I den Store Læges fodspor

Moderen

Hvad forældrene er vil børnene for en stor del også blive. Forældrenes fysiske tilstand, deres tilbøjeligheder og lyster, deres åndelige og moralske tendenser, vil i en større eller mindre grad også finde hos børnene. SLF 377.1

Jo ædlere forsæter forældrene har, jo bedre de er udrustede i sjælelig og åndelig henseende, og jo fuldkommenere de er udviklede på det fysiske område, desto bedre livsbetingelser skænker de deres børn. Ved at udvikle hos sig det, som er godt, udøver de en indflydelse, som virker dannende på samfundet og opløftende på kommende slægter. SLF 377.2

Det er nødvendigt, at fædre og mødre forstår deres ansvar. Verden er fuld af snarer, der lægges for de unges fødder. Skarer af mennesker føler sig tiltrukket af et liv i egenkærlig og sanselig nydelse. De kan ikke se de skjulte farer eller den frygtelige afslutning på den sti, som for dem syndes at være vejen til lykke. Ved at føje deres lyster og lidenskaber spilder de deres kræfter, og millioner af mennesker ruineres både for denne verden og for den tilkommende. Forældre bør huske på, at deres børn må møde disse fristelser. Allerede forud for barnets fødsel bør den forberedelse påbegyndes, som vil sætte det i stand til med held at bekæmpe det onde. SLF 377.3

Især hviler der et ansvar på moderen. Barnet ernæres og dets legeme bygges op af hendes livsblod, og hun bibringer det også sådanne åndelige og sjælelige indflydelser, som bidrager til at danne sind og karakter. Det var Jokebed, den tros stærke hebraiske moder, som frygtede ikke for kongens befaling” (Heb 11,23), der fødte Moses, Israels Befrier. Det var Hanna, bønnens og selvopofrelsens og af himlen påvirkede kvinde, som fødte barnet Samuel, dette af Gud oplærte barn, den retskafne dommer, grundlæggeren af Israels hellige skoler. Det var Elisabeth, denne Maria af Nazareths tænkte og åndsbeslægtede, som blev moder til Frelserens forløber. SLF 378.1

Med hvilken omhu, moderen bør våge over sine livsvaner, fremgår af skriften. Da Herren ville oprejse Samson til en befrier for Israel, åbenbarede “Herrens engel” sig for moderen og gav hende særlig undervisning om hendes levevis og også om, hvorledes barnet skulle behandles. “Vogt dig nu,” sagde han, “at du ikke drikker vin, ej heller stærk drik, og at du ikke æder noget urent.” (Dom 13,13.4.7) SLF 378.2

Betydningen af de indflydelser, som gør sig gældende før fødslen, betragtes af mange som en sag af ringe vigtighed; men således betragter Herren det ikke. Det budskab, som Gud sendte ved en engel, og som to gange blev givet på en så alvorlig måde, viser, at sagen fortjener vor omhyggelige overvejelse. SLF 378.3

De ord, som blev talt til den hebraiske moder, taler Gud til enhver moder i enhver tidsalder. “For alt det,” sagde englen, “som jeg har sagt til kvinden, skal hun tage sig i vare.” Barnets velfærd påvirkes af moderens livsvaner. I sine tilbøjeligheder og lidenskaber må hun være ledet af principper. Der er noget for hende at afstå fra, noget for hende at modarbejde, om hun skal kunne opfylde Guds hensigt med hende, når han giver hende et barn. Hvis hun før barnets fødsel hengiver sig til nydelser, hvis hun er egenkærlig, utålmodig og streng, så vil disse samme træk vise sig hos barnet. På denne måde har mange børn som fødselsret modtaget næsten uovervindelige tilbøjeligheder til det onde. SLF 378.4

Men hvis moderen ufravigeligt holder fast ved rigtige grundsætninger, hvis hun er afholdende og selvfornægtende, hvis hun er venlig, mild og uegennyttig, så kan hun bibringe sit barn de samme ypperlige karaktertræk. Meget bestemt var forbudet moderens brug af vin. Enhver dråbe stærk drik, som hun tager for at tilfredsstille sin lyst, rummer fare for barnets legemlige, åndelige og moralske sundhed og er en ligefrem synd mod hendes skaber. SLF 379.1

Mange påstår, at alle moderens ønsker må tilfredsstilles, og at hvis hun ønsker en ret, hvor skadelig den end er, så skal hun frit følge sin lyst. Et sådant råd er urigtigt og skadeligt. Vel bør moderens fysiske behov på ingen måde forsømmes; to menneskers liv afhænger af hende, og man bør omhyggeligt tage hensyn til hendes ønsker og skaffe hende, hvad hun behøver; men i denne tidsperiode fremfor nogen anden bør hun både i sin kost og i enhver anden henseende undgå alt, hvad der vil nedsætte den legemlige eller sjælelige styrke. Ved Guds egen befaling er det pålagt hende som den alvorligste pligt at øve selvbeherskelse. SLF 379.2

Der bør tages omhyggeligt hensyn til moderen. I stedet for at hun skulle spilde sine kostbare kræfter ved anstrengende arbejde, bør hendes bekymringer og byrder lettes. Ofte kender manden og faderen ikke til de fysiske love, som familiens vel kræver, at han skulle forstå. Optaget som han er i kampen for det daglige brød eller ivrig efter at samle formue og trykket af bekymringer og besværligheder, lader han hustruen og moderen bære byrder, som overstiger hendes kræfter under den mest kritiske periode, og som forårsager svækkelse og sygdom. SLF 379.3

Mangen en mand og fader kunne hente en værdifuld undervisning ved at betragte denne omhyggelige og trofaste hyrde. Da Jakob blev tilknyttet til af foretage en hurtig og vanskelig rejse, svarede han: SLF 380.1

“Børnene er svage, og her er kvæg og får med mig, og overdrev man dem én dag, da døde alt kvæget”. “Jeg vil drive så sagtelig, efter som hjorten, der er for mig, kan gå, og børnene kan gå.” (Mos 33,13-14) SLF 380.2

Lad manden og faderen “drive lidt efter lidt” på livets møjsommelige vej, efter som hans ledsagerinde på rejsen er i stand til at holde ud. Lad ham midt i verdens ivrige jagen efter rigdom og magt lære at gå langsomt, at trøste og støtte hende, som er kaldet til at stå ved hans side. SLF 380.3

Moderen bør vænne sig til at være glad, tilfreds og lykkelig for enhver bestræbelse i denne retning vil hun høste rigelig belønning både i sine børns fysiske sundhed og moralske karakter. Ved at være glad og tilfreds vil hun befordre familiens lykke og i meget høj grad fremme sin egen sundhed. SLF 380.4

Lad manden støtte sin hustru ved sin sympati og aldrig svigtende hengivenhed. Hvis han ønsker, at hun skal vedblive at være livlig og glad, så at hun bliver ligesom en solstråle i hjemmet, så lad ham hjælpe hende at bære hendes byrder. Hans venlige og kærlige opmærksomhed vil være hende en dyrebar opmuntring, og den lykke, som han meddeler, vil bringe glæde og fred ind i hans eget hjerte. SLF 380.5

Den mand, og fader, som grætten, egenkærlig og ubeslutsom, er ikke alene selv ulykkelig, men kaster en skygge over alle, som er i hans hjem. Han vil høste frugten deraf ved at se sin hustru blive modfalden og sygelig og børnene brændemærkede med hans ubehagelige sindelag. SLF 380.6

Hvis moderen må favne den pleje og de bekvemmeligheder, hun bør have, og hvis hun må udtømme sine ved meget arbejde eller ved ængstelse og friskhed, så vil hendes børn ikke få den livskraft og den sjælelige spændstighed, den fejhed og kraft, som de bør arve. Langt bedre vil det være at gøre moderens liv lyst og lykkeligt, at beskytte hende mod savn, opslidene arbejde og trykkende bekymring og lade hendes børn arve en kraftig konstitution, for at de selv kan besidde energi og kraft til at bane sig vej gennem livet. DSLF 381 SLF 380.7

Lykkelige er de forældre, hvis liv er en tro afspejling af det guddommelige, således at Guds løfter og befalinger vækker taknemmelighed og ærefrygt hos barnet! Lykkelige de forældre, hvis ømhed, retfærdighed og langmodighed tolker for barnet Guds kærlighed, retfærdighed og langmodighed, og som ved at lære barnet at elske, adlyde og forlade sig på dem lærer det at elske, adlyde og forlade sig på sin Fader i himlen! De forældre, som skænker barnet en sådan gave, har givet det en rigdom, som er mere dyrebar end alle verdens rigdomme, en skat, der er lige så varig som evigheden. SLF 381.1

I de børn, som er hende betroede, har enhver moder fået et helligt ansvar af Gud: “Tag denne søn, denne datter,” siger han, “opdrag barnet for mig, giv det en karakter, som er poleret som stenen i paladsets mure, at det må kunne skinne i Herrens sale i al evighed.” SLF 381.2

Moderens arbejde forekommer hende ofte at være af ringe betydning. Det er et arbejde, som sjælden bliver påskønnet. Andre kender kun lidt til hendes mange bekymringer og byrder. Hendes tid er optaget af en række små pligter, der alle kræver tålmodig bestræbelse, selvbeherskelse, takt, visdom og selvopofrende kærlighed; og dog kan hun ikke rose sig af, at hun dermed har udrettet noget stort; hun har kun gjort, at hjemmets anliggender gik deres jævne gang. Træt og besværet, som hun ofte var, har hun forsøgt at tale venligt til børnene, at holde dem beskæftigede og lykkelige og at lede de små fødder på den rette vej. Hun føler, som om hun ingenting har udrettet. Men således forholder det sig ikke. Himmelske engle holder øje med den trætte moder og lægger mærke til de byrder, som hun bærer dag efter dag. Hendes navn bliver måske ikke omtalt her i verden; men det er skrevet i lammets livets bog. SLF 381.3

Det er en Gud i det høje, og lyset og herligheden fra hans trone hviler over den trofaste moder, idet hun søger at oplære sine børn til at modstå indflydelsen af det onde. Intet andet hverv kan måle sig med hendes, hvad betydning angår. Hun har ikke således som kunstmaleren til opgave at frembringe et smukt billede på lærred, eller som billedhuggeren ar udhugge det i marmor; hun skal ikke således som forfatteren klæde en ædel tanke i slående ord, eller som musikeren udtrykke en smuk stemning i toner; hendes opgave er med Guds bistand at udvikle i en menneskesjæl billedet af det guddommelige. SLF 383.1

Den moder, som forstår dette, vil betragte sine anledninger som uvurderlige. Med alvor vil hun såvel i sin egen karakter som i sin opdragelsesmetode søge at stille det højeste ideal op for sine børn. Med tålmodighed, alvor og frimodighed vil hun stræbe efter åndelig udvikling, for at hun må kunne gøre en rigtig brug af sine højeste evner under opdragelsen af sine børn. Med alvor vil hun spørge: “Hvad har Gud sagt?” Hun vil granske hans ord med flid. Hun vil holde blikket fæstet på Kristus, for at hendes egen daglige erfaring under hendes beskedne sysler og pligter må være en tro genspejling af ham, som er det sande liv. SLF 384.1