Vækkelse

Omvendelse - humbug eller virkelighed

Ordets kraft
Hvor som helst Guds ord er blevet forkyndt med troskab, har der vist sig resultater, som beviste dets guddommelige oprindelse. Guds Ånd fulgte hans tjeneres budskab og gav ordet kraft. Synderes samvittighed vågnede. Det “sande lys, som oplyser hvert menneske,” oplyste deres inderste sjæl, og mørkets skjulte ting blev synlige. Deres sind og hjerte blev grebet af en dyb overbevisning om synd, om retfærdighed og om den kommende dom. De fik øjnene op for Jehovas retfærdighed og ængstedes ved tanken om, at de i deres urenhed og skyldighed skulle stå frem for ham, der ransager hjerterne. I fortvivlelse råbte de: “Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” Da Golgatas kors med dets store offer for menneskenes synder blev åbenbaret, indså de, at kun Kristi fortjenester kunne sone deres overtrædelser; kun dette kunne forsone mennesket med Gud. I tro og ydmyghed satte de deres lid til Guds Lam, som borttager verdens synd. Ved Jesu blod fik de tilgivelse for “de synder, som forhen var begået.” VKK 17.1

En ny levemåde
Disse sjæle bar omvendelsens frugter. De troede og blev døbt og begyndte at leve et nyt liv som nye mennesker i Kristus Jesus. Nu fulgte de ikke længere deres fordums lyster, men ved troen på Guds Søn vandrede de i hans fodspor, genspejlede hans karakter og rensede sig selv, ligesom han er ren. Det, som de før hadede, elskede de nu, og det, som de før elskede, hadede de nu. De hovmodige og selvbevidste blev sagtmodige og ydmyge. De forfængelige og stolte blev alvorlige og beskedne. De blasfemiske blev gudfrygtige, de fordrukne blev ædruelige, og de lastefulde blev rene af hjertet. Verdens forfængelighed blev lagt bort. Som kristne søgte de ikke det “udvortes: Hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.” 1 Pet. 3, 3. 4. VKK 18.1

Vækkelser førte til dyb selvransagelse og ydmyghed. De var karakteriseret ved højtidelige, indtrængende ord til synderen og af dyb medfølelse med de sjæle, som er købt med Kristi blod. Mænd og kvinder bad og kæmpede med Gud for sjæles frelse. Frugten af sådanne vækkelser viste sig i form af sjæle, som ikke veg tilbage fra selvfornægtelse og opofrelse, men som glædede sig over, at de regnedes for værdige til at lide forsmædelse og udstå prøvelser for Kristi skyld. Menneskene så, hvorledes de, som bekendte Jesu navn, forvandledes. Deres medmennesker fik gavn af deres indflydelse. . . . VKK 19.1

Dette er resultatet af hvordan Guds Ånd virker. Sand anger må give sig udslag i en reform. Hvis en synder tilbageleverer det, han har fået i pant, afleverer det han har stjålet, bekender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker, kan han være forvisset om, at han har fået fred med Gud. Således var de virkninger, som tidligere blev frembragt i perioder med åndelig vækkelse. Når vi betragter deres resultater, ser vi at de var velsignet af Gud til frelse og opbyggelse af menneskeslægten. VKK 19.2

Uægte vækkelser - hvad er forskellen?
Men mange vækkelser i moderne tid har været helt forskellige fra de åbenbarelser af guddommelig nåde, som i tidligere tider fulgte Guds tjeneres arbejde. Ganske vist vækkes der udbredt interesse, mange påstår, at de har omvendt sig, og menigheden vokser; men resultaterne er alligevel ikke af en sådan art, at de berettiger en til at tro, at der er foregået en tilsvarende vækst i åndelig henseende. Det lys, som flammer op for en tid, slukkes snart og efterlader et tættere mørke end før. VKK 20.1

Populære vækkelser er ofte baseret på en appel til fantasien, en ophidselse af følelserne og tilfredsstillelse af lysten til det, der er nyt og overraskende. De, der omvendes på denne måde, nærer intet ønske om at lytte til Bibelens sandheder og føler ingen interesse for profetiernes og apostlenes vidnesbyrd. Hvis en gudstjeneste ikke er sensationel, bryder de sig ikke om den. Et budskab, som appellerer til den kølige fornuft, vækker ingen interesse. Guds ords klare advarsler, som tager direkte sigte på menneskenes evige interesser, gives der ikke agt på. VKK 20.2

For enhver, som virkelig er blevet omvendt, er forholdet til Gud og alt, hvad der hører evigheden til, det vigtigste i livet. . . . . . . Før Gud hjemsøger Jorden med de sidste straffedomme, vil der blandt Herrens folk foregå en sådan genoplivelse af oprigtig kristendom, som der ikke har eksisteret siden apostlenes dage. Guds Ånd og kraft vil blive udgydt over hans børn. Til den tid vil mange forlade de menigheder, i hvilke kærligheden til verden har fortrængt kærligheden til Gud og hans ord. Både blandt ordets forkyndere og lægfolket vil mange med glæde tage imod de store sandheder, som Gud har ladet forkynde i vor tid for at berede et folk for Herrens genkomst. VKK 20.3

Sjælefjenden søger at forhindre, at dette sker, og endnu før en sådan bevægelse opstår, vil han forsøge at forhindre den ved selv at skabe en efterligning. I de menigheder, som han får i sin bedrageriske magt, vil han få det til at se ud, som om Guds særlige velsignelse udgydes, og der vil komme noget, som ligner en stor åndelig interesse. Mange vil fryde sig over, at Gud arbejder mirakuløst for dem, skønt det er en anden ånd, som leder værket. I religiøs forklædning vil Satan forsøge at forøge sin indflydelse på den kristne verden. VKK 21.1

Hvorfor blive bedraget?
I mange af de vækkelser, som har gjort sig gældende i de sidste halvtreds år, har den indflydelse, som vil påvirke fremtidens mere udbredte bevægelser, i større eller mindre grad været mærkbar. De viser sig ved en følelsesmæssig ophidselse og en sammenblanding af sandhed og løgn, som er velegnet til at lede på vildspor. Men ingen behøver at lade sig bedrage. I lyset fra Guds ord er det ikke vanskeligt at afgøre disse bevægelsers natur. Når mennesker ikke vil agte på Bibelens vidnesbyrd, men vender sig bort fra de klare, hjerteransagende sandheder, som kræver selvfornægtelse og forsagelse af verden, kan vi være sikre på, at Gud ikke skænker sin velsignelse. Og efter den regel, som Kristus selv har opstillet: “Af deres frugter skal I kende dem”, er det tydeligt, at disse bevægelser ikke er Guds værk. VKK 22.1

I sit ords sandheder har Gud skænket menneskene en åbenbaring af sig selv, og for alle, som tager imod dem, er det et værn mod Satans bedrag. Det er, fordi disse sandheder ikke er blevet taget til indtægt, at døren er blevet åbnet for de onder, som nu er ved at blive så udbredte i den religiøse verden. Alt for mange mennesker har glemt Guds lovs natur og betydning. En fejlagtig opfattelse af den guddommelige lovs karakter, dens bestandighed og forpligtelsen til at holde den har ført til vildfarelser med hensyn til omvendelse og helliggørelse, og resultatet er blevet en sænkning af den kirkelige norm for fromhed. Her har vi årsagen til, at de moderne vækkelser mangler Guds Ånd og kraft. . . . . VKK 22.2

Kan Guds lov forandres
Mange religiøse forkyndere hævder, at Kristus ved sin død ophævede loven, således at menneskene ikke længere behøver at adlyde dens krav. Nogle påstår endda, at loven er et plagsomt åg, og de udmaler den frihed, som evangeliet giver, som en modsætning til lovens trældom. VKK 23.1

Men således betragtede profeterne og apostlene ikke Guds hellige lov. David sagde:” Jeg vil vandre i åbent land, for dine befalinger ligger mig på sinde.” Sl. 119, 45. Apostlen Jakob, som skrev efter Kristi død, kalder de ti bud ” den kongelige lov” og “frihedens fuldkomne lov”.. Jak. 2, 8; 1, 25. Og et halvt århundrede efter korsfæstelsen udtalte Åbenbaringens forfatter en velsignelse over dem, “som gør hans befalinger, på det de må få adgang til livets træ og indgå gennem portene i staden.” Åb. 22, 14. (ældre dansk overs.) Påstanden om, at Kristus ved sin død ophævede sin Faders lov, er grundløs. Hvis loven havde kunnet forandres eller tilsidesættes, havde Kristus ikke behøvet at dø for at befri menneskene for syndens straf. . . . . VKK 23.2

Omvendelse og forsoning - hvordan går det for sig?
Omvendelse og helliggørelse har til opgave at forsone menneskene med Gud ved at bringe dem i overensstemmelse med Guds lovs principper. Mennesket blev i begyndelsen skabt i Guds billede. Det var i fuldkommen harmoni med Guds natur og lov. Retfærdighedens principper var skrevet i dets hjerte. Men synden fjernede mennesket fra dets Skaber. Nu genspejlede det ikke længere Guds billede. Dets hjerte var i strid med Guds lovs principper. “Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det.” Rom. 8, 7. Men “således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne,” for at mennesket kunne blive forsonet med Gud. På grund af Kristi fortjenester kan mennesket atter komme i harmoni med sin skaber. Dets hjerte må fornys ved guddommelig nåde, og det må have et nyt liv ovenfra. Denne forvandling er den nye fødsel, om hvilken Jesus siger: “Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.” VKK 24.1

Det første skridt mod forsoning med Gud er syndsbevisthed. “Synd er lovbrud.” 1 Joh. 3, 4. “Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.” Rom. 3, 20. For at kunne erkende sin synd må synderen prøve sin karakter efter Guds store målestok for retfærdighed. Den er et spejl, som gengiver en retfærdig karakters fuldkommenhed og sætter ham i stand til at se sine egne karakterbrist. VKK 25.1

Loven åbenbarer mennesket dets synder, men den giver intet lægemiddel. Den lover den lydige liv, men tilføjer, at lovovertræderens lod er døden. Kun Kristi evangelium kan befri mennesket fra syndens fordømmelse eller besmittelse. Det må føle anger over for Gud, hvis lov er blevet overtrådt, og det må tro på Kristus, dets sonoffer. På den måde opnår det at få tilgivelse for “de synder, som forhen var begået”, og får del i Guds natur. Det er et Guds barn, der har modtaget barnekårs ånd, og i den råber det: “Abba, Fader!” VKK 25.2

Har det derefter tilladelse til at overtræde Guds lov? Paulus siger: “Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej langtfra! Vi stadfæster loven.” Vi, som jo er døde fra synden, hvordan kan vi stadig leve i den?” Rom. 3, 31; 6, 2. Og Johannes udtaler: “Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.” 1. Joh. 5, 3. Når hjertet genfødes og kommer i harmoni med Guds lov, kommer det også i harmoni med Gud. Når denne mægtige forvandling har fundet sted hos synderen, er han gået fra død til liv, fra synd til hellighed, fra lovovertrædelse og oprør til lydighed og troskab. . . . VKK 25.3

Helliggørelse - hvorledes sker det?
Forkerte teorier om helliggørelse, som udspringer fra tilsidesættelse eller forkastelse af den guddommelige lov, indtager en fremskudt plads i nutidens religiøse bevægelser. Disse falske teorier har farlige følger, og den kendsgerning, at de hyldes af mange, gør det dobbelt påkrævet, at alle får en klar opfattelse af, hvad skriften lærer os på dette punkt. VKK 26.1

Sand helliggørelse er en Bibelsk læresætning. I sit brev til tessalonikerne skriver Paulus: “Thi dette er Guds vilje, at I helliggøres.” Og han beder: “Han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt!” 1. Tess. 4, 3; 5, 23. Bibelen lærer os tydeligt, hvad helliggørelse er, og hvorledes den opnås. Frelseren bad for sine disciple: “Hellige dem ved sandheden! Dit ord er sandhed.” Joh. 17, 17. 19. Og Paulus siger at de troende skal “helliges ved Helligånden”. Rom. 15, 16. Hvori består Helligåndens værk? Jesus sagde til sine disciple: “Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden.” Joh. 16, 13. Og Salmisten siger: “Din lov er sandhed.” Ved Guds ord og Ånd åbenbares retfærdighedens store principper i Guds lov for menneskene. Og da Guds lov er “hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt”, en genpart af den guddommelige fuldkommenhed, vil den karakter, som dannes ved lydighed mod denne lov, også blive hellig. Kristus er et fuldendt eksempel på en sådan karakter. Han siger: “Jeg har holdt min Faders bud.” “Jeg gør altid, hvad der er ham velbehageligt.” Joh. 15, 10; 8, 29. Kristi efterfølgere skal blive som han. Ved Guds nåde skal de danne en karakter, der er i harmoni med hans hellige lovs principper. Dette er Bibelsk helliggørelse. VKK 26.2

Dette kan kun opnås ved tro på Kristus og ved Guds Ånds iboende kraft. Paulus siger til de troende: “Derfor ... skal I også nu ...arbejde på jeres frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske.” Fil. 2, 12. 13. Den kristne vil blive fristet til at synde, men han kæmper imod disse fristelser. Her behøver vi Kristi hjælp. Så forenes den menneskelige svaghed med den guddommelige styrke, og vi kan i tro sige: “Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!” 1. Kor. 15, 57. VKK 27.1

Skriften viser os tydeligt, at helliggørelsen foregår gradvist. Når synderen omvender sig og får fred med Gud ved det sonende blod, er kristenlivet blot lige begyndt. Nu skal vi søge fremad mod “fuldkommenhed” og nå frem til “det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.” Apostlen Paulus siger: “Et gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus.” Fil. 3, 13. 14. Læs også 2 Pet. 1, 5-10. VKK 28.1

Ingen plads til stolthed
De, der har erfaret bibelsk helliggørelse, vil være ydmyge. De har ligesom Moses set hellighedens frygtindgydende majestæt, og de ser deres egen uværdighed i modsætning til den evige Guds renhed og ophøjede fuldkommenhed. VKK 28.2

Profeten Daniel er et eksempel på sand helliggørelse. I hele sit lange liv tjente han sin Herre trofast. Han var “højt elsket” af Gud Dan. 10, 11. Men i stedet for at gøre krav på at være ren og hellig identificerede denne højagtede profet sig med sit folks største syndere, da han bad til Gud for sit folk. “Ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed.” “Vi syndede og var gudløse!” Han sagde også: “Jeg ... bad og bekendte min og mit folks Israels synd.” Og da Guds Søn senere viste sig for ham for at belære ham, sagde Daniel: “Mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere.” Dan. 9, 18. 15. 20; 10, 18. VKK 28.3

Da Job hørte Herrens stemme fra stormvejret, udbrød han: “Jeg ... angrer i støv og aske!” Job 42, 6. Og da Esajas så Herrens herlighed og hørte seraferne råbe: “Hellig, hellig, hellig er Hærskares Herre,” råbte han “Ve mig, det er ude med mig!” Es. 6, 3. 5. Og Paulus, der blev bortrykket indtil den tredje Himmel og hørte ord, som intet menneske har lov til at udtale, omtalte sig selv som “den allerringeste af alle hellige:” 2 Kor. 12, 2-4; Ef. 3, 8. Den højt elskede Johannes, som lænede sig til Jesu bryst og så hans herlighed, faldt som død ned for engelens fødder. Åb. 1, 17. VKK 29.1

De mennesker, som vandrer i skyggen af Golgatas kors, ophøjer ikke sig selv og gør ikke krav på at være syndfri. De føler, at det var deres synd, der var skyld i den dødskval, der fik Guds Søns hjerte til at briste, og denne tanke gør dem ydmyge. De, der lever Jesus nærmest, ser klarest menneskehedens skrøbelighed og syndighed, og deres eneste håb er den korsfæstede og opstandne frelsers fortjeneste. VKK 29.2

Uden helliggørelse - er det “blot at tro”?
Den helliggørelse, som nu indtager en fremskudt plads i den religiøse verden, ledsages af selvforherligelse og en ligegyldighed over for Guds lov, som viser, at den er vidt forskellig fra Bibelens religion. Dens talsmænd forkynder, at helliggørelse sker i løbet af et kort øjeblik, i hvilket de, alene ved tro, erhverver fuldkommen hellighed. “Du behøver kun at tro,” siger de, “så tilhører velsignelsen dig.” Efter deres opfattelse kræves der ikke nogen yderligere indsats fra modtagerens side. Samtidig benægter de Guds lovs autoritet og hævder, at de er fritaget for forpligtelsen til at adlyde budene. Men er det muligt for mennesker at være hellig, i overensstemmelse med Guds vilje og karakter, uden at komme i overensstemmelse med de principper, som er et udtryk for hans natur og vilje, og som viser, hvad der er ham velbehageligt? VKK 30.1

Ønsket om en nem religion, som ikke kræver stræben, selvfornægtelse og forsagelse af verdens dårskaber, har gjort læren om tro og tro alene meget populær. Men hvad siger Guds ord? Apostelen Jacob udtaler: “Hvad nytter det, mine brødre! om èn siger, han har tro, når han ikke har gerninger? Kan troen måske frelse ham? ... Men ønsker du, tankeløse menneske, bevis for, at tro uden gerninger er gold? Blev ikke vor fader Abraham retfærdiggjort af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? Du ser altså, at troen virkede sammen med hans gerninger, og ved gerningerne nåede troen sin fuldendelse. ... I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort og ikke af tro alene.” Jak. 2, 14-24. VKK 30.2

Guds ords vidnesbyrd går imod denne bedrageriske læresætning om tro uden gerninger. Det er ikke tro, som kræver Himmelens gunst uden at opfylde de betingelser, på hvilke nåden gives; det er simpelt hen formastelse. For sand tro er baseret på den hellige skrifts løfter og foranstaltninger. VKK 31.1

Ingen bør bedrage sig selv ved at tro, at man kan blive hellig, samtidig med at man bevidst overtræder et af Guds bud. Ved at synde bevidst bringer man Helligåndens røst til tavshed og fjerner sin sjæl fra Gud. “Synd er lovbrud,” og “enhver, der synder [begår lovbrud], har hverken set ham eller kendt ham.” 1 Joh. 3, 6. Skønt Johannes i sine breve dvæler længe ved kærlighedens betydning, tøver han ikke med at afsløre den sande karakter hos dem, der hævder at være helliggjorte, skønt de til stadighed overtræder Guds lov.” Den, der siger: “Jeg kender ham,” og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet.” 1 Joh. 2, 4. 5. Her er prøven på ethvert menneskes bekendelse. Vi kan ikke betegne noget menneske som helliggjort uden at måle det efter Guds eneste mål for hellighed i Himmelen og på jorden. . . . VKK 31.2

Selve påberåbelsen af syndfrihed er et tydeligt tegn på, at den, der hævder at være syndfri, langtfra er hellig. Den pågældende kan ikke have nogen sand opfattelse af Guds uendelige renhed og hellighed eller af, hvor langt et menneske skal nå for at være i harmoni med Guds karakter. Kun fordi den person, der fremsætter påstanden, ikke har nogen sand opfattelse af Jesu renhed og ophøjede elskelighed, ej heller af syndens hæslighed og ondskab, betragter han sig selv som hellig. Jo større afstand der er mellem ham selv og Kristus, og jo mere utilstrækkelig hans opfattelse af den guddommelige karakter er, des retfærdigere tager han sig ud i sine egne øjne. VKK 32.1

Helliggørelse - fuldstændig overgivelse
Den helliggørelse, som skriften taler om, omfatter hele mennesket - ånd, sjæl og legeme. Paulus bad således for tessalonikerne: “Måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!” 1. Tess. 5, 23. Og han skriver til andre troende: “Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer.” Rom. 12, 1. På det gamle Israels tid blev ethvert offer til Gud omhyggeligt undersøgt. Hvis der blev fundet mangler ved det dyr, som skulle ofres, blev det kasseret, for Gud havde befalet, at offerdyrene skulle være lydefri.” Derfor formanes de kristne til at bringe deres legemer “som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer.” For at kunne gøre dette må alle deres evner og kræfter bevares i den bedst mulige tilstand. Alt, hvad der svækker den åndelige eller legemlige kraft, gør mennesket uegnet til at tjene sin Skaber. VKK 33.1

Og mon Gud vil være tilfreds med mindre end det bedste, vi kan give? Kristus sagde: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte.” De, der elsker Gud af hele deres hjerte, ønsker at tjene ham bedst muligt, og de forsøger bestandig at bringe alle deres evner og kræfter i harmoni med de love, som vil fremme deres evne til at gøre hans vilje. . . . . . VKK 33.2

Et forandret liv
Verden er nydelsessyg. “Kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods” har taget magten over de fleste. Men Kristi tilhængere har et højere kald. VKK 34.1

“Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent.” I lyset fra Guds ord har vi lov til at sige, at en helliggørelse, som ikke bevirker, at der gives fuldstændigt afkald på denne verdens syndige handlinger og nydelser, ikke kan være sand helliggørelse. De, der følger befalingen om at drage bort og skille sig ud og ikke røre noget urent, har fået dette løfte af Gud: “Så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.” 2 Kor. 6, 17. 18. Det er ethvert kristent menneskes privilegium og pligt at gøre rige erfaringer i de ting, der hører Gud til. . . . De klare stråler fra Retfærdighedens Sol skinner på Guds tjenere, og de skal tilbagekaste dette lys. Ligesom stjernerne fortæller os, at der er et stort lys på himmelen, og at de får deres skin fra dette, skal kristne mennesker vise, at der på universets trone sidder en Gud, hvis karakter er lovprisning og efterlignelse værd. Hans Ånds egenskaber og hans karakters renhed og hellighed skal præge hans vidner. . . . VKK 34.2

Ikke længer fordømt
Den kristnes liv bør være præget af ydmyghed, men det bør ikke være præget af tristhed og selvforringelse. Ethvert menneske bør leve på en sådan måde, at Gud billiger det og velsigner dets liv. Det er ikke vor himmelske Faders vilje at vi stadig skal være under fordømmelse og i mørke. At gå med bøjet hoved og hjertet fuldt af tanker om sig selv er ikke noget tegn på sand ydmyghed. Vi kan gå til Jesus for at blive lutret, og så kan vi stå foran loven uden skam og samvittighedsnag. “Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” Rom. 8, 1. VKK 35.1

Ved Jesus bliver Adams faldne sønner “Guds sønner.” “Thi både den, som helliger, og den, som helliges, har alle samme Fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre.” Hebr. 2, 11. Den kristne bør leve et liv i tro, sejr, og glæde i Gud. “Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.” 1. Joh. 5, 4. Herrens tjener Nehemias sagde med sandhed: “Herrens glæde er jeres styrke.” Neh. 8, 10. Og Paulus siger: “Glæd jer altid i Herren; jeg siger igen: glæd jer!” Fil. 4, 4.“Vær altid glade, bed uden ophør, og sig tak under alle forhold; thi det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” 1. Tess. 5, 16-18. VKK 35.2

Således er frugterne af bibelsk omvendelse og helliggørelse. Den Store Strid, 408-422 (Vækkelser i nyere tid.) VKK 36.1