I den Store Læges fodspor

Den sande missionslæge

Vort eksempel

Vor Herre Jesus Kristus kom til verden som menneskehedens utrættelige tjener. Han tog vore skrøbeligheder og bar vore sygdomme,” (Matt 8,17) for at han kunne afhjælpe al menneskelig nød. Han kom for at bortskaffe sygdom, elendighed og synd. Hans mission var at bringe menneskerne fuld genoprejsning; han kom for at give dem sundhed, fred og en fuldkommen karakter. Mangeartede var deres omstændigheder og forskellig deres trang, som søgte hans hjælp, og ingen, der kom til ham, gik uhjulpet bort. Der udgik en strøm af helbredende kraft fra ham, og menneskerne blev sunde både til legeme, sjæl og ånd. SLF 19.1

Frelserens virksomhed var ikke indskrænket med hensyn til tid og sted. Hans medlidenhed kendte ingen grænser, og i så stor udstrækning udførte han sin helbredelses og lærervirksomhed at der ikke fandtes en bygning i Palæstina, som var stor nok til at rumme de skarer, der flokkedes omkring ham. På Galilæas grønne bjergskråninger, på de alfarvej, ved søen, i synagogen, udførte han sin helbredelsesgerning. I enhver by, enhver stad, som han kom gennem, lagde han sin hånd på de syge og helbredte dem. Alle vegne, hvor der fandtes hjerter, som var villige til at modtage hans budskab, trøstede han dem med forventningen om den himmelske Faders kærlighed. Hele dagen igennem virkede han for dem, der kom til ham, og om aftnen tog han sig af sådanne, som om dagen måtte arbejde for at tjene det nødvendigste til deres families underhold. SLF 19.2

Jesus bar den frygtelige byrde, som ansvaret for menneskernes Frelse medførte. Han vidste, at når der ikke skete en afgjort forandring i Menneskernes principper og fortsætter, ville alle gå fortabt. Det var denne slægt, der tyngede på hans sjæl, og ingen kan fatte, hvor svær den byrde var, som hvilede på ham. Gennem barndommen, ungdommen og manddommen gik han alene. Men det var farligt at være i hans nærhed. Dag efter dag mødte han prøvelser og fristelser; daglig kom han i berøring med det onde og var vidne til dets magt over dem, han søgte at velsigne og frelse. Men han gav ikke tabt, blev ikke mismodig. SLF 20.1

I alle henseender indrettede han sine ønsker i stærk overensstemmelse med sin mission. Han herliggjorde sit liv ved i alle ting at underkaste sig Faderens vilje. Da hans moder fandt ham som barn siddende i rabbinernes stole og sagde: søn! hvorfor gjorde du os dette?” svarede han og dette svar udtrykte hovedgrundlaget for hans livsgerning: Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at mig bør at være i min Faders Gerning?” (Luk 2,48-49) SLF 21.1

Hans Liv var en uafbrudt selvopofrelse. Han havde intet hjem her i verden, uden for så vidt som hans venner af kærlighed sørgede for ham som for en vejfarende. For vor skyld levede han som den fattige, omgik de trængende og lidende og virkede for dem. Upåagtet og uden påskønnelse gik han ind og ud iblandt det folk, som han havde gjort så meget for. Han var altid tålmodig og glad, og de lidende hilste ham som en livets og fredens Budbærer. Han så alles trang, hvad enten det var mænd eller kvinder, børn eller unge, og til alle rettede han indbydelsen: Kom hid til mig!” SLF 21.2

I sin virksomhed anvendte Jesus mere tid til at helbrede de syge end til at prædike. Hans undergerninger fæstede sandheden af hans ord, når han sagde, at han ikke var kommen for at fordærve, men for at frelse. Hvor som helst han færdedes, gik beretningen om hans miskundhed forud for ham. Hvor han havde været, glædede de, som havde været genstand for hans medlidenhed, sig over sundhed og prøvede de nye kræfter, de var kommet i besiddelse af. Skarer af mennesker samledes omkring dem for fra deres læber at høre om de gerninger, han havde udført. Hans stemme var for manges vedkommende den første lyd, de nogen sinde havde hørt, hans navn det første ord, de nogen sinde havde udtalt, og hans ansigt det første, de nogen sinde havde beskuet. Hvorfor skulle de ikke elske Jesus og forkynde hans pris? Når han vandrede gennem stæder og byer, var han ligesom en livgivende strøm, der spredte liv og glæde omkring sig. SLF 21.3

Zebulons land og Naftalis land, langs søen denne side Jordan, hedningernes Galilæa, det folk, som sad i mørke, har set et stort lys, og dem som sad i dødens land og skygge, dem er opgået et lys.” Matt 4,15 16. Frelseren benyttede enhver helbredelse som en anledning til at indplante guddommelige grundsætninger i sjæl og sind. Dette var hensigten med hans værk. Han meddelte jordiske velsignelser for derved at lede menneskernes hjerter til at modtage hans nådes evangelium. Kristus kunne have beklædt den højeste stilling blandt jødefolkets lærere; men han foretrak hellere at bringe evangeliet til de fattige. Han vandrede omkring fra sted til sted, for at folk både i by og land kunde høre sandhedens ord. Ved søen, i bjergene, på byernes gader og i synagogen hørte man ham udlægge skriften. Ofte underviste han i templets ydre forgård, for at også hedningerne kunne høre hans forkyndelse. SLF 22.1

Så forskellig var Jesu undervisning fra de skriftkloges og farisæernes udlæggelse af skriften, at det vakte folkets opmærksomhed. Rabbinerne dvælede ved overleveringer, ved menneskers teorier og spidsfindigheder. Ofte blev det, som mennesker havde lært og skrevet angående skriften, sat i stedet for skriften selv. Kristi undervisning var derimod bygget på Guds ord. Han mødte ethvert Spørgsmål med et tydeligt: “Der står skrevet,” “Hvad siger Skriften?” “Hvorledes læser du?” Ved enhver lejlighed, hvor interesse var blevet vakt enten ved ven eller fjende, fremholdt han ordet. Med klarhed og kraft forkyndte han evangeliet. Hans tale kastede en strøm af lys over det, som patriarkerne og profeterne havde lært, og den hellige skrift kom til menneskerne som en ny åbenbarelse. Aldrig før havde hans tilhørere kunnet se en så dyb betydning i Guds ord. SLF 23.1

Aldrig har der været en sådan evangelist, som Kristus var. Han var himlens majestæt; men han forringede sig selv og påtog sig vor natur, for at han kunne møde menneskerne, hvor de stod. Til alle, både rige og fattige, frie og trælle, bragte Kristus, pagtens sendebud, budskabet om frelse. Rygtet om ham som den store læge spredtes over hele Palæstina. Til de steder, hvor han ventedes at ville komme, strømmede de syge for at råbe ham om hjælp. Der kom også mange, som var begærlige efter at høre hans ord og efter at modtage en berøring af hans hånd. Iklædt et menneskes skikkelse gik han, herlighedens konge, omkring fra stad til stad, fra by til by og prædikede evangelium og helbredte de syge. SLF 23.2

Han overværede jødernes store årlige højtider, og til folkeskarerne, som fortabte sig i udvortes ceremonier, talte han om himmelske ting og stillede dem ansigt til ansigt med evigheden. Til alle bragte han skatte af rigdommens forrådskammer. Han talte til dem i et sprog så enkelt og så tydeligt, at de måtte forstå det. På sin egen ejendommelige måde hjalp han alle sørgene og lidende. I ømhed og kærlighed bragte han helbredelse og styrke til den syndsbetyngede sjæl. SLF 24.1

Kristus som var den første af alle lærere, søgte at nå folket gennem ganske almindelig selskabelig omgang. Hans fremstilling af sandheden var sådan, at den siden efter altid i tilhørernes erindring blandede sig med deres helligeste og kæreste minder. Han underviste på en måde, som bragte dem til at føle, hvor fuldt han gjorde deres indsigelser og deres lykke til sin egen personlige sag. Hans undervisning var så direkte, hans billeder så passende og hans ord så betagende og venlige at det rev hans tilhørere hen. Den ligefremhed og det alvor, hvormed han talte til de trængende, gjorde hvert ord helligt. SLF 25.1

Hvilket travlt liv han førte! Dag efter dag kunne man se ham gå ind i de fattiges og sørgendes tarvelige boliger, hvor hans ord bragte håb til de modfaldne og fred til de bekymrede. Den barmhjertige, medlidende, følsomme Jesus gik omkring og oplivede de nedtrykte og trøstede de bedrøvede. Hvor som helst han kom, bragte han velsignelse med sig. SLF 25.2

På samme tid som han hjalp de fattige, grundede han også på, hvorledes han kunde nå de rige. Han søgte at stifte Bekendtskab med den rige og dannede farisæer, den fornemme adelsmand og den romerske fyrste; han modtog deres indbydelser, var til stede ved deres fester og satte sig ind i deres interesser og beskæftigelser for derved at vinde adgang til deres hjerter og åbenbare for dem de uforgængelige rigdomme. SLF 26.1

Kristus kom til verden for at vise, at mennesket ved at modtage kraft fra det høje kan leve et pletfrit Liv. Med utrættelig tålmodighed og velvillig hjælpsomhed imødekom han menneskerne i deres trang. Ved sin mildhed og nåde jagede han uro og tvivl bort fra sjælen og forvandlede fjendskab til kærlighed, vantro til tillid. SLF 26.2

Han kunne sige til hvem, han ville: “Følg mig!” og den tiltalte stod op og fulgte ham. De verdslige tillokkelsers tryllemagt var brudt. På hans ord måtte begærlighedens og ærgerrighedens ånd forlade hjertet, og de således frigjorte stod op og fulgte Frelseren. SLF 27.1

Kristus gjorde ingen forskel med hensyn til nationalitet, rang eller trosbekendelse. De skriftkloge og faisærerne ønskede at gøre de himmelske gaver til noget, der kun tilhørte jødefolket, og at udelukke den øvrige del af Guds familie på jorden. Men Kristus kom for at nedbryde enhver adskillelsens; han kom for at vise, at hans nåde og kærlighed er lige så ubegrænset som luften, lyset eller den regn, der vederkvæger jorden. SLF 27.2

Kristi liv var fremstillingen af en religion, hvor der ikke er tale om rang, en religion, ved hvilken jøder og hedninger, frie og trælle sammenknyttes til et fælles broderskab, ligestillede overfor Gud. Ingen som helst hensyn kunde øve indflydelse på hans handlemåde. Han gjorde ingen Forskel på bekendte og fremmede, venner og fjender. Det, som rørte hans hjerte mest, var at se en sjæl, der tørstede efter livets vand. SLF 27.3

Han tilsidesatte intet menneske som værende uden betydning, men søgte at bringe den lægende balsam til enhver sjæl. I hvilket slags selskab han end befandt sig, havde han en lærdom, afpasset efter tid og lejlighed. Enhver forsømmelse eller forurettelse, som menneskerne gjorde sig skyldige i mod hverandre, tjente kun til at gøre deres trang til hans guddommelige og menneskelige sympati end mere klar for ham. Han søgte at indgyde Håb selv hos de mest rå og de mindst lovende og fremholdt for dem forvisningen om, at de kunde blive ulastelige og gode og opnå en karakter, som ville gøre det åbenbart, at de var Guds børn. SLF 27.4

Han traf ofte sammen med sådanne, som Satan havde fået herredømme over, og som ingen kraft besad til at rive sig løs fra hans snarer. Til disse mismodige, syge, fristede, faldne mennesker talte Jesus ømme, deltagende ord, ord, som passede, og som de kunde forstå. Han traf andre, der udkæmpede en tvekamp med sjælefjenden. Disse opmuntrede han til at holde ud og forsikrede dem, at de ville sejre; thi Guds engle var ved deres side og ville give dem sejr. SLF 28.1

Ved tolderens bord sad han som en æret gæst og viste ved sin sympati og sin selskabelighed, at han anerkendte menneskehedens ophøjede stilling, og man længtes efter at blive værdig til hans tillid. Hans ord faldt på de tørstige hjerter med en salig, livgivende Kraft. Nye forsætter vaktes til live, og disse foragtede mennesker fik øjnene op for muligheden af at kunne leve et nyt Liv. SLF 28.2

Endskønt Jesus var en jøde, færdedes han dog frit blandt samaritanerne uden at agte på sit folks farisæiske skikke. På trods af deres fordomme benyttede han sig af disse foragtede menneskers gæstfrihed; han sov med dem under deres tag, spiste sammen med dem ved deres bord, gjorde sig til gode af de retter som de tilberedte og satte frem for ham; han lærte på deres gader og behandlede dem med den største venlighedhed. Og medens han drog deres hjerter til sig ved sin menneskelige sympati, bragte hans guddommelige nåde dem den frelse, som jøderne forkastede. SLF 28.3

Kristus forsømte ingen lejlighed til at forkynde frelsens evangelium. Hør engang hans underfulde tale til den enlige kvinde fra Samaria! Han sad ved Jakobs Brønd, da kvinden kom for at hente vand. Til hendes Forundring rettede han en bøn til hende: “Giv mig at drikke!” Han ønskede en læskende drik, og han ønskede også en lejlighed til at give hende livets Ånd. “Hvorledes beder du,” spurgte hun, “som er en jøde, mig, som er en samaritansk kvinde, om drikke? Thi jøderne holder ikke samkvem med samaritaner.” Jesus svarede: “Dersom du kendte Guds gave, og hvo den er, som siger til dig: Giv mig at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende vand. ..... Hver den, som drikker af dette vand, som jeg vil give ham, skal til evig tid ikke tørste; men det vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en kilde af ånd, som opvælder til et evigt liv.” (Joh. 4,7-14) SLF 28.4

Hvilken interesse Kristus viste for denne ene kvinde! Hvor alvorlig og hvor inderlig var ikke hans tale! Da kvinden hørte hans ord, lod hun vandkarret blive stående og gik ind i staden og sagde til sine venner: “Kom, se et menneske, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon denne ikke være den Kristus?” Vi læser, at “mange samaritaner af den samme stad troede på ham.” (Joh.4,29. 39) Og hvem kan vel beregne den indflydelse, disse ord har haft til sjælenes frelse i de år, som er gået siden den Gang! SLF 30.1

Hvor som helst der findes hjerter, som er modtagelige for sandheden, står Kristus rede til at undervise dem. Han åbenbarer Faderen for dem og lærer dem at forstå den tjeneste, der er velbehagelig for ham, som læser hjertet. Overfor sådanne benytter han sig ikke af lignelser; til dem siger han ligesom til kvinden ved brønden: Ham er jeg, som taler med dig.” SLF 30.2