os ligne de tankeløse ni, hvis hjerter blev uberørte af Guds miskundhed. “Al god gave og al fuldkommen gave er ovenfra, og kommer ned fra lysenes Fader, hos hvilken er ikke forandring eller skygge af omskiftelse.” (Jak 1,17) SLF 237.1