I den Store Læges fodspor
Sundhedens grundprincipper
Almindelig hygiejne
Bevidstheden om, at mennesket skal være et Guds tempel, en bolig, hvor hans herlighed kan åbenbares, bør på det kraftigste anspore os til at pleje og udvikle vort legeme. Herlig og vidunderlig har skaberen dannet den menneskelige organisme, og han byder os gøre den til vort studium, forstå dens tarv og gøre vort til at bevare den fra skade og fordærvelse. SLF 275.1
For at kunne nyde fuld sundhed må vi have godt blod; thi blodet er livsstrømmen. Det opbygger det nedbrudte og skaffer legemet næring. Når det forsynes med føde, renses og forbedres ved berøring med den friske luft, så fører det liv og energi til alle dele af organismen. Jo mere fuldkomment blodomløbet er, desto bedre vil dette arbejde blive udført. SLF 275.2
Ved hvert pulsslag bør blodet hurtigt og let kunne bane sig vej til alle dele af legemet. Dets fri løb må ikke hindres ved stramtsiddende tøj eller bånd eller ved utilstrækkelig beklædning af lemmerne. Alt, hvad der hindrer blodets kredsløb, driver det tilbage til de ædle organer, hvor der opstår blodoverfyldninger. Hovedpine, hoste, hjertebanken eller fordøjelsesbesværlighed er ofte en følge heraf. SLF 275.3
For at have godt blod må vi ånde rigtigt. Ved fulde, dybe åndedræt i frisk luft fyldes lungerne med ilt, blodet renses, det får en frisk farve og sendes som en livgivende strøm til alle dele af legemet. Et rigtigt åndedræt har en beroligende indvirkning på nerverne, det fremmer appetitten, befordrer fordøjelsen og fremkalder sund, vederkvægende søvn. SLF 276.1
Lungerne bør gives lejlighed til at virke så frit og uhindret som muligt. Derved udvikles deres ydeevne, hvorimod tryk eller sammensnøring svækker dem. Herfra stammer de uheldige følger af den særlig hos stillesiddende personer så almindelige skik at side foroverbøjet under arbejdet. I denne stilling er det umuligt at ånde dybt. Overfladiske åndedræt bliver snart til vane og lungerne mister evnen til at udvide sig. Snøring med stramme bånd har en lignende virkning; den nederste af del af brystkassen får ikke tilstrækkelig plads, undelivsmusklerne, der efter bestemmelsen skulle medvirke ved åndedrætet, har ikke fuld frihed, og lungerne hæmmes i deres virksomhed. SLF 276.2
Dette medfører, at ilttilførelsen bliver utilstrækkelig. Blodet bevæger sig langsomt og trægt. De giftige affaldsstoffer, som skulle føres bort med udåndingsluften, holdes tilbage, og blodet bliver usundt. Dette indvirker ikke alene på lungerne, men også på mave, lever og hjerne; huden bliver gusten, fordøjelsen svækkes, og hjertet påvirkes ugunstigt; hjernen omtåges, tankerne bliver forvirrede, tungsindighed indtræder, og hele organismen bliver slap og uvirksom og særlig modtagelig for sygdom. SLF 277.1
Lungerne udskiller uafbrudt urene stoffer og må stadig forsynes med frisk luft. Uren luft indeholder ikke den nødvendige mængde ilt, og blodet føres til hjernen og andre organer uden at være blevet renset. Dette viser og nødvendigheden af god luftveksling. Ophold i tæt tilsluttede, dårligt ventilerede værelser, hvor luften er fordærvet, virker også svækkende på hele organismen. Man bliver i særlig grad modtagelig for kulde, og en ubetydelig udsættelse for kold luft fremkalder sygdom. Det er det indendørs liv, som gør mange kvinder blege og svage. De indånder atter og atter den samme luft, indtil den er fyldt med giftstoffer, der udskilles gennem lungerne og hudens porer. På denne måde indføres disse gifte i atter i blodet. SLF 277.2
Ved opførelsen af bygninger, hvad enten de er bestemte til offentlig brug eller til private boliger, bør man omhyggelig sørge for en god ventilation og rigelig adgang for sollyset. Forsamlingsog skolelokaler er ofte mangelfulde i den henseende. Forsømmelse af passende ventilation bærer skylden for en stor del af den søvnighed og dvaskhed, som tilintetgør virkningen af så magen en prædiken og gør lærerens arbejde så tungt og frugtesløst. SLF 278.1
Såvidt muligt bør alle bygninger, der er bestemt til opholdssted for mennesker, opføres på højtliggende, vel drænet grund. På denne måde vil husene komme til at ligge tørt, og man undgår faren for sygdomme, der skyldes fugtighed og dermed følgende sygdomsspirer. Denne sag tages der ofte alt for lidt hensyn til. Stadig dårlig helbred, alvorlig sygdom og mange dødsfald skyldes dem fugtighed og usunde luft, som findes i uheldigt beliggende boliger. SLF 278.2
Når man bygger huse, er det især af vigtighed at sørge for god ventilation og rigelig adgang for solens stråler. Lad husene indrettes således, at en overflod af frisk luft og sollys har fri adgang til ethvert rum. Soveværelset bør være således indrettet, at der kan være luftveksling både nat og dag. Intet rum passer til soveværelse, medmindre luften og solen hver dag kan få adgang dertil. I de fleste lande bør soveværelset være således indrettet, at det kan opvarmes og tørres grundigt i koldt eller fugtigt vejr. SLF 278.3
Gæsteværelset bør være ligeså omhyggelig indrettet som de, der er bestemt til stadig brug. I lighed med de andre rum, der benyttes til at sove i, bør det have luft og sollys, ligesom det også på en eller anden måde bør kunne opvarmes, for at den fugtighed, der altid samler sig i et værelse, som ikke stadig benyttes, må kunne fjernes. Den, som sover i et solfattigt værelse eller lægger sig i en seng, som ikke er fuldstændig tør og udluftet, gør det med fare for sundheden og ofte med fare for sit liv. SLF 279.1
Der er mange, som tager omhyggeligt hensyn til deres planter og blomster, når de bygger. Drivhuset eller det vindue, hvor blomster skal anbringes, er varmt og solrigt thi uden varme, luft og sollys kan planterne jo ikke leve eller trives. Hvis disse betingelser er af betydning for planternes liv, hvor meget mere nødvendige er de så ikke for vor egen og vore gæsters sundhed! SLF 279.2
Hvis vi ønsker, at vore hjem skal være et sundhedens og lykkens tilholdssted, så må vi ikke opføre dem på lavtliggende steder, hvor der er usundt og fugtigt, men på steder, hvor himmelens livgivende kræfter kan have fri adgang. Bortlæg de sværeste gardiner. tag skodderne fra og luk vinduerne op, og lad ingen træer eller planter, hvor smukke de end er, stå nær huset, at sollyset udelukkes. Sollyset kan vel få ophæng og gulvtæpper til at falme og berøve billedrammer og møbler noget af dens glans; men det vil bringe sundhedens rødme på børnenes kinder. SLF 279.3
De, som har ældre personer at sørge for, bør huske på, at disse i særlig grad behøver varme, hyggelige værelser. Livskraften svækkes, efterhånden som årerne skrider frem, og de har mindre modstandskraft overfor de for sundheden mindre gunstige forhold, og af den grund er det så meget mere nødvendigt for de gamle at have rigeligt af sol og frisk, ren luft. SLF 279.4
Streng renlighed er af væsentlig betydning både for legemlig og sjælelig sundhed. Gennem huden udskilles stadig urene stoffer fra legemet. Hudens mange millioner porer tilstoppes hurtigt, hvis den ikke holdes ren ved omhyggelig badning, og udskillelsen af de stoffer, som skulle fjernes gennem huden pålægger de andre udskillede organer en forøget byrde. SLF 280.1
De fleste mennesker ville have gavn af at køligt eller lunkent bad hver dag, enten morgen eller aften. I stedet for at forøge tilbøjeligheden til forkølelse vil et bad, taget på rette måde, sætte en i stand til at modstå forkølelse, fordi det forbedrer blodomløbet; blodet bringes ud i huden, og dens kredsløb bliver lettere og mere regelmæssigt. Dette har en lige oplivende indvirkning både på sind og legeme. Musklerne bliver smidigere og åndsevnerne klarere. Et bad virker beroligende på nerverne, det befordrer mavens, tarmens og leverens virksomhed ved at styrke disse organer, ligesom det tillige gavner fordøjelsen. SLF 280.2
Det er også af vigtighed, at tøjet holdes rent. De klædningsstykker, man har på, opsuger de affaldsstoffer, som udskilles gennem hudens porer, og hvis de ikke hyppigt skiftes og vaskes, så vil de urene stoffer atter opsuges i organismen. SLF 280.3
Enhver form af urenhed fører til sygdom. Dødbringende sygdomsspirer trives i mørke, forsømte afkroge, i forrådnende affaldsstoffer, i fugtighed, skimmel og mug. Ingen bortkastede plantestoffer eller dynger af faldne blade må tillades at ligge nær husene, hvor de går i forrådnelse og forgifter luften. Ingen urene, forrådende sager bør tåles inden for hjemmets enemærker. I byer, som man har anset for fuldstændig sunde, har man kunnet føre mange epidemier tilbage til fordærvede stoffer, som sorgløse husmødre lader ligge omkring deres huse. SLF 280.4
Fuldkommen renhed, rigeligt af sollys, omhyggelig hensyntagen til sundhedens forskrifter i alle hjemmets enkeltheder, er nødvendig, for at beboerne kan undgå sygdom og være glade og livskraftige. SLF 280.5