I den Store Læges fodspor

Stimulanser og narkotiske midler

Under rubrikken stimulanser og narkotiske midler hører en mængde forskellige ting, der, anvendte som mad og drikke, irriterer maven, forgifter blodet og pirrer nerverne. Brugen af disse ting er absolut onde. Man tyr til brugen af ophidsende pirremidler, fordi følgerne lige i øjeblikket syndes at være gunstige; men der kommer altid et tilbageslag. Anvendelsen af unaturlige stimulanser fører altid til overdrivelse og er et virksomt middel til at fremskynde fysisk forfald og ruin. SLF 331.1

Jo mindre pirrende føde man bruger i vor travle tid desto bedre. Krydderier er skadelige. Sennep, peber, pickles og andre lignende ting irriterer maven og gør blodet usundt. Den betændte tilstand fremstilles ofte som et billede på de alkoholiske drikkes virkning. Lignende betændelsestilstande fremkaldes ved brugen af skarpe krydderier. Snart vil almindelig føde ikke mere kunne tilfredsstille; man føler et savn, en trang til noget mere stimulerende. SLF 331.2

Te virker som et pirremiddel og fremkalder en vil grad af beruselse. Virkningen af kaffe og mange andre almindelige drikkevarer er af lignende art. Til at begynde med føler man sig oplivet. Mavesækkens nerver pirres, og igennem disse føres pirringen videre til hjernen, som så ophidses til at påskynde hjertevirksomheden og meddele en kortvarig kraft til hele organismen. Man glemmer sin træthed og syndes at have fået ny styrke, åndsevnerne vækkes, og fantasien bliver livligere. SLF 331.3

På grund af disse virkninger tror mange, at deres kaffe og te gavner dem i høj grad. Dette er imidlertid en fejltagelse. Kaffe og te tilfører ikke organismen næring; deres virkninger gør sig gældende, inden fordøjelsen og opsugelsen i organismen endnu har fundet sted, og det, som man antager for at være styrke, er kun en ophidselse af nerverne. Når den stimulerende nydelse er ophørt, forsvinder den unaturlige styrke, og følgen er en tilsvarende grad af mathed og slappelse. SLF 332.1

En fortsat brug af disse nervestimulanser efterfølges af hovedpine, søvnløshed, hjertebanken, fordøjelsesforstyrelse, rysten og mange andre onder; for de fortærer livskraften. Trætte nerver behøver ro og hvile i stedet for pirring og overanstrengelse. Naturen behøver tid til at genvinde de opbrugte kræfter. Når man ved hjælp af pirremidler tvinger dem til at arbejde, kan mere udrettes for en tid; men efterhånden som organismen svækkes ved deres stadige brug, bliver det lidt vanskeligere at ophidse dens kræfter i den ønskede grad. Trangen til pirremidler bliver vanskeligere at beherske, indtil viljen til sidst besejres, og vedkommende syndes ikke længere at besidde evnen til at modstå den unaturlige trang. Han må ty til endnu stærkere pirremidler, indtil den overanstrengte organisme ikke længere lader sig påvirke af sådanne ting. SLF 332.2

Tobakken er en lumsk, langsomt virkende, men i høj grad ondartet gift. I hvilken form den end bruges, udøver den sin virkning og er så meget desto farligere, som den virker langsomt, til at begynde med næsten umærkeligt. Den ophidser og lammer nerverne, svækker og omtåger hjernen, og ofte påvirker den nerverne endnu kraftigere end de berusende drikke. Den virker mere i det skjulte, og det er vanskeligt at befri organismen for følgerne af dens brug. Tobakken skaber tørst til stærk drik og lægger i mange tilfælde grundvolden til drukkenskab. SLF 334.1

Brugen af tobak er uhensigtsmæssig, kostbar, smudsig, vanarende for vedkommende selv og modbydelig for andre. Alle vegne støder man på tobakkens tilbedere; man kan sjælden færdes i en forsamling af mennesker, uden at rygere sender deres giftsvangre åndedræt lige i ens ansigt. Det er ubehagelig og usundt at opholde sig i en jernbane kupe eller i et værelse, hvor luften er fyldt med dunster af alkohol og tobak. Selv om nogen hårdnakket holder fast ved brugen af disse gifte, hvad ret har de alligevel til at fordærve den luft, som andre må indånde? SLF 334.2

Iblandt børn og unge mennesker gør tobakken uberegnelig skade. Virkningen af tidligere slægters usunde livsvaner gør sig gældende hos børnene og ungdommen i vor tid. Åndssvaghed, legemlig svækkelse, forstyrrene nerver og unaturlige lyster overføres som arv fra forældre til børn. Børnene fortsætter i de samme onde vaner, og således forsøges og foreviges de slette følger. Dette er i ikke ringe grad årsag til den legemlige, sjælelige op moralske tilbagegang, der er ved at vække alvorlig bekymring. SLF 335.1

Drenge begynder at bruge tobak i en meget ung alder. Den vane, der således grundlægges, medens legeme og sind er i særlig grad modtagelige for dens virkninger, undergraver de fysiske kræfter, forkrøbler legemet, sløver åndsevnerne og fordærver den moralske sans. SLF 335.2

Men hvad kan der gøres for at oplyse børnene og de unge om de onde følger af en sådan skik, så længe forældre og lærere, ja selv præster foregår dem med et dårligt eksempel? Små drenge, som endnu næppe kan siges at være kommet over de første barneår, ryger deres cigaretter. Hvis nogen taler til dem om dette, siger de: “Min far bruger tobak.” De henviser til præsten eller til lederen i søndagsskolen og siger: “Se han ryger jo, og hvad kan det vel skade mig, om jeg gør, hvad en sådan mand gør?” Mange, som virker for at fremme afholdhedssagen, er selv forfaldne til brugen af tobak. Hvad formår vel sådanne at gøre for at standse drukkenskab og umådelighed? SLF 335.3

Jeg spørger dem, som bekender sig til at tro på og adlyde Guds ord: Kan I som kristne hengive jer til en vane, som lammer åndsevnerne og berøver jer evnen til rigtigt at vurdere de evige virkeligheder? Kan I give jeres bifald til daglig at berøve Gud den tjeneste, som tilkommer ham, og at berøve jeres medmennesker både den tjeneste, som I kunne yde dem, og den støtte, som jeres eksempel kunne være? SLF 336.1

Har I tænkt over jeres ansvar som Guds husholdere over de midler, han har givet jer? Hvor mange af Herrens penge anvender I til tobak? Regn efter, hvor meget I således har brugt i jeres levetid. Hvorledes stiller den pengesum, I har opbrugt til denne beskæmmende last, sig i sammenligning med, hvad I har givet for at hjælpe de fattige og udbrede evangeliet? SLF 336.2

Ingen behøver tobak; men masser af mennesker går fortabt netop af mangel på de midler, som anvendes på en sådan måde, at de er værre end spildte. Har I ikke gjort en urigtig anvendelse af Herrens gods? Har I ikke gjort jer skyldige i bedrageri overfor Gud og jeres medmennesker? Ved I ikke, “at I ikke er jeres egne? Thi I er dyrekøbte; ær derfor Gud i jeres legeme og i jeres ånd, hvilke Gud hører til”. (1Kor 6,19 20) SLF 336.3

“Vinen er en spotter, stærk drik slår dig løs; hvem som forvildes derved, bliver aldrig vis.” (Ordsp 20,1) “Hvem har ak? hvem har trætter? hvem har bekymring? hvem har går uden skel? Hvem har røde øjne? De, som sidder længe ved vinen, de som, går ind at prøve den stærke drik. Se ikke til vinen, hvor den er rød, hvor den perler i bægeret; glat går den ned. Til sidst skal den bide som en slagne, og stikke som en øgle.” (Ordsp 23,29-32) SLF 336.4

Aldrig har en menneskelig pen givet en så levende skildring af den sunkne tilstand og det slaveri, hvori den er kommet, som er blevet et offer for de berusende drikke. Lænkebundet og svækket som han er, selv om han engang vågner op til erkendelse af sin elendighed, besidder han ikke kraft nok til at rive sig løs fra snaren. Han vil “søge den endnu en gang” (Ordsp 23,35) SLF 337.1

Ingen argumenter er nødvendige for at påvise de berusende drikkes onde følger for drankerne. Disse skumle, sindsforvirrede menneskevrag sjæle, for hvem Kristus døde, og for hvis skyld engle græder findes overalt. De er en vanære for vor lovpriste civilisation; de er en skam, en forbandelse og en fare for ethvert land. SLF 337.2

Hvem formår at skildre den elendighed, den hjertesorg, den fortvivlelse, som drankerens hjem rummer? Tænk på den ofte omhyggeligt opdragne, fintfølende og dannede hustru, knyttet til en mand, hvem drik forvandler til en sindsforvirret eller en djævl! Tænk på børnene, berøvede hjemmelig hygge, undervisning og uddannelse, levede i stadig frygt for dem, som skulle være deres stolthed og beskytter, børn, som sættes ind i verden, bærende faderens skam og ofte også en nedarvet trøst efter den forbandede drik! SLF 338.1

Tænk på de rædselsfulde ulykker, som hver dag sker under indflydelsen af drik! En funktionær ved jernbanen undlader at agte på et givet signal eller misforstår en givet ordre; toget bruser fremad på sin vej, der sker et sammenstød og mange menneskeliv går tabt. Eller et dampskib støder på grund, og passagerer og besætning finder en våd grav. Når sagen undersøgt, opdages det, at en eller anden, der beklædte en ansvarsfuld stilling, stod under alkoholens indflydelse. I hvilken udstrækning kan man med tryghed betro menneskers liv til en, som er forfalden til drik? Man kan alene betro sig til den, som er fuldstændig afholdende. SLF 338.2

De, som har en nedarvet lyst til unaturlige stimulanser, bør under ingen omstændighed have vin, øl eller cider (æblemost) indenfor deres rækkevidde; thi disse ting vil være en stadig fristelse for dem. Mange betragter sød cider som uskadelig og betænker sig ikke på at anskaffe den i rigelig mængde; men den holder sig kun sød en kort tid, hvorefter gæring indtræder. Den skarpe smag, som den da får, gør den så meget mere tiltalende for mange, og vedkommende vil næppe indrømme, at den er stærk eller gæret. SLF 338.3

Selv brugen af almindelig sød cider er sundhedsfarlig. Hvis folk kunne se, hvad mikroskopet åbenbarer angående den cider, de køber, så ville kun få drikke den. De, som fremstiller cider og bringer den i handlen, er ofte ikke forsigtige med hensyn til den frugt, som anvendes, og benytter saften af ormfyldte, rådne æbler. De, som det aldrig ville falde ind at nyde giftige, rådne æbler på nogen anden måde, drikker den cider, som er tilberedt deraf, og betragter den som en luksus; men mikroskopet fortæller, at denne behagelige drik er fuldstændig uskikket til brug, selv når den er frisk tillavet. SLF 338.4

Beruselse fremkaldes lige så vist af vin, øs og cider som af stærkere drikkevarer. Brugen af disse væsker opelsker smag for det, som er stærkere, og således grundlægges drikkevanen. Mådeholds drikkeriet er den skole, hvori mennesker uddannes til drankerens løbebane. Men så lumsk er disse milde stimulansers virkning, at ofret befinder sig på drukkenskabens slagne vej, inden han aner nogen fare. SLF 339.1

Nogle, der aldrig betragtes som virkelige berusede, er altid under indflydelse af milde beruselses midler. De er febrilske, vankelmodige og ustadige. Idet de bilder sig ind, at der ingen fare er på færde, går de længere og længere, indtil enhver skranke er nedbrudt, ethvert princip kastet over bord. De fasteste forsætter undergraves, og de højeste hensyn er ikke nok til at holde den fordærvede appetit under fornuftens kontrol. SLF 339.2

Bibelen billiger ingen steder brugen af berusende vin. Den vin, som Kristus dannede af vand ved bryllupsfesten i Kana, var den rene druesaft. Dette er den most, som “findes... i druen”, og hvorom skriften siger: “Fordærv den ikke, thi der er en velsignelse i den.” (Es, 65,8) SLF 339.3

Det var Kristus, som i det gamle testamente gav Israel denne advarsel: “Vinen er en spotter, stærk drik slår dig løs; hvem som forvildes derved, bliver aldrig vis.” (Ordsp 20,1) Han har ikke selv dannet nogen sådan drik. Satan frister menneskerne til nydelser, som vil sløve forstanden og lamme det åndelige syn; men Kristus lærer os at holde den lavere natur i tømme. Han giver ikke menneskerne noget, som vil være en fristelse. Hans hele liv var et eksempel på selvfornægtelse. Det var for at bryde appetittens magt, at han under de 40 dages faste i ørknen for vor skyld gennemgik den sværeste prøve, som menneskenaturen kan udholde. Det var Kristus, der bød, at Johannes døberen ikke måtte smage vin og stærk drik, og det var ham, som pålagde Manoahs hustru at vise en lignende afholdenhed. Kristus modsagde ikke sig selv i sin lære. Den ugærede vin, som han skaffede bryllupsgæsterne, var en sund og vederkvægende drik. Dette var den vin, Frelseren og hans disciple benyttede ved den første nadver. Det er denne vin, som altid bør bruges ved nadveren som et symbol på Frelserens blod. Denne hellige tjeneste er bestemt er bestemt til at vederkvæge sjælen og give liv, og den bør ikke indbefatte nogen, som virker for det onde. SLF 339.4

Hvorledes kan kristne mennesker i betragtning af, hvad skriften, naturen og fornuften lærer angående berusende drikke, give sig af med at producere humle til brug ved brygning af øl eller med at tilvirke vin eller cider for at bringe den på markedet? Hvis de elsker deres næste som sig selv, hvorledes kan de så være med til at lægge en snare på hans vej? SLF 340.1

Umådelighed begynder ofte i hjemmet. Ved brugen af en stærk krydret og usund kost svækkes fordøjelses organerne, og der skabes en trang til endnu mere stimulerende fødemidler. Således udvikler man smagen for noget endnu stærkere, og trangen til pirremidler indfinder sig endnu hyppigere og bliver vanskeligere ar modstå. Organismen fyldes mere og mere med giftstoffer, og jo mere den svækkes, desto større bliver trangen til disse stimulanser. Det første skridt i forkert retning bereder vejen for det næste. Mange, som ikke ville gøre sig skyldige i at komme vin eller berusende drikke af nogen slags på deres bord, fylder det med retter, som skaber en sådan trøst efter stærke drikke, at det er næsten umuligt at modstå fristelsen. Fejlagtige spiseog drikkevaner ødelægger sundheden og bereder vejen for drukkenskab. SLF 340.2

Hvis rigtige grundsætninger med hensyn til afhold kunne indprentes i de unge, som danner samfundet og giver dets præg, så ville der snart kun være ringe brug for en afholdsvirksomhed. Lad forældrene begynde en afholdsvirksomhed ved den hjemlige ild ved at lære deres børn rigtige grundsætninger lige fra den spæde barndom, så vil de kunne gøre sig håb om gode resultater. SLF 340.3

Mødrene har et arbejde med at hjælpe deres børn til at grundlægge rigtige vander og udvikle smag for det, som er rent og godt. Opdrag deres smag og lær dem at fly stimulanser. Opdrag børnene således, at de får moralsk styrke nok til at modstå det onde, som omgiver dem. Lær dem at forstå, at de ikke mere må lade sig lede af andre, at de ikke må give efter for stærke indflydelser, men selv øve en god indflydelse på andre. SLF 341.1

Der gøres store anstrengelser for at indskrænke drikkelysten; men meget af dette arbejde er ikke rettet mod det rigtige punkt. Afholdssagens forkæmpere bør have øjnene åbne for de onder, som skyldes brugen af usund føde, krydderier, kaffe og te. Vi ønsker alle, som arbejder for afholdssagen, held og fremgang; men vi vil gerne bede dem se lidt dybere ind i årsagen til det onde, som de fører krig imod, og til endelig selv at være konsekvente i deres afhold. SLF 341.2

Man må fremholde for folket, at det rigtige forhold mellem det sjælelige og det moralske i høj grad beror på, om den fysiske organisme befinder sig i den rette tilstand. Alle narkotiske (sløvende) midler og unaturlige stimulanser, der svækker og forringer det fysiske, virker også nedsættende på åndsevnerne og på det moralske liv. Umådelighed ligger ved roden af det moralske forfald i verden. Ved af føje den fordærvet appetit taber mennesket evnen til at modstå fristelse. SLF 341.3

Den, som arbejder for at fremme afhold, påhviler det hverv at oplyse folket i denne henseende. Lær folket at forstå, at sundhed og karakter, ja endog livet sættes i fare ved brugen af pirremidler, som ophidser de svækkede organer til unaturlig krampagtig virksomhed. SLF 341.4

Det eneste sikre standpunkt med hensyn til kaffe, te, tobak og alkoholiske drikke er dette: “rør ikke, smag ikke, tag ikke derpå!” Kaffe, te og lignende drikke virker i samme retning som spiritus og tobak, og i nogle tilfælde er det lige så vanskeligt at bryde med denne vane, som det er for drankeren at ophøre med brugen af alkohol. De, som forsøger at bortlægge disse stimulanser, vil i nogen tid mærke et savn og vil lide under følgerne af at undvære dem; men ved ihærdighed vil de overvinde trangen og ikke længere føle noget savn. Der vil måske hengå nogen tid, før end naturen kommer sig efter den mishandling, den har lidt; men giver man den lejlighed, så vil den atter samle sine kræfter og udføre sine funktioner på normal vis. SLF 342.1