Vidnesbyrd for menigheden bind 5

Kald på arbejdere

KALD PÅ ARBEJDERE
VM5 202.2

En verdslighed og selviskhed har berøvet mange menigheder en velsignelse. Vi har ingen ret til at betragte den vilkårlige tilbageholdelse af guddommelig lys og kraft fra menigheden, fordi dens nyttighed er begrænset. Den store succes som førhen har fulgt med et veltilrettelagt arbejde, modsiger en sådan tanke. Det er arbejdernes begrænsning og ofre alene, som afgører menighedens nytte. Missionsånden er mat; helligelsen er svag, selviskheden og begærligheden og bedrageriet eksisterer i dens medlemmer. VM5 202.3

Sørger Gud ikke for disse ting? Kan han ikke læse hjertets intentioner og hensigter? Alvorlig, inderlig og brødebetynget bøn vil åbne himlens vinduer for dem og nedbringe nådens regn. Et klart, vedholdende syn på Kristi kors, vil modvirke deres verdslighed og fylde deres sjæle med ydmyghed, bodfærdighed og taknemmelighed. De vil da føle at de ikke er deres egne, men at de er købt for Kristi blod. VM5 202.4

En dødelig åndelig sygdom er over menigheden. Dens medlemmer er såret af Satan; men de vil ikke se på Kristi kors, sådan som israelitterne så på kobberslangen, så de måtte leve. Verden har så meget krav på dem, at de ikke har tid til at se på Golgatas kors, lang tid nok til at se dets herlighed eller mærke dets kraft. Når de nu og da kaster et flygtigt blik på selvfornægtelse og selv helliger sig, hvilket sandheden kræver, er disse ting uvelkomment og de vender sig i en anden retning, så de hurtig vil glemme dem. Herren kan ikke gøre sit folk nyttigt og virksomt når de ikke nøje efterkommer de betingelser han har nedlagt. VM5 202.5

Overalt er der stillet krav vedrørende det lys som Gud har givet sit folk; men disse kald er for det meste forgæves. Hvem føler at man skal hellige sig selv til Gud og til hans værk? Hvor er der unge mennesker som uddanner sig til at besvare disse kald. Umådelig store territorier åbnes for os, hvor sandhedens lys aldrig er trængt igennem. Uanset hvilken måde vi ser, ser vi rige indhøstninger, rede til opsamling, men der er ingen til at gøre denne indhøstning. Bønner sendes op, om at sandheden må sejre. Hvad betyder jeres bønner, brødre? Hvilken slags succes ønsker I? — at det må lykkes jer at passe jeres magelighed, jeres selvtilfredsstillelse? — at I må få held med det, uanset hvad I gør for jeres del? VM5 203.1

Der må gøres en afgjort forandring i menigheden, som vil ulejlige dem, som ligger i deres læ, før arbejderne — udrustet til deres højtidelige arbejde — kan sendes ud på marken. Der må ske en opvækkelse, en åndelig fornyelse. Temperaturen for kristen gudsfrygt må hæves. Planer må lægges og udføres for at sprede sandheden til alle jordens folk. Satan luller Kristi bekendende efterfølgere i søvn, medens sjæle går tabt omkring dem og hvilken undskyldning kan de give Mesteren for deres forsømmelighed? VM5 203.2

Kristi ord passer på menigheden: “Hvorfor står I her ledige hele dagen?” Hvorfor arbejder I ikke, som i hans vingård? Igen og igen har han påbudt jer: “Gå også I hen i min vingård!” — og hvad som helst er rigtigt, skal I få! Men dette nådige kald fra himlen er blevet ignoreret af det store flertal. Er det ikke på høje tid at I adlyder Guds bud? [Der findes arbejde for hver eneste, som kalder sig med Kristi navn. En røst fra himmelen kalder dig højtideligt til at gøre din pligt. Giv agt på røsten og gå straks i gang med arbejdet et eller andet sted og på en eller anden måde. Hvorfor står I her ledige hele dagen? Der er arbejde, I skal udføre, et arbejde, som kræver al jeres kraft. Ethvert af livets kostbare øjeblikke har forbindelse med en pligt, som I skylder Gud eller jeres medmennesker at udføre. VM5 203.3

Der skal endnu gøres et stort arbejde for at frelse sjæle. Enhver af herlighedens engle er optaget af dette arbejde, mens hver mørkets ånd modarbejder det. Kristus har vist os sjælenes store værdi ved, at han kom til verden med al evighedens kærlighed i sit hjerte og tilbød at gøre mennesker til arvinger af al hans rigdom. Han åbenbarer os Faderens kærlighed til den faldne slægt og fremstiller ham som retfærdig og retfærdiggørende for den, som tror. Guds sønner og døtre 28.sep.] VM5 204.1

“Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag.” Han gjorde intet for sig selv, hans arbejde var for faldne menneskers skyld. Overfor ham var selviskheden ydmyget. Han påtog sig vor natur, så han kunne lide i vort sted. Selviskhed, verdens synd, er blevet den fremherskende synd i menigheden. Ved at ofre sig selv for menneskers skyld, får Kristus fat i roden til al selviskhed. Han holdt intet tilbage, ikke en gang hans ære eller himmelsk herlighed. han forventer en tilsvarende selvfornægtelse og opofrelse fra deres side, som han kom for at velsigne og frelse. Enhver er pålagt at arbejde efter evnernes kunnen. Ethvert verdsligt hensyn bør lægges til side, til Guds ære. Det eneste ønske om verdslig fortrin, må være at vi vokser des bedre i Guds sag. VM5 204.2

Kristi interesser og hans efterfølgeres interesser, bør være de samme. Men verden vil dømme de er adskilte og udskilte, for dem som hævder at være Kristi børn, stræber ligeså ivrigt imod deres egen afslutning og spilder deres liv ligeså egenkærligt, som ikke?bekendende kristne. Verdslig fremgang kommer først; intet sidestilles med dette. Kristi sag må vente indtil de har samlet en vis del til sig selv. De må øge deres ejendomme, uanset hvad det vil koste. Sjæle vil gå fortabt uden at have kendt til sandheden. Hvilken værdi har en sjæl, Kristus døde for, i sammenligning med deres ejendomme, deres handelsvarer, deres huse og jorder? Sjæle må vente indtil de bliver rede til at gøre noget. Gud kalder på disse mammons dovne forvaltere og upålidelige tjenere, men mammon praler af dem, som om de var nogle af de ihærdigste og bedste tjenere. De ofrer deres Herres goder til lyst og fornøjelser. Selvet er deres afgud. VM5 204.3

Gør intet for at bringe sjæle til Jesus, som ofrede alt for at få frelsen inden for vor rækkevidde. Selviskhed driver godgørenhed og Kristi kærlighed bort fra menigheden. Millioner af Herrens penge formøbles på at tilfredsstille verdslige lyster, medens hans skatkammer efterlades tomt. Jeg ved ikke hvordan dette skal overbringes jer, sådan som det blev overbragt mig. Tusindvis dollars bruges hvert år på at tilfredsstille stoltheden for klæder. Disse midler burde bruges på vore missioner. Jeg fik vist familier, som fyldte deres borde med al luksus og stiller næsten alle ønsker for fine klæder. De har en god forretning, eller tjener god løn, men næsten alle dollar bruges på dem selv eller deres familier. Er dette at efterligne Kristus? Hvilken byrde har disse for at økonomisere omhyggeligt og fornægte tilbøjeligheden, så de kan gøre mere for Guds værks fremme på jorden? Fik ældre Andrews gavn af nogle af de midler, der bruges så unødigt, ville det være en stor velsignelse for ham og give ham muligheder som ville forlænge hans liv. Missionsarbejdet ville blive forstørret hundrede gange, hvis der var flere midler til at gennemføre de større planer. Men de midler som Gud havde planlagt skulle bruges til dette, bruges i stedet for på ting, som anses for nødvendige til behagelighed og lykke og som der ikke er nogen synd i at have, hvor der ikke er så meget brug for midler til sandhedsudbredelse. Hvor mange af jer, mine brødre, søger jeres eget og ikke de ting, som hører Kristus til?! VM5 205.1

Tænk hvis Kristus skulle bo i ethvert hjerte og selviskheden, i alle dens former skulle udvises fra menigheden, hvad vil blive resultatet? Harmoni, enighed og broderlig kærlighed ville ses lige så sandeligt, som den blev set i den menighed Kristus først stiftede. Kristen aktivitet ville ses overalt. Hele menigheden ville optændes i en offerflamme til Guds ære. Enhver kristen ville kaste sin selvfornægtelses?frugter ind, for at blive fortæret på alteret. Der ville gøres langt mere for at udtænke nye måder at være nyttige på og bestræbe sig på at komme stakkels syndere nærmere, for at redde dem fra evig ruin. VM5 206.1

[Dersom vi klædte os i en enkel, beskeden klædedragt uden hensyn til moden; dersom vi til enhver tid dækkede vore borde med enkel, sund føde og undgik luksus, al overdådighed; og dersom vore huse blev opført i sømmelig enkelhed og udstyret på samme måde, ville det åbenbare sandhedens helliggørende kraft og øve en stærk indflydelse på ikke-troende mennesker. Men så længe vi skikker os efter verden i disse ting og i nogle tilfælde tilsyneladende søger at overgå de verdslige i naragtig overdådighed, vil sandhedens forkyndelse kun have liden eller ingen virkning. Hvem vil tro den højtidelige sandhed for denne tid, når de, der allerede bekender sig til at tro den, modsiger deres tro ved deres gerninger? Det er ikke Gud, som har lukket himmelens sluser for os, men det er vor egen efterligning af verdens sæder og skikke. Vejl f menigh bd. 2 side 179] VM5 206.2

Den tredje engel i åbenbaringen 14 fremstilles som flyvende hurtigt over himmelhvælvingen og råber: “Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.” Her er vist hvilket arbejde Guds folk har. De har et budskab af så stor vigtighed, at de fremstilles som flyvende når de overbringer det til verden. De holder livets brød i deres hænder, overfor en hungrende verden. Kristi kærlighed tvang dem. Dette er det sidste budskab. Der følger intet efter, ingen flere nådes?invitationer gives efter at dette budskab har gjort sit værk. Hvilken tillid! Hvilket ansvar hviler på alle, at frembære de nådige indbydende ord: “Og Ånden og bruden siger: “Kom!” Og den, som hører, skal sige: “Kom!” Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.” VM5 206.3

Enhver som hører, skal sige: Kom! Ikke kun prædikanter, men folk. Alle skal komme til indbydelsen. Ikke kun ved deres bekendelse, men ved deres karakter og klæder og alle skal have en vindende indflydelse. De gøres til verdens betroede folk, der fører hans vilje ud i livet, for ham som har testamenteret den hellige sandhed til mennesker. Om alle så kunne nære værdigheden og æren i deres gudsgivne betroede gave. VM5 207.1