Vidnesbyrd for menigheden bind 9

Sektion et
Kongens komme
Den sidste krise

DEN SIDSTE KRISE
[Vi lever i endens tid. Tidernes tegn, der hurtig går i opfyldelse, fortæller, at Kristi komme er nær forestående. Den tid, vi lever i, er højtidelig og betydningsfuld. Guds Ånd bliver gradvist, men sikkert trukket bort fra jorden. Plager og straffedomme falder allerede over dem, der foragter Guds nåde. ulykkerne på land og hav, samfundets usikre tilstande og frygten for krig er ildevarslende. De er varsler om forestående begivenheder af største betydning. VM9 11.1

Det ondes redskaber er ved at forene deres styrker og konsolidere sig. De samler kræfter til den sidste store krise. Store forandringer vil snart finde sted på vor Jord og de sidste begivenheder vil ske i hast. VM9 11.2

Forholdene i verden viser, at vi står overfor urolige tider. Dagens aviser er fulde af antydninger om en frygtelig konflikt i den nærmeste fremtid. Frække røverier forekommer hyppigt. Strejker er almindelige. Tyveri og mord udøves overalt. Mennesker, de er besatte af dæmoner, tager livet af mænd, kvinder og børn. Menneskene er blevet forblindede af laster og alle former for ondskab er almindelige. VM9 11.3

Det lykkedes fjenden at bøje retten og fylde menneskenes hjerter med ønsket om selvisk vinding. “Retten trænges tilbage, retfærd står i det fjerne, thi sandhed snubler på gaden, ærlighed har ingen gænge.” Es 59,14 I de store byer lever talrige i fattigdom og elendighed, næsten uden mand, husly og tøj, medens der i de samme byer findes nogle, der har mere end hjertet kan begære og som lever i luksus og bruger pengene til rigt udstyrede huse, personlig udsmykning eller det, der er endnu værre: til at tilfredsstille sanselig lyst til spiritus, tobak og andet, der ødelægger hjernens funktion, bringer sindet ud af ligevægt og nedværdiger sjælen. Råbet fra den sultende menneskehed stiger op til Gud, medens mennesker ved enhver form for undertrykkelse og udsugning opdynger kolossale formuer. VM9 11.4

Engang, jeg var i New York, blev jog om natten opfordret til at betragte nogle bygninger, der rakte etage efter etage op mod himmelen. Disse bygninger havde garanti for at være brandsikre og de var opført for at forherlige deres ejere og bygmestre. Disse bygninger rejste sig højere og højre og der blev brugt det kostbareste materiale. De, der ejede bygningerne, spurgte ikke sig selv: “Hvordan kan vi bedst herliggøre Gud?” Herren var ikke i deres tanker. VM9 12.1

Jeg tænkte: “Tænk, hvis de, der investerer deres midler på denne måde, kunne se deres handlemåde, således som Gud ser den! De opfører pragtfulde bygningsværker, men hvilken dårskab det er i hans øjne, der hersker over universet! De undersøger ikke med hele deres hjerte og sind, hvorledes de kan herliggøre Gud. Dette menneskets første pligt, har de tabt af syne. VM9 12.2

Medens disse høje bygninger blev opført, glædede ejerne sig i ærgerrig stolthed over, at de havde penge til at tilfredsstille selvet med og fremkalde misundelse hos deres naboer. Mange af de således investerede penge havde de skaffet ved afpresning og udnyttelse af de fattige. De glemte, at der i himmelen bliver holdt regnskab med enhver forretningstransaktion. Her bliver enhver uretfærdig handel og enhver svigagtig handling optegnet. Der kommer en tid, hvor menneskenes bedrag og uforskammethed vil nå et punkt, som Herren ikke vil tillade dem at overskride og hvor de vil lære, at der er en grænse for Jehovas overbærenhed. VM9 12.3

Den næste scene, der blev oprullet for mig, var en brandalarm. Menneskene betragtede de høje bygninger, der blev antaget for at være brandsikre og sagde: “De er helt sikre.” Men disse bygninger blev fortæret, som var de af beg. Brandmændene var ikke i stand til at betjene sprøjterne. VM9 13.1

Jeg fik at vide, at hvis der ikke er sket en forandring med de stolte og ærgerrige menneskers hjerter, når Herrens tid kommer, vil de finde, at den hånd, som havde været stærk til at frelse, vil være stærk til at ødelægge. Ingen jordisk magt kan holde Guds hånd tilbage. Intet materiale, der bruges til opførelse af bygninger, vil kunne bevare dem fra at blive ødelagt. Når den af Gud fastsatte tid kommer for at gengælde menneskene deres ligegyldighed for hans lov og for deres selviske ærgerrighed. VM9 13.2

Selv blandt pædagoger og statsmænd er der ikke mange, som fatter årsagerne, der ligger til grund for de nuværende tilstande i samfundene. De, som holder statens tømmer, er ikke istand til at løse problemerne vedrørende moralsk fordærv, fattigdom og stigende kriminalitet. De kæmper forgæves for at bringe forretningsforetagender ind på mere sikker grund. Hvis menneskene ville give mere agt på undervisningen i Guds ord, kunne de finde en løsning på de problemer, som gør dem rådvilde. VM9 13.3

Skriften beskriver tilstanden i verden lige før Kristi andet komme. Om de mennesker, som ved udplyndring og udsugning sammendynger store rigdomme, sår der skrevet: “I har samlet jer skatte i de sidste tider. Se, den løn, I har forholdt arbejderne, der høstede jeres marker, den råber højt og høstfolkenes skrig er nået frem til Herren Zebaots øren. I har levet højt og nydt livet på jorden; I har af hjertens lyst gjort jer til gode på ‘slagtedagen’. I har dømt den retfærdige skyldig og myrdet ham; han sætter sig ikke til modværge imod jer.” Jak. 5,3-6 VM9 13.4

Men hvem lytter til advarslerne fra tidernes tegn, som hurtig bliver opfyldt? Hvilket indtryk gør de på de verdslige? Hvilken forandring viser der sig i deres indstilling? Ikke mere end der kunne ses i den indstilling, jordens befolkning havde på Noas tid. I dagene før syndfloden var de optaget af verdslige sysler og fornøjelser, “og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort”. Matt. 24,29. De fik advarsler sendt fra himlen, men de nægtede at lytte. Og i dag haster verden, uden at bryde sig om Guds advarsler, mod evig ødelæggelse. VM9 14.1

Verden er grebet af krigens ånd. Profeten i det 11.kapitel hos Daniel har næsten nået sin fuldstændige opfyldelse. Snart vil de trængelsscener, der omtales i profetierne, udspille sig. VM9 14.2

“Se, Herren gør jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere,....thi lovene krænked de overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden og bøde må de, som bor der.... Håndpaukens klang er endt, de jublendes larm hørt op, endt er citrens klang.” Es 24, 1-8. VM9 14.3

“Ak, hvilken dag! Thi nær er Herrens dag, den kommer som vold fra den vældige... Sæden skrumper ind i den klumpede jord; lader er nedbrudt, forrådshuse jævnet, thi kornet er vissent. Hvor kvæget dog stønner! Oksernes hjorde er skræmte, fordi de ikke har græs; selv småkvægets hjorde lider.” “Fejl slog vinstokken, figentræet tørres, granatæble-, palme- og æbletræ, hvert markens træ tørres hen. Ja, med skam, veg glæde fra menneskenes børn.” Joel 1, 15-18.12 VM9 15.1

“Mit hjerte vender sig i mig, ej kan jeg tie. thi hornets klang må jeg høre, skrig fra kampen; der meldes om fald på fald, thi alt landet er hærget.” Jer. 4,19-20. VM9 15.2

“Jeg så på jorden og se, den var øde og tom, på himlen, dens lys var bort; bjergene så jeg og se, de skjalv og alle højene bæved; jeg så og se, der var mennesketomt og alle himmelens fugle var fløjet, jeg så og se fugthaven var ørken, alle dens byer lagt øde.” Jer 4,23-26 VM9 15.3

“Thi stor er denne sag, den er uden lige, en trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses.” Jer 30,7. VM9 15.4

Ikke alle i denne verden har stillet sig på fjendens side imod Gud. Ikke alle er blevet ulydige. Der er nogle få trofaste, der er tro mod Gud, for Johannes skriver om “de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus” Åb 14,12. Snart vil slaget bølge heftigt mellem dem, der tjener Gud og dem der ikke gør det. Snart vil de ting, der kan rokkes, blive rystet, for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig. VM9 15.5

Satan er flittig bibelgransker. han ved at hans tid er kort og han prøver på alle punkter at modarbejde Guds værk på denne Jord. Det er umuligt at give noget indtryk af den erfaring, Guds folk, der lever her på jorden, vil få, når himmelsk herlighed bliver blandet med en gentagelse af tidligere tiders forfølgelser. De vil vandre i lyset, der udgår fra Guds trone. Ved englens hjælp vil der være en stadig forbindelse mellem himmelen og jorden. Satan vil udføre alle slags mirakler og omgivet af onde engle påstå at være Gud, for om det er muligt at føre endog de udvalgte vild. Guds folk vil ikke finde sikkerhed ved at udføre mirakler, for Satan vil efterligne de undere, som udføres. Guds prøvede folk vil finde deres kraft i det tegn, som er omtalt i 2.Mos 31,12-18. De skal stille sig på det levende ord: “Der står Skrevet.” Dette er det eneste grundlag, de kan stå sikkert på. De, som har brudt deres pagt med Gud, vil på den dag være uden Gud og uden håb. VM9 16.1

De, der tilbeder Gud, vil gøre sig bemærket ved deres agtelse for det fjerde bud, idet dette bud er tegnet på Guds skabermagt og vidnesbyrdet om hans krav på menneskets ærbødighed og hyldest. De onde vil gøre sig bemærket ved deres anstrengelser for at nedbryde Skaberens mindesmærke og ophøje institutionen i Rom. På dette stridsspørgsmål vil hele kristenheden blive delt i to store grupper nemlig dem, som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus og dem som tilbeder dyret og dets billede og modtager dets mærke. Selv om kirke og stat vil forene deres magt for at tvinge alle, “både små og store, rige og fattige, fri og trælle”, til at modtage dyrets mærke, vil Guds folk dog ikke tage imod det. Åb. 13, 16. Profeten på Patmos “så dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder. Og de sang Moses’... og Lammets sang.” Åb 15, 2-3. VM9 16.2

Frygtelige prøvelser og fristelser venter Guds folk. Krigens ånd ophidser folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden. Men midt i den trængselstid, som kommer — en trængselstid, som ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til, — vil Guds udvalgte folk stå urokket. Satan og hans hærskarer kan ikke ødelægge dem, for engle, som er vældige i magt, vil beskytte dem. VM9 17.1

Guds ord til sit folk er: “Drag bort fra dem og skil jer ud,... Og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre.” “I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørke til sit underfulde lys.” 2.Kor. 6,17-18; 1.Pet. 2,9. Guds folk skal skille sig ud som et folk, der tjener han fuldt ud med et udelt hjerte uden at give sig selv ære, idet det husker, at de ved en meget højtidelig pagt har forpligtet sig til at tjene Herren og ham alene. VM9 17.2

“Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Du skal tale til israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. I skal holde sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide døden, ja enhver, som udfører noget arbejde på den, det menneske skal udryddes af sin slægt. I seks dage må der arbejdes, men på den syvende-dag skal I holde en fuldkommen hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører arbejde på sabbatsdagen, skal lide døden. Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt: Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.” 2.Mos 31,12?17 VM9 17.3

Udpeger disse ord ikke os som det folk, Gud har kaldet? Siger de ikke til os, at vi, så længe jorden står, skal værne om det hellige samfundsmæssige hæderstegn, der er givet os? Israels børn skulle holde sabbaten fra slægt til slægt “som en evig gyldig pagt”. Sabbaten har ikke mistet noget af sin betydning. Den er stadig tegnet mellem Gud og hans folk og den vil vedblive med at være det i al evighed. Vejl f menigh bd 3 side 249-255] VM9 18.1