I den Store Læges fodspor

Behandling ved sjælelig påvirkning

Der eksister et meget inderligt forhold mellem sindet og legemet. Når det ene påvirkes, så påvirkes også det andet. Sindets tilstand påvirker sundheden i langt højere grad, end mange forstår. En mængde af de sygdomme, som menneskerne lider af, er følgerne af nedtrykthed eller tungsind. Sorg, ængstelse, utilfredshed, anger, samvittighedsnag og mistillid er alt sammen noget, som nedbryder livskraften og forårsager svækkelse og død. SLF 245.1

Sygdom fremkaldes ofte ved og forøges ofte i høj grad af en sygelig indbildning. Mange, som er syge hele deres liv igennem, kunne komme sig, hvis de blot troede, at de kunne. En mængde mennesker bilder sig ind, at enhver ubetydelig anstrengelse vil forårsage sygdom, og de uheldige virkninger ytrer sig også, fordi man forventer dem. Mange dør af sygdomme, hvis årsag udelukkende er indbildt. SLF 245.2

Mod, håb, sympati og kærlighed befordrer sundheden og forlænger livet. Tilfredshed og glæde er sundhed for legemet og styrke for sjælen. “Et glad hjerte er en god lægedom.” (Ordsp 17,22) SLF 245.3

Ved behandling af de syge bør betydningen af sjælelig påvirkning ikke overses. Brugt på rette måde er denne indbydelse af de kraftigste midler til at bekæmpe sygdom. SLF 246.1

Der gives imidlertid en vis form af sjælelig påvirkning, som er et af de virksomste til det onde. Igennem denne såkaldte “videnskab” stilles den enes sind under den andens kontrol, således at den svages personlighed går op i den i åndelig henseende stærkes; den ene udfører den andens vilje. På denne måde påstår man, at tankeretningen kan forandres, at livgivende indflydelser kan meddeles, og de syges sættes i stand til at modstå og overvinde sygdom. SLF 246.2

Denne kurmetode er blevet anvendt af personer, som har været uvidende om dens sande natur og indflydelse, og som har troet, at den gavnede de syge. Men den såkaldte videnskab hviler på falske grundsætninger; den er fremmed for Kristi Ånd og natur; den leder ikke menneskerne til ham, som er liv og frelse. Den, som drager andres sind til sig selv, leder dem til at skille sig fra den sande kilde til styrke. SLF 246.3

Det er ikke Guds hensigt, at noget menneske skal stille sit sind eller sin vilje under en andens kontrol og således blive et viljeløst redskab i vedkommendes hånd. Ingen må lade sin personlighed gå op i en andens. ham må ikke betragte noget menneske som kilden til helbredelse. Han må føle sig afhængig af Gud. Hævdende sit af Gud givne menneskeværd må han lade sig beherske af Gud alene og ikke af noget menneske. SLF 246.4

Gud ønsker at bringe mennesket i direkte forhold til sig. I alle sine handlinger med menneskerne anerkender han deres personlige ansvar. Han søger at lede dem til at forstå deres personlige afhængighed og at vise dem nødvendigheden af Guds personlige ledelse. Han ønsker at bringe det menneskelige i forrening med det guddommelige, for at menneskerne kan blive forvandlede efter det guddommelige billede. Satan arbejder på at forstyrre denne Guds hensigt; han søger at få mennesker til at forlade sig på mennesker. Når sindet ledes bort fra Gud, så kan fristeren få det ind under sit herredømme. Han kan beherske mennesket. SLF 246.5

Teorien angående det ene menneskes sjælelige kontrol over det andet stammer fra Satan, der ville bestalte sig selv som den store mester og sætte menneskelig visdom i stedet for guddommelig visdom. Af alle de vildfarelser, som vinder indgang i kristenheden, er der ingen, der er mer farlig og forførisk, ingen, der så sikkert vil skille menneskerne fra Gud som denne. Hvis den bringes i anvendelse overfor patienter, så vil den, hvor uskyldig den end kan se ud, blive dem til ødelæggelse, ikke til helbredelse. Den åbner en udgangsdør, hvorigennem Satan vil træde ind og tage i besiddelse både dens sind, som kontrolleres af en anden, og dens, som kontroller. SLF 247.1

Frygtelig er en magt, der således lægges i ugudelige mænds og kvinders hænder. Hvilke lejligheder giver den ikke dem, som lever af at drage fordel af andres svaghed og dårskab! Hvor mange er ikke de, der ved således at få magt over sjæleligt syge eller svage mennesker vil få lejlighed til at tilfredsstille deres syndige lidenskaber eller deres lyst til vinding! SLF 247.2

Vi kan tage os bedre ting for end at give os af med at arbejde for, at det ene menneske skal komme til at herske over det andet. Lægen bør opdrage folket til at se bort fra mennesker og hen til Gud. I stedet for at lære de syge at vente at finde sjælelig og legemlig helbredelse hos mennesker, bør han lede dem hen til ham, som formår at frelse til det yderste alle dem, der kommer til ham. Han, som skabte menneskernes sind, ved, hvad sindet behøver. Gud alene er den, som kan helbrede. De, hvis sind og legeme er blevet sygelige, må se Kristus som den, der helbreder. “Thi jeg lever,” siger han, “og I skal leve.” (Joh 14,19) Dette er det liv, som vi skal fremholde for de syge, sigende til dem, at hvis de har tro på Kristus som genopretteren, hvis de arbejder i forening med ham og adlyder sundhedslovende og stræber efter at fuldkomme hellighed i hans frygt, så vil han give dem sit liv. Når vi fremholder Kristus for dem på denne måde, meddeler vi dem en kraft og en styrke, som har værdi; thi den kommer fra det høje. Dette er sand helbredelse for legeme og sjæl. SLF 247.3

Megen visdom er nødvendig ved behandling af sygdom, hvis årsag er af sjælelig art. Det nedtrykte sind, det sårede, syge hjerte må behandles med mildhed. Ofte kan det være en eller anden ulmende besværlighed i hjemmet, der lig et kraftsår gavner på selve sjælen og fortærer livsmarven. Ofte er det også tilfældet, at anger over synd undergraver helbredelsen og bringer sindet ud af ligevægt. Det er ved ømhed og sympati man kan gavne denne slags patienter. Lægen bør først søge at vinde deres tillid og derpå henvise dem til den store Læge. Hvis deres tro kan ledes hen til den sande læge, og de kan få tillid, til at ham tager sig af dem, så vil dette bringe sindet lindring og ofte føre til legemlig helbredelse. SLF 248.1

Sympati og en klog optræden vil ofte virke gavnligere på den syge end selv den allerfortinligste behandling, der gives på en kold og ligegyldig måde. Når lægen kommer hen til sygesengen og optræder sorgløst og ligegyldigt og betragter den syge, som om hans tilstand kun har ringe betydning for ham, og ved ord og handling giver indtrykket af, at vedkommendes sygdomstilfælde ikke trænger til videre opmærksomhed, og så overlader patienten til sine egne betragtninger, så har han gjort vedkommende ligefrem skade. Den tvivl og det mismod, som denne ligegyldighed har frembragt, vil ofte tilintetgøre de gode virkninger af de givne forskrifter. SLF 248.2

Hvis lægen ville stille sig selv i deres sted, hvis mod er sunket, og hvis vilje er svækket ved lidelse, og som længes efter venlige, deltagende ord og opmuntringer, så han bedre kunne forstå deres følelser. Når den kærlighed og den medlidenhed, som Kristus viste de syge, forenes med lægens kundskab, så vil hans blotte nærværelse være en velsignelse. SLF 249.1

Åbenhjertighed overfor en patient indgyder tillid hos ham og bidrager således meget til hans helbredelse. Der gives læger, som anser det for klogt at holde sygdommens art og årsag skjult for patienten. Frygt for at forskrække den syge eller gøre ham mismodig ved at fortælle ham sandheden vil lede mange til at forespejle ham et ugrundet håb om helbredelse, ja endog til at lede en patient gå i graven uden at advare ham om den fare, han svæver i. Dette er altsammen uklogt. Det er måske ikke altid heldigt eller rigtigt at fremholde farernes fulde udstrækning for patienten, da dette kunne gøre ham bange og forsinke eller endog forhindre helbredelse. Ej heller kan man altid fremholde den fulde sandhed overfor sådanne, hvis lidelser for en stor del er indbildte. SLF 249.2

Mange af disse er urimelige og har ikke lært selvbeherskelse; de har ejendommelige forestillinger og nærer mange falske indbildninger vedrørernde sig selv og andre. For dem står alle disse ting som virkelige, og de, som plejer dem, må stadig vise venlighed og en utrættelig tålmodighed og klogskab. Hvis disse patienter fik sandheden at vide angående sig selv, så ville nogle blive fornærmede, andre mismodige. Kristus sagde til sine disciple: “Jeg har endnu meget at sige jer; med nu kan I ikke bære det.” (Joh 16,12) Men selv om man ikke ved enhver lejlighed kan fremholde hele sandheden, så er det dog aldrig nødvendigt eller forsvarligt at føre nogen bag lyset. Aldrig bør en læge eller sygeplejerske nedlade sig til falske fremstillinger. Den, som gør sådan, stiller sig selv der, hvor Gud ikke kan samarbejde med ham, og idet han forspilder sine patienters tillid, kaster han vrag på et af de virksomste menneskelige hjælpemidler til helbredelse. SLF 249.3

Viljekraften skattes ikke, som den bør, viljen må holdes vågen og ledes på rette måde, så vil den virke styrkende på menneskets hele væsen og organisme og vil på en vidunderlig måde bidrage til sundhedens vedligeholdelse. Den er også en magt, som har betydning ved behandlingen af sygdom. Ledet i den rigtige retning ville den kunne kontrollere indbildningen og være et mægtigt middel til at modstå og overvinde både sjælelig og legemlig sygdom. Hvis de syge ved at gøre brug af viljekraften vil stille sig selv i det rigtige forhold til livet, så kan de gøre meget til at bistå lægen i arbejdet for deres helbredelse. Der er tusinder af mennesker, som kan genvinde sundheden, hvis de blot vil. Herren ønsker ikke, at de skal være syge; han vil, at de skal være sunde og lykkelige, og de bør sætte sig for, at de vil genvinde sundheden. Ofte kan patienter bekæmpe sygdom ved blot at nægte at give efter for et ildebefindende og ikke hengive sig til uvirksomhed. De bør hæve sig op over deres smerter og utilpashed og tage fat på en eller anden beskæftigelse, som passer til deres kræfter. Ved sådant arbejde og ved en rigelig anvendelse af frisk luft og sollys kunne patienter genvinde sundhed og styrke. SLF 250.1

For sådanne, som ønsker at genvinde og bevare sundheden, ligger der en undervisning i skriftens ord: “Drik jer ikke drukne i vin, i hvilket der er ryggesløshed, men bliv fyldte af ånden.” (Es 5,18) Det er ikke ved den ophidselse eller forglemmelse som fremkaldes af unaturlige og usunde pirremidler, eller ved tilfredsstillelsen af den lavere dristighed eller tilbøjelighed, at man kan finde helbredelse eller vederkvægelse for legeme eller sjæl. Iblandt de syge findes mange, som er uden Gud og uden håb. Da plages af utilfredsstillende lyster og unaturlige lidenskaber og fordømmes af deres egen samvittighed. De er ved at miste deres greb på dette liv og har ingen udsigt til at blive delagtige i det tilkommende. Lad ikke dem, som plejer sådanne syge medmennesker, mene at kunne gavne dem ved at tilstede dem at hengive sig til tomme, ophidsene nydelser. Det er netop disse, som har været deres livs forbandelse. Den hungrige, tørstige sjæl vil vedblive at hungre og tørste, så længe den søger tilfredsstillelse ad denne vej. De, som drikker af de egenkærlige nydelsers kilde, er bedraget. De forveksler styrke med lystighed og letsind, og når stimuleringen er til ende, ophører også den oprømte sindsstemning, og de synker ned i en tilstand af utilfredshed og fortvivlelse. SLF 250.2

Varig fred, sand åndelig hvile, har kun én kilde, og det var om den, Kristus talte, da han sagde: “Kom hid til mig, alle, som arbejder og er besværede! og jeg vil give jer hvile.” (Matt 11,28) “Fred lader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke som verden giver.” (Joh 14,27) Denne fred er ikke noget, han skænker uafhængigt af sig selv; den er i Kristus, og vi får den kun ved at tage i mod ham. SLF 251.1

Kristus er livets kildespring. Det, som mange behøver, er et fuldere kendskab til ham; de trænger til, at man på tålmodig og venlig, men dog alvorlig måde skal undervise dem om, hvorledes de kan lukke sig selv helt op, så at himlens helbredende indflydelser kan strømme ind. Når Guds kærligheds solstråler oplyser sjælens mørke kammer, så vil uro og utilfredshed ophøre og glad tilfredshed vil give sindet kraft og legemet sundhed og styrke. SLF 251.2

Vi lever i en verden, hvor der er lidelse. Vanskeligheder, prøvelser og sorger venter os hele tiden på vejen til det himmelske hjem; men der er mange, som gør livets byrder dobbelt tunge ved stadig at vente besværligheder. Hvis de møder modgang og skuffelse, så tror de, at alting går galt, at deres lod er hårdere end alle andres, og at de visselig vil komme til at lide nød. Således påfører de sig selv elendighed og kaster en skygge over alle, som de omgås; selve livet bliver dem en byrde. Men således behøver det ikke at være. Det vil koste dem ihærdig anstrengelse at for andre deres tankeretning; men forandringen er mulig. Deres lykke både for dette liv og i det tilkommende afhænger af, om de fæster deres tanker ved det, som er lyst. De må se bort fra det mørke billede, som kun er indbildt, og fæstne blikket på de velsignelser, som Gud har strøet på deres sti, og bag disse på det usynlige og evige. SLF 252.1

I enhver prøvelse har Gud sørget for hjælp. Da Israelitterne i ørknen kom til Maras bitre vande, råbte Moses til Herren. Herren tilvejebragte ikke et nyt hjælpemiddel, men gjorde dem opmærksom på det, som allerede var ved hånden. En busk, som han havde skabt, skulle kastes i kilden for at gøre vandet rent og velsmagende. Efter at dette var gjort, drak folket af vandet og blev vederkvæget. Kristus vil hjælpe os i enhver prøvelse, hvis vi følger ham. Vore øjne vil åbnes, så vi kan se de løfter om helbredelse, som er nedtegnede i hans ord. Den Helligånd vil lære os, hvorledes vi skal tilegne os enhver velsignelse, som vil være en modgift mod kummer; for enhver bitter drik, der holdes hen til vore læber, vil vi finde en busk, som har lægedom i sig. SLF 252.2

Vi må ikke lade fremtiden med dens svære opgaver, dens utilfredsstillende udsigter gøre vore hjerter modløse, vore knæ vaklende og bringe os til at lade hænderne synke. Lad ham “tage sin tilflugt til mig”, siger den almægtige, “slutte fred med mig, slutte fred med mig.” (Es 27,5) De, som overgiver deres liv til hans ledelse og hans tjeneste, vil aldrig komme i en stilling, som han ikke har truffet foranstaltning for. Hvorledes vi end er stillede, så har vi en fører til at vise os vejen, hvis vi adlyder hans ord; hvilke vanskeligheder vi end stedes i, så har vi en rådgiver; hvilke sorger vi end har, hvilke tab vi end har lidt, eller hvor ene vi end står, så har vi en deltagende ven. SLF 252.3

Hvis vi i vor uvidenhed begår fejltrin, så forlader Frelseren os dog ikke. Vi behøver aldrig at føle os ene. Englene er vore ledsagere; talsmanden, som Kristus lovede at sende i sit navn, bliver hos os. På den vej, som fører til Guds stad, gives der ingen vanskeligheder, som de, der forlader sig på ham, ikke kan overvinde; der er ingen farer, som de ikke kan undgå; der er ingen sorg, ingen bedrøvelse, ingen menneskelig svaghed, som han ikke har sørget for et middel imod. SLF 253.1

Ingen behøver at hjemfalde til mismod og fortvivlelse. Satan kan komme til dig med sine grusomme indskydelser og sige: “Der er intet håb for dig; du kan ikke blive frelst.” Men der er håb for dig i Kristus. Gud byder os ikke vinde sejr i vor egen styrke; han beder os komme nær hen til ham. Hvilke vanskeligheder der end nedtrykker sjæl og legeme, så ønsker han at skaffe os frihed. SLF 253.2

Han, som påtog sig menneskernes natur, forstår at have medlidenhed med menneskerne i deres lidelser. Kristus kender ikke alene enhver sjæl og dens ejendommelige prøvelser og trang; men han kender også alle de omstændigheder, som kan plage og besvære vor ånd. Hans hænder er udrakte i venlig medynk til ethvert barn lidende barn. De, som lider mest, er genstand for hans største medlidenhed og medynk. Han har medlidenhed med os i vore skrøbeligheder, og han ønsker, at vi skal lægge alle vore besværligheder og vor frygt ved hans fødder og lade dem blive der. SLF 253.3

Det er ikke klogt for os at betragte os selv og grunde på vore egne følelser. Hvis vi gør dette, så vil fjenden komme med vanskeligheder og fristelser, som svækker troen og gør os modløse. Nøje at studere, hvad der måtte røre sig i vor indre, og at give efter for vore følelser, er ensbetydende med at nære tvivl og vil kun påføre os uro forvirring. Vi må se bort fra os selv og fæste blikket på Jesus. SLF 254.1

Når fristelser anfægter dig, når bekymring, uro og mørke syndes at omgive din sjæl, så se han til det sted, hvor du sidst så lyset. Hvil i Kristi kærlighed, hvil under hans beskyttende varetægt. Når synden kæmper om overherredømmet i hjertet, når syndeskylden trykker sjælen og tynger samvittigheden, og når vantro fordunkler sindet, så husk på, at Kristi nåde er mægtig til at underkue synden og fordrive mørket. Når vi træder ind i samfundet med Frelseren, så træder vi ind på fredens enemærker. SLF 254.2

“Herren forløser sine tjeneres sjæl; og alle de, som forlader sig på ham, skal ikke dømmes skyldige.” (Sl. 34,23) “I Herrens frygt har en et stærkt værn, og for hans børn skal der være en tilflugt.” (ordsp 14,26) “Zion sagde: Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig. Kan vel en kvinde glemme sit barn, at hun ikke forbarmer sig over sit livs søn? Om også de kan glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig. Se, jeg har tegnet dig i mine hænder.” (Es 49,14-16) “Frygt ikke, thi jeg er med dig; Se ikke ængstelig om, thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig; ja, holdt dig oppe med min retfærdigheds højre hånd.” (Es 41,10) “I, som er lagt på mig fra moders liv af, I, som bæres af mig fra moders skød af! Ja, indtil jeres alderdom skal jeg være den samme og bære jer indtil jeres grå hår; Jeg har gjort det, og skal fremdeles holde jer oppe, og vil bære jer og lade jer undkomme.” (Es 46,3-4) SLF 254.3

Intet bidrager mere til at forfremme legemlig og sjælelig sundhed end dette at være taknemmelig. Det er en afgjort pligt at bekæmpe tungsind, utilfredse tanker og følelser lige så meget en pligt som det at bede. Hvis himlen er vort mål, hvorledes kan vi da vandre fremad som en sørgende skare, der hele tiden sukker og klager på vejen til vor Faders hus? SLF 256.1

De kristne, som stadig klager, og som syndes at betragte det som synd at være glad og lykkelig, har ingen sand religion. De, som finder et sørgmodigt velbehag i alt, hvad der er trist i naturen, og som foretrækker at se på de døde blade frem for på de smukke blomster; de, som ikke ser nogen skønhed i de prægtige høje og dale, iført med levende grønt, som lukker deres øren for den frydefulde stemme, der taler til den i naturen og er som yndig musik for dem, hvis øre er åbent: disse er ikke i Kristus. De samler sig selv mulm og mørke, medens de kunne have lyset, ja retfærdighedens sol oprinde i deres hjerter med lægedom i sine stråler. SLF 256.2

Ofte omtåges måske dit sind på grund af smerte. Prøv så ikke på at tænke. Du ved, at Jesus elsker dig. Han forstår din svaghed; du kan gøre hans vilje ved blot at hvile i hans arme. SLF 256.3

Det er en naturlov, at vore tanker og følelser opflammes og styrkes, når vi klæder dem i ord. Medens ord udtrykker tanker, så er det også sandt, at tanker følger ord. Hvis vi lagde mere vind på at give vor tro udtryk og frydede os mere over de velsignelser, som vi ved, vi har: Guds store miskundhed og kærlighed, så ville vi have mere tro og større glæde. Ingen tunge kan udtale og intet menneskes tanke kan fatte den velsignelse, der følger med at påskønne Guds godhed og kærlighed. Selv her på jorden kan vor glæde være lig et kildevæld, der aldrig svigter, fordi det får sin næring fra den strøm som flyder fra Guds troende. SLF 256.4

Lad os oplære vort hjerte og vore læber til at prise Gud for hans uforlignelige kærlighed! Lad os oplære vor sjæl til at være håbefuld og til at dvæle i lyset, som skinner fra Golgathas kors! Aldrig bør vi glemme, at vi er børn af den himmelske Konge, sønner og døtre af hærskarernes Herre. Det er vor forret stedse at nyde en stille hvile i Herren. SLF 257.1

“Lad Kristi fred råde i jeres hjerter,..... og være taknemmelige.” (Kol 3,15) Lad os glemme vore egne besværligheder og prise Gud for en anledning til at leve til hans navns ære. Lad den velsignelse, som hver ny dag bringer os, vække taknemmelighed i vore hjerter for disse beviser på hans kærlige omsorg. Når du åbner dine øjne om morgnen, så tak Gud for, at han har bevaret dig gennem natten, og tak ham for, at hans fred bor i dit hjerte. Lad taknemmelighed som er yndig vellugt stige op til himlen både morgen, middag og aften. SLF 257.2

Når nogen spørger dig, hvordan du har det, så søg ikke at finde noget bedrøveligt at berette for derved at vinde medynk. Tal ikke om din mangel på tro, om dine sorger og lidelser. Fristeren fryder sig, når han hører sådan tale. Når du taler om det, som er trist, så ærer du ham. Vi skal ikke dvæle ved Satans store magt til at overvinde os. Ofte lægger vi os selv i hans hånd ved at tale om hans magt. Nej, lad os i stedet for tale om Guds store magt til at bringe os i forening med sig. Fortæl om Kristi uforlignelige magt og tal om hans herlighed. Hele himlen er interesseret i vor frelse. Guds engle, tusinde gange tusinde og ti tusinde gange ti tusinde, har fået befaling om at tjene dem, som skal arve salighed. De bevarer os fra det onde og fordriver mørkets magter, som søger at ødelægge os. Har vi ikke grund til at være taknemmelige, selv om der tilsyneladende er vanskeligheder på vej? SLF 258.1

Lad tak og pris finde udtryk i sang! når vi fristes, så lad os ikke give vore følelser udtryk i ord, men opløfte vor røst i en lovsang til Gud. Vi lover dig, Gud, for din kærlighed stor, for vor Jesus, som døde og derpå opfór! kor: Halleluja, syng hans ære; halleluja, amen! Halleluja, syng hans ære; han lever igen! Vi lover dig, Gud, for dit lys og din ånd, du har adspredt vort mørke og løst vore bånd! Al ære og pris til Guds slagtede lam, som har båret vor synd og borttaget vor skam! SLF 259.1

Sang er et våben, vi altid kan anvende, når modet vil svigte. Når vi således vil åbner hjertet for lyset af Frelserens nærværelse, så vil vi blive delagtige i hans lægende velsignelse. SLF 260.1

“Frembær taksigelse i alle ting; thi dette er Guds vilje i Kristus Jesus til jer.” (1Tess 5,18) Denne befaling er en forsikring om, at selv de ting, som tilsyneladende er os imod, vil tjene os til gode; thi Gud ville ikke byde os at være taknemmelige for det, som var til skade. SLF 260.2

“Pris Herren! thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. Det må de sige, som er genløste af Herren, de, han har genløst af modstandernes hånd.” (Sl. 107,1 2) “Syng for ham, spil for ham, tal om alle hans underfulde gerninger! Ros jer af hans hellige navn; deres hjerte glæde sig, som søger Herren!” (Sl. 105,2 3) “Han har mættet en tørstig sjæl, og har fyldt en hungrig sjæl med godt. De sad i mørke, og i dødens skygge, bundne i elendighed og jern... Og de råbte til Herren, da de var i angst, han frelste dem af deres trængsler. Han udførte dem af mørket og dødens skygge, og sønderrev deres bånd. Lad dem takke Herren for hans miskundhed og for hans underfulde gerninger imod menneskernes børn.” (Sl. 107,9 15) SLF 260.3

“Hvorfor nedbøjer du dig, min sjæl? Hvorfor bruser du i mit indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit ansigts frelse og min Gud.” (Sl. 42,12) “Herren er mit lys og min frelse, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit livs værn, for hvem skal jeg blive bange?” (Sl. 27,1) “Han skal gemme mig i sin hytte på den onde dag; han skal skjule mig i sit beskyttende skjul;..... jeg vil ofre ham ofre med frydeklang i hans telt; jeg vil synge og leje for Herren.” (Sl. 27,5 6) “Jeg har biet tålmodig efter Herren, og han bøjede sig til mig, og hørte mit råb. Og han drog mig op af en brusende grav, af en brusende grav, af det skidne dynd; og han satte mine fødder på en klippe, han befæstede mine skridt. Og han lagde en ny sang i min mund, en lovsang til vor Gud.” (Sl. 40,2 4) “Herren er min styrke og mit skjold; på ham forlader mit hjerte sig, og jeg bliver hjulpet; derfor fryder mit hjerte sig, og jeg vil prise ham med min sang.” (Sl. 28,7) SLF 260.4

En af de største hindringer for, at de syge kan komme sig, er, at de tænker på sig selv. Mange mener, at alle burde vise dem sympati og yde dem hjælp, medens det, som de behøver, er at få opmærksomheden vendt bort fra sig selv og tænke på og have omsorg for andre. SLF 261.1

Man bliver ofte anmodet om at bede for de lidende, de bedrøvede og de mismodige, og dette er ret. Vi bør bede Gud om at lade lyset skinne ind i det mørke sind og trøste det bedrøvede hjerte. Men Gud besvarer deres bønner, som stiller sig selv der, hvor hans velsignelser flyder. Medens vi beder for de bedrøvede, bør vi opmuntre dem til at søge at hjælpe andre, som er værre stillede end de selv. Idet de søger at hjælpe andre, vil mørket fordrives fra deres egne hjerter. Når vi forsøger at trøste andre med den trøst, hvormed vi selv er blevet trøstede, så høster vi selv velsignelse deraf. SLF 261.2

Det 58de kap hos Esajas giver anvisning på et middel mod legemlig og sjælelig sygdom. Hvis vi ønsker sundhed og sand livsglæde, så må vi efterleve de regler, som gives i nævnte skriftsted. Om den tjeneste, som er antagelig for Gud, og om dens velsignelser siger Herren: SLF 261.3

“Er det ikke den, at du deler dit brød med den hungrige, og at du lader de elendige og omvankende komme i dit hus? Når du ser en nøgen, at du da klæder ham, og at du ikke holder dig tilbage fra han, som er dit eget kød? Da skal dit lys frembryde som morgenrøden, og din lægedom skal skride frem i hast, og din retfærdighed skal gå frem for dit ansigt, Herrens herlighed skal slutte til efter dig. Da skal du påkalde, og Herren skal bønhøre, du skal råbe, og han skal sige: se, her er jeg; hvis du borttager åget fra din midte, og ikke udstrækker fingrene, og ikke taler uret. Og hvis du rækker til den hungrige, hvad din egen sjæl har lyst til, og mætter en vansmægtende sjæl, da skal dit lys oprinde i mørket, og dit mørke skal være som middagen. Og Herren skal altid lede dig og mætte den sjæl i de tørre egne, og styrke dine ben; og du skal blive som en vandrig have og som et kildevæld, hvis vande ikke slår fejl.” (Es 58,7 11) SLF 261.4

Gode handlinger er en dobbelt velsignelse, idet de gavner både yderen og modtageren. Bevidstheden om at have handlet ret er en lægedom af bedste slags for dem, som er syge på sjæl og legeme. Når man er fri og lykkelig i sjæl og sind ved tanken om veludførte pligter og ved tilfredsheden af at kunne bringe andre lykke, så vil dette have en opmuntrende, opløftende indflydelse og bringe nyt liv ind i hele ens væsen. SLF 262.1

Lad den syge søge at vise sympati i stedet for selv altid at kræve sympati af andre. Kast din byrde af svaghed, sorg og smerte på den medlidende Frelser. Luk dit hjerte op for hans kærlighed og lad den strømme ud til andre. Husk på, at alle har svære prøvelser at bære, fristelser, som er vanskelige at modstå, så kan du gøre noget for at lette disse byrder. Udtryk din taknemmelighed for de velsignelser, du har; vis påskønnelse for den opmærksomhed, som vises dig. Lad hjertet være fyldt med guds dyrebare forjættelser, for at du fra dette skattekammer kan hente sådanne ord, som vil blive andre til trøst og styrke. Dette vil omgive dig med en indflydelse, som vil virke styrkende og opløftende. Lad det være din opgave at sprede velsignelse omkring til dine omgivelser, så vil du finde anledning til at hjælpe både din egen familie og andre. SLF 262.2

Hvis de, der har et nedbrudt helbred, ville glemme sig selv ved at interessere sig for andre, og hvis de opfyldte Herrens befaling om at tjene dem, som er værre stillede, end de selv er, så ville de erfare sandheden af den profetiske forjættelse: “Da skal dit lys frembryde som morgenrøden, og din lægedom skal skride frem i hast.” SLF 263.1

I dag jeg står ved Elims klare væld, i palmers skygge hviler trætte vandringsmand. I går jeg stod ved Mara, trist, forsagt og ensom, hvor solen brændte på den tørre ørkensand. Og dog de er jo begge i den samme ørken, af samme bjerge sluttes begge ind; den samme sol jo brænder begge steder, de begge fejes af den samme hede vind. Ja sådan er det her, jeg grant det ved, og sådan har det været i den tid, som gik: Det beske med det søde med uro veksler fred, fra sorg til glæde er kun et lille øjeblik. Gud vender ofte sorgens tårer om til fryd, til stille vande fører nådig vore fjed; til tider lader han os se den tunge, sorte sky, og atter i en liflig græsgang ligge ned. Hvad gør vel det! Se, tiden hastigt går, snart Elim, få og Mara vi har tilbagelagt! Snart er vor ørkenvandring på denne jord forbi, og vi indgår i staden, som vor Gud har sagt. O skønne land bag verdens golde bjerge, hvor evigt vælder ud hin livets klare flod! O paradis, du lammets brud så hellig, ren, hvor vi skal hvile sødt vor ømme, trætte fod! SLF 263.2