Vidnesbyrd for menigheden bind 6

Kærlighed blandt brødre

De karaktertræk Guds lovlydige folk må have er tålmodighed, langmodighed, fred og kærlighed. Når kærligheden mangler, sker der et uopretteligt tab; for sjæle drives bort fra sandheden, også efter at de har været i forbindelse med Guds sag. Vore brødre i ansvarsfulde stillinger, som har indflydelse, bør erindre Paulus’ ord, talt ved Helligånden: “Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: “Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.” Rom.15,1-3. Han siger også: “Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd og se du selv til, at ikke også du bliver fristet. Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.” Gal.6,1-2. VM6 398.1

Hav i tanke at helberedelsesarbejdet skal være vor byrde. Dette skal ikke gøres på en hovmodig, overlegen og mesterlig måde. Sig ikke ved jeres arbejdsmetoder, “Jeg har styrken, jeg vil bruge den,” og udøse anklager over den fejlende. Gør jeres genoprettelse i “med sagtmodig ånd og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.” Det arbejde vi har for os, at gøre for vore brødre, er ikke at skubbe dem til side, ikke gøre dem modløse og fortvivlede ved at sige: “Du har skuffet mig og jeg vil ikke forsøge at hjælpe dig.” Han som sætter sig selv op, som fuld af visdom og styrke og betvinger en nedtrykt og fortvivlet sjæl, viser farisærens ånd og indhylder sig i sin egen selvgjorte værdighedsklædning. I sin egen ånd takker han Gud for at han ikke er ligesom andre mennesker og tror at hans handlemåde er prisværdig og at han er for stærk til at blive fristet. Men “mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv. Vers 3. Han er selv i konstant fare. Han som ignorer sin broders alvorlige fornødenheder, vil i Guds forsyn blive bragt over den samme grund som hans bror har rejst over i prøvelser og sorg og ved bitter erfaring, vil det vise sig for ham, at han er ligeså hjælpeløs og trængende som den lidende han har afvist. “Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.” Vers 7. VM6 398.2

“Hvis da formaning i Kristus betyder noget, hvis opmuntring i kærlighed, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig kærlighed og barmhjertighed betyder noget, så gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.” Fil.2,1?5. VM6 399.1

Jo tættere vi holder os til Kristus, jo mere sagtmodige, ydmyge og mistroiske over for os selv vi er, des fastere vil vort greb være om Kristus og jo større vil vor kraft, gennem Kristus, være til at omvende syndere; for det er ikke det menneskelige der bevæger sjælen. Himmelske forstandsvæsener vil samarbejde med mennesket og indprente sandheden i hjertet. Blivende i Kristus er vi i stand til at udøve indflydelse på andre; men det er på grund af hans nærvær som siger: “Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Matt.28,20. Den kraft vi skal overvinde Satan med, er resultatet af Kristi virke, både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske. VM6 399.2