Vidnesbyrd for menigheden bind 4

Vidnesbyrd 27 (1876)
Villig lydighed

VILLIG LYDIGHED
VM4 144.1

[Abraham var en gammel mand, da han modtog den overraskende befaling fra Gud, at han skulle ofre sin søn Isak som et brændoffer. Abraham blev betragtet som en gammel mand endog i den dalevende slægt. Hans ungdoms fyrighed var svundet hen. Det var ikke længere let for ham at tåle møje og at trodse farer. I ungdommens kraft kan et menneske møde stormen med stolt bevidsthed om styrke og hæve sig over nedstammede forhold, der ville få modet til at svigte senere hen i livet, når han med vaklende trin nærmer sig graven. VM4 144.2

Men i sit forsyn tilbageholdt Gud sin sidste og yderst svære prøve for Abraham, indtil årenes vægt hvilede tungt på ham og han længtes efter hvile fra bekymring og møje. Herren talte til ham og sagde: “Tag din søn Isak, din eneste, ham du elsker,” “og bring ham der som brændoffer”. Den gamle mands hjerte stod stille af rædsel. At miste en sådan søn ved sygdom ville have knust den ømme faders hjerte og bøjet hans hvidhårede hoved i sorg; men nu får han påbud om med egen hånd at udgyde denne søns dyrebare blod. Det forekom ham at være en frygtelig umulighed. VM4 144.3

Men Gud havde talt og hans ord måtte adlydes. Abraham var højt oppe i årene, men dette fritog ham ikke for pligten. Han greb troens stav og med stum angst tog han sit dejlige barn ved hånden og drog af sted for at adlyde Guds ord. Den prægtige gamle patriark var menneskelig; hans følelser var som vore og hans hengivenhed lignede vor. Han elskede sin dreng, som var hans trøst i alderdommen og den, til hvem Herrens løfte var givet. VM4 144.4

Men Abraham standsede ikke for at spørge, hvordan Guds forjættelser skulle gå i opfyldelse, hvis Isak blev ofret. Han tog ikke tid til at ræsonnere med sit eget forpinte hjerte, men efterkom den guddommelige befaling lige til bogstaven, indtil ordet kom, netop som kniven skulle til at trænge ind i barnets bævende legeme: “Ræk ikke din hånd ud mod drengen;” “thi nu ved jeg, at du frygter Gud og ikke sparer din søn, din eneste, for mig.” VM4 145.1

Denne store troshandling er nedskrevet på den hellige histories blade for at stråle ud over verden som et ophøjet eksempel indtil tidens ende. Abraham bad ikke om, at hans fremskredne alder måtte fritage ham for at adlyde Gud. Han sagde ikke: “Mine hår er grå, min manddoms styrke er forsvundet; hvem skal trøste mit hensygnende liv, når Isak ikke er mere? Hvorledes skal en gammel fader kunne udgyde sin eneste søns blod?” Nej, Gud havde talt og mennesket må lyde uden at tvivle, knurre eller forsmægte på vejen. VM4 145.2

I vore menigheder i dag behøver vi Abrahams tro til at oplyse mørket, der samler sig omkring dem, udelukker Guds kærligheds liflige sollys og forkrøbler åndelig vækst. Alderen vil aldrig kunne fritage os for at adlyde Gud. Vor tro bør blive frugtbar på gode gerninger; for uden gerninger er troen død. Hver pligt, som udføres, hvert offer, der bringes i Jesu navn, bringer en overmåde stor løn. I selve pligthandlingen taler Gud og skænker sin velsignelse. Han kræver en fuldstændig overgivelse af vore evner af os. Sind og hjerte, hele vort væsen må overlades til ham; i modsat fald opnår vi ikke at blive sande kristne. VM4 145.3

Gud har ikke forholdt menneskene noget, der kan skaffe dem evig rigdom. Han har dækket jorden med skønhed og udstyret den til deres brug og bekvemmelighed i deres timelige liv. Han har givet sin søn i døden for at genløse en verden, der var falden som følge af synd og dårskab. En så uforlignelig kærlighed og et så umådeligt offer Kræver vor strengeste lydighed, vor helligste kærlighed og vor ubegrænsede tro. Men alle disse dyder, åbenbaret i deres fuldeste udstrækning, vil dog aldrig kunne ligestilles med det store offer, der blev gjort for os. VM4 145.4

Gud Kræver beredvillig og ubetinget lydighed mod alle sine love; men menneskene sover, eller de er lammede af forførelser fra den onde, der indskyder undskyldninger og udflugter og overvinder deres skrupler ved at sige, som han sagde til Eva i haven: “I skal ingenlunde dø,” Ulydighed virker ikke alene forhærdende på hjerte og samvittighed hos den skyldige, men bidrager til at fordærve troen hos andre. Hvad de til at begynde med syntes var meget urigtigt, vil efterhånden komme til at se anderledes ud, fordi de stadig har det for øje, indtil de til sidst betvivler, at det virkelig er synd og ubevidst henfalder til den sande vildfarelse. VM4 146.1

Ved Samuel befalede Gud Saul at drage ud og slå amalekitterne og fuldstændigt at ødelægge alt, hvad der tilhørte dem. Men Saul adlød kun delvis denne befaling; han ødelagde det dårlige blandt kvæget, men skånede det bedste og sparede den ugudelige konge. Den følgende dag mødte han profeten Samuel og hilste ham med den smigrende selvros: “Herren velsigne dig! Jeg har holdt Herrens befaling!” Men profeten svarede øjeblikkelig: “Hvad er det for en brægen af småkvæg, som når mit øre og brølen af hornkvæg, jeg hører?” VM4 146.2

Saul blev forvirret og søgte at unddrage sig ansvaret ved at sige: “De tog dem med fra amalekitterne; thi folket skånede det bedste af småkvæget og hornkvæget for at ofre det til Herren din Gud; på det andet derimod lagde vi hånd.” Samuel irettesatte nu kongen og mindede ham om Guds udtrykkelige befaling med pålæg om at ødelægge alt, hvad der tilhørte Amalek. Han påviste hans overtrædelse og erklærede, at han havde været ulydig mod Herren. Men Saul ville ikke erkende, at han havde handlet urigtigt; han undskyldte på ny sin synd ved at fremholde, at han havde skånet det bedste af kvæget for at ofre det til Herren. VM4 146.3

Samuel blev bedrøvet i sit hjerte, fordi Saul vedblivende nægtede at indse og bekende sin synd. Sørgmodigt spurgte han: “Mon Herren har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod Herrens røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer og at være lydhør er mere værd end vædderfedt; thi genstridighed er trolddomssynd og egensindighed er afgudsbrøde. Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!” VM4 146.4

Vi bør ikke se pligten i øjnene og opsætte at efterkomme dens krav. En sådan opsættelse giver anledning til tvivl; vantro sniger sig ind, dømmekraften vildledes og forstanden formørkes. Til slut vil Guds ånds irettesættelser ikke kunne nå ind i hjertet hos den forførte, der er blevet så forblindet, at han mener, de ikke sigter til ham eller er anvendelige i hans tilfælde. VM4 147.1

Den kostbare prøvetid svinder og kun få indser, at de har fået den i den hensigt, at de skal berede sig for evigheden. De gyldne timer bortødsles til timelige sysler, til fornøjelse, til åbenbar synd. Guds lov ringeagtes og glemmes; men hvert bud er ikke desto mindre bindende. Hver overtrædelse vil medføre sin straf. Lyst til verdslig vinding leder til vanhelligelse af sabbatten; men denne hellige lovs Krav er ikke ophævet eller afsvækket. Guds befaling angående dette punkt er klar og uomtvistelig; han har uigenkaldeligt forbudt os at arbejde på den syvende-dag. Han har sat den til side som en dag, der er helliget til ham. VM4 147.2

Mange er de forhindringer, der ligger på deres vej, som ønsker at vandre i lydighed mod Guds befalinger. Der er stærke og lumske indflydelser, som binder dem til verdens skikke; men Herrens kraft kan sønderbryde disse lænker. Han vil fjerne enhver hindring for sine trofastes fødder eller give dem styrke og mod til at overvinde enhver vanskelighed, når de alvorligt beder om hjælp. Alle forhindringer vil vige for et oprigtigt ønske om og en ihærdig bestræbelse for at gøre Guds vilje, hvad det end måtte koste selvet, måtte end selve livet ofres. Stråler fra himmelen vil oplyse mørket for dem, der under prøvelse og vanskelighed går fremad, idet de ser hen til Jesus som deres tros begynder og fuldender. VM4 147.3

I fordums tider talte Gud til menneskene ved profeters og apostles mund. I disse dage taler han til dem ved sin ånds vidnesbyrd. Der har aldrig været en tid, da Gud underviste sit folk mere alvorligt, end han nu underviser dem om sin vilje og om, på hvilken måde han vil, at de skal forholde sig. Men vil de drage nytte af hans undervisning? Vil de tage imod hans tilrettevisning og agte på hans advarsler? Gud vil ikke nøjes med en delvis lydighed; han vil ikke godkende noget kompromis med jeget. Vejl f menigh bd. 1 side 399-402] VM4 147.4