Mod En Bedre Fremtid
Kapitel 8—Luther for Rigsdagen
En ny kejser, Karl V, havde besteget Tysklands trone, og Roms udsendinge skyndte sig at overbringe deres lykønskninger og samtidig foranledige monarken til at bruge sin magt mod reformationen. Fra den anden side bad kurfyrsten af Sachsen, hvem Karl i høj grad kunne takke for sin krone, ham om ikke at foretage noget skridt imod Luther, før han havde hørt på ham. Det var en meget forvirrende og ubehagelig situation for kejseren. Katolikkerne ville ikke lade sig nøje med mindre end et kejserligt edikt, der dømte Luther til døden. Kurfyrsten havde med stor bestemthed erklæret, at “hverken Hans kejserlige Majestæt eller nogen anden havde bevist, at Luthers skrifter var blevet gendrevet.” Derfor anmodede han om, “at dr. Luther måtte få frit lejde, så han kunne fremstilles for et råd af lærde, fromme og upartiske dommere.”1D'Aubigné, bog 6, kap. 11.Alle parters opmærksomhed blev nu rettet mod den forsamling fra de tyske stater, som var trådt sammen i Worms, kort efter at Karl var blevet kejser. Det var vigtige politiske spørgsmål og interesser, der skulle overvejes i dette råd. For første gang skulle Tysklands fyrster møde deres unge hersker i en rådgivende forsamling. Fra alle kanter af landet kom der rangspersoner inden for kirke og stat. MBF 117.1
Fornemme og magtfulde verdslige herrer, emsigt vågende over deres nedarvede rettigheder; kirkefyrster, opstemte i bevidstheden om deres overlegenhed i rang og magt; høviske riddere med deres bevæbnede følge og gesandter fra fjerne fremmede lande — alle forsamledes i Worms. Og dog var det emne, som vakte denne store forsamlings dybeste interesse, den sachsiske reformators sag. MBF 118.1
Kejseren havde i forvejen befalet kurfyrsten at tage Luther med til rigsdagen, garanteret ham sin beskyttelse og lovet ham en fri diskussion om de omstridte spørgsmål med kompetente personer. Skønt Luthers helbred ikke var det bedste, skrev han alligevel til kurfyrsten: “Hvis jeg ikke kan tage til Worms ved godt helbred, vil jeg lade mig bære derhen, syg som jeg er. Når kejseren kalder mig, kan jeg ikke være i tvivl om, at det er Guds egen kaldelse. Hvis de ønsker at bruge vold imod mig, og det er meget muligt (for det er ikke for at blive belært af mig, at de beder mig komme), så overlader jeg sagen i Herrens hænder. Han, som bevarede de tre unge mænd i den gloende ovn, han lever og råder endnu. Hvis han ikke vil bevare mig, har mit liv kun lidt at sige. Lad os kun forhindre, at evangeliet udsættes for de ondes hån, og lad os udgyde vort blod for det, så de ikke kommer til at sejre. Det står ikke til mig at afgøre, om det er mit liv eller min død, der skal bidrage mest til alles frelse. MBF 118.2
… I kan vente alt fra min side, blot ikke flugt og tilbagekaldelse. Flygte kan jeg ikke, og langt mindre tilbagekalde.”2Samme, bog 7, kap. 1. MBF 118.3
Rygtet om, at Luther skulle stilles for rigsdagen, vakte almindelig ophidselse i Worms. Aleander, pavens legat, som havde fået denne sag særlig betroet, blev forfærdet og rasende. Han forudså, at resultatet ville blive katastrofalt for pavens sag. På ny at undersøge en sag, i hvilken paven allerede havde udtalt sin fordømmelse, ville være foragt for pavens myndighed. Han var også bange for, at Luthers veltalende, mægtige argumenter skulle få mange af fyrsterne til at forkaste pavens sag. Legaten gjorde derfor de mest indtrængende indvendinger over for Karl V imod, at Luther kom til Worms. Den bulle, som erklærede Luther for bandlyst, var netop blevet offentliggjort — og dette sammen med legatens indvendinger, fik kejseren til at give efter. Han skrev til kurfyrsten, at Luther måtte blive i i Wittenberg, hvis han ikke ville tage sine ord i sig igen. MBF 118.4
Aleander var ikke tilfreds med denne sejr, men arbejdede af al magt og listighed på at udvirke Luthers dødsdom. Han bestormede fyrster og prælater med anklager mod Luther, som han beskyldte for “tilskyndelse til oprør, ugudelighed og blasfemi.” Men netop hans store heftighed afslørede tydeligt hans motiv. “Han lader sig mere lede af had og hævntørst end af nidkærhed og fromhed,”3Samme, bog 7, kap. 1.sagde man. De fleste af rigsdagens medlemmer var mere end nogen sinde tilbøjelige til at se velvilligt på Luthers sag. MBF 118.5
Aleander foreholdt ivrigt kejseren hans pligt til at bringe de pavelige edikter til udførelse. Men efter tysk lov kunne dette ikke ske uden fyrsternes medvirken, og til sidst bad kejseren den påtrængende legat forelægge sin sag for rigsdagen. “Det var en stolt dag for den pavelige gesandt. Forsamlingen var stor, men sagen var endnu større. Aleander skulle tale Roms sag, kirkens moders og herskerindes sag.” Han skulle forsvare Peters fyrsteværdighed over for de forsamlede fyrster. “Han havde veltalenhedens gave, og han voksede med opgaven. Forsynet havde villet, at Roms sag skulle føres af den dygtigste af dens store talere og i nærværelse af den mest ophøjede rådsforsamling, før dommen blev fældet.”4Wylie, bog 6, kap. 4.De, der var på Luthers side, så frem til Aleanders tale med bange anelser. Kurfyrsten af Sachsen var ikke til stede, men havde sendt nogle af sine rådsherrer til mødet for at lytte og tage notater af Aleanders tale. MBF 119.1
Med hele sin lærdoms og veltalenheds styrke gik Aleander i gang med at omstyrte sandheden. Han slyngede den ene anklage efter den anden mod Luther, som han kaldte en fjende af kirke og stat, af levende og døde, af gejstlige og lægfolk, af rådsforsamlinger og den enkelte kristne. Han erklærede, at “i Luthers vildfarelser findes der nok til at berettige, at hundrede tusinde kættere kastes på bålet.” MBF 119.2
Til slut prøvede han at skabe foragt for reformationens tilhængere: “Hvad er disse lutheranere for mennesker? En flok frække skolemestre, demoraliserede præster, udsvævende munke, uvidende jurister og fornedrede adelsmænd, foruden de jævne mennesker, som de har vildledt og forført. Hvor højt hævet over dem står ikke det katolske parti i antal, duelighed og styrke! En enstemmig kendelse fra denne højbårne forsamling vil oplyse de enfoldige, advare de skamløse, styrke de vaklende og de svage.”5D'Aubigné, bog 7, kap. 3. MBF 119.3
Med den slags våben er sandhedens forkæmpere blevet angrebet til alle tider. De samme argumenter bruges stadig mod dem, som i modstrid mod de fastslåede vildfarelser vover at komme med Guds ords tydelige lære. “Hvem er dog disse, som prædiker en ny lære?” udbryder tilhængerne af en folkelig religion. “De er ulærde, fåtallige og hører til de lavere klasser. Og dog hævder de at eje sandheden og at være Guds udvalgte folk. De er uvidende og har ladet sig narre. Hvor er dog vor kirke langt overlegen i antal og indflydelse! Hvor mange store og lærde findes der ikke iblandt os! Hvor langt større magt er der ikke på vor side!” Sådanne argumenter har stor indflydelse på verden, men de er ikke mere afgørende i dag, end de var på Luthers tid. MBF 119.4
Reformationen endte ikke med Luther, som mange synes at mene. Den skal fortsætte til afslutningen af denne verdens historie. Luther havde en mægtig gerning at gøre ved at genspejle det lys, Gud havde ladet skinne for ham. Og dog modtog han ikke alt det lys, som skulle gives verden. Siden den tid og frem til vore dage er der bestandig faldet nyt lys over Skriften, og nye sandheder er blevet åbenbaret. MBF 120.1
Legatens tale gjorde dybt indtryk på rigsdagen. Der var ingen Luther til stede, som med Guds ords tydelige, overbevisende sandheder kunne gendrive pavens forkæmper. Der blev ikke gjort noget forsøg på at forsvare reformatoren. Der syntes at være almindelig stemning for ikke blot at fordømme både ham og hans lære, men om muligt at rykke kætteriet op med rode. Rom havde valgt den bedste lejlighed til at forsvare sig. Alt, hvad der kunne siges for at retfærdiggøre Rom, var blevet sagt. Men den tilsyneladende sejr var signalet til et nederlag. Fra nu af ville kontrasten mellem sandhed og vildfarelse vise sig endnu mere tydeligt, fordi de måtte rykke ud i åben kamp. Fra denne dag ville Rom aldrig mere komme til at stå så sikkert som før. MBF 120.2
Skønt de fleste af rigsdagens medlemmer ikke ville have tøvet med at overgive Luther til Roms hævn, så beklagede mange af dem den herskende fordærvelse inden for kirken og ønskede at afskaffe de misbrug, som det tyske folk led under på grund af gejstlighedens korruption og begærlighed. Legaten havde fremstillet pavens styre i det mest gunstige lys. Nu bevægede Herren et medlem af rigsdagen til at give en sandfærdig skildring af følgerne af pavens tyranni. Med ædel fasthed rejste hertug Georg af Sachsen sig og opregnede med stor nøjagtighed pavekirkens vederstyggeligheder og deres skrækkelige virkninger. Til slut sagde han: MBF 120.3
“Nogle af disse misligheder råber til himlen mod Rom. Man har bidt hovedet af al skam, og deres eneste formål er penge, penge, penge. De præster, der skulle forkynde sandheden, kommer ikke med andet end løgne; og de bliver ikke blot tålt, men belønnet, for jo større deres løgne er, jo større er gevinsten. Det er fra denne stinkende kilde, der flyder den slags forgiftet vand! Udskejelser og havesyge rækker hånden til griskhed. … Ak, det er den forargelse, som præsterne vækker, der styrter så mange stakkels sjæle i evig fortabelse. Der må iværksættes en gennemgribende reform!”6Samme, bog 7, kap. 4. MBF 120.4
En mere kyndig og kraftig fordømmelse af de pavelige misbrug kunne end ikke Luther selv have fremsat — og den kendsgerning, at taleren var en afgjort fjende af reformationen, gav hans ord forøget vægt. MBF 121.1
Hvis forsamlingens øjne var blevet åbnet, ville de have set Guds engle sprede lys iblandt dem gennem vildfarelsens mørke og åbne deres sind og hjerte for sandheden. Det var sandhedens og visdommens Gud, som styrede selv reformationens modstandere og således beredte vejen for sit store værk. Martin Luther var ikke til stede, men en større stemme end hans havde ladet sig høre i forsamlingen. MBF 121.2
Rigsdagen udpegede straks en komité, der skulle opregne de pavelige undertrykkelsesmetoder, der hvilede så tungt på det tyske folk. En liste, der omfattede et hundrede og et punkter, blev overrakt kejseren med bøn om, at han snarest ville tage forholdsregler mod disse misligheder. Ansøgerne skrev: MBF 121.3
“Hvilket tab af kristne sjæle, hvilke plyndringer, hvilken udsugning på grund af den forargelse, som kristenhedens åndelige overhoved er omgivet af! Det er vor pligt at forhindre vort folks ødelæggelse og vanære. Af denne grund beder vi ydmygt, men indtrængende om at påbyde almindelig reformation og sørge for, at den bliver gennemført.”7Samme, bog 7, kap. 4. MBF 121.4
Nu forlangte rådet, at Luther skulle fremstilles for dem. Trods Aleanders bønner, protester og trusler gav kejseren sit samtykke. Man indkaldte Luther og sendte ham samtidig et lejdebrev, som sikrede hans tilbagerejse til et sikkert sted. Disse breve blev bragt til Wittenberg af en herold, som også havde fået pålæg om at bringe Luther til Worms. MBF 121.5
Luthers venner blev forfærdede. De kendte den fjendtlige stemning imod ham og frygtede, at ikke engang hans lejdebrev ville blive respekteret. De bønfaldt ham om ikke at bringe sit liv i fare. Han svarede: “Katolikkerne ønsker ikke, at jeg skal komme til Worms, men kun at jeg skal dømmes og dø. Det har ingen betydning. Bed ikke for mig, men for Guds ord. … Kristus vil skænke mig sin ånd, så jeg kan overvinde disse vildfarelsens tjenere. Hele mit liv har jeg foragtet dem. Ved min død skal jeg besejre dem. I Worms har de travlt med at prøve på at tvinge mig til at tilbagekalde mine ord, og dette skal være min tilbagekaldelse: Jeg har før sagt, at paven var Kristi stedfortræder. Nu vil jeg hævde, at han er vor Herres modstander og Djævelens apostel.”8Samme, bog 7, kap. 6. MBF 121.6
Luther kom ikke til at foretage sin farefulde rejse alene. Foruden den kejserlige udsending besluttede tre af hans nærmeste venner at ledsage ham. Melanchton ønskede oprigtigt at følge med. Han var inderligt knyttet til Luther og brændte efter at følge ham, selv til fængsel og død. Men hans bønner blev afvist. Hvis Luther skulle dø, samlede reformationens håb sig om hans unge medarbejder. Ved sin afsked med ham sagde Luther: “Hvis jeg ikke kommer tilbage, og mine fjender lader mig dræbe, så bliv ved med at lære og holde fast ved sandheden. Arbejd i mit sted. Hvis du stadig lever, vil min død kun betyde lidt.”9Samme, bog 7, kap. 7.Studenter og borgere, der havde samlet sig for at overvære Luthers afrejse, var dybt bevægede. En stor skare, hvis hjerter var blevet grebet af evangeliet, bød ham grædende farvel. Således drog reformatoren og hans ledsagere af sted fra Wittenberg. MBF 122.1
På rejsen mærkede de folks bange anelser. I nogle byer viste man dem ingen ære. Et sted, hvor de gjorde ophold for natten, udtrykte en venligsindet præst sin frygt ved at vise Luther billedet af en italiensk reformator, som havde lidt martyrdøden. Næste dag fik de at vide, at Luthers skrifter var blevet lyst i band i Worms. Kejserlige udsendinge pålagde folk at aflevere de forbudte skrifter til myndighederne. Kejserens herold frygtede for Luthers sikkerhed og spurgte derfor, om han stadig ville fortsætte rejsen. Han svarede: “Om jeg så bliver belagt med interdikt i hver eneste by, vil jeg dog fortsætte.”10Samme, bog 7, kap. 7. MBF 122.2
I Erfurt blev Luther modtaget med æresbevisninger. Omgivet af beundrende skarer gik han gennem de gader, hvor han så ofte havde gået med tiggerposen. Han besøgte sin klostercelle og tænkte på de kampe, hvor det lys, som nu overstrømmede Tyskland, først havde omstrålet ham. Han blev indstændigt opfordret til at prædike. Og skønt det var blevet forbudt, gav herolden ham tilladelse, og den munk, som engang havde været klostrets slave, besteg nu prædikestolen. MBF 122.3
For en stor forsamling talte han ud fra Jesu ord: “Fred være med jer!” “Filosoffer, doktorer og skribenter,” sagde han, “har forsøgt at lære mennesker, hvordan de skal opnå et evigt liv, og det er ikke lykkedes for dem. Nu skal jeg fortælle jer hvordan: Gud har oprejst et menneske fra de døde, vor Herre Jesus Kristus, for at han skulle overvinde døden, udrydde synden og lukke Helvedes porte. Dette er frelsens værk. Kristus har sejret! Dette er det glade budskab, og vi er frelst ved ham og ikke ved vore egne gerninger. Vor Herre Jesus Kristus sagde: ‘Fred være med jer! Se mine hænder.’ Det vil sige: Se, o menneske, at det er mig, mig alene, som har borttaget din synd og løskøbt dig; og nu har du fred, siger Herren.” MBF 122.4
Han fortsatte, idet han viste dem, at sand tro vil vise sig i et helligt liv. “Da Gud nu har frelst os, så lad os leve sådan, at han kan godkende det. Er du rig? Så lad din rigdom blive brugt til at dække de fattiges fornødenheder. Er du fattig? Så lad din tjeneste være nyttig for de rige. Hvis dit arbejde kun gavner dig selv, er den tjeneste, du foregiver at vise Gud, en løgn.”11Samme, bog 7, kap. 7. MBF 123.1
Folk lyttede som tryllebundne. Livets brød blev uddelt til disse hungrende sjæle. Kristus blev hævet højt over paver og præster, kejsere og konger. Luther talte ikke om sin egen farefulde stilling. Han havde tabt sig selv af syne og søgte kun at fremstille Jesus som synderes frelser. MBF 123.2
På reformatorens videre rejse flokkedes ivrige skarer omkring ham, og venlige stemmer advarede: “De vil brænde dig, som de brændte Johan Huss. Og der bliver kun en smule aske tilbage af dig.” Luther svarede: “Ville de end tænde bål hele vejen fra Worms til Wittenberg, ville jeg dog i Herrens navn vandre gennem ilden. Jeg ville gå ind i dette uhyres gab og knuse dets tænder, mens jeg bekendte vor Herre Jesus Kristus.”12Samme, bog 7, kap. 7. MBF 123.3
Meddelelsen om, at Luther nærmede sig Worms, vakte stort røre. Hans venner skælvede for hans sikkerhed; hans fjender frygtede, at deres sag ikke skulle lykkes. Man frarådede ham ihærdigt at gå ind i byen. Efter tilskyndelse fra katolikkerne blev han indtrængende bedt om at trække sig tilbage til en venligsindet ridders borg, hvor man erklærede, at alle vanskeligheder kunne blive ordnet i mindelighed. Venner forsøgte at vække hans frygt ved at beskrive de farer, der truede ham. Men Luther var stadig urokkelig og erklærede: MBF 123.4
“Selv om der skulle være lige så mange djævle i Worms, som der er tagsten på husene, vil jeg alligevel drage ind i byen.”13Samme, bog 7, kap. 7. MBF 123.5
I Worms var en stor menneskemængde samlet for at byde ham velkommen. Ikke engang kejseren selv var blevet hilst af så mange. Ophidselsen var umådelig, og midt inde fra sværmen lød en gennemtrængende, klagende stemme, der sang en begravelsessang, som skulle advare Luther om den skæbne, der ventede ham. “Gud vil være mit skjold,” sagde han, idet han steg ud af vognen. Katolikkerne havde ikke troet, at Luther virkelig ville vove at vise sig i Worms, og hans ankomst fyldte dem med rædsel. Kejseren kaldte straks sine rådgivere sammen for at overveje, hvilken kurs man skulle følge. En nidkær katolsk biskop erklærede: “Vi har længe nok drøftet denne sag! MBF 123.6
Eders kejserlige Majestæt burde straks skaffe sig af med denne mand. Lod ikke Sigismund Johan Huss brænde? Vi har ingen forpligtelse til hverken at give eller respektere et lejdebrev til en kætter.” “Nej,” svarede kejseren, “vort løfte må vi holde.”14Samme, bog 7, kap. 8.Man besluttede derfor at høre, hvad Luther havde at sige. MBF 124.1
Alle i byen ville se denne mærkelige mand, og snart var hans bolig fyldt med en sværm af gæster. Luther var knap kommet til kræfter efter en nylig overstået sygdom. Han var træt efter den to uger lange rejse og måtte forberede sig til morgendagens vigtige møde. Men ønsket om at se ham var så stort, at han kun havde nydt nogle få timers hvile, da adelsmænd, præster og borgere ivrigt flokkedes om ham. Blandt dem var mange af de adelsmænd, der så modigt havde bedt kejseren om at skride ind over for gejstlighedens udskejelser, og som, efter hvad Luther sagde, “alle var blevet frigjort ved mit evangelium.”15Martyn, s. 393.Både venner og fjender kom for at se den uforfærdede munk. Han modtog dem med største ro og besvarede alle spørgsmål værdigt og klogt. Han optrådte fast og modigt. Hans magre, blege ansigt havde et venligt og glad udtryk, skønt det var præget af arbejde og sygdom. Hans ords højtidelighed og dybe alvor gjorde et dybt indtryk, selv på hans fjender. Både venner og fjender undrede sig. Nogle følte sig overbevist om, at en guddommelig kraft kom ham til hjælp, andre erklærede ligesom farisæerne om Jesus: “Han er besat af Djævelen!” MBF 124.2
Næste dag blev Luther tilsagt til at møde for rigsdagen. En kejserlig embedsmand skulle føre ham til audienssalen, men det var kun med vanskelighed, at han nåede derhen. Hver eneste gade var tætpakket med folk, der ønskede at se den munk, som havde vovet at sætte sig op mod pavemagten. MBF 124.3
Lige før han skulle træde frem for sine dommere, sagde en hæderkronet gammel general venligt til ham: “Stakkels munk, arme munk, du skal nu kæmpe for en ædlere sag, end jeg nogen sinde har gjort i de blodigste kampe. Men hvis din sag er retfærdig, og du er overbevist om det, så gå frem i Guds navn og frygt intet. Gud vil ikke svigte dig!”16D'Aubigné, bog 7, kap. 8. MBF 124.4
Endelig stod Luther foran rådet. Kejseren sad på sin trone omgivet af rigets mægtigste mænd. Aldrig har noget menneske stået foran en mere imponerende forsamling end den, Martin Luther skulle forsvare sin tro over for. “Dette fremmøde var i sig selv et tegn på sejr over pavedømmet. Paven havde lyst ham i band og afskåret ham fra alt samkvem med andre. Alligevel var han i et høfligt sprog blevet indkaldt og modtaget af den mest ærefrygtindgydende forsamling. Paven havde dømt ham til evig tavshed, og nu skulle han tale til tusinder af opmærksomme tilhørere, der var kaldt sammen fra de fjerneste dele af verden. Han havde således udvirket en enestående omvæltning. Rom var allerede på vej ned af tronen, og det var en almindelig munks stemme, som var årsag til denne ydmygelse.”17Samme, bog 7, kap. 8. MBF 124.5
I nærværelse af denne mægtige og fornemme forsamling virkede reformatoren, som var født under beskedne kår, frygtsom og forlegen. Flere af fyrsterne, der havde bemærket hans sindsbevægelse, gik hen til ham, og en af dem hviskede: “Frygt ikke dem, der dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen.” En anden sagde: “Når I bliver ført for landshøvdinger og konger for min skyld, skal det ved jeres Faders ånd gives jer, hvad I skal sige.” Verdens store mænd brugte således Kristi ord for at styrke hans tjener i prøvelsens time. MBF 125.1
Luther blev ført hen foran kejserens trone. En dyb tavshed sænkede sig over den store forsamling. Så rejste en kejserlig embedsmand sig, pegede på en samling af Luthers skrifter og bad reformatoren besvare to spørgsmål — om han erkendte, at de var hans, og om han ville tilbagekalde de meninger, han havde fremsat i dem. Da bøgernes titler var blevet oplæst, svarede Luther, at med hensyn til det første spørgsmål erkendte han, at bøgerne var hans. “Hvad angår det andet spørgsmål,” fortsatte han, “hvor det drejer sig om tro og sjæles frelse, og om Guds ord, den største og mest værdifulde skat i himlen og på jorden, ville jeg handle ubesindigt, hvis jeg svarede uden nærmere overvejelse. Jeg kunne komme til at bekræfte mindre, end omstændighederne kræver, eller mere end troen fordrer, og derved komme til at synde mod Kristi ord: MBF 125.2
‘Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min Fader, som er i himlene.’18Matt 10,33.Af denne årsag beder jeg i største ydmyghed Eders kejserlige Majestæt om at indrømme mig tid, så jeg kan svare uden at synde imod Guds ord.”19D'Aubigné, bog 7, kap. 8. MBF 125.3
Luther handlede klogt ved at komme med denne anmodning. Det overbeviste forsamlingen om, at han ikke handlede ubesindigt eller i vrede. En sådan ro og selvbeherskelse havde man ikke ventet fra én, der havde vist sig så dristig og ubøjelig. Det gav hans ord større vægt og satte ham i stand til senere at svare med en forsigtighed, bestemthed, klogskab og værdighed, som overraskede og skuffede hans modstandere — og dadlede deres hovmod og stolthed. MBF 125.4
Dagen efter skulle han afgive sit endelige svar. En overgang sank hjertet i ham ved tanken om de kræfter, der havde sluttet sig sammen imod sandheden. Hans tro vaklede og han frygtede og bævede, når han tænkte på de farer, der tårnede sig op foran ham. Det var, som skulle hans fjender triumfere og mørkets magter få overhånd. Mørke skyer samlede sig om ham og syntes at skille ham fra Gud. Han higede efter en forvisning om, at Hærskarers Herre ville være med ham. I sin sjælekval kastede han sig ned med ansigtet mod jorden og udøste sit hjerte i afbrudte, hjerteskærende råb, som ingen uden Gud forstår fuldt ud. MBF 125.5
“O, almægtige og evige Gud,” tryglede han. “Hvor frygtelig er ikke denne verden! Se, den åbner sin mund for at opsluge mig, og min tillid til dig er så svag. Hvis jeg kun har denne verdens styrke at sætte min lid til, er alt tabt. — Min sidste time er kommet, dommen er afsagt over mig. O Herre, stå mig bi, hjælp mig mod al verdens visdom. Gør det — du alene — for dette er ikke mit værk, men dit. Jeg har intet at gøre her, intet at kæmpe for mod denne verdens store. Men det er din sag — og det er en retfærdig og evig sag. O Gud, hjælp mig! Trofaste og uforanderlige Gud, jeg sætter ikke min lid til noget menneske. Alt menneskeværk, er usikkert. … Du har udvalgt mig til denne gerning. Stå mig bi for din elskede søns, Jesu Kristi skyld, han, som er mit forsvar, mit skjold og min faste borg.”20Samme, bog 7, kap. 8. MBF 126.1
Et alvidende forsyn havde fået Luther til at erkende den overhængende fare, han befandt sig i, at han ikke skulle stole på sin egen styrke og overmodigt styrte sig ud i fare. Dog var det ikke frygten for personlig lidelse, tortur og døden, der syntes så nært forestående, som overvældede ham med rædsel. Han stod over for en krise og følte, at han ikke magtede at bestå prøven. Sandhedens sag kunne komme til at lide skade på grund af hans svaghed! Det var ikke for sin egen sikkerhed, men for evangeliets sejr, han kæmpede med Gud. Hans sjæleangst og strid kunne sammenlignes med Jakobs natlige kamp ved den ensomme bæk — og ligesom Jakob sejrede han. I hans fuldkomne hjælpeløshed blev hans tro på den mægtige frelser styrket. Han fik kraft ved forvisningen om, at han ikke skulle stå alene for rådet. Hans sjæl fik atter fred, og han frydede sig over, at han skulle få lov til at bære Guds ord frem for folkets herskere. MBF 126.2
Med sit sind hvilende i Gud beredte Luther sig til den forestående kamp. Han overvejede, hvordan han skulle svare, undersøgte steder i sine skrifter og fandt i Den hellige Skrift beviser, som understøttede hans standpunkter. Idet han lagde sin venstre hånd på den hellige bog, som lå opslået foran ham, og løftede den højre mod himlen, svor han “at forblive tro mod evangeliet og frit bekende sin tro, om han så skulle komme til at besegle sit vidnesbyrd med sit blod.”21Samme, bog 7, kap. 8. MBF 126.3
Da han på ny blev ført frem for rigsdagen, bar hans ansigt intet spor af frygt eller forvirring. Roligt og fredfyldt, men ædel og tapper stod han som et vidne for Gud mellem denne verdens store. Den kejserlige embedsmand forlangte nu hans afgørelse med hensyn til, om han ønskede at tilbagekalde sine læresætninger. Luther svarede dæmpet og beskedent. Han optrådte ærbødigt og uden selvsikkerhed, men udviste alligevel en glæde og tillidsfuldhed, som overraskede forsamlingen: MBF 127.1
“Allernådigste kejser, berømmelige fyrster, nådige herrer,” svarede Luther. “Jeg står her foran jer i dag i henhold til den befaling, jeg modtog i går, og for Guds barmhjertigheds skyld beder jeg indstændigt Eders Majestæt og Eders højheder om nådigt at lytte til forsvaret for en sag, som jeg er overbevist om er retfærdig. Hvis jeg af uvidenhed skulle komme til at forsynde mig mod, hvad der er skik og brug ved hoffet, beder jeg Eder tilgive mig, for jeg er ikke oplært i kongers slotte, men i klostrets ensomhed.”22Samme, bog 7, kap. 8. MBF 127.2
Derefter gik han over til selve spørgsmålet og erklærede, at hans værker ikke alle var af samme art. I nogle af dem havde emnet været tro og gode gerninger, og selv hans fjender havde erklæret dem for ikke blot uskadelige, men nyttige. At tilbagekalde disse ville være at fordømme sandheder, som alle parter var enige om. Den næste kategori bestod af skrifter, som afslørede pavevældets fordærvelse og misbrug. At tilbagekalde disse skrifter ville styrke Roms tyranni og bane vejen for endnu mere ugudelighed. I den tredie slags bøger havde han angrebet personer, som havde forsvaret bestående onder. Han indrømmede åbent, at han nok havde været mere voldsom, end det var passende. Han hævdede ikke at være fejlfri, men selv disse bøger kunne han ikke tilbagekalde. Gjorde han det, ville sandhedens fjender blive dristigere og underkue Guds folk med endnu større grusomhed. MBF 127.3
“Men jeg er jo kun et almindeligt menneske og ikke Gud,” fortsatte han, “og jeg må derfor forsvare mig ligesom Kristus: ‘Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert.’” … For Guds skyld besværger jeg Eder, højbårne kejser, og Eder, høje fyrster, og alle mennesker i alle stillinger om ud fra profeternes og apostlenes skrifter at bevise, at jeg har fejlet. Så snart jeg er blevet overbevist om dette, vil jeg tilbagekalde enhver vildfarelse og være den første til at beslaglægge mine bøger og kaste dem på bålet. MBF 127.4
Jeg håber, at hvad jeg lige har sagt, tydeligt viser, at jeg omhyggeligt har overvejet de farer, jeg udsætter mig for. Men langt fra at være forfærdet glæder jeg mig over, at evangeliet nu som før giver anledning til uro og uenighed. Sådan er Guds ords natur, sådan er dets skæbne. Jesus sagde: ‘Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.’ Guds råd er underfulde og frygtelige. Vogt Eder, at I ikke for at undertrykke meningsforskelle, kommer til at forfølge Guds hellige ord og nedkalde en frygtelig syndflod af uovervindelige farer, af ulykker her og fortvivlelse hinsides. … Jeg kunne fremføre mange eksempler fra Guds ord. Faraonerne, Babylons og Israels konger, hvis anstrengelser aldrig bidrog mere til deres egen ødeæggelse, end når de ville styrke deres magt ved de råd, som forekom dem at være de klogeste. ‘Gud flytter bjerge, og de ved ikke af det.’23Samme, bog 7, kap. 8. MBF 128.1
Luther havde talt på tysk. Nu blev han bedt om at gentage sin tale på latin. Skønt han var udmattet, holdt han atter sin tale med samme kraft og klarhed som første gang. Det var Guds forsyn, som stod bag dette. Mange af fyrsterne var så forblindede af vildfarelse og overtro, at de ikke første gang så styrken i Luthers argumenter, men gentagelsen bevirkede, at de tydeligt fattede hovedpunkterne i det, han havde sagt. MBF 128.2
De, der stædigt lukkede øjnene for lyset og ikke ville lade sig overbevise af sandheden, blev rasende over myndigheden i Luthers ord. Da han holdt op med at tale, sagde ordføreren for rigsdagen vredt: “Du har ikke besvaret det stillede spørgsmål. … Der forlanges et klart og utvetydigt svar af dig. Vil du kalde det tilbage, eller vil du ikke?” MBF 128.3
Reformatoren svarede: “Da Eders højærværdige Majestæt og Eders Stormægtigheder kræver et utvetydigt svar, vil jeg give Eder det, og det lyder således: Jeg kan ikke gøre min tro afhængig af hverken paven eller kirkefædrene, fordi det er klart som dagen, at de ofte er faret vild og har modsagt hinanden. Hvis jeg ikke overbevises af Skriftens vidnesbyrd eller af den klareste bevisførelse — hvis ikke jeg bliver overbevist ved de tekster, jeg har citeret, og man således binder min samvittighed ved Guds ord, kan og vil jeg ikke kalde noget tilbage, for det er ikke ret for en kristen at tale mod sin samvittighed. Her står jeg! Jeg kan ikke andet! Gud hjælpe mig! Amen.”24Samme, bog 7, kap. 8. MBF 128.4
Således stod denne retskafne mand på Guds ords sikre grundvold. Himlens lys strålede fra hans ansigt. Alle kunne se hans sinds storhed og retskaffenhed, hans hjertes fred og glæde, idet han vidnede mod vildfarelsens magt og viste, hvor mægtig den tro er, som overvinder verden. MBF 129.1
En tid var hele forsamlingen målløs af forbavselse. I sit første svar havde Luther talt med dæmpet stemme og optrådt ærbødigt, næsten ydmygt. Katolikkerne havde troet, at hans mod var ved at svigte. De havde anset hans anmodning om udsættelse for et tegn på, at han ville tilbagekalde. Kejseren havde foragteligt bemærket Luthers hærgede ydre og simple dragt, og erklæret: “Denne munk får aldrig gjort mig til kætter!” Det mod og den fasthed, han nu viste, og hans bevæggrundes kraft og klarhed, overraskede alle parter. Kejseren udbrød beundrende: “Denne munk taler af et uforfærdet hjerte og et urokkeligt mod!” Mange af de tyske fyrster betragtede med stolthed og glæde denne repræsentant for deres folk. MBF 129.2
Roms tilhængere var besejret. Deres sag var kommet i et meget ugunstigt lys. De søgte nu at opretholde deres magt — ikke ved at henvise til Skriftens ord, men ved trusler, Roms aldrig svigtende argument. Som rigsdagens ordfører sagde: “Hvis I ikke tilbagekalder, vil kejseren og rigets stater rådslå om, hvad man skal gøre med en uforbederlig kætter.” MBF 129.3
Luthers venner, som med den største glæde havde lyttet til hans værdige forsvarstale, skælvede ved disse ord, men doktoren sagde roligt: “Så må Gud være min hjælper, for jeg kan intet tilbagekalde.”25Samme, bog 7, kap. 8. MBF 129.4
Han fik besked på at trække sig tilbage, mens fyrsterne rådslog. Man følte, at sagen var kommet til et vigtigt vendepunkt. Luthers bestemte afslag på at underkaste sig kunne få betydning for kirkens historie gennem århundreder. Man besluttede at give ham endnu en mulighed for at tilbagekalde. For sidste gang blev han ført ind for forsamlingen. Atter spurgte man, om han ville tilbagekalde sine læresætninger. Han svarede: “Jeg kan ikke give noget andet svar end det, jeg allerede har givet.” Det var tydeligt, at hverken løfter eller trusler kunne få ham til at give efter for Roms befaling. MBF 129.5
De pavelige repræsentanter ærgrede sig over, at deres magt, der havde fået konger og adel til at skælve, blev ringeagtet således af en ganske almindelig munk. De længtes efter at pine ham til døde. Men Luther, der forstod den fare, han befandt sig i, havde talt med kristen ro og værdighed. Hans ord var blottet for hovmod, vrede og usandhed. Han havde tabt sig selv af syne og tænkte heller ikke på de fornemme mænd, som omgav ham, men følte, at han stod over for én, som var uendelig højt hævet over paver, prælater, kejsere og konger. Gennem Luthers vidnesbyrd havde Kristus talt med en kraft og storhed, som indgød både venner og fjender ærefrygt og undren. Guds ånd havde været til stede og gjort indtryk på rigets ledere. Flere af fyrsterne erkendte dristigt, at Luthers sag var retfærdig. Mange var blevet overbevist om sandheden, men hos nogle var dette indtryk ikke varigt. Andre, som dengang ikke gav udtryk for deres overbevisning, blev, da de selv havde undersøgt Skriften, reformationens uforfærdede forkæmpere. MBF 129.6
Kurfyrst Frederik havde med ængstelse set frem til Luthers møde for rigsdagen og med dyb bevægelse lyttet til hans tale. Med glæde og stolthed var han vidne til doktorens mod, fasthed og selvbeherskelse — og hans beslutning om at tage ham i forsvar blev styrket. Han sammenlignede de stridende parter og så, at pavers, kongers og prælaters visdom var blevet gjort til intet ved sandhedens magt. Romerkirken havde lidt et nederlag, som ville føles blandt alle folkeslag og i al fremtid. MBF 130.1
Da pavens udsending blev klar over den virkning, Luthers tale havde gjort, frygtede han som aldrig før for den romerske kirkes magtstilling og besluttede med alle midler at udvirke reformatorens fald. Med hele den veltalenhed og den diplomatiske snilde, som han i sjælden grad udmærkede sig ved, foreholdt han den unge kejser, hvor tåbeligt og farligt det ville være for en ubetydelig munks skyld at ofre den mægtige pavestols venskab og støtte. MBF 130.2
Hans ord var ikke uden virkning. Dagen efter at Luther havde havde givet sit svar, forelagde kejser Karl rigsdagen et budskab, hvori han kundgjorde sin beslutning om ligesom sine forgængere at opretholde og beskytte den katolske religion. Da Luther havde afslået at opgive sine vildfarelser, skulle der tages de kraftigste forholdsregler imod ham og de kætterske lærdomme, han fremsatte. Kejseren sagde: “En enkelt munk, der er vildledt af sin egen dårskab, har gjort oprør mod kristenhedens tro. For at standse en sådan ugudelighed vil jeg ofre mine riger, mine skatte, mine venner, mit legeme, mit blod, min sjæl og mit liv. Jeg vil sende augustinermunken Luther bort med forbud mod at forårsage den ringeste uro blandt folk. Derefter vil jeg forfølge ham og hans tilhængere som hårdnakkede kættere med udelukkelse af kirken, med interdikt og alle midler, som er egnet til deres udryddelse. Jeg opfordrer medlemsstaterne til at optræde som tro kristne.”26Samme, bog 7, kap. 9.Ikke desto mindre erklærede kejseren, at Luthers lejdebrev måtte respekteres, og at han skulle have tilladelse til at vende hjem i sikkerhed, før der kunne indledes nogen proces imod ham. MBF 130.3
Nu fremkom to modstridende meninger fra rigsdagens medlemmer. Pavens repræsentanter krævede, at der ikke skulle tages hensyn til Luthers lejdebrev. MBF 131.1
“I Rhinen,” sagde de, “burde hans aske kastes, som tilfældet havde været med Johan Huss’ aske for hundrede år siden.”27Samme, bog 7, kap. 9.Men skønt de tyske fyrster var katolikker og åbent erklærede sig for Luthers fjender, protesterede nogle af dem mod et sådant offentligt tillidsbrud og kaldte det en plet på nationens ære. De gjorde opmærksom på de ulykker, som fulgte efter Huss’ død, og erklærede, at de ikke vovede at nedkalde en gentagelse af disse forfærdelige onder over Tyskland eller deres unge kejser. MBF 131.2
Som svar på det nedrige forslag sagde Karl selv: “Skulle end ære og tro være forvist fra hele verden, burde de dog finde tilflugt i fyrsternes hjerter.”28Samme, bog 7, kap. 9. MBF 131.3
De bitreste af Luthers pavelige fjender tilskyndede ham stadig til at behandle Luther som Sigismund, der overlod Huss til kirken på nåde og unåde. Men Karl V genkaldte sig den scene, hvor Huss i offentlighedens påsyn havde mindet monarken om hans højtidelige løfte, og erklærede: “Jeg ønsker ikke at rødme som Sigismund.”29Lenfant, bind 1, s. 422. MBF 131.4
Alligevel havde kejseren med fuldt overlæg forkastet de sandheder, som Luther fremholdt. “Jeg er fast besluttet på at følge mine forfædres eksempel,” skrev monarken.30D'Aubigné, bog 7, kap. 9.Han havde besluttet ikke at vige fra skik og brug — ikke engang for at følge sandhedens og retfærdighedens vej. Som sine fædre ville også han opretholde pavevældet med dets grusomhed og fordærv. Således nægtede han at tage imod noget lys, som hans forfædre ikke havde modtaget, eller at påtage sig nogen pligt, de ikke havde påtaget sig. MBF 131.5
Også i dag klamrer mange sig til deres fædres vaner og traditioner. Når Herren sender dem nyt lys, afslår de at modtage det, fordi det ikke blev skænket til og modtaget af deres fædre. Vi står ikke, hvor vore fædre stod; vore pligter og vort ansvar er ikke de samme som deres. Det vil ikke vinde Guds bifald, hvis vi gør vore fædres eksempel til målestok for vor pligt i stedet for selv at søge i Sandhedens ord. Vort ansvar er større end vore forfædres. Vi er ansvarlige for det lys, som de modtog og gav os i arv, men vi er også ansvarlige for det lys, som nu skinner på os fra Guds ord. MBF 131.6
Til de vantro jøder sagde Jesus: “Var jeg ikke kommet og havde talt til dem, havde de ikke haft synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd.”31Joh 15,22.Den samme guddomskraft havde talt gennem Luther til Kejseren og de tyske fyrster. Idet lyset fra Guds ord strålede frem, talte Ånden for sidste gang til mange i den forsamling. Ligesom Pilatus århundreder tidligere havde ladet trangen til popularitet lukke hans hjerte for verdens frelser — og som den skælvende Felix bød sandhedens sendebud: “Nu er det nok, du kan gå! Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig,” og som den stolte Agrippa indrømmede: “Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen,”32ApG 24,25;26,28.således havde Karl V på grund af verdslig stolthed og politik besluttet at forkaste sandhedens lys. MBF 131.7
Rygtet om angrebene på Luther spredtes viden om og vakte stor ophidselse i byen. Reformatoren havde fået mange venner, som kendte Roms forræderiske grusomhed mod alle, der vovede at afsløre dets fordærvelse. De besluttede, at han ikke skulle blive offer for denne grusomhed. Hundreder af adelsmænd forpligtede sig til at beskytte ham. MBF 132.1
Ikke så få erklærede åbenlyst, at det kejserlige budskab var et bevis på underkastelse under Roms magt. Der blev opslået plakater på porte og torve. Nogle fordømte Luther — andre støttede ham. På én af dem stod den vise mands ord: “Ve dig, land, der har en dreng som konge!”33Præd 10,16.Den almindelige begejstring for Luther overbeviste både kejseren og rigsdagen om, at enhver uretfærdighed mod ham ville true rigets fred, ja selv tronens sikkerhed. MBF 132.2
Frederik af Sachsen indtog en tilstræbt reserveret holdning, uden at afsløre sine virkelige følelser over for reformatoren, mens han samtidig med utrættelig vagtsomhed overvågede ham og vogtede på alle hans fjenders bevægelser. Men mange søgte ikke at skjule deres sympati for Luther. Folk af alle klasser besøgte ham. “Doktorens lille stue,” skrev Spalatin, “kunne ikke rumme alle de gæster, der meldte sig.”34Martyn, bind 1, s. 404. MBF 132.3
Folk stirrede på ham, som var han mere end et menneske. Selv de, der ikke havde tiltro til hans lære, kunne ikke lade være med at beundre den ophøjede retskaffenhed, der fik ham til hellere at trodse døden end at handle mod sin samvittighed. MBF 132.4
Der blev gjort store anstrengelser for at få Luther til at indgå forlig med Rom. Man foreholdt ham, at hvis han blev ved med at sætte sig op mod kirkens vilje, ville han blive forvist fra landet, og så var intet forsvar muligt. Hertil svarede Luther: “Kristi evangelium kan ikke forkyndes uden at vække anstød. … Skulle frygt for fare skille mig fra Herren og fra det guddommelige ord, som alene er sandhed? Nej, hellere vil jeg give mit legeme, mit blod og mit liv.”35D'Aubigné, bog 7, kap. 10. MBF 132.5
Man trængte stadig ind på ham for at få ham til at underkaste sig kejserens dom, så ville han ikke have noget at frygte. Han svarede: “Jeg giver af hele mit hjerte mit samtykke til, at kejseren, fyrsterne og selv de ringeste kristne skal kunne undersøge og dømme mine skrifter; men på én betingelse: at de tager Guds ord til rettesnor! Mennesker har intet andet at gøre end at adlyde det! Øv ikke vold mod min samvittighed. Den er lænket og bundet til Den hellige Skrift.”36Samme, bog 7, kap. 10. MBF 133.1
Til en anden opfordring sagde han: “Jeg samtykker i at give afkald på mit lejde. Jeg overgiver mig selv og mit liv i kejserens hænder — men Guds ord — aldrig!”37Samme, bog 7, kap. 10.Han erklærede sig villig til at underkaste sig afgørelsen fra et almindeligt kirkemøde, men kun på den betingelse, at der skulle kræves af det, at afgørelsen skulle stemme med Skriftens ord. “Hvad Guds ord og troen angår,” tilføjede han, “er enhver kristen en lige så god dommer, som paven kan være, om han så støtter sig til millioner af kirkeråd.”38Martyn, bind 1, s. 410.Til sidst blev både venner og fjender overbevist om, at yderligere forsøg på forsoning ville være nytteløse. MBF 133.2
Hvis Luther havde givet efter på ét eneste punkt, ville Satan og hans hær have sejret. Det var hans urokkelige fasthed, der var midlet til at frigøre kirken og indlede en ny og bedre tid. Denne ene mand, som vovede at tænke og handle selvstændigt i religiøse spørgsmål, skulle få indflydelse på kirken og verden, ikke blot i sin egen tid, men i alle fremtidige generationer. Lige til tidernes ende vil hans fasthed og troskab styrke alle, der må gøre lignende erfaringer. Guds magt og majestæt hævede sig over menneskers råd og Satans vældige magt. MBF 133.3
På kejserens foranledning fik Luther snart befaling om at vende hjem, og han vidste, at en fordømmelse ville følge hurtigt efter denne befaling. Truende skyer hang over hans vej, men da han forlod Worms, var hans hjerte fuldt af lovsang. “Det var Djævelen selv,” sagde han, “der vogtede pavens borg, men Kristus har slået en stor breche i muren — og Satan må indrømme, at Herren er stærkere end han.”39D'Aubigné, bog 7, kap. 11. MBF 133.4
Luther ønskede stadig, at hans fasthed ikke fejlagtigt skulle antages for oprørskhed, og han skrev efter sin afrejse til kejseren: “Gud, som ransager hjerterne, er mit vidne, at jeg er rede til af ganske hjerte at adlyde Eders Majestæt i ære eller i vanære, i liv eller i død, og uden anden undtagelse end Guds ord, ved hvilket mennesket lever. I alle dette livs forehavender skal min troskab være urokkelig; for at tabe eller vinde er her uden betydning for frelsen. Men når det drejer sig om evighedens anliggender, vil Gud ikke, at et menneske skal underkaste sig et andet menneske. For sådan underkastelse i åndelige sager er sand dyrkelse og bør ikke tilkomme andre end Skaberen.”40Samme, bog 7, kap. 11. MBF 133.5
På rejsen fra Worms var modtagelsen af Luther endnu mere smigrende, end da han rejste dertil. Højtstående gejstlige bød den bandlyste munk velkommen, og de civile myndigheder ærede den mand, som kejseren havde fordømt. Han blev indtrængende opfordret til at prædike, og på trods af kejserens forbud gjorde han det. Han sagde: “Jeg har aldrig forpligtet mig til at lænkebinde Guds ord og vil heller ikke gøre det nu.”41Martyn, bind 1, s. 420. MBF 134.1
Kort efter at Luther havde forladt Worms, lagde papisterne pres på kejseren for at få ham til at udstede et edikt imod ham. I dette blev Luther beskrevet som “Satan selv i menneskeskikkelse, forklædt som munk.”42D'Aubigné, bog 7, kap. 11.Det blev befalet, at hans arbejde skulle standses, så snart hans lejdebrev udløb. Det blev forbudt alle at huse ham, at give ham mad og drikke eller i ord eller gerning, offentligt eller privat at hjælpe eller støtte ham. Han skulle pågribes og udleveres til myndighederne, hvor han end var. Hans tilhængere skulle også fængsles og deres ejendomme konfiskeres. Hans skrifter skulle tilintetgøres — og alle, som vovede at handle imod dette edikt, blev fordømt. Kurfyrsten af Sachsen og de fyrster, som var Luther mest venligt stemt, havde forladt Worms kort efter hans afrejse, og kejserens dekret blev stadfæstet af rigsdagen. Nu jublede katolikkerne! De anså reformationens skæbne for at være beseglet. MBF 134.2
I farens time havde Gud beredt sin tjener en udvej. Et vågent øje fulgte Luthers bevægelser, og et trofast og ædelt hjerte havde besluttet at redde ham. Det var tydeligt, at Rom ikke ville lade sig nøje med mindre end hans død. Kun ved at blive skjult kunne han reddes fra løvens gab. Gud gav Frederik af Sachsen visdom til at udtænke en plan for at frelse Luther. Denne plan blev udført ved trofaste venners hjælp, og Luther blev grundigt skjult for både venner og fjender. På hjemrejsen blev han grebet, skilt fra sine ledsagere og i største hast ført gennem skoven til slottet Wartburg, en ensomt beliggende klippefæstning. Både hans pågribelse og hans skjulested var i den grad omgivet af hemmelighedsfuldhed, at selv kurfyrsten i lang tid ikke vidste, hvor han var. Og det var ikke tilfældigt, for så længe han ikke kendte Luthers opholdssted, kunne han ikke røbe noget. Det var ham nok at vide, at reformatoren var i sikkerhed! MBF 134.3
Forår, sommer og efterår gik — det blev vinter, og Luther var stadig i fangenskab. Aleander og hans tilhængere frydede sig, da evangeliets lys syntes udslukt. Men Luther fyldte sin lampe fra sandhedens forrådskammer, og snart skulle dens lys stråle endnu klarere. MBF 135.1
Bag Wartburgs venlige mure glædede Luther sig en tid over at være befriet fra kampens hede. Men i længden kunne han ikke stille sig tilfreds med stilhed og ro. Han var vant til et liv med aktivitet og stærk konflikt og kunne dårligt holde ud at forholde sig inaktiv. “Ak! Der er ingen på denne Guds vredes sidste dag, der kan stå som en mur for Herren og frelse Israel!”43Samme, bog 9, kap. 2. MBF 135.2
Han blev bange for at blive beskyldt for fejhed, fordi han havde trukket sig ud af kampen. Og han bebrejdede sig selv for dovenskab og nydelsessyge, skønt han udrettede mere, end det syntes muligt for et enkelt menneske. Hans pen hvilede aldrig. MBF 135.3
Hans fjender smigrede sig med, at han var bragt til tavshed; men de blev forbavsede og forvirrede over de håndgribelige beviser på, at han stadig var aktiv. En mængde traktater, som stammede fra hans pen, cirkulerede i hele Tyskland. Han udførte også et meget betydningsfuldt arbejde for sine landsmænd ved at oversætte Det Nye Testamente til tysk. Næsten et helt år vedblev han fra sin klippeborg at forkynde evangeliet og dadle tidens synder og vildfarelser. MBF 135.4
Men det var ikke kun for at bevare Luther fra sine fjenders vrede eller skaffe ham ro til disse vigtige arbejder, at Gud havde fjernet sin tjener fra det offentlige livs skueplads. Der skulle opnås mere værdifulde resultater. I sin ensomhed og ubemærkethed var Luther fjernet fra jordisk bistand og menneskelig ros. MBF 135.5
Således blev han reddet fra den stolthed og selvtilfredshed, der ofte følger med succes. Gennem lidelse og ydmygelse blev han atter forberedt til igen at vandre sikkert på de svimlende højder, som han så pludseligt var blevet hævet til. MBF 135.6
Når mennesker fryder sig over den frihed, som sandheden bringer dem, er de tilbøjelige til at ophøje dem, som Gud har brugt til at bryde vildfarelsens og overtroens lænker. Satan søger at vende menneskets tanker og kærlighed fra Gud til hans menneskelige redskaber; han leder dem til at ære redskabet og glemme den hånd, som leder alle ting. Alt for ofte taber religiøse ledere, der bliver rost og æret, deres afhængighed af Gud af syne, og begynder at at stole på sig selv. Som et resultat heraf prøver de at gøre sig til herre over tanker og følelser hos dem, der er tilbøjelige til at se op til dem som deres ledere i stedet for at se op til Gud. Reformarbejdet bliver ofte sinket på grund af denne indstilling hos dem, der støtter det. Gud ønskede at vogte reformationens sag for denne fare. Han ønskede, at dette arbejde skulle præges af ham selv — ikke af et menneske. De menneskelige øjne var blevet rettet mod Luther som sandhedens fortolker. Han blev fjernet, for at alle øjne måtte blive rettet mod sandhedens evige ophav. MBF 135.7