I den Store Læges fodspor

Om at hjælpe de fristede

Kristus elskede ikke os, fordi vi elskede ham først, men han døde for os, de vi endnu var syndere”. Han handlede ikke med os efter vor fortjeneste. Selv om vi ved vore synder havde fortjent fordømmelse, så fordømte han os dog ikke. År efter år har han båret over med vor svaghed og uvidenhed, vor utaknemmelighed og genstridighed. Trods vore afvigelser vort hjertets hårdhed, vor fordømmelse af hans hellige ord er hans hånd endnu udrakt. SLF 165.1

Nåde er en af Guds egenskaber, som han øver mod uværdige mennesker. Vi søgte ikke efter den, men den søgte efter os. Gud finder glæde ved at skænke os sin nåde, ikke fordi vi er værdige, men fordi vi er så fuldstændig uværdige. Den eneste grund, hvorfor vi kan påberåbe os hans miskundhed, er vor store trang. SLF 165.2

Gennem Jesus Kristus holder Gud Herren sin hånd udrakt. Hele dagen indbyder han de syndige og faldne. Han vil modtage alle. Han byder alle velkommen. Det er hans ære at give den største synder forladelse. Han vil fratage den mægtige hans bytte, han vil befri den fangne, han vil rykke branden ud af ilden. Han vil skænke sin nådes gyldne kæde ned til de største dybder af menneskelig elendighed og opløfte den sunkne, syndsbesmittede sjæl. SLF 165.3

Ethvert menneske er genstand for hans kærlige interesse, som gav sit liv, at han kunne bringe menneskerne tilbage til Gud. Skyldbetyngede, hjælpeløse sjæle, der står i fare for at ødelægges ved Satans list og snarer, våger han over, ligesom en hyrde våger over sin får. SLF 166.1

Frelserens eksempel skal være vort mønster i arbejdet for de fristede og vildfarende. Den samme interesse, mildhed og langmodighed, som han har vist imod os, skal vi vise imod andre ligesom “Jeg elskede jer,” siger han, “at I og skal elske hverandre”. (Joh 13,34) Når Jesus Kristus bor i os, så vil vi åbenbare hans uegennyttige kærlighed over for alle, som vi omgåes. Når vi ser mennesker som trænger til sympati og hjælp, så må vi ikke spørge: “Er de værdige?” men: “Hvorledes kan jeg komme dem til hjælp?” SLF 166.2

Rig og fattig, høj og lav, fri og træl er Guds arv. Han, gav sit liv for vor genløsning, ser i ethvert menneske noget, der i værdi overgår menneskelig beregning. Gennem korsets hemmelighed og herlighed må vi bedømme, hvor højt han vurderer sjælen. Når vi gør dette, så må vi føle, at mennesker, hvor fordærvede de end er, har kostet for meget til at blive behandlet med kulde og foragt. Vi må da forstå vigtigheden af at virke for vore medmennesker, at de må blive ophøjede til Guds troende. SLF 166.3

Den tabte mønt, som Frelseren omtaler i lignelsen, lå vil i smuds og snavs, men den var dog en sølvmønt. Ejerinden søgte efter den, fordi den havde værdi. Således er enhver sjæl agtet dyrebar i Guds øjne, ligegyldig hvor fordærvet den er af synd. Ligesom et pengestykke bærer regentens billede og indskrift, således bar også mennesket ved skabelsen Guds billede og indskrift. Selv om denne indskrift ved syndens indflydelse nu er blevet beskadiget og utydelig, så findes dog spor deraf tilbage i enhver sjæl. Gud ønsker at redde denne sjæl og atter at indridse i den sit eget billede i retfærdighed og hellighed. SLF 167.1

Hvor lidt vi ligner Kristus i det, som skulle være det stærkeste bindeled mellem os og ham, nemlig medfølelse med de fordærvede, skyldige, lidende sjæle, der er døde i overtrædelser og synder! Menneskernes største synd er deres umenneskelighed mod hverandre. Mange mener, at de repræsenterer Guds retfærdighed, medens de kommer fuldstændig til kort i at fremstille hans mildhed og hans store kærlighed. Ofte er de, som de møder med hårdhed og strenghed, anfægtede af fristelser. Satan kæmper med disse sjæle, og hårde, uvenlige ord gør dem modløse og forårsager, at de falder som et bytte for fristerens magt. SLF 167.2

Det er en vanskelig sag at skulle arbejde med menneskesjæle. Kun han, som læser hjertet, forstår at lede menneskerne til omvendelse. Alene hans visdom kan give os held til at nå de fortabte. Hvis du optræder stift og tænker: “Jeg er helligere end du,” så gør det kun lidt til sagen, hvor rigtigt du ellers ræsonnerer, eller hvor sande dine ord er; vil de aldrig formå at røre hjertet. Kristi kærlighed, åbenbaret i ord og handling, vil bane sig vej til sjælen, når fremholdelsen af bud og argumenter intet kan udrette. SLF 167.3

Vi trænger til mere af Kristi mildhed, ikke alene mildhed overfor dem, der forekommer os fejlfrie, men medfølelse overfor de fattige, lidende, kæmpende sjæle, der ofte begår fejl, syndige og angrende, fristede og forsagte. Vi må nærme os vore medmennesker og ligesom vor barmhjertige ypperstepræst havde medlidenhed med deres skrøbeligheder. SLF 168.1

Det var de udstødte, toldere og syndere, de foragtede blandt folket, Jesus kaldte og ved sin miskundhed drog til sig. Den eneste klasse mennesker, han aldrig ville vise bifald, var dem, som i fornem selvagtelse holdt sig på afstand fra og ringeagtede andre. SLF 168.2

Kristus byder os: “Gå ud på vejene og stræderne, og nød dem at gå ind, så mit hus kan være fuldt.” I lydighed mod denne befaling må vi gå til de hedninger, som er os nær, og dem som er langt borte. “Tolderes og skøger” må høre Frelserens indbydelse. Ved den venlighed og langmodighed, som hans sendebud udviser, bliver denne indbydelse en tvingende magt til at opløfte dem, som er faldet dybt i synd. SLF 168.3

Kristelige bevæggrunde vil lede os til at virke med faste forsæter, med aldrig svigende interesse og med den stadig større ihærdighed for de sjæle, som Satan søger at ødelægge. Intet må afkøle den alvorlige, ivrige virken fortabtes frelse. SLF 169.1

Læg mærke til, hvorledes man overalt i Guds ord finder åbenbaret en ånd, som drager, som trygler menneskerne om at komme til Kristus. Vi må gribe enhver anledning, privat som offentlig, og fremholde ethvert bevis, bruge enhver overtalelse for at drage menneskerne til Frelseren. Med al vor kraft må vi tilskynde dem til at se hen til Jesus og vælge hans selvfornægtende og opofrende liv. Vi må vise, at vi forventer af dem, at de skal glæde Kristi hjerte ved at bruge alle hans gaver til hans navns ære. SLF 169.2

“Vi er frelste i håbet.” (Rom 8,24) De faldne må ledes til at forstå, at det endnu ikke er for sent for dem atter at blive mennesker. Kristus beærede menneskerne med sin tillid og overlod dem således til deres egen æresfølelse. Selv for de dybestfaldne viste han agtelse. Det var en stadig smerte for Kristus at komme i berøring med foragt, fordærvelse og urenhed; men han lod aldrig et ord falde for at vise, at han var blevet stødt, eller at hans fine smag var blevet ilde berørt. Hvilke onde vaner, stærke fordomme eller heftige lidenskaber han end ville støde på hos menneskerne, så behandlede han alle med inderlig medynk. Når vi bliver delagtige i hans ånd, vil vi betragte alle mennesker som brødre, som har samme fristelser og prøver, som ofte falder og kæmper med vanskeligheder og nedslående omstændigheder, og som behøver medlidenhed og hjælp. Vi vil da møde dem på en sådan måde, at vi ikke gør dem modløse eller forstøder dem bort, men vækker håb i deres hjerter. Således opmuntrede kan de sige “Glæd dig ikke over mig, min modstander! thi er jeg faldet, skal jeg stå op igen, og sidder jeg i mørket, skal Herren være mit lys.” “Han udfører min sag og skaffer mig ret; han skal føre mig ud til lyset, jeg skal skue hans retfærdighed.” SLF 170.1

Gud “skuer ned til alle dem, som bor på jorden; han danner deres hjerte til hobe”. (Mik 7,8 9; Sl. 33,14 15) Når vi står overfor de fristede og vildfarende, så siger han til os: “Se til dig selv, at ikke du også bliver fristet.” (Gal 6,1) I forfølgelsen af vore egne skrøbeligheder må vi have medlidenhed med andres. SLF 170.2

“Hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har opfanget?” (1Kor 4,7) “En er jeres mester, men I er alle brødre.” (Matt 23,8) “Hvorfor dømmer du din bror? eller du, hvorfor ringeagter du din bror?” (Rom 14,13) “Derfor, lad os ikke mere dømme hverandre, men fæld heller den dom, at I ikke skal lægge anstød eller fælde for jeres broder.” (Rom 14,13) SLF 171.1

Der er altid noget ydmygende ved at få sine fejl påpeget. Ingen bør yderligere forbitre en sådan erfaring ved unødig irettesættelse. Ingen er nogen sinde blevet ført på rette veje ved bebrejdelse, men mange er på den måde blevet stødte bort og ledt til at forhærde deres hjerter mod deres egen overbevisning. Venlighed, en mild og vindende optræden kan frelse den vildfarende og skjule en mangfoldighed af synder. SLF 171.2

Apostelen Paulus fandt det nødvendigt at irettesætte det onde; men hvor omhyggeligt han søgte at vise de fejlende, at han var deres ven! Med hvilken flid han forklarede dem grunden til sin handlemåde! Han bragte dem til at forstå, at det smertede ham at skulle volde dem smerte. Han viste tillid og sympati mod sådanne, som kæmpede for at vinde sejr. SLF 171.3

“I megen kummer og med beklemt hjerte,” sagde han, “skrev jeg til jer, under mange tårer, ikke at I skulle blive bedrøvede, men på det, at I skulle kende den kærlighed, som jeg overflødig har til jer.” (2Kor 2,4) “Thi om jeg bedrøvede jer ved mit brev, så angrer jeg det ikke; om jeg end før angrede det ..... så glæder jeg mig nu, ikke over at I blev bedrøvede, men over at I blev bedrøvede til omvendelse..... Thi se, just dette, at I blev bedrøvede efter Gud, Hvilken Iver det virkede hos jer, ja forsvar, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja nidkærhed, ja straf! I alt viste I jer at være rene i den sag..... Derfor er vi blevet trøstede.” (2Kor 7,8-13) SLF 171.4

“Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på jer.” (2Kor 7,16) “Jeg takker min Gud, så ofte jeg tænker på jer, idet jeg altid, i hver min bøn, beder for alle med glæde, for jeres deltagelse i evangeliet, fra den første dag indtil nu; fuldstændig forsikret, at han, som begyndte det gode værk i jer, vil fuldføre det indtil Jesu Kristi dag; således bør jeg og mene om jer alle, fordi jeg har jer i hjertet.” (Fil 1,3-7) “Derfor, mine brødre, som jeg elsker og længes efter, min glæde og min krans, stå således fast i Herren, min elskede!” (Fil 4,1) “Nu lever vi, såfremt I står fast i Herren.” (1Tess 3,8) SLF 172.1

Paulus skrev til disse brødre som “Hellige i Kristus Jesus”; men han skrev ikke til sådanne, som var fuldkomne i deres karakter. Han skrev til dem som mænd og kvinder, der kæmpede med fristelse, og som stod i fare for at falde. Han henviste dem til “Fredens Gud, som ... udførte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus Kristus, fra de døde.” Han forsikrede dem, at Gud “ved en evig pagts blod” vil “gøre jer fuldkomne i al god gerning til at gøre hans vilje, idet han virker i eder, hvad der er ham behageligt, ved Jesus Kristus!” (Heb 13,20) SLF 172.2

Når nogen har gjort en fejl og bliver sig denne bevidst, så tag eder i agt, at I ikke tilintetgør hans agtelse for sig selv. Gør han ikke mismodig ved ligegyldighed eller mistillid. Sig ikke: Jeg vil vente for at se, om han holder fast, før end jeg viser ham tillid.” Ofte vil netop denne mistillid forårsage, at den fristede falder. SLF 172.3

I bør stræbe efter at forstå andres svagheder. Vi kender kun lidt til deres hjerteprøvelser, som har været bundet i mørkets lænker, og som ingen beslutsomhed og moralsk kraft besidder. Den, som lider samvittighedsnag, er i den ynkværdigste stilling; han er ligesom fortumlet, vaklende, synkende ned i støvet. Intet kan han se klart. Sindet er omtåget, og han ved ikke, hvilke skridt han skal tage. Mangen en stakkels sjæl bliver misforstået, får ingen påskønnelse og er fuld af sorg og angst er et fortabt, vildfarende får. Han kan ikke finde Gud. Og dog har han en ubeskrivelig længsel efter syndsforladelse og fred. SLF 172.4

O, lad intet ord blive talt, der vil gøre smerten større! Når I ser en, som er træt at liv i synd, men ikke ved, hvor han skal finde lindring, så fremhold for ham den medlidende Frelser. Tag ham ved hånden, løft ham op og tal sådanne ord, som vil vække mod og håb. Hjælp ham at gribe Frelserens hånd! SLF 173.1

Vi bliver alt for let mismodige angående de sjæle, som ikke straks gavnes ved vore bestræbelser. Vi bør aldrig høre op med at virke for en sjæl, så længe der endnu er et eneste glimt af håb. Dyrekøbte sjæle kostede vor selvopofrende genløser alt for meget til, at vi skulle overlade dem i fristerens sold. SLF 173.2

Vi må stille os selv i de fristedes sted. Læg mærke til arvelighedens magt, til indflydelsen af slette kammerater og omgivelser og til onde vaners magt. Kan vi vel undres over, at mange bliver fordærvede under sådanne indflydelser? Kan vi undres over, at de kun langsomt påvirkes af vore bestræbelser for at løfte dem op? SLF 173.3

Ofte vil de, som syndes at være rå og lidt lovende, blive evangeliets ivrigste tilhængere og forsvarere, når de engang er vundet. De er ikke fuldstændig fordærvede. Indenfor det frastødende ydre er der gode følelser, som kan nåes. Der er mange, som aldrig ville komme på ret vej, dersom ingen rak dem en hjælpende hånd; men ved tålmodigt, vedholdende arbejde kan de rejses op. De behøver venlige ord, venlig opmærksomhed og håndgribelig hjælp. De behøver den slags råd og vejledning, som ikke vil udslukke modets svage stråle i sjælen. Lad dem som kommer i berøring med sådanne, tænke over dette. SLF 173.4

Undertiden vil man træffe mennesker, hvis sind har været så længe fordærvet, at de aldrig i dette liv vil kunne blive, hvad de under gunstige omstændigheder kunne være blevet. Det står dem frit for at opnå det liv, der er lige så evigt som Gud selv. Indplant opløftede og forædlede tanker i deres sind. Lad dit liv klargøre for dem forskellen mellem kraft og renhed, mellem lys og mørke. Lad dem læse i dit liv, hvad det vil sige at være en kristen. Kristus kan opløfte de syndigste og stille dem der, hvor de vil blive anerkendte som Guds børn, som Kristi medarvinger til en uforkrænkelig arv. SLF 173.5

Ved den guddommelige nådes underfulde virkning kan mange blive beredte til at gøre nytte i livet. Foragtede og forladte som de er, har de fuldstændig tabt modet. De giver måske indtryk af at være kolde og sløve; men ved Helligåndens indflydelse kan den sløvhed, der syndes at gøre deres redning så håbløs, fjernes. Det omtågede og sløve sind vil vågne op; syndens slaver vil blive frigjort; lasten vil overvindes og uvidenhed forsvinde. Ved den tro, som er virksom i kærlighed, vil hjertet renses og sindet oplyses. SLF 174.1