Det skal ske i de sidste dage

En oplevelse med en falsk profet

I går aftes kom en ung mand, som ingen af os kendte — men han sagde, at han var en bror fra Victoria i Australien. Han bad om at tale med Søster White. Det var aften, og jeg afslog at se ham. Men vi inviterede ham til at blive hos os om natten og spise morgenmad sammen med os. Da vi havde holdt morgenandagt og skulle til at gå til vore forskellige opgaver, rejste den unge mand sig og bød os sætte os. Han sagde: “Har I nogen salmebøger? Vi vil synge en salme, og så har jeg et budskab til jer.” Jeg svarede: “Hvis du har et budskab, så giv os det med det samme, for vi skal hurtigst muligt have posten af sted og har ingen tid at spilde.” Så begyndte han at læse op af noget, han havde skrevet. Han forkyndte blandt andet, at dommen over de levende nu var begyndt... DSSIDSD 23.1

Jeg lyttede, mens han fortsatte. Til sidst sagde jeg: “Min bror, du er ikke rigtig dig selv. Forklar os tydeligt, hvordan dit budskab angår os. Gør det venligst hurtigt. Dit sind er overspændt, du forstår ikke, hvad du gør. Meget af, hvad du har sagt, er i overensstemmelse med Bibelen, og det tror vi på. Men du er ophidset. Sig os venligst, hvad det er, du vil os.” DSSIDSD 23.2

Så sagde han, at vi straks måtte pakke og rejse til Battle Creek. Jeg spurgte hvorfor, og han svarede: “For at forkynde, at dommen over de levende er begyndt.” Hertil sagde jeg: “Den gerning, som Herren har givet os at gøre, er endnu ikke fuldført. Når vor gerning her er færdig, er vi sikre på, at Herren vil lade os vide, hvornår vi skal flytte til Battle Creek i stedet for at lade dig vide, hvad der er vor pligt.” Jeg overlod ham til br. Starr og gik tilbage til mit arbejde med at skrive. DSSIDSD 23.3

Han fortalte br. Starr, at da Søster White talte så venligt og dog med stor autoritet til ham, gik det op for ham, at han havde taget fejl- at de stærke indtryk, der havde bevæget ham, ikke var fornuftige. Skønt vor familie er stor — 10 medlemmer foruden tre besøgende — besluttede vi at invitere den unge mand til at blive hos os en tid. Vi turde ikke lade ham gå til mennesker, der ville behandle ham hårdt og fordømme ham — og vi ønskede heller ikke, at han skulle gentage sine “åbenbaringer.” Vi ønsker at beholde ham her en lille tid, så vi kan være sammen med ham og om muligt lede hans fødder ad sikre stier. — Brev 66, 1894. DSSIDSD 24.1