I den Store Læges fodspor

Udvikling og tjeneste

Kristenlivet betyder mere, end hvad mange antager. Det består ikke udelukkende i mildhed, tålmodighed, sagtmodighed og venlighed. Disse er væsentlige dyder; men der behøves også mod, kraft, energi og udholdenhed. Den vej, som Kristus viste os, er selvfornægtelsens trange sti. For at kunne betræde denne sti og trænge sig frem gennem venskeligheder og ubehageligheder må man være noget mere end en svækling. SLF 505.1

Der er brug for mænd, som besidder styrke, mænd, som ikke venter, indtil vejen er jævnet og enhver hindring fjernet, mænd, som vil opflamme ny iver hos slappe, modløse arbejdere; mænd, hvis hjerter gløder af kristelig kærlighed, og hvis hænder er stærke til at udføre deres Herres gerning. SLF 505.2

Nogle af den, som er beskæftigede med missionsarbejde, er svage og slappe, mangler energi og bliver let forsagte. De mangler ihærdighed. De ejer ikke de bestemte karaktertræk, som sætter en i stand til at udrette noget; de mangler den ånd og energi, som vækker begejstring. De, som ønsker at gøre fremgang, må have mod og håb. De bør udvikle, ikke alene de passive, men også de aktive dyder. På samme tid som de må kunne give et mildt svar, som dæmper vrede, må de også eje heltens uforfærdethed til at modstå det onde. Sammen med den kærlighed, som tåler alt, behøver de den karakterstyrke, som vil gøre deres indflydelse til en afgjort kraft. SLF 505.3

Nogle har ingen karakterfasthed; deres planer og forsætter har ingen bestemt form, intet bestemt indhold. De er kun af ringe praktisk nytte i verden. Denne svaghed, ubestemthed og udygtighed bør overvindes. I en sand kristelig karakter er der en ubetvingethed, som ikke lader sig påvirke eller kue af ugunstige forhold. Vi må besidde moralsk styrke, en retskaffenhed, som ikke er modtagelig for smiger, bestikkelse eller frygt. SLF 506.1

Gud ønsker, at vi skal benytte enhver lejlighed til at gøre os skikkede til hans værk. Han venter, at vi skal sætte alle vore kræfter ind på dets udførelse, og at vi skal have dets hellighed og store ansvar for øje. SLF 506.2

Mange, som har betingelser for at kunne gøre et udmærket arbejde, udretter kun lidt, fordi de forsøger så lidt. tusinder af mennesker henlever deres liv, som om de ikke havde nogen stor opgave at leve for, intet højt mål at nå. En af grundene hertil er den, at de vurder sig selv så lavt. Kristus har betalt en uhyre pris for os, og han ønsker, at vi skal vurdere os selv på grundlag af den pris, han har betalt. SLF 506.3

Vær ikke tilfreds med at blive stående på et lavt trin. vi er ikke alt, hvad vi kunne være, eller hvad det er Guds vilje, at vi skulle være. Gud har givet os forstandsevner, ikke for at de skulle ligge uvirksomme eller misbruges til jordiske og intetsigende formål, men for at de skulle udvikles til det yderste, forbedres, helliges, forædles og benyttes til at fremme hans riges interesser. SLF 506.4

Ingen bør lade sig nøje med at være blot en maskine, der drives af et andet menneske. Gud har givet os evner til at tænke og handle, og det er ved at handle med forsigtighed og forvente visdom fra ham, at man bliver i stand til at bære ansvar. Brug den personlighed, som Gud har givet dig; vær ikke en andens skygge. Tro, at Herren vil virke i dig, ved dig, ved dig og gennem dig. SLF 506.5

Vi bør aldrig tænke, at vi har nok, og at vi nu kan formindske vore bestræbelser. Et menneskes måles efter sin åndelige udvikling. Vor uddannelse bør fortsættes hele livet igennem. Hver dag bør vi lære noget og gøre en praktisk anvendelse af det, som vi har lært. SLF 507.1

Husk på, at i hvilken stilling du end må være i, så åbenbarer du dine bevæggrunde og udvikler karakteren i den ene eller den anden retning. Hvad dit arbejde end består i, så udfør det med nøjagtighed og flid; overvind tilbøjeligheden til at søge let arbejde. SLF 507.2

Den samme ånd og de samme grundsætninger, som man åbenbarer i sit daglige arbejde, vil man åbenbare i al sin vandel. De, som ønsker en bestemt mængde arbejde, en bestemt løn, og som ønsker lige med én gang at passe ind i arbejdet uden at gøre sig nogen ulejlighed for at lære, er ikke dem, som Gud kalder til at virke i hans sag. De, som beskikker sig på at gøre den mindst mulige brug af deres fysiske, åndelige og moralske evner og kræfter, er ikke de arbejdere, på hvem han kan lægge rige velsignelser. Deres eksempel virker smittende. Egne interesser er det fremherskende hos dem. De, som man må se efter med, og som kun arbejder, når enhver enkelt pligt påpeges for dem, er ikke dem, til hvem Herren vil sige: Du gode og tro tjener. Der behøves arbejdere, som udviser energi, retskaffenhed og flid, sådanne, som er villige til at gøre hvad som helst, der er påkrævet. SLF 507.3

Mange bliver ikke til noget, fordi de uddrager sig ansvar af frygt for, at det skulle mislykkes for dem. Derved opnår de ikke den udvikling, som erfaring medfører, og som læsning og studium og alle de fordele, som ellers kan opnåes, ikke kan skaffe dem. SLF 508.1

Vi kan danne omstændighederne, men vi må ikke tillade disse at danne os. Vi bør gribe omstændigheder som redskaber til at arbejde med. Vi skal herske over den, men må ikke tillade dem at herske over os. SLF 508.2

De, som har kraft med sig i deres virksomhed, er sådanne, som har mødt modstand, nederlag og skuffelser. De hindringer som de møder, bidrager til at sætte deres evner og kræfter i virksomhed og bliver således til afgjort velsignelse for dem. De vinder selvtillid. Når man har kampe og kommer i forlegenhed, så ledes man til at sætte sin lid til Gud og til at udvise den fasthed, som gør en stærk. SLF 508.3

Kristus var aldrig kneben i sin virksomhed. Han målte ikke sit arbejde med så og så mange timer. Hans tid, hans hjerte, hans sjæl og styrke var viet til arbejdet for at gavne menneskeheden. I løbet af dagen udførte han sin anstrengende virksomhed, og lange nætter igennem lå han bøjet i bøn til Gud om nåde og udholdenhed, for at han kunne udfolde en større virksomhed. Med stærke råb og tårer opsendte han sine bønner til himlen om, at hans menneskelige natur måtte blive styrket, at han måtte blive sat i stand til at møde alle den listige fjendes forførelser og fuldbyrde sin mission men at højne menneskeheden. Til disse arbejdere siger han: “Jeg har givet jer et eksempel, at ligesom jeg gjorde, skal også I gøre.” (Joh 13,15) SLF 508.4

“Kristi Kærlighed tvinger os,” (2Kor 5,14) sagde Paulus. Denne var den virkende grundsætning i hans vandel; denne var hans drivkraft. Hvis hans nidkærhed på pligtens sti nogen sinde slappedes et eneste øjeblik, så kunne et blik på korset bringe ham til på ny at omgærde sit sinds lænder og til at trænge fremad på selvfornægtelsens vej. I arbejdet for sine brødre stolede han i høj grad på den evige kærligheds blødgørende, tvingende kraft, således som den kom til syne i Kristi offer. SLF 509.1

Hvor alvorlig og hvor rørende er ikke hans henstilling: “I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, der han var rig, på det I ved hans fattigdom skulle blive rige.” (2Kor 8,9) I kender den højhed, hvorfra han nedlod sig, det ydmygelsens dyb, hvortil han steg ned. Han betrådte opofrelsens sti og veg ikke af, førend han havde givet sit liv. Imellem tronen i himlen og korset var der ingen hvile for ham. Hans kærlighed til menneskerne ledte ham til at møde enhver forsmædelse og lide enhver mishandling med glæde. SLF 509.2

Paulus formaner os: “Enhver se ikke på sit, men enhver også på andres.” (Fil 2,4) Han byder os have det samme sindelag, “som også var i Kristus Jesus, hvilken, der han var i Guds skikkelse, ikke holdt det for et rov at være Gud lig; men han forringede sig selv, idet han tog en tjeners skikkelse på, og blev mennesker lig; og da han var fundet i skikkelse som et menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil døden, ja korsets død.” (Fil 3,5 8) SLF 509.3

Det var meget magtpåliggende for Paulus, at Kristi ydmygelse måtte blive kendt og forstået. Han var overbevist om, at hvis menneskerne kunne ledes til at betragte det vidunderlige offer, som himlens majestæt havde bragt, så ville egenkærlighed forsvinde fra deres hjerter. Apostelen dvæler ved punkt efter punkt, for at vi i nogen grad må kunne fatte Frelserens underfulde nedladelse for synderes skyld. Han henleder først opmærksomheden på den stilling, som Kristus indehavde i himlen i Faderens skød. Dernæst åbenbarer han ham som den, der lægger herlighed til side, frivillig underkaster sig en tjeners ansvar og bliver lydig indtil døden, og det endda den mest vanærende, uhyggelige og smertefulde død døden på korset. Kan vi tænke på denne vidunderlige åbenbarelse af Guds kærlighed uden at fyldes med taknemmelighed og kærlighed og uden at få en dyb følelse af den sandhed, at vi ikke er vore egne? Sådan en herre bør man ikke tjene af ulyst eller af egennyttige grunde. SLF 509.4

I ved, siger Peter, at I ikke er forløste “med forkrænkelige ting, sølv eller guld”. (1Pet 1,18) O kunne blot disse ting have givet menneskerne frelse, hvor let det da havde kunnet lade sig gøre for ham, som siger: “Mig hører sølvet til, mig hører guldet til”! (Hag 2,8) Men synderen kunne alene forløses med Guds Søns dyrebare blod. De, som ikke forstår at skatte det underfulde offer og derfor uddrager sig fra Kristi tjeneste, vil omkomme i deres egenkærlighed. SLF 510.1

Kristi livsgerning, det store genløsningsværk, som han var kommet for at udføre, var det største og vigtigste i hans liv; alt andet var af underordnet betydning. Den samme hengivenhed, den samme selvfornægtelse og opofrelse og den samme lydighed mod Guds ords fordringer må vise sig hos hans disciple. SLF 510.2

Enhver, der tager imod Kristus som sin personlige frelser, vil længes efter den forret at kunne tjene Gud. Når han betænker, hvad Herren har gjort for ham, røres hans hjerte af uendelig kærlighed og inderlig taknemmelighed. Han længes med begærlighed efter at åbenbare sin taknemmelighed ved at vie sine evner til Guds tjeneste. Han længes efter at vise sin kærlighed til Kristus og til dem, som han har dyrt købt. Han attrår møje, og besværlighed og opofrelse. SLF 510.3

Den sande Guds medarbejder vil gøre sit bedste, fordi han derved kan forherlige sin Herre. Af agtelse for Guds fordringer vil han gøre, hvad der er ret. Han vil stræbe efter at bringe alle sine evner i anvendelse. Han vil udføre enhver pligt som for Guds åsyn. Hans eneste tragten vil være, at Kristus må modtage hyldest og fuldkommen tjeneste. SLF 510.4

Der gives et maleri, som fremstiller en okse, der står imellem en plov og et alter, og bærer indskriften: “Rede til begge dele” rede til at arbejde med at trække ploven eller til at ofres på alteret. Dette er en fremstilling af det sande Guds barn villig til at gå, hvor som helst pligten kalder, til at fornægte sig selv og til at ofre sig i Frelserens tjeneste. SLF 511.1