I den Store Læges fodspor

Sjælens helbredelse

Mange af dem, som kom til Kristus for at få hjælp, havde selv pådraget sig sygdom; men han nægtede alligevel ikke at helbrede dem. Og idet kraft fra ham trængte ind i disse sjæle, blev de overbeviste om synd, og mange blev helbredte for deres åndelige sygdom såvel som deres legemlige lidelser. SLF 75.1

Den lamme fra Kapernaum var en af disse. Ligesom den spedalske havde han tabt alt håb om helbredelse. Hans sygdom var følgen af et syndigt liv, og hans lidelser forbitredes endnu mere ved samvittighedsnag. Forgæves havde han henvendt sig til farisæerne og lægerne om hjælp; de havde erklæret ham for uhelbredelig, de anklagede ham for at være en synder og påstod, at han ville dø under Guds vrede. SLF 75.2

Den lamme var sunket ned i fortvivlelse. Da var det, at han hørte om Kristi gerninger. Andre, der var lige så syndige og hjælpeløse so han, havde fundet helbredelse, og han følte sig tilskyndet til at tro, at måske også han kunne blive helbredet, dersom han blev ført hen til Frelseren. Men håbet sank, når han huskede årsagen til sin sygdom; og dog kunne han ikke opgive tanken om muligheden af helbredelse. SLF 75.3

Hans største ønske var at blive befriet for sin syndebyrde. Han længdes efter at se Jesus og modtage forsikringen om syndsforladelse og fred ned Gud; for så ville han være tilfreds med at leve eller dø, eftersom det måtte være Guds vilje. SLF 75.4

Der var ingen tid at spilde. Hans afmagrede legeme bar allerede dødens mærker. Han bad sine venner om at føre ham til Jesus, hvilket de med glæde lovede at gøre. Men så tæt var den skare, der havde samlet sig omkring det hus, hvor Frelsen opholdt sig, at det var umuligt for den syge og hans venner at komme hen til ham eller endda blot komme så nær, at de kunne høre hans stemme. Jesus lærte i Peters hjem. Som de havde for sædvane, sad hans disciple tæt ved ham, og “der sad farisæer og lovlærer, som var kommet fra hver by i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem”. (Luk 5,17) Mange af disse var kommet som spioner, der søgte at finde anklage imod Jesus. Bag dem befandt sig den blandede skare: de lyttede ivrigt, de alvorlige, de nysgerrige og de vantro. Der var folk af forskellige nationaliteter og af alle samfundsklasser. “Og Herrens kraft viste sig i at helbrede.” (Luk 5,17) Livets ånd hvilede over forsamlingen; men farisæerne og lovlærerne mærkede ikke dens nærværelse. De havde ingen følelse af trang eller af, at de havde behov for lægedom. “De hungrige har han fuldt med gode gaver, og de rige har han afvist tomme.” (Luk 1,53) SLF 76.1

Atter og atter søgte de, som bar den lamme, at bane sig vej igennem mængden, men forgæves. Den syge så sig omkring med usigelig angst. Hvorledes kunne han opgive håbet, når den ønskede hjælp var så nær? På hans egen anmodning førte hans venner ham op ovenpå huset, brød hul i taget og hejsede ham ned ved Jesu fødder. SLF 77.1

Talen blev afbrudt. Frelseren betragtede det sørgmodige ansigt og så det bedene blik, der var fæstet på ham. Han kendte godt den betyngede sjæls længsel. Det var Kristus, som havde bragt overbevisning ind i hans samvittighed, medens han endnu lå hjemme. Da han omvendte sig fra sine synder og troede på Jesu kraft til at gøre ham rask, havde Frelsens miskundhed bragt velsignelse til hans hjerte. Jesus havde set den første gnist af tro flamme op til en overbevisning om, at han var synderens hjælp, og havde set den vokse sig stærkere ved hver bestræbelse for at komme i hans nærhed. Det var Kristus selv, som havde draget den lidende til sig, og nu udtalte Frelseren disse ord, der lød som liflig musik i den syges øre: “Søn! vær frimodig, dine synder er dig forladte.” (Matt 9,2) SLF 77.2

Syndebyrden ruller bort fra den syges mands sjæl. Han kan ikke tvivle. Kristi ord åbenbarer hans magt til at læse hjerternes tanker. Hvem kan vel benægte hans magt til at forlade synd? Der kommer håb i stedet for fortvivlelse, glæde i stedet for trykkende mørke. Mandens legemlige smerter har forladt ham, og hele hans væsen er blevet forvandlet. Uden at fremkomme med noget yderligere ønske ligger han hen i stille fred, alt for lykkelig til at kunne tale. SLF 78.1

Med åndeløs spænding iagttog mængden denne mærkelige tildragelse. Mange følte, at Kristi ord var en indbydelse til dem. Var de ikke sjæleligt syge på grund af synd? Længdes de ikke efter at blive befriede for denne byrde? SLF 78.2

Men farisæerne, der frygtede for at miste deres indflydelse over folkemængden, sagde i deres hjerter: “Han spotter! hvem magter at forlade synder uden én, nemlig Gud?” (Mark 2,7) SLF 78.3

Jesus så på dem med et blik, som fik dem til at vige forfærdede tilbage, og sagde: “Hvorfor tænker I så ondt i jeres hjerter? Thi hvilket er lettere at sige: Dine synder er dig forladte? eller at sige: Stå op og vandre? Men I skal vide, at menneskernes søn har magt på jorden til at forlade synder,” sagde han, idet han vendte sig til den lamme: “Stå op, og tag din seng op, og gå til dit hus.” (Matt 9,4 6) SLF 79.1

Manden som var ført til Jesus på en båre, stod nu op på sine fødder med ungdommelig spændstighed og kraft, og øjeblikkelig tog han “sengen, og gik ud for alles øjne, så de blev alle forfærdede og priste Gud og sagde: vi har aldrig set noget sådant.” (Mark 2,12) SLF 79.2

Der krævedes intet mindre end skabermagt for at bringe sundhed tilbage til det ellers ødelagte legeme. Dem samme stemme, som gav mennesket liv, da det blev skabt af jordens støv, havde givet liv til den dødede lamme; og den samme kraft, som gav legemet liv, havde fornyet hjertet. Han, som ved skabelsen “talte, og det skete”, som “bød, så stod det der”, (Sl. 33,9) gav liv til den sjæl, som var død i overtrædelser og synder. Helbredelsen af den legemlige sygdom var en åbenbarelse af den magt, som havde fornyet hjertet. Kristus bød den lamme stå op og gå, “at I skal vide,” sagde han, “at menneskernes søn har magt på jorden til at forlade synder”. SLF 79.3

I Kristus fandt den lamme en helbredelse for både sjælen og for legemet. Han måtte have sjælelig sundhed, inden han kunne forstå at skaffe den legemlige sundhed; førend den legemlige lidelse kunne afhjælpes, måtte Kristus skaffe sindet lindring og rense sjælen fra synd. Den undervisning, som ligger her, må ikke overses. Der er, den dag i dag, tusinder af legemligt syge mennesker, der ligesom den lamme længes efter at høre budskabet: “Dine synder er dig forladte.” Syndebyrden med den deraf følgende hvileløshed og utilfredsstillende længsel danner grundvolden til deres sygdom. De kan ikke finde lindring, førend de kommer til ham, som kan læge sjælen. Den fred, som han alene formår at give, ville atter kunne skaffe dem sjælelig styrke og legemlig sundhed. SLF 79.4

Den lammes helbredelse virkede på folket, som om himlen var blevet åbnet og den tilkommende verdens herlighed åbenbaret. Idet han gik gennem mængden og velsignede Gud ved hvert skridt, bærende på sin byrde, som om den vejede intet, veg folket tilbage for at skaffe ham plads og stirrede på han med forfærdelse, hviskede stille til hinanden: “Vi har i dag set utrolige ting” (Luk 5,26) SLF 80.1

I den lammes hjem blev der stor glæde, da han atter kom tilbage til sin familie, med lethed havde med sig den båre, som han for kort tid siden var blevet ført bort på. De samledes omkring ham med glædestårer, men turde næppe tro deres egne øjne. Der stod han foran dem i besiddelse af manddommens fulde kraft. Disse arme, som før var slappe og livløse, adlød nu hurtigt hans vilje; de muskler, som før havde været sammenskrumpet og blyfarvede, så nu kraftige og sunde ud. Han gik med faste, lette trin. Håb og fryd kunne læses i ethvert træk i hans ansigt, og et udtryk af fred og renhed var trådt i stedet for mærkerne af synd og lidelse. Taksigelse steg op i dette hjem, og Gud blev æret gennem sin søn, som havde givet en håbløs hans håb igen og en slagen hans styrke. Denne mand og hans familie stod rede til at give deres liv for Jesu skyld. Ingen tvivl formørkede deres tro, ingen vantro plettede deres lydighed mod ham, som havde bragt lys ind i deres triste hjem. SLF 81.1

“Min sjæl! lov Herren, og alt det, som i mig er, love hans hellige navn. Min sjæl! lov Herren, og glem ikke alle hans velgerninger, ham, som forlader dig alle dine misgerninger; ham som læger alle dine sygdomme; ham, som genløser dit liv fra graven;... at du bliver ung igen som ørnen. Herren øver retfærdighed og ret for alle fortrykte... Han har ikke gjort imod os efter vore synder, og ikke betalt os efter vore misgerninger... ligesom en fader forbarmer sig over børn, så forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham. For han kender vor skabning, han kommer i hu, at vi er støv.” (Sl. 103,1 14) SLF 81.2

“Men der er en dam i Jerusalem ved Fåreporten, den kaldes på hebraisk Bethesda, og har fem buegange. I dem lå en mængde af syge, blinde, halte, visne, som ventede på, at vandet skulle røres.” (Joh 5,2 3) SLF 83.1

Vandet i denne dam blev til visse tider oprørt, og det var en almindelig opfattelse, at dette skyldes en overnaturlig kraft, og at den, som ved en sådan lejlighed først kom ned i vandet, ville blive helbredt af hvilken som helst sygdom. Hundreder af lidende mennesker lå og ventede ved denne dam; men så stor var trængslen, når vandet oprørtes, at de styrtede frem, trampede under fødder mænd og kvinder og børn, som var svagere end de selv. Mange kunne ikke komme dammen nær, og andre, hvem det var lykkedes at nå derhen, døde lige på dens bred. Hytter var blevet opførte rundt omkring, hvor de syge kunne finde beskæftigelse mod heden om dagen og med kulden om natten, og der var dem, som tilbragte natten i disse hytter, og som dag efter dag slæbte sig hen til dammen, forgæves håbede på at finde helbredelse. SLF 83.2

Jesus var i Jerusalem. Idet han kom gående alene, tilsyneladende fordybet i meditation og bøn, kom han hen til dammen. Han så de stakkels lidende vent på, hvad de anså for at være deres eneste middel til helbredelse. Han længtes efter at gøre brug af sin magt til at helbrede, længtes efter at gøre enhver lidende hel. Men det var sabbat. Skarer af mennesker var på vej til templet for at tilbede, og han vidste, at en sådan helbredelses gerning ville i den grad vække jødernes fordomme, så det ville gøre ende på hans virksomhed. SLF 83.3

Men Frelseren så et tilfælde af den yderste elendighed. Det var en mand, som havde været en hjælpeløs krøbling i 36 år. Hans sygdom var for en stor del følgen af hans eget dårlige liv og blev betragtet som en straffedom fra Gud. Han var alene, havde ingen venner og følte, at han var afskåret fra Guds miskundhed og havde nu tilbragt mange år i elendighed. På de tider, da man ventede, at vandet ville oprørtes, blev han båret hen til dammen af dem, som havde medynk med ham i hans hjælpeløshed; men når det belejlige øjeblik kom, var der ingen til at hjælpe ham ned i vandet. Han havde set vandet oprøres men var aldrig kommet længere end til randen; andre stærkere end han, kastede sig i vandet inden han nåede at komme derned. Den hjælpeløse stakkel var ude af stand til at klare sig overfor alle disse kæmpende egenkærlige mennesker. Hans ihærdige forsøg på at nå sit store mål, hans angst, og de stadige skuffelser tærede på de få kræfter, han endnu havde tilbage. SLF 83.4

Den syge lå på sit tæppe, nu og da løftede hovedet for at se ned i dammen dat et venligt, medlidende ansigt bøjede sig over ham, og ordene: “Vil du være sund?” fængslede hans opmærksomhed. Der kom håb i hans hjerte; han følte, at han på en eller anden måde nu ville blive hjulpet. Men håbets rødme forsvandt atter hurtigt. Han huskede, hvor ofte han havde forsøgt at komme ned i dammen, og nu havde han kun ringe udsigt til at kunne leve, indtil vandet atter oprørtes. Han vendte sig udmattet bort og sagde: “Herre! jeg har ingen som kan bringe mig ned i dammen, når vandet bliver oprørt; men når jeg kommer, stiger en anden ned før jeg.” SLF 85.1

“Stå op, tag din seng og gå.” (Joh 5,6 8) Med fornyet håb retter den syge blikket på Jesus. Hans ansigtsudtryk, hans stemme er anderledes end alle andres; kærlighed og kraft syntes at strømme ud fra selve hans nærværelse. Krøblingens tro griber fat på Kristi ord. Uden at tvivle beslutter han at ville adlyde, og idet han går i gang med at iværksætte sin beslutning, får hele hans legeme kraft til at handle. SLF 85.2

Hver nerve og hver muskel gennemstrømmes af nyt liv, og livsfunktionerne i det forkrøblede legeme arbejder atter normalt. Han står op på sine fødder og går sin vej med faste lette trin, og priser Gud af glæde over den styrke, han netop har fået. SLF 86.1

Jesus havde ikke givet den lamme noget løfte om guddommelig hjælp. Manden kunne have sagt: “Herre, hvis du vil gøre mig sund, så vil jeg adlyde dit ord.” Han kunne have givet sig til at tvivle og således gå glip af denne eneste lejlighed til at finde helbredelse. Men nej han troede Kristi ord, troede, at han var blevet helbredt. Uden at tvivle gjorde han forsøget, og Gud gav ham kraft; han havde vilje til at gå, og han gik. Idet han adlød Kristi ord blev han helbredt. SLF 86.2

Ved synden er vi blevet afskårne fra Guds liv. Vor sjæl er lammet. Af os selv er vi lige så lidt i stand til at leve et helligt liv, som denne syge mand var til at gå. Mange indser deres hjælpeløshed; de længdes efter det åndelige liv, som vil bringe dem i overensstemmelse med Gud, og de stræber efter at opnå det; men det er altsammen forgæves. I fortvivlelse udbryder de: “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” (Rom 7,24) Lad disse forsagte, kæmpende sjæle vende blikket opad. Frelseren betragter dem, som han har købt med sit blod, og spørger med usigelig ømhed og medlidenhed: “Vil du være sund?” Han byder dig stå op, i besiddelse af sundhed og fred. Vent ikke, til du føler at du er blevet sund; tro Frelserens ord. Læg din vilje på Kristi side; beslut dig til at tjene ham, og idet du handler efter hans ord, vil du få styrke. Kristus er i stand til og længes efter at give befrielse, uanset hvilke onde vaner vi ligger under for, og uanset de stærke lidenskaber, som i tidens løb har bundet både sjæl og legeme. Han vil give frihed til de fangne, som holdes bundne af svaghed, af vanheld og af syndens lænker. SLF 86.3

Bevidstheden om synd har forgiftet selve livets kildespring hos os. Men Kristus siger: “Jeg vil tage dine synder; jeg vil give dig fred. Jeg har købt dig med mit blod; du tilhører mig. Min nåde vil styrke din svækkede vilje. Jeg vil borttage din bedrøvelse over synden.” Når fristelser anfægter dig, når bekymringer og vanskeligheder ophober sig omkring dig; når du, nedtrykt og modløs, er ved at give efter for fortvivlelsen: da se på Jesus, så vil det mørke, som omhyllder dig, fordrives af hans nærværelses klare lys. Når synden kæmper om overherredømmet i din sjæl og tynger samvittigheden, så fæst blikket på frelseren. Hans nåde formår at underkue synden. Lad dit taknemmelige hjerte, skælvende af uvished, vende sig til ham. Grib fat på det håb, som fremholdes for dig. Kristus venter på at optage dig i sin familie. Hans kraft vil stå dig bi i den svaghed. Han vil lede dig skridt for skridt. Læg din hånd i hans og lad ham lede dig. SLF 87.1

Tænk aldrig, at Kristus er langt borte; han er altid nær; han omgiver dig med sin kærlighed. Søg ham som, den der ønsker, at du skal finde ham. Han ønsker ikke alene, at du skal røre ved hans klæde bon, men at du skal vandre i uafbrudt samfund med ham. SLF 87.2

Løvhyttefestens højtid var lige afsluttet. Præsterne og rabbinerne i Jerusalem havde ikke haft held med sig i deres planer mod Jesus. Det var aften, “og hver gik til sit hus. Men Jesus gik til Oliebjerget”. (Joh 7,53; 8,1) Jesus vendte sig bort fra byens larm og forvirring, fra den ivrige folkeskare og de troløse rabbinere og gik hen til en lille lund af olie træer, hvor han kunne være alene med Gud. Tidlig om morgnen vendte han atter tilbage til templet, og da folket samledes omkring ham, satte han sig ned og lærte dem. SLF 88.1

Han blev snart afbrudt i sin tale. Nogle farisæere og skriftkloge nærmede sig, og slæbte en skrækslagen kvinde med sig, som de ivrigt og strengt anklagede for at have overtrådt budet: “Du skal ikke bedrive hor.” De skubbede hende foran sig hen til Jesus og sagde med en hyklerisk forstillelse af ærbødighed: “Mester! denne kvinde er grebet i hor på fersk gerning. Men Moses bød os i loven, at sådanne skal stenes; hvad siger nu du?” (Joh 8,4 5) SLF 89.1

Deres påtagede ærbødighed skjulte en velovervejet plan om at komme ham til livs. Hvis Jesus frikendte kvinden, så kunne han beskyldes for ringeagt for Mose lov; erklærede han hende skyldig til døden, kunne de anklage ham til romerne som en, der tilranede sig en myndighed, som alene tilhørte dem. SLF 89.2

Jesus betragtede disse mennesker den skælvende kvinde i hendes skam og de hårdhjertede stormænd, blottede endda for menneskelig medfølelse. Hans rene, pletfrie ånd unddrog sig dette syn. Uden at vise noget tegn på. at han havde hørt deres spørgsmål, bøjede han sig ned, vendte sine øjne mod jorden og begyndte at skrive i støvet. SLF 90.1

Utålmodige over hans tøven og tilsyneladende ligegyldighed trængte anklagerne nærmere og fremhævede ham sagen. Men idet deres øjne, ledet af Jesu blik, faldt på jorden, forstummede deres ord. Der så de en fortegnelse over de synder, som de selv i skjul havde gjort sig skyldige i. SLF 90.2

Jesus rejste sig, fæstede sine øjne på de lumske mænd og sagde: “Den, som er syndfri iblandt jer, kast først stenen på hende.” (Joh 8,7) Derpå satte han sig atter ned og skrev videre. SLF 90.3

Han havde ikke tilsidesat den moralske lov, ej heller havde han krænket romermagtens myndighed. Hans anklagere havde lidt nederlag. Berøvet deres kjortel af indbildsk hellighed, stod de nu der, skyldige og fordømte for hans åsyn, som var den guddommelige renhed selv. Skælvende af frygt for, at deres syndige liv skulle blive afsløret for hele folket, sneg de sig bort med bøjede hoveder og sænket blik, og efterlod deres offer hos den medlidende Frelser. SLF 90.4

Jesus rejste sig, så på kvinden og sagde: “Hvorhenne er dine anklagere? fordømte ingen dig? Men hun sagde: Herre! ingen. Men Jesus sagde til hende: Jeg fordømmer dig heller ikke; gå bort, og synd ikke mere.” (Joh 8,10 11) SLF 90.5

Kvinden havde stået foran Jesus, bævende af frygt. Hans ord: “Den, som er uden synd iblandt jer, kaster først stenen,” havde lydt for hende som en dødsdom. Hun vovede ikke at løfte blikket op og se Frelseren i ansigtet, men ventede i tavshed sin dom. Med forundring så hun sine anklagere gå tavse og forvirrede bort. Da lød disse håbets ord i hendes ører: “Jeg fordømmer dig heller ikke; gå bort, og synd ikke mere.” Hendes hjerte var blødgjort. Hulkende kastede hun sig ned for Jesu fødder, og fremstammede sin tak og sin kærlighed og bekendte med bitter gråd sine synder. SLF 90.6

Dette blev for hende begyndelsen til et nyt liv i renhed, fred og gudhengivenhed. Ved at løfte denne faldne sjæl op udførte Jesus et større mirakel end ved helbredelsen af den sværeste legemlige lidelse; han helbredte den åndelige sygdom, som ender med evig død. Den bodfærdige kvinde blev en af hans mest hengivende tilhængere. Ved sin selvopofrende kærlighed og hengivenhed viste hun sin taknemmelighed over, at han i nåde havde tilgivet hende synd. Verden havde intet andet end hån og foragt tilovers for denne faldne kvinde; men han, som var uden synd, ynkedes over hende i hendes svaghed og rakte hende en hjælpende hånd. De hykleriske farisæere var fremkommet med deres anklagere; men Jesus sagde til hende: “Gå bort, og synd ikke mere.” SLF 91.1

Jesus kender de omstændigheder, hvori enhver sjæl er stedt. Jo større synderens skyld er, desto større er hans trang til Frelseren. De, som fremfor alle andre er genstand for hans guddommelige kærlighed og medlidenhed, er dem, som er mest håbløst indviklede i fjendens snarer. Med sit eget blod har han underskrevet menneskeslægtens frigørelsesdokument. SLF 91.2

Jesus ønsker ikke, at de, som er blevet købte til en sådan pris, skal være en kastebold for satans fristelser. Han vil ikke, at vi skal blive overvundne og gå fortabt. Han, som lukkede løvernes mund i løvekulen, og som vandrede med sine tro vidner midt i den gloende ildovn, er lige så villig til at bistå os i at overvinde alt det onde i vor natur. Han står nu foran nådens alter og frembærer for Gud deres bønner, som behøver hans hjælp. Ingen grædende, og sønderknust sjæl viser han bort. Han vil gerne tilgive alle, som kommer til ham for at få forladelse og genoprejsning. Han fremholder ikke for nogen alt det, han kunne åbenbare; men han byder den bævende sjæl at fatte mod. Alle, som vil, kan gribe fat på Guds kraft og slutte fred med ham, og han vil slutte fred. SLF 92.1

Den som søger tilflugt hos Jesus, løfter han op over menneskenenes kiv og anklage. Hverken mennesker eller onde engle formår at skabe disse sjæle. Kristus forener dem med sin egen guddommelige og menneskelige natur. De står i det lys, som udstråler fra Guds trone, ved siden af ham, som bærer verdens synd. SLF 92.2

Jesu Kristi blod renser “fra al synd”. (1Joh 1,7) “Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds højre hånd, som og træder frem for os.” (Rom 8,33 34) SLF 92.3

Kristus vidste, at han havde fuldstændigt Herredømme over vind og bølger og over mennesker, som var besatte af djævle. Han, som stillede stormen og bød den oprørte sø lægge sig, bragte ved sit ord ro til veje i det sind, som Satan havde forvirret og overvældet. SLF 92.4

Jesus stod i synagogen og talte om, at han var kommet for at frigøre syndens trælle. Et rædselsskrig afbrød ham i hans tale. En afsindig styrtede frem fra folkemængden og råbte: “Hvad har vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommet for at fordærve os? Jeg kender dig, hvem du er, den Guds hellige. SLF 92.5

Jesus truede af den onde ånd og sagde: “Ti, og far ud af ham! Og den onde ånd kastede ham ned midt iblandt og for ud af ham uden at skade ham.” (Mark 1,24) SLF 93.1

Også denne mand havde selv på draget sig sin lidelse. Syndens vellyst havde fortryllet ham, og han havde sat sig for at ville nyde livet i fuldt mål. Frådseri, drukkenskab og letsindighed fordærvede det ædle i hans natur, og Satan fik fuldstændigt herredømme over ham. Samvittigheden vågnede for sent. Når den tid kom, da han gerne ville have opofret rigdom og givet afkald på nydelserne for atter at genvinde sit tabte menneske værd, sad han hjælpeløs fast i den ondes garn. SLF 93.2

Da han nu var kommet i Frelserens nærhed, vaktes hans længsel efter frigørelse; men den onde ånd modstod Kristi magt. Når manden forsøgte at bede Jesus om hjælp, lagde den onde ånd ordene i hans mund, og han råbte i angst og forfærdelse. Den besatte havde delvis en forståelse af, at han her stod overfor en, som kunne skaffe ham befrielse; men når han forsøgte at komme derhen, hvor den mægtige hånd kunne nå ham, var der en anden vilje, som holdt ham tilbage, der var en, som talte igennem ham. SLF 93.3

Kampen mellem Satans magt på den ene side og den besattes eget ønske om frigørelse på den anden var frygtelig. Det syndes, som om den hårdt plagede måtte miste livet i kampen mod den fjende, som havde ødelagt hans menneskeværd. men Frelseren talte med myndighed og satte den fangne fri. Manden, som havde været besat, stod foran den undrende mængde, fri og selvbehersket. SLF 93.4

Med glad røst priste han Gud for befrielse. De øjne, hvori han for få øjeblikke siden kun så afsindets vilde blik, lyste nu af forstand og var fyldte med taknemmelighedens tårer. De tilstedeværende var stumme af forbavselse; men så snart de atter havde besindet sig og kunne tale, udbrød de: “Hvad er dette? En ny lære! Med myndighed byder han endda de urene ånder og de er ham lydige!” (Mark 1,27) DSLF 94 SLF 94.1

Men deres tilstand er dog ikke håbløs. Gud hersker ikke over vort sind uden vort samtykke; men det står enhver frit for at vælge, hvilken magt han vil lade sig beherske af. Ingen er faldet så dybt, ingen er så moralsk fordærvet, at han ikke kan finde befrielse hos Kristus. I stedet for en bøn kunne den besatte kun udtale de ord, som Satan lagde i hans mund; men hjertets tavse bøn blev alligevel hørt. Når en sjæl råber til Gud i sin nød, vil dens råb aldrig blive uhørt, selv om det ikke bliver udtrykt i ord. De, som er villige til at indgå i pagt med Gud, overlades ikke til Satans magt eller til deres egen svage natur. SLF 95.1

“Mon man kan tage fra den vældige, hvad han har taget? og mon den retfærdiges fanger skal undkomme? Ja, så siger Herren: Både skal fangerne tages fra den vældige, og det, en voldsmand har taget, skal rives fra ham; og jeg vil trætte med dem, som trætter med dig, og vil frelse dine børn.” (Es 49,24 25) En underfuld forvandling vil foregå med den, som i tro åbner sit hjertes dør for Frelseren. SLF 95.2

Ligesom de tolv apostle, som Kristus tidligere havde udsendt, blev også de 70 disciple givet overnaturlig magt som en besegling på deres mission. Efter at de havde fuldført deres gerning, kom de tilbage med glæde og sagde: “Herre! også djævlene er os underdanige i dit navn.” Jesus svarede: “Jeg så, at Satans faldt ned fra himlen som et lyn.” (Luk 10,17 18) SLF 96.1

Fra den tid af skulle Kristi efterfølgere betragte Satan som en besejret fjende. På korset skulle Kristus vinde sejren for dem, og denne sejr ønskede han, at de skulle tilegne sig som deres egen. “Se,” sagde han, “jeg giver jer magt til at træde på slanger og skorpioner og over al fjendens kraft, og slet intet skal skade jer.” (Luk 10,17 18) SLF 96.2

Den Helligånds almagt er den angergivne sjæls værn. Kristus vil ikke, at nogen, som i anger og tro stiller sig under hans beskyttelse, skal komme ind under fjendens magt. Vel er det sandt, at Satan er et mægtigt væsen; men takket være Gud! har vi en mægtig Frelser, som uddrev den onde fra himlen. Det behager Satan, når vil taler om hans magt. Hvorfor ikke tale om Jesus? Hvorfor ikke ophøje hans magt og hans kærlighed? SLF 96.3