Vidnesbyrd for menigheden bind 4

Appel til prædikanter

APPEL TIL PRÆDIKANTER
VM4 260.1

[Vi lever i en meget alvorlig tid. Alle har et arbejde at udføre, der kræver flid. Dette er især tilfældet med hyrderne, som er sat til at vogte og føde Guds hjord. Den, hvis særlige arbejde det er at lede folket ind på sandhedens sti, bør være en dygtig ordets udlægger, i stand til at afpasse sin undervisning efter folkets tarv. Han bør være så inderlig forenet med Herren, at han kan være en levende lysbærerer, et Guds talerør. VM4 260.2

En sand hyrde må have en rigtig forståelse af ordet og tillige af den menneskelige karakter. Vor tro er upopulær. Menneskene vil ikke overbevises om, at de svæver i så stor vildfarelse; et stort værk må udrettes og for tiden er der kun få til at udføre det. I almindelighed udfører en mand det arbejde, som to burde dele; thi evangeliets gerning er nødvendigvis forenet med tilsynsmanden, således at der falder et dobbelt ansvar på arbejderen i missionsmarken. VM4 260.3

En Kristi tjener bør være en der studerer bibelen, for at han kan være udrustet med et rigt forråd af bibelske vidnesbyrd; thi en prædikant er kun stærk, når han er forskanset med bibelske sandheder. Argumenter er gode til sine tider, men langt flere vil kunne overbevises ved ligefremme forklaringer af Guds ord. Kristus belyste sin undervisning så tydeligt, at de mindst begavede uden vanskelighed kunne forstå den. Han anvendte ikke lange vanskelige ord i sine taler, men brugte et sprog, som er ligefrem og afpasset for den jævne befolkning. Han gik ikke dybere i de emner han behandlede, end de kunne følge med. VM4 260.4

Der er mange godt begavede mænd, som er godt inde i skrifterne, men hvis virksomhed i høj grad hindres ved deres mangelfulde arbejdsmetode. Nogle prædikanter, som deltager i arbejdet for sjæles frelse, opnår ikke det bedste resultat, fordi de ikke med grundighed gennemfører det værk, de begyndte med så megen begejstring. Andre kan ikke bruges, fordi de fastholder forudfattede ideer og gør disse fremtrædende, hvad der har til følge, at de ikke afpasser deres undervisning efter folkets virkelige behov. De har intet begreb om nødvendigheden af at lempe sig efter forholdende og møde menneskene, som de er. De sætter sig ikke ind i deres stilling, som de ønsker at hjælpe og løfte op på kristendommens sande bibelske stade. VM4 260.5

For at en prædikant skal have virkelig fremgang, må han vie sig helt til arbejdet for sjæles frelse. Det er af den største vigtighed, at han står i et inderligt samfund med Frelseren og stadig søger råd og vejledning hos ham og forlader sig på hans hjælp. Nogle har ingen fremgang, fordi de stoler på argumenternes kraft alene og ikke beder inderlig til Gud om, at hans visdom må vejlede dem og hans nåde hellige deres bestræbelser. Lange foredrag og trættende bønner virker afgjort skadeligt på en religiøs interesse og formår ikke at overbevise folks samvittighed. Denne prædikelyst lægger en dæmper på en religiøs interesse, der ellers kunne have bragt gode resultater. VM4 261.1

Et sandt Kristi sendebud er i fuld harmoni med ham, som han repræsenterer og det mål, som optager ham, er sjælens frelse. Jordisk rigdom svinder ind og bliver til intet i sammenligning med værdien af en eneste sjæl, for hvem vor Herre og Mester døde. Han, som vejer bjergene med vægt og højene på vægtskåle, anser et menneskes sjæl for at være af ubegrænset værdi. VM4 261.2

I prædikegerningen er der kampe at udkæmpe og sejre at vinde. Kristus siger: “I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” Begyndelsen af den kristne menigheds virksomhed var ledsaget af genvordigheder og bitter kummer; og de første apostles efterfølgere finder, at de må møde lignende prøvelser; savn, bagtalelse og modstand af enhver art møder dem i deres arbejde. De må være mænd med urokkeligt mod og åndelig rygrad. VM4 261.3

Stort moralsk mørke hersker og kun sandhedens kraft kan fordrive skyggerne fra et menneskesind. Vi kæmper med mægtige vildfarelser og den stærkeste fordom og dersom vi ikke får særskilt hjælp fra Gud, vil vore bestræbelser hverken kunne frelse sjæle eller forædle vor egen moralske natur. Menneskelig dygtighed og den allerstørste naturlige begavelse og dannelse er ude af stand til at vække sjælen op til forståelse af, hvor syndig synden er og til at fordrive den fra hjertet. VM4 262.1

Prædikanter må passe på, at de ikke venter for meget af personer, som endnu famler i vildfarelsens mørke. De bør udføre deres arbejde godt og stole på, at Gud vil meddele søgende sjæle den Helligånds hemmelighedsfulde, livgivende indflydelse, uden hvilken deres arbejde vil være forgæves. De må behandle menneskene med tålmodighed og visdom og altid erindre, hvor mangeartede de omstændigheder er, som har udviklet så forskellige træk hos de enkelte personer. De bør også nøje våge over sig selv, at ikke selvet får overhånd og Jesus lades ude af betragtning. VM4 262.2

Nogle prædikanter opnår ikke fremgang, fordi de ikke skænker værket deres udelte opmærksomhed, når overordentlig meget afhænger af ihærdig og vel planlagt virksomhed. Mange er ikke arbejdere; de udfører ikke deres gerning udenfor talerstolen. De unddrager sig den pligt at gå fra hus til hus og virke på en forstandig måde i familie kredsen. De trænger til at opelske den sjældne kristelige høflighed, som ville gøre dem venlige og hensynsfulde overfor sjæle, der står under deres omsorg, så de med iver og troskab kunne virke for dem og lære dem livets vej. VM4 262.3

Prædikanter kan gøre meget til at danne karakteren hos dem, som de omgås. Dersom de er strenge, kritiske og fordringsfulde, vil de sikkert møde de samme uheldige træk hos de mennesker, over hvem de øver den stærkeste indflydelse; selv om resultatet måske ikke er, hvad de ønskede, så er det ikke desto mindre virkningen af deres egen indflydelse. VM4 262.4

Jeg kan ikke vente, at folket vil nyde fred og enighed, medmindre deres åndelige ledere, i hvis fodspor de følger, har udviklet disse principper i en høj grad og lægger dem for dagen i deres liv. En Kristi tjener har et stort ansvar at bære, dersom han vil være et eksempel for folket og en sand fortolker af sin Mesters lære. Vor Frelsers renhed og moralske ærefrygt indgød menneskene ærefrygt, medens hans uegennyttige kærlighed, hans mildhed og godhed vandt deres hjerter. Han var fuldkommenheden legemliggjort. Dersom Kristi repræsentanter ønsker at se en lignende frugt af deres arbejde som den, der kronede Frelserens virksomhed, må de alvorligt lægge vind på at efterligne ham i hans dyder og udvikle de karaktertræk, der vil gøre, at kommer til at ligne ham. VM4 262.5

Et frugtbringende arbejde for synderes frelse kræver megen omtanke og visdom fra Gud. Dersom arbejderens hjerte er fyldt med Guds nåde, vil hans undervisning ikke irritere tilhørerne, men blødgøre deres hjerter og oplade dem for modtagelsen af sandheden. VM4 263.1

Arbejderne i missionsmarken bør ikke tillade sig selv at blive modløse, men hvad end deres omgivelser måtte være, bør de udvise håb og tro. Prædikantens arbejde er kun lige begyndt, når han har fremholdt sandheden fra talerstolen. Han bør da søge at blive bekendt med sine tilhørere. Mange begår en stor fejl deri, at de ikke kommer i nær berøring med dem, som mest trænger til deres hjælp. Med bibelen i hånd bør de på en høflig måde søge at forhøre sig om de indvendinger, som måtte opstå hos dem, der begynder at spørge: “Hvad er sandhed?” VM4 263.2

Sådanne bør forsigtigt og ømt ledes fremad og undervises som elever i en skole. Mange må lære at komme bort fra teorier, som de er indgroet i. Når de indser, at de har været i vildfarelse angående bibelske emner, kommer de i forlegenhed og tvivl. De trænger til den ømmeste medlidenhed og den mest forstandige hjælp; man må undervise dem med forsigtighed; bede for dem og med dem og våge over dem med venligste omhu. De, som har givet efter for fristelsen og er kommet bort fra Gud, behøver bistand. Denne klasse fremstilles i Kristi undervisning ved det tabte får. Hyrden forlod de 99 i ørkenen og søgte efter det tabte, indtil han fandt det, hvorefter han gik hjem med glæde, bærende det på sine skuldre. Ligeledes ved lignelsen om kvinden, som søgte efter den tabte penning, indtil hun fandt den og sammenkaldte veninder og naboer, for at de kunne glæde sig med hende, fordi det tabte var fundet. Himmelske engles forbindelse med den kristnes gerning er her tydelig åbenbaret. Der er mere glæde hos Guds engle i himlen over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har omvendelse behov. Også Faderen og Sønnen glæder sig. Hele himlen interesserer sig for menneskenes frelse. Den, der har været et middel til at frelse en sjæl, har lov til at glæde sig; thi Guds engle har fulgt hans bestræbelser med den dybeste interesse og glæder sig med ham over hans vellykkede gerning. VM4 263.3

Hvilket grundigt arbejde vi derfor bør udføre for vore med mennesker og hvilken medfølelse vi bør nære for dem! Det er en stor forret at være en Kristi medarbejder for sjælens frelse. Han søgte ved tålmodig, uegennyttig bestræbelse at nå menneskene i deres faldne tilstand og redde dem fra syndens følger; derfor bør hans disciple, som hans ords forkyndere, nøje efterligne deres store Mønster. VM4 264.1

For at prædikanterne skal kunne udføre dette store og anstrengende arbejde, er det nødvendigt, at de er i besiddelse af et godt helbred. For at opnå dette må de være regelmæssige i deres livsvaner og føre en sund levevis. Mange klager bestandig over forskellige slags ildebefindende. Årsagen dertil er næsten udelukkende den, at de ikke arbejder viselig, ej heller følger sundhedens love. De tilbringer for megen tid inde i overophedede værelser med dårlig luft. Her hengiver de sig til intens læsning eller skrivning, får kun ringe legemsbevægelse og har ikke megen forandring i arbejdet. Som følge heraf får de det dårligt og åndskræfterne svækkes. VM4 264.2

Hele organismen trænger til den styrkende indflydelse af bevægelse ude i fri luft. Nogle timers legemligt arbejde hver dag ville bidrage til at forny de fysiske kræfter og bringe det trætte sind hvile. Det ville forbedre det almindelige velbefindende og mere af en sjælehyrdes gerning kunne udføres. Den uafladelige læsning og skrivning, som mange prædikanter hengiver sig til, gør dem uskikket til hyrdegerningen. Kostbar tid, som burde tilbringes med at hjælpe de trængende i det rette øjeblik, benytter de til abstrakte studier. VM4 264.3

Nogle prædikanter har endog på en tid, da de har haft en stor åndelig interesse, anvendt en god del af deres tid til at skrive og det har ofte været tilfældet, at det, de skrev, ikke havde nogen særlig forbindelse med deres foreliggende arbejde. Dette er en meget stor fejl; thi på en sådan tid er det en prædikants pligt at bruge alle sine evner og kræfter til at fremme Guds sag. Hans tanker bør være klare og dreje sig om dette ene mål at frelse sjæle. Dersom hans sind er optaget med andre ting, vil sagen måske derved miste mange, som kunne være blevet frelst, dersom de i tide havde fået den rette undervisning. Nogle prædikanter lader sig let afvende fra deres gerning. De taber modet eller føler længsel efter at komme hjem og lader en stigende interesse dø hen, fordi ingen tager sig af den. Den skade, som sagen således lider, kan næppe beregnes. Når en virksomhed påbegyndes for at udbrede sandheden, bør vedkommende prædikant føle det som sit ansvar, at den gennemføres og bringer et resultat. Dersom hans gerning synes at være uden frugt, bør han under alvorlig bøn søge at komme til klarhed over, hvorvidt arbejdet er, hvad det burde være. Han bør ydmyge sin sjæl for Herren, ransage sig selv og i tro klynge sig til de guddommelige forjættelser og så fortsætte sine bestræbelser, indtil han er forvisset om, at han trofast har udført sin pligt og gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at opnå det forønskede resultat. VM4 265.1

Prædikanter rapporterer ofte, at de har efterladt den bedste interesse på én plads for at optage virksomhed på et nyt sted. Dette er urigtigt; de burde have fuldført det arbejde, de begyndte; thi ved at efterlade arbejdet ufuldendt gør de mere skade end gavn ved at ødelægge virkefeltet for den arbejder, som kommer efter. Ingen ager er mindre lovende end den, der er blevet dyrket netop nok til at give ukrudtet en mere yppig vækst. VM4 265.2

Hvad der behøves i nye missionsmarker, er megen bøn og forstandigt arbejde. Der er brug for “Guds mænd”, ikke blot mænd, som kan tale, men sådanne, som har en erfaringsmæssig kundskab om gudfrygtighedens hemmelighed og som kan afhjælpe folkets store trang — sådanne, som fuldt ud fatter betydningen af deres stilling som Kristi tjenere og med glæde vil tage korset op, som han har lært dem at bære. VM4 266.1

Når arbejderne fristes til at afsondre sig og hengive sig til læsning og skrivning på en tid, da andre pligter kræver deres øjeblikkelige opmærksomhed, bør de være stærke nok til at fornægte sig selv og vie sig til det arbejde, der ligger for. Dette er utvivlsomt en af de hårdeste prøver, som en lærelysten person kan blive kaldet til at gennemgå. VM4 266.2

Sjælehyrdens pligter bliver ofte skammelig forsømte, fordi prædikanten mangler kraft til at betvinge sin personlige tilbøjelighed til at trække sig tilbage i ensomhed for at læse. Sjælehyrden bør gå fra hus til hus og besøge sin hjord, undervise, samtale og bede med hver familie og sørge for deres sjæles velfærd. De, der har lagt et ønske for dagen om at lære principperne i vor tro at kende, bør ikke forsømmes, men grundig undervises i sandheden. Guds årvågne og nidkære tjener bør ikke lade nogen anledning til at gøre godt gå ubenyttet hen. VM4 266.3

Visse prædikanter, som er blevet indbudt til at besøge familier i deres hjem, har tilbragt de få timer, besøget varede, i et ensomt, ledigt værelse for at dyrke deres trang til læsning og skrivning. Familien, som beværtede dem, høstede intet gavn af deres besøg. Prædikanten modtog den udviste gæstfrihed uden at yde et tilsvarende vederlag i arbejde, som var så stærkt påkrævet. VM4 266.4

Det er let at nå, menneskene ved indbyrdes omgang. Men mange prædikanter nærer en stærk ulyst til husbesøg; de har ikke opelsket omgængelighed, har ikke tilegnet sig den elskværdighed, som vinder hjerterne. Det er af stor vigtighed, at en prædikant færdes meget blandt sit folk, for at han kan blive bekendt med de forskellige sider af menneskenaturen, let sætte sig ind i folks tankegang, afpasse sin undervisning efter deres evner og tilegne sig den store menneskekærlighed, som kun de er i besiddelse af, der nøje studerer menneskenes karakter og sætter sig ind i deres behov. VM4 266.5

De, der afsondrer sig fra folk, har ingen betingelse for at kunne hjælpe dem. En dygtig læge må forstå de forskellige sygdommes art og have nøje kendskab til menneskelegemets bygning. han må punktlig tage sig af sine patienter. Han ved, at udsættelse er farlig. Når han lægger sin øvede hånd på den lidendes puls og omhyggeligt giver agt på sygdommens særegne kendetegn, sætter forud erhvervede kundskaber ham i stand til at bestemme sygdommens art og den behandlingsmåde, der er nødvendig for at standse dens videre udvikling. Ligesom lægen tager sig af fysiske lidelser, således tager Kristi sande hyrde sig af den syndsbetyngede sjæl. Og hans arbejde er så meget vigtigere end den førstes, som det evige liv er af større værd end vor jordiske tilværelse. Prædikanten møder en uendelighed af uensartede karakterer og det er hans pligt at gøre sig bekendt med medlemmerne i familier, der lytter til hans undervisning, for at kunne bestemme, hvilke midler bedst vil være egnet til at påvirke dem i den rigtige retning. VM4 267.1

Med disse alvorlige ansvar for øje vil det spørgsmål trænge sig frem: “Hvem er dygtig dertil?” Arbejderens hjerte er nær ved at forsmægte, når han tænker på de forskellige svære pligter, der påhviler ham; men Kristi ord styrker sjælen med denne trøsterige forvisning: “Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” De vanskeligheder og farer, der truer dem, som elsker, burde lede ham til at være varsom og forsigtig i sin omgang med dem og til at våge over dem som den, der skal aflægge regnskab. Han bør på en forstandig måde bruge sin indflydelse for at vinde sjæle for Kristus og indprente sandheden hos interesserede. Han bør drage omsorg for, at ikke verden med sine skuffende tillokkelser leder dem bort fra Gud og forhærder deres hjerter mod hans nådes indflydelse. VM4 267.2

Sjælehyrden må ikke herske tyrannisk over sin betroede hjord, men være et mønster for den og vise den vejen til himmelen. Han bør følge Kristi eksempel og gå i forbøn hos Gud for dem, der står under hans omsorg, indtil han ser at hans bønner er hørt. Jesus udviste både menneskelig og guddommelig sympati overfor menneskene. Han er vort mønster i alle ting. Gud er vor Fader og Hersker og en evangeliets tjener er Guds Søns repræsentant på jorden. De samme principper, som råder i himmelen, bør råde på jorden; den samme kærlighed, som besjæler englene, den samme renhed og hellighed, som hersker i himlen, bør så vidt mulig efterlignes på jorden. Gud holder prædikanten ansvarlig for den magt, han udøver, men han bifalder ikke, at hans tjenere forventer denne magt til tyranni overfor hans hjord, som er betroet til deres varetægt. VM4 267.3

Gud har givet sine tjenere dyrebar kundskab om hans sandhed og han ønsker, at de nøje skal forene sig med Jesus og ved at vise sympati komme deres brødre nær for at kunne udrette så meget godt for dem som muligt. Verdens forløser søgte ikke sin egen bekvemmelighed, men drog omkring og gjorde godt. Han stod i en inderlig forening med Faderen, for at han ved deres forenede kraft kunne påvirke menneskenes hjerter og frelse dem fra evig fortabelse. På samme måde bør hans tjenere opelske den sande kærlighed og medfølelse, dersom de skal kunne vente fremgang i arbejdet. VM4 268.1

Jesus nærede en sådan medynk med arme syndere, at han forlod de himmelske sale og lagde sin kongelige klædning af, forringede sig selv og blev menneske, for at han kunne sætte sig ind i menneskers trang og hjælpe dem ud af det dybe fald. Når da han har givet menneskene et så uomtvisteligt bevis på sin kærlighed og ømme medlidenhed, hvor nødvendigt er det da ikke, at hans repræsentanter skulle efterligne hans eksempel ved at komme i nær berøring med deres medmennesker og hjælpe dem at udvikle en sand kristelig karakter! Men nogle har været alt for villige til at deltage i menighedssager og har aflagt skarpe og ukærlige vidnesbyrd mod de fejlende. Ved en sådan handlemåde har de givet efter for en naturlig tilbøjelighed, som de med fast hånd burde have undertrykt. Sådant er ikke en kristens besindige dom, men en hård kritik, som skyldes et heftigt sind. VM4 268.2

Menighederne trænger mere til undervisning end til irettesættelse. I stedet for at dadle dem for strengt for deres mangel på åndelighed og for pligtforsømmelse bør prædikanten ved ord og eksempel lære dem at vokse i nåden og i kundskab om sandheden. “Thi dens tjener jeg er blevet ifølge den husholdergerning fra Gud, som blev mig givet, at jeg overalt skal forkynde jer Guds ord, den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, nemlig Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, idet vi påminder ethvert menneske og lærer ethvert menneske med al visdom, for at vi kan fremstille ethvert menneske som fuldkomment i Kristus. Det er også det, jeg arbejder og kæmper for med hans kraft, som virker mægtigt i mig.” VM4 269.1

Vore prædikanter, som er nået en alder af 40 eller 50 år, bør ikke føle, at deres arbejde er mindre værdifuldt end før. Mænd, som er kommet noget til års og har vundet en erfaring, er netop dem, som bør udføre et godt og frugtbart arbejde. Der er særlig trang til sådanne for tiden; menighederne har ikke råd til at undvære dem. Sådanne bør ikke tale om legemlig eller åndelig svaghed ej heller føle, at deres arbejdsdag er til ende. VM4 269.2

Mange af dem har lidt under alvorlig åndelig overanstrengelse, uden nogen lindring ved legemsøvelse. Følgen er en svækkelse af deres kræfter og en tilbøjelighed til at fratager sig ansvar. Hvad de behøver, er mere aktivt arbejde. Dette gælder ikke blot dem, hvis hår er blevet hvidt af tidens rimfrost, men selv unge mænd er henfaldet i den samme tilstand og er blevet åndeligt svage. De har en række udarbejdede foredrag; men kommer de uden for disses område, er de ude på dybet. VM4 269.3

Den sjælehyrde af dem gamle skole, der rejste fra sted til sted på hesteryggen og anvendte megen tid til at besøge sin hjord, havde trods alle sine strabadser og savn et bedre helbred end vore prædikanter nu, der så meget som muligt undgår al legemlig anstrengelse og stænger sig inde med deres bøger. Aldrende og erfarende prædikanter bør som Guds tjenere anse det som deres pligt at gå fremad, gøre fremskridt hver dag, blive mere og mere dygtige til deres gerning og stadig samle noget nyt at fremholde for folket. Ethvert forsøg på at udlægge evangeliet burde være bedre end det foregående. For hvert år bør de udvikle en dybere gudsfrygt, et ømmere sindelag, en større åndelighed og en grundigere kundskab om bibelske sandheder. Jo ældre en prædikant er og jo mere erfaring han har, desto bedre bør han være i stand til at påvirke hjerterne, fordi han kender dem bedre. Vidnesbyrd til menigheden side 142-151] VM4 269.4

Prædikanter som har opnået alder og erfaring, bør som Guds ansatte tjener føle det som en pligt at gøre fremgang, dagligt skride fremad, stadig blive mere dygtige i deres gerning og altid samle noget nyt til at give folket. Hvert forsøg på at udlægge evangeliet bør være bedre end det foregående. Hvert år bør de udvikle en dybere fromhed, et ømmere sindelag, en større åndelighed og et grundigere kendskab til Bibelens sandheder. Jo større deres alder og erfaring er, desto bedre bør de kunne virke på menneskenes hjerter, fordi de har en mere fuldkommen kundskab om dem. VM4 270.1

I denne tid behøves der mænd, som ikke frygter for at hæve røsten til forsvar for det, som er ret, hvem der så end står dem imod. De bør være i besiddelse af stor retskaffenhed og et prøvet mod. Menigheden behøver sådanne mænd og Gud vil samarbejde med dem i deres bestræbelser for at opretholde alle grene af evangeliets værk. Vidn t menigh side 142-151] VM4 270.2