I den Store Læges fodspor

De hjælpeløse fattige

Når alt er blevet gjort, som kan gøres for at hjælpe de fattige til at hjælpe sig selv, så er der endnu tilbage enken og de faderløse, de gamle, de hjælpeløse og de syge, der har krav på vor sympati og omsorg. Aldrig bør disse forsømmes; de er af Gud selv overladte til alle deres barmhjertighed, kærlighed og venlige omsorg, hvem har gjort til sine husholdere. SLF 205.1

“Derfor, hvis vi har lejlighed, lad os gøre det gode mod alle, men mest mod troens egne.” (Gal 6,10) SLF 205.2

Kristus har i særdeleshed pålagt sin menighed den pligt at sørge for de af dens medlemmer, som trænger til hjælp. Han tillader, at der i enhver menighed findes nogle af hans fattige. De vil altid findes iblandt os, og han pålægger menighedens medlemmer det som et personligt ansvar at sørge for dem. SLF 205.3

Ligesom medlemmerne i en god familie sørger for hverandre, hjælper de syge, støtter de svage, underviser de uvidende og oplærer de uerfarne, således vil også “troens egne” søge for deres trængende og hjælpeløse. Disse må under ingen omstændigheder forsømmes. SLF 205.4

Enken og de faderløse er genstand for Herrens særskilte omsorg. “Faderløses Fader og enkers Dommer er Gud i sin hellige bolig.” (Sl. 68,6) “Din skaber er din ægtemand, Herren, hærskareres Gud, er hans navn, Og Israels hellige er din genløser, al jordens Gud kaldes han.” (Es 54,5) “Forlad dine faderløse! Jeg vil holde dem i live, og dine enker kan forlade sig på mig.” (Jer 49,11) SLF 206.1

En fader, som er blevet kaldt bort fra sine kære, er død i troen på Guds løfte om at ville drage omsorg for dem. Herren sørger for enken og de faderløse, ikke ved gennem et mirakel at sende dem manna fra himlen, ej heller ved at sende dem ravne med føde, med ved et mirakel udført på menneskehjerter, hvorved egenkærlighed fordrives, og den kristelige kærlighed kilder åbnes. De lidende og bedrøvede overlader han til sine efterfølgeres omhyggelige forsorg. De har det største mulige krav på medlidenhed. SLF 206.2

I hjem, forsynede med livets bekvemmeligheder; i binge og lader, fyldte med en rig afgrøde; i oplagshuse, forsynede med væverstolens frembringelser, og i hvælvinger, hvor guld og sølv ligger hengemt, har Gud tilvejebragt midler til disse trængendes underhold. Han byder os være det redskab, hvorigennem hans overflod kan tilflyde andre. SLF 206.3

En enke med sine faderløse små kæmper ufortrødent for at bære sin dobbelte byrde og arbejder ofte langt mere, end kræfterne tillader, for at kunne holde sine børn hos sig og skaffe dem, hvad de trænger. Hun har kun lidt tid til at undervise dem, lidt lejlighed til at omgive dem med de ting, som ville gøre deres liv lysere. Hun behøver opmuntring, sympati og materiel bistand. SLF 207.1

Gud byder os at erstatte disse små savnet af deres faders omsorg, så langt vi formår. I stedet for at stille os på afstand og klage over deres fejl og over det besvær, de måske volder, så lad os hjælpe dem på enhver mulig måde. Lad os støtte den trætte moder og gøre hendes byrde lettere. SLF 207.2

Dernæst har vi det store antal børn, som fuldstændig har måttet savne forældrenes vejledning og den formildende indflydelse, et kristeligt hjem udøver. Lad Kristne mennesker åbne deres hjerter og deres hjem for disse hjælpere. Det hverv, som Gud har overladt til dem som en personlig pligt, bør ikke lægges over på en anden velgørenhedsanstalt eller overlades til mennesker tilfældige godgørenhed. Hvis børnene ingen slægtninge har, som kan tage sig af dem, så lad menighedens medlemmer skaffe dem et hjem. Han, som skabte os, forordnede, at vi skulle leve sammen i familier, og barnenaturen vil udvikles bedst under den kærlige indflydelse i et kristeligt hjem. SLF 207.3

Mange, som ikke selv har børn, kunne gøre en god gerning ved at tage sig af andres. Lad dem i stedet for at ødsle al deres kærlighed på stumme dyr tage sig af små børn, hvis karakter de kan danne efter det guddommelige billede. Lad de hjemløse medlemmer af menneskefamilien blive genstand for jeres kærlighed. Se, hvor mange af disse børn I kan opdrage i tugt og Herrens formaning. Mange ville på den måde selv høste stort savn. SLF 207.4

De gamle behøver også familiernes hjælpsomme bistand. I hjem hos brødre og søstre i Kristus kan de i fuldere grad end noget andet sted erstattes af tabet af deres eget hjem. Hvis de opmuntres til at tage del i familiens interesser og sysler, så vil de lede dem til af føle, at de endnu kan gøre nogen nytte. Lad dem forstå, at man sætter pris på deres hjælp, og at de endnu kan gøre noget for at hjælpe andre. Dette vil glæde deres hjerter og gøre livet interessant for dem. SLF 208.1

Lad så vidt muligt dem, hvis grå hår og vaklende gang viser, at de nærmer sig graven, blive hos deres venner og bekendte. Lad dem tilbede Gud sammen med sådanne, som de har kendt og elsket. Lad kærlige, ømme hænder tage sig af dem. Når som helst de er i stand til det, bør det være enhver families privilegium at hjælpe deres egne slægtninge. Når dette ikke kan ske, så påhviler det menigheden og bør betragtes både som et privilegium og som en pligt. Alle, som har Kristi Ånd, vil have en kærlig omsorg for de svage og gamle. SLF 208.2

Tilstedeværelsen af en af disse hjælpeløse i vore hjem giver os en dyrebar anledning til at samarbejde med Kristus og til at udvikle karaktertræk, der ligner hans. Der er en velsignelse i den indbyrdes omgang mellem de gamle og de unge. De unge kan bringe lysstråler ind i de gamles liv og hjerter. De, som nærmer sig livets aften, behøver den gavnlige indflydelse af at komme i berøring med ungdommens håbefuldhed og kraft. De unge kan på den anden side høste fordel af de gamles visdom og erfaringer. Fremfor alt må de lære at øve uegennyttig hjælpsomhed. Det ville være en uvurderlig velsignelse for mange familier at have en sådan hos sig, som behøver sympati, overbærenhed og selvopofrende kærlighed. Det ville forsøde og forædle familielivet og hos unge og gamle frembringe de kristelige dyder, som ville pryde dem med en guddommelig skønhed og gøre dem rige på uforgængelige himmelske skatte. SLF 208.3

“De fattige har I altid hos jer,” sagde Kristus, “og når I vil, kan I gøre vel mod dem.” (Mark 14,7) “En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge faderløse og Enker i deres trængsel, at bevare sig slev ubesmittet af verden.” (Jak 1,27) SLF 209.1

Kristus forsøger sine efterfølgere ved at bringe dem i berøring med de hjælpeløse og fattige, som er afhængige af deres forsorg. Ved vor kærlighed og hjælpsomhed overfor hans trængende børn beviser ægtheden af vor kærlighed til ham. Forsømmer vi dem, så viser vi os derved som falske disciple, fremmede for Kristus og hans kærlighed. SLF 209.2

Om alt, hvad der kunne gøres, blev gjort for at skaffe hjem til forældreløse børn i familier, så ville der endnu være et stort antal tilbage, som behøvede hjælp. Mange af dem har fået en sørgelig arv; de er frastødende, fordærvede og lidt lovende; men de er købte med Kristi blod og er i hans øjene ligeså dyrebare som vore egne små. Hvis ikke nogen rakte dem en hjælpende hånd, så ville de vokse op i uvidenhed og henfalde til last og forbrydelse. Mange af disse børn kunne reddes gennem børneasylerns virksomhed. SLF 209.3

For at kunne virke på bedste måde bør man på sådanne anstalter indrette sig så nær som muligt efter samme mønster som i et kristeligt hjem. I stedet for at omfattende institutioner, hvor et stort antal børn kommer sammen, bør der være små anstalter på flere steder; og i stedet for at ligge i eller i nærheden af en by eller større stad, bør de ligge på landet, hvor der kan være jord til dyrkning, og hvor børnene kan komme i berøring med naturen og oplæres til at udføre praktisk arbejde. SLF 209.4

Disse hjem bør forestås og ledes af uselviske, dannede, selvopofrende mænd og kvinder, som vil optage arbejdet på grund af kærlighed til Kristus, og som vil opdrage børnene for ham. Under sådan pleje kan mange hjemløse og forsømte børn vokse op og blive nyttige medlemmer i samfundet, blive til ære for Kristus og siden for andre. SLF 210.1

Mange foragter økonomi og forveksler den med knebenhed og smålighed. Men økonomi lader sig forene selv med den største rundhåndethed. Vi må spare for at kunne give. SLF 210.2

Ingen kan øve sand godgørenhed uden selvfornægtelse. Kun ved et liv i nøjsomhed, selvfornægtelse og streng økonomi er det muligt for os at udføre vort beskikkede hverv som Kristi repræsentanter. Hovmod og verdslig ærgerrighed må fjernes fra hjertet. I al vor virksomhed må vi handle efter det uegennyttighedens grundlag, som findes åbenbaret i Kristi liv. På væggene i vore hjem, på billederne og møblerne må vi kunne læse: “Bring fattig flygtning i hus.” (Es 58,7) På vore klædeskabe bør vi se skrevet ligesom med Guds finger: “Klæd den nøgne!” I spisestuen og på bordet med den rige forsyning af føde bør vi kunne finde ordene: “Bryd dit brød til den hungrige!” (Es 58,7) SLF 210.3

Der gives tusinder af anledninger, hvor vi kan gøre nytte. Vi beklager ofte vor begrænsede hjælpemidler; men hvis de kristne virkelig var ivrige, så kunne de formere deres hjælpemidler tusinde fold. Det er egenkærlighed og selvtilfredstillelse, som står os i vejen for at kunne gøre godt. SLF 210.4

Hvor mange midler der udgives for ting, som kun er afguder, ting, som sluger, tid og kræfter og burde anvendes til ædlere formål! Hvor mange penge der ødsles til kostbare huse og møbler eller egenkærlige fornøjelser, til overdådig, usund føde og skadelige nydelser! Hvor meget der bortødsles til gaver, som ikke gavner nogen! Mange, som kalder sig kristne, anvender den dag i dag mere, mange gange mere til unyttige og ofte skadelige ting, end de anvender til bestræbelse for at frelse sjæle fra fristernes magt. SLF 210.5

Mange, som giver sig ud for at være kristne, bruger så meget til tøj og klædedragt, at de ikke har noget til at afhjælpe andres trang. Kostbare smykker og kostbare klæder tror de, at de må have, uanset trangen hos sådanne, som kun vanskeligt kan skaffe sig endog blot de allertarveligste klædningsstykker. SLF 211.1

Mine søstre, hvis I ville klæde jer i overensstemmelse med bibelen, så ville I have overflødigt til at hjælpe jeres fattige søstre. I ville ikke blot have midler, men også tid; det er ofte dette, som der trænges mest til. Der er mange, som I kunne hjælpe med jeres råd, jeres indsigt og forstand. Vis dem, hvorledes de kan klæde sig tarveligt og dog smagfuldt. Magen en kvinde holder sig borte fra Guds hus, fordi hendes usle, uklædelige tøj står i sådan skrigende modsætning til andres dragter. Magen en fintfølende sjæl nærer på grund heraf en følelse af bitter ydmygelse og af at være blevet uretfærdig behandlet, og mange ledes af denne årsag til at betvivle religionens sandhed og til at forhærde deres hjerte imod evangeliet. SLF 211.2

Kristus byder os: “Sammel tilsammen de overblevende stykker, at intet forkommes.” Medens der hverdag er tusinder, som omkommer ved hungersnød, blodsudgydelse, ild og pest, så sømmer det sig for enhver, som elsker sin egen slægt, at se til, at intet spildes, at intet, hvormed man kunne hjælpe et medmenneske udgives til unytte. SLF 211.3

Det er urigtigt af os at af os at spilde vor tid, urigtigt at ødsle med vore tanker. Ethvert øjeblik, som vi anvender i egenkærlige øjemed, er spildt. Hvis hvert øjeblik blev påskønnet og rigtigt anvendt, så ville vi finde tid til alt, hvad vi burde gøre for os selv eller for verden. Lad enhver kristen se hen til Gud for hos ham at finde vejledning til at gøre den rette brug af penge, af tid kræfter og anledninger. “Hvis nogen af jer fattes visdom, kan han bede Gud, som gerne giver alle, og bebrejder ikke, så skal den gives ham.” (Jak 1,5) SLF 212.1

“Gør vel, og lån, ventende intet derfor, så skal jeres løn være stor, og I skal være den højstes børn; thi han er miskundelig mod de utaknemmelige og onde.” (Luk 6,35) “Over den, som lukker sine øjne til, skal der være mange forbandelser;” men den som giver den fattige, skal ikke have mangel”. (Ordsp 23,27) “Giv, så skal jer gives, et godt, knuget, skuddet, topfyldt mål skal man give i jeres skød.” (Luk 6,38) SLF 212.2