Mod En Bedre Fremtid
Kapitel 5—John Wicliff
Før reformationen fandtes der i visse perioder kun meget få eksemplarer af Bibelen. Men Gud tillod ikke, at hans ord blev fuldstændig tilintetgjort. Dets sandheder skulle ikke være skjult for evigt. Det var lige så let for ham at løse de lænker, der bandt Livets ord, som det var at åbne fængselsdøre for at frigive hans tjenere. I flere lande i Europa tilskyndede Guds ånd forskellige mænd til at søge efter sandheden som efter skjulte skatte. Forsynet ledte dem til Den hellige Skrift, som de læste med intens interesse. De var parate til at følge lyset, koste hvad det ville. Skønt de ikke så alt klart, lykkedes det dem at finde mange sandheder, som længe havde været skjult. Som himmelske sendebud drog de ud, og opfordrede mennesker, der så længe havde levet i slaveri, til at rejse sig og forsvare deres frihed. MBF 65.1
Når man ser bort fra valdenserne, havde Guds ord i flere tidsaldre været utilgængeligt på sprog, som kun de lærde forstod. Men nu var tiden kommet, da Skriften skulle oversættes og bringes ud til folket i de forskellige lande på deres modersmål. Verdens midnatstime var forbi. Nattemørket var ved at blive fortrængt, og i mange lande så man de første tegn på morgengry. MBF 65.2
I det fjortende århundrede fremstod “Reformationens Morgenstjerne” i England. John Wicliff var ikke blot reformationens forløber i England, men i hele kristenheden. Den kraftige protest, han fik anledning til at rette imod romerkirken, skulle aldrig forstumme. Den gav stødet til den kamp, som førte til individernes, kirkernes og nationernes frigørelse. MBF 66.1
Wicliff fik en alsidig uddannelse, og for ham var ærefrygt for Gud begyndelsen til visdom. På universitetet var han kendt for sin inderlige gudsfrygt, sine fremragende evner og gode kundskaber. I sin kundskabstørst stræbte han efter at gøre sig bekendt med alle grene inden for videnskaben. Han havde foretaget studier i skolastisk filosofi, i de kirkelige kanoner og civilret, især sit eget lands civilret. Den uddannelse, han fik som ung, satte tydelige spor i hans senere virksomhed. Takket være sit grundige kendskab til samtidens spekulative filosofi var han i stand til at afsløre dens vildfarelser, og hans kendskab til kirkeretten og sit lands civile love havde forberedt ham til den store kamp for borgerlig og religiøs frihed. Foruden sin færdighed i at bruge de våben, som findes i Guds ord, besad han de intellektuelle kundskaber, han havde erhvervet sig i skolerne, og kendte skolastikernes taktik. Hans store begavelse og hans omfattende og grundige viden aftvang respekt hos både ven og fjende. Hans tilhængere bemærkede med tilfredshed, at deres leder indtog en førerstilling blandt landets åndelige elite, og hans fjender havde ingen mulighed for at ringeagte reformationens sag ved at henvise til dens leders uvidenhed eller svaghed. MBF 66.2
Allerede på universitetet kastede Wicliff sig over studiet af Skriften. Da Bibelen dengang kun fandtes på de klassiske sprog, var det forbeholdt de studerende at finde vej til sandhedens kilde, mens denne vej var spærret for dem, som ingen uddannelse havde. Vejen var således allerede banet for Wicliffs fremtid som reformator. Under studiet af Guds ord havde lærde mænd fundet den store sandhed om Guds uforskyldte nåde. I deres undervisning gjorde de andre bekendt med denne sandhed og tilskyndede dem til at studere det levende ord. MBF 66.3
Da Wicliffs opmærksomhed var blevet henledt på Skriften, gav han sig til at studere den med samme grundighed, som han havde viet sine øvrige studier. Han havde hidtil følt et stort savn, som de skolastiske studier og kirkens lære ikke havde formået at stille. Nu fandt han i Guds ord det, han hidtil forgæves havde søgt. Det var gennem Ordet, han lærte frelsesplanen at kende og så Kristus skildret som menneskets eneste talsmand. Fra nu af trådte han i Kristi tjeneste og besluttede at forkynde de sandheder, han havde fundet. MBF 66.4
I lighed med de senere reformatorer var Wicliff fra begyndelsen ikke klar over, hvad hans gerning ville føre til. Det var ikke hans hensigt at gå imod romerkirken; men kærlighed til sandhed kunne ikke andet end bringe ham i konflikt med usandhed. Jo klarere han erkendte pavedømmets vildfarelser, desto mere indtrængende forkyndte han Bibelens lære. Han blev klar over, at romerkirken havde ophøjet menneskelige traditioner på Guds ords bekostning. Han anklagede frygtløst præsteskabet for at have forvist Skriften og krævede, at Bibelen atter blev gjort tilgængelig for folket, og at kirken på ny anerkendte dens autoritet. Wicliff var en dygtig lærer og en veltalende prædikant og praktiserede selv de sandheder, han forkyndte, i sit daglige liv. Hans kendskab til Skriften, hans skarpe logik, hans rene vandel, hans retskaffenhed og hans ukuelige mod bevirkede, at han nød almindelig agtelse og tillid. Mange blev utilfredse med deres hidtidige tro, da de så de synder, som blev begået inden for romerkirken. De lagde ikke skjul på deres glæde over de sandheder, som Wicliff fremholdt. Men pavekirkens repræsentanter blev rasende, da de opdagede, at denne reformator var ved at få en indflydelse, der var større end deres egen. MBF 67.1
Wicliff havde et skarpt øje for vildfarelser, og han gik frygtløst i krig med mange af de misbrug, som romerkirkens ansvarlige ledere havde godkendt. Mens han var hofkapellan, indtog han dristigt standpunkt mod, at den engelske konge betalte skat til paven, og påviste, at den myndighed, som paven havde skaffet sig over de verdslige regenter, var i strid med både fornuften og åbenbaringen. Pavens krav havde vakt megen harme, og Wicliffs teorier bidrog til at påvirke indstillingen hos de ledende mænd i landet. Kongen og adelen var enige om at afvise pavens krav på verdslig overhøjhed og nægtede at betale skatten. Derved blev der rettet et stærkt slag mod pavens overherredømme i England. MBF 67.2
Et andet onde, som reformatoren førte en lang og beslutsom kamp imod, var tiggermunkeordenerne. Der var et mylder af disse tiggermunke i England, og de var en skamplet for rigets storhed og velstand. Erhverv, undervisning, moral, m.m., overalt mærkedes den ødelæggende påvirkning. Munkelivet i lediggang og tiggeri tærede hårdt på folkets midler og skabte foragt for nyttigt arbejde. Ungdommen blev demoraliseret og fordærvet. Munkenes indflydelse foranledigede mange til at gå i kloster og hengive sig til munkelivet, og dette skete ikke blot uden forældrenes tilladelse, men også uden deres vidende og i modstrid med deres vilje. MBF 67.3
En af de tidlige romerske kirkefædre gjorde stærkt gældende, at munkevæsenets krav gik frem for de forpligtelser og den kærlighed, børnene skyldte deres forældre. Han sagde: “Omend din far skulle ligge for din dør grædende og klagende, og din mor skulle vise den krop, der bar dig, og de bryster, der gav dig die, se til at du tramper dem ned under fod og går fremad, lige til Kristus.” Med denne “afskyelige umenneskelighed,” som Luther senere kaldte den, “der bar mere præg af ulven og tyrannen end af en kristen og af et menneske,” sattes børnenes hjerter op mod deres forældre.1Barnas Sears: Life of Luther, ss. 70.69.På denne måde satte pavens repræsentanter Guds bud ud af kraft med deres traditioner, ligesom i sin tid farisæerne. Børnene forlod hjemmet, og forældrene blev berøvet samværet med deres sønner og døtre. MBF 68.1
Selv studenter ved universiteterne lod sig føre bag lyset af munkenes bedrag og sluttede sig til deres ordener. Mange fortrød dette skridt, når det gik op for dem, at de havde ødelagt livet for sig selv og bragt deres forældre sorg; men når de først sad i fælden, var det umuligt for dem at få deres frihed tilbage. Mange forældre ville ikke sende deres sønner til universiteterne, fordi de var bange for munkene. Derfor faldt tilgangen af studerende ved de store uddannelsescentre, og uvidenheden bredte sig. MBF 68.2
Paven havde bemyndiget munkene til at tage folk til skrifte og give syndsforladelse, og det kom der meget ondt ud af. Munkene ville tjene så meget som muligt og var derfor så ivrige efter at give syndsforladelse, at de blev opsøgt af alle slags forbrydere. Dette resulterede i, at de værste laster bredte sig. De syge og fattige fik lov til at lide, og munkene fik de gaver, som burde have været brugt til at hjælpe de nødstedte. Under trusler afkrævede munkene folket almisser og fordømte dem som ugudelige, hvis de ikke ville skænke munkeordenerne deres penge. Skønt munkene foregav at være fattige, voksede deres rigdom stadig og deres prægtige bygninger og overdådige liv stod i stadig skarpere kontrast til landets fattigdom. Og mens tiggermunkene selv tilbragte tiden med luksus og fornøjelser, udsendte de uvidende mænd i deres sted, som kun kunne fortælle eventyrlige historier, legender og morsomheder for at underholde folket, som blev ført mere og mere bag lyset af munkene. MBF 68.3
Ikke desto mindre fortsatte munkene med at opretholde deres magt over de overtroiske masser og fik dem til at tro, at hele deres religiøse pligt bestod i at anerkende pavens overhøjhed, tilbede helgenerne og give munkene gaver — og at dette var tilstrækkeligt til at sikre dem en plads i himlen. MBF 69.1
Lærde og fromme mænd havde forgæves søgt at reformere disse munkeordener, men Wicliff så klart på tingene og bekæmpede ondets rod, idet han erklærede, at selve systemet var forkert og burde afskaffes. Nu blev problemet sat under debat. Når munkene rejste gennem landet og solgte pavens afladsbreve, begyndte folk at spørge, om det nu også var muligt at købe tilgivelse for penge, og om det ikke var mere rigtigt at søge den hos Gud end hos paven (se noter). Mange følte sig ilde berørt af munkenes griskhed, der syntes umættelig. De sagde: “Roms munke og præster fortærer os som kræft. Gud må befri os — ellers går folket til grunde.”2D'Aubigné, bog 17, kap. 7.For at dække over deres griskhed påstod tiggermunkene, at de fulgte Frelserens eksempel, og de hævdede at Jesus og hans disciple også blev underholdt af folkets gaver. Herved skadede de kun deres egen sag, for nu søgte folk til Bibelen for at finde ud af, hvad der var sandhed — og det var romerkirken mindst af alt interesseret i. Menneskers opmærksomhed blev henledt på sandhedens kilde, som pavekirken netop var opsat på at skjule. MBF 69.2
Wicliff begyndte at skrive og udgive traktater imod tiggermunkene. Hans hensigt var ikke så meget at komme i skænderi med dem, som at lede folkets opmærksomhed til Bibelen og dens forfatter. Han hævdede, at paven ikke har mere magt til at forlade synder eller lukke nogen ud af kirken end de almindelige præster — og at ingen for alvor er udelukket, medmindre han pådrager sig Guds fordømmelse. Han kunne ikke have fundet en mere effektiv metode til at omstyrte det åndelige og verdslige herredømmes kolossale bygningsværk, som paven havde opført, og hvor millioner af menneskesjæle blev holdt i fangenskab. MBF 69.3
På ny fik Wicliff til opgave at forsvare den engelske krones rettigheder over for Roms overgreb. Han blev udnævnt til kongelig gesandt og tilbragte to år i Nederlandene for at forhandle med de pavelige gesandter. Her kom han i forbindelse med gejstlige fra Frankrig, Italien og Spanien og fik lejlighed til at se bag kulisserne og skaffe sig oplysninger om mange forhold, som han ikke havde haft kendskab til i England. Han lærte meget, som gjorde hans senere arbejde mere effektivt. Mens han færdedes sammen med disse repræsentanter fra pavehoffet, blev han klar over hierarkiets sande karakter og hensigter. Da han kom tilbage til England, gentog han sine tidligere synspunkter mere åbenlyst og med større ildhu og erklærede, at begærlighed, stolthed og bedrag var Roms guder. I en af de traktater, han skrev om paven og hans pengeopkrævere, stod der: “De rejser ud af vort land med de penge, som fattige mennesker skulle leve af. Hvert år drager de af sted med mange tusind mark af kongens penge for sakramenter og åndelige ting, som er fordømt kætteri og simoni, og får hele kristenheden til at bifalde og understøtte dette. Ja, visselig, hvis der var et helt bjerg af guld i vort land, og der ikke var andre, der tog af det, end den stolte, verdslige præsts opkræver, ville dette bjerg i tidens løb svinde ind, for han tager bestandig penge med sig ud af vort land og sender intet andet end Guds forbandelse tilbage for dette simoni.”3John Lewis: History of the Life and Sufferings of J. Wiclif, s. 37.(Simoni: handel med gejstlige embeder). MBF 69.4
Kort efter at Wicliff var kommet tilbage til England, udnævnte kongen ham til præst i Lutterworth. Dette viste, at kongen i det mindste ikke havde taget anstød af hans utvetydige udtalelser. Wicliffs indflydelse satte sit præg på både hoffets handlinger og folkets tro. MBF 70.1
Det varede ikke længe, før paven sendte sine tordenkiler imod ham. Der blev sendt tre buller til England — én til universitetet, én til kongen og én til de gejstlige — og i dem alle tre blev det fordret, at der øjeblikkelig skulle træffes foranstaltninger til at bringe den kætterske lærer til tavshed (se noter).4Augustus Neander: General History of the Christian Religion and Church, period 6 sec. 2, part 1, par. 8. Se også noterne. MBF 70.2
Før bullerne kom, havde biskopperne i deres iver stævnet Wicliff for deres domstol, men to af rigets mægtigste fyrster ledsagede ham til retssalen, og da folket slog kreds om bygningen og styrtede ind i den, blev dommerne bange; retssagen blev udsat, og Wicliff fik lov til at gå i fred. Kort efter døde Edward III, som på sine gamle dage af de gejstlige var blevet tilskyndet til at bekæmpe reformatoren. Og Wicliffs tidligere beskytter blev nu Englands konge. MBF 70.3
De pavelige buller pålagde på det bestemteste hele England at arrestere og fængsle kætteren. Disse ordrer pegede direkte mod bålet. Det så ud til, at Wicliff skulle blive offer for Roms hævn, men han, der engang i en fjern fortid sagde til et menneske: “Frygt ikke …, jeg er dit skjold!”51 Mos 15,1.rakte atter sin hånd ud og beskyttede sin tjener. Det blev ikke reformatoren, men den pave, der havde dødsdømt ham, der døde. Da Gregor XI afgik ved døden, rejste de gejstlige, der var trådt sammen for at dømme Wicliff, hjem igen. MBF 70.4
Guds forsyn ledede stadig begivenhedernes gang, så der blev skabt mulighed for reformationens fortsættelse. Efter Gregors død blev der valgt to rivaliserende paver, som begge hævdede at være ufejlbarlige og krævede lydighed (se noter). Begge opfordrede deres tilhængere til at bekrige modparten, og begge understregede deres krav med frygtelige forbandelser over deres modstandere og løfter om belønninger i himlen til deres forbundsfæller. Dette bidrog stærkt til at svække pavemagten. De rivaliserende parter havde fuldt op at gøre med at angribe hinanden, og Wicliff fik fred indtil videre. Paverne slyngede bandlysninger og gensidige beskyldninger mod hinanden, og der blev udgydt strømme af blod for at støtte deres modstridende krav. Kirken blev oversvømmet af forbrydelser og skandaler. Mens alt dette stod på, levede reformatoren stille og roligt i sit sogn i Lutterworth og udfoldede de flittigste bestræbelser for at vise mennesker bort fra de stridende paver hen til Jesus, fredens fyrste. MBF 70.5
Splittelsen med al den ufred og korruption, den medførte, banede vejen for reformationen, da folket nu fik lejlighed til at se, hvad pavedømmet i virkeligheden stod for. I en traktat — “Pavernes splittelse” — som Wicliff udgav, bad han folket overveje, om disse to paver talte sandt, når de fordømte hinanden som Antikrist. “Gud,” sagde han, “kunne ikke længere tillade Satan at herske gennem en enkelt af den slags præster, og derfor … satte han to ind i stedet, så mennesker i Kristi navn kunne få nemmere ved at overvinde dem begge.”6R. Vaughan: Life and Opinions of John de Wycliffe, bind 2, s. 6. MBF 71.1
Som sin Mester prædikede Wicliff evangeliet for de fattige. Det var ham ikke nok, at lyset blev spredt i de beskedne hjem i hans eget sogn i Lutterworth. Han besluttede, at det skulle nå ud over hele England. For at nå dette mål organiserede han en gruppe prædikanter af beskedne, fromme mænd, som elskede sandheden og så det som deres højeste mål at udbrede den. De færdedes alle vegne. De underviste på torvene, på gaderne i de store byer og på landevejene. De opsøgte de gamle, de syge og de fattige og bragte dem det glade budskab om Guds nåde. MBF 71.2
I sin egenskab af professor i teologi ved Oxford prædikede Wicliff Guds ord i universitetets sale. Han prædikede sandhedens budskab for studenterne med en sådan trofasthed, at han fik titel af “evangeliedoktoren”. Men hans livs største indsats skulle blive oversættelsen af Skriften til det engelske sprog. I værket “Om Skriftens sandhed og betydning” gav han udtryk for, at han agtede at oversætte Bibelen, så alle og enhver i England kunne læse om Guds underfulde gerninger på deres modersmål. MBF 71.3
Imidlertid blev han pludselig stoppet i sit arbejde. Skønt han endnu ikke var fyldt tres, havde hans uophørlige slid, hans studier og fjendernes angreb tæret stærkt på hans kæfter og gjort ham gammel før tiden. Han blev alvorligt syg. Nyheden forårsagede stor jubel hos munkene. Nu mente de, at han bittert ville angre det onde, han havde forvoldt kirken. De skyndte sig til hans sygeværelse for at høre ham skrifte. Der kom repræsentanter fra fire religiøse ordener samt fire embedsmænd fra de borgerlige myndigheder. Alle samledes omkring den tilsyneladende døende mand og sagde: “Du står på dødens tærskel. Fortryd dine fejl og tilbagekald i vor nærværelse alt, hvad du har sagt for at skade os.” Reformatoren lyttede i tavshed. Derpå bad han sin tjener hjælpe sig op i siddende stilling. Han stirrede stift på dem, der stod og ventede på hans tilbagekaldelse, og sagde med samme myndige, sikre stemme, som så ofte havde fået dem til at skælve: “Jeg skal ikke dø, men leve og igen afsløre munkenes onde gerninger.”7D'Aubigné, bog 17, kap. 7.Da han havde sagt det, skyndte munkene sig overraskede og beskæmmede ud af værelset. MBF 72.1
Wicliffs ord gik i opfyldelse. Han levede så længe, at han nåede at give sine landsmænd det kraftigste af alle våben imod romerkirken — Bibelen — himlens middel til at befri, oplyse og evangelisere folket. Der skulle overvindes mange og store forhindringer, før dette mål var nået. Wicliff var hæmmet af sit svigtende helbred. Han vidste, at han kun kunne arbejde nogle få år endnu. Han var også klar over, at han ville møde megen modstand; men han gik uforfærdet videre opildnet af løfterne i Guds Ord. Ved Guds særlige forsyn var han forblevet i fuld besiddelse af sine åndsevner, og med sin rige erfaring var han til fulde forberedt på denne, sit livs største opgave. Mens hele kristenheden var i oprør, helligede reformatoren sig i præsteboligen i Lutterworth den opgave, han havde fået tildelt, uden at ænse det uvejr, som rasede udenfor. MBF 72.2
Til sidst var opgaven løst — den første engelske bibeloversættelse nogen sinde var færdig. Guds ord var blevet tilgængeligt for det engelske folk. Nu frygtede Wicliff hverken fængslet eller bålet. Han havde skænket det engelske folk et lys, som aldrig skulle blive slukket. Ved at give sine landsmænd Bibelen gjorde han mere for at bryde uvidenhedens og lastens lænker og for at befri og højne landet, end selv den mest strålende sejr på slagmarken nogen sinde havde gjort. MBF 72.3
Bogtrykkerkunsten var endnu ikke opfundet. Derfor var det en vanskelig og tidkrævende opgave at mangfoldiggøre Bibelen. Men interessen for bogen var så stor, at mange frivilligt tilbød at hjælpe med at skrive den af. Man havde det største besvær med at dække efterspørgslen. Nogle mere velhavende ønskede hele Bibelen; andre købte kun dele af den. I mange tilfælde skaffede flere familier sig et eksemplar i fællesskab, og Wicliffs bibel blev hurtigt spredt i hjemmene. MBF 72.4
Nu blev der appelleret til folks fornuft, og de underkastede sig ikke længere blindt pavens dogmer. Wicliff underviste nu i protestantismens karakteristiske læresætninger, nemlig frelse ved tro på Kristus og Skriftens ufejlbarlighed. De prædikanter, han havde sendt ud, udbredte Bibelen og reformatorens skrifter, og deres arbejde bar så rig frugt, at næsten halvdelen af den engelske befolkning antog den nye tro. MBF 73.1
De kirkelige myndigheder blev forfærdede, da den nye udgave af Bibelen forelå. Her stod de over for en magt, som var større end Wicliffs — og deres våben formåede kun lidt imod den. Dengang fandtes der ingen lov i England, som forbød Bibelen, da den aldrig før havde været udgivet på engelsk. Senere blev der udstedt en sådan lov, som blev strengt håndhævet. Men indtil videre var det muligt at udbrede Guds ord trods præsternes modstand. MBF 73.2
Pavens folk smedede nye rænker for at bringe Wicliff til tavshed. Han blev stævnet for tre forskellige domstole, men uden resultat. En synode af biskopper erklærede hans skrifter for kætterske. Det lykkedes dem at få den unge kong Richard II over på deres side, og der blev udstedt et kongeligt dekret, som idømte alle, der hyldede den forkætrede lære, fængselsstraf. MBF 73.3
Fra synoden appellerede Wicliff til parlamentet. Uden frygt anklagede han præstevældet for det nationale råd og krævede reformering af de enorme misligheder, som kirken godkendte. Med så overbevisende styrke udmalede han pavestolens uretmæssige tilegnelser og korruption, at hans fjender blev forvirrede. Wicliffs venner og tilhængere var blevet tvunget til at give efter, og det var ventet, at reformatoren selv, i sin høje alder, alene og venneløs, ville bøje sig for kronens og kirkens forenede magt. Men det blev tværtimod de pavelige repræsentanter, der måtte se sig slået. Parlamentet lod sig påvirke af Wicliffs gribende appeller, tilbagekaldte ediktet om at Wiclif og hans tilhængere skulle forfølges, og reformatoren var fri igen. MBF 73.4
Under den tredie retssag blev Wicliff stillet for landets højeste gejstlige domstol. Her ville man ikke vise skånsel over for vranglære. Nu ville romerkirken endelig sejre, og reformatorens virksomhed ville blive bragt til ophør. Det mente pavens repræsentanter i al fald. Kunne de blot nå deres hensigt, ville Wicliff enten blive tvunget til at afsværge sin lære eller blive brændt på bålet. MBF 73.5
Men Wicliff tilbagekaldte intet. Uden at vakle holdt han fast ved sin lære og tilbageviste sine forfølgeres anklager. Han så fuldstændig bort fra sig selv, sin stilling og sine omgivelser. Han stævnede sine tilhørere for Guds domstol og stillede deres spidsfindigheder og bedrag op imod den evige sandhed. Man mærkede tydeligt Helligåndens nærværelse i retssalen. Tilhørerne sad som fastnaglet af Guds kraft. De syntes ude af stand til at flytte sig ud af stedet. Reformatorens ord gennemborede deres hjerter som pile fra Herrens kogger. De havde beskyldt Wicliff for kætteri. Nu slyngede han med overbevisende styrke denne beskyldning tilbage mod dem selv, idet han spurgte, hvordan de vovede at udbrede deres vildfarelser, og drive handel med Guds nåde? MBF 74.1
“Hvem mener I, I kæmper imod?” spurgte han til slut, “mod en gammel mand på gravens rand? Nej! Mod sandheden — den sandhed, der er stærkere end jer, og som skal overvinde jer.”8Wylie, bog 2, kap. 13.Da han havde sagt det, trak han sig tilbage fra forsamlingen, og ikke en eneste af hans modstandere forsøgte at forhindre ham deri. MBF 74.2
Wicliffs gerning var næsten til ende. Det sandhedens banner, han så længe havde løftet, skulle snart falde ud af hans hånd. Men endnu engang skulle han vidne for evangeliet. Sandheden skulle forkyndes for selve vildfarelsens riges højborg. Wicliff blev indstævnet for den pavelige domstol i Rom, som så ofte havde udgydt de helliges blod. Han var ikke blind for den fare, som truede, men ville gerne være kommet, hvis en lammelse ikke havde forhindret ham i at rejse. Skønt hans stemme ikke kom til at lyde i Rom, kunne han give udtryk for sin mening i et brev, og det besluttede han at gøre. Fra sin præstegård sendte han paven et brev. Det var skrevet i en høflig tone og en kristelig ånd, men indeholdt en skarp kritik af den pomp, pragt og stolthed, som fandtes ved pavestolen. MBF 74.3
Han skrev: “Det er mig en sand glæde at bekende den tro, som jeg hylder, for hvert eneste menneske, og i særdeleshed for biskoppen af Rom. Da jeg anser denne tro for at være sund og sand, vil han beredvilligt bekræfte denne min tro, men, hvis den skulle være forkert, rette på den. MBF 74.4
For det første tror jeg, at Kristi evangelium er hele summen af Guds lov. … Eftersom biskoppen af Rom er Kristi stedfortræder her på jorden, anser jeg ham for at være bundet til evangeliets lov frem for alle mennesker. For storheden blandt Kristi disciple bestod ikke i verdslig værdighed eller æresbevisninger, men i en inderlig og nøjagtig efterfølgelse af Kristus i liv og vandel. … Under sin vandring her var Kristus en meget fattig mand, som foragtede og forkastede alt verdsligt herredømme og al verdslig ære… MBF 74.5
Intet redeligt menneske bør følge hverken paven selv eller nogen af de hellige mænd på andre end de områder, hvor de har fulgt Herren Jesus Kristus; for Peter og Zebedæus’ sønner vakte anstød, da de ønskede verdslig ære i strid med Kristi eksempel, og derfor bør man ikke følge disse vildfarelser. MBF 75.1
Paven burde overlade alt timeligt herredømme til de verdslige myndigheder og tillige vække og kraftigt formane hele sit præsteskab; for det gjorde Kristus, især ved sine apostle. Hvis jeg har taget fejl på nogle af disse punkter, vil jeg i ydmyghed lade mig tilrettevise, ja, om nødvendigt gå i døden. Hvis jeg kunne handle efter min egen vilje og mit eget ønske, ville jeg visselig fremstille mig for biskoppen i Rom; men Herren har på anden måde hjemsøgt mig, så dette ikke er muligt, og lært mig at adlyde Gud mere end mennesker.” MBF 75.2
I sine afsluttende bemærkninger skrev han: “Lad os bede vor Gud om, at han således vil vække pave Urban VI op, at han sammen med sit præsteskab må efterfølge Herren Jesus Kristus i liv og vandel, og at de med styrke må oplære folket, så det også må følge dem trofast i dette.”9John Foxe: Acts and Monument, bind 3, ss. 49-50. MBF 75.3
Således viste Wicliff Kristi ydmyghed og sagtmodighed over for paven og hans kardinaler. Han viste ikke blot dem, men hele kristenheden, hvilken forskel der var mellem dem og den Mester, hvis repræsentanter de bekendte sig til at være. MBF 75.4
Wicliff var fuldstændig klar over, at hans troskab kunne komme til at koste ham livet. Konge, pave og biskopper var enige om at komme ham til livs, og det syntes uundgåeligt, at han i løbet af få måneder ville blive ført til bålet. Men intet formåede at rokke hans mod. “Hvorfor taler du om at søge martyrkronen i det fjerne? Forkynd Kristi evangelium for de stolte prælater — og martyrdøden vil være dig sikker. Hvad! Skulle jeg leve og tie stille? … Aldrig! Lad blot slaget falde, jeg er rede.”10D'Aubigné, bog 17, kap. 8. MBF 75.5
Men Gud beskyttede stadig sin tjener. Den mand, der tappert havde forsvaret sandheden hele sit liv og daglig været i fare, skulle ikke blive offer for sandhedens fjender. Wicliff havde aldrig søgt at beskytte sig selv, men Herren havde været hans værn. Da hans fjender mente, at de var sikre på deres bytte, bragte Gud ham uden for deres rækkevidde. Lige før han skulle uddele nadveren i sin kirke i Lutterworth, blev han ramt af en lammelse, og kort efter udåndede han. MBF 75.6
Gud havde udpeget Wicliff til sin gerning. Han var den, der havde lagt sandhedens ord i hans mund og sat vagt omkring ham, for at hans ord skulle nå ud til folket. Hans ord blev bevaret og hans gerning fortsatte, indtil grunden var lagt til det store reformationsværk. MBF 76.1
Wicliff fremstod i middelalderens mørke. Han havde ingen forløber at tage ved lære af, da han arbejdede med sine reformer. Ligesom Johannes Døber stod han frem for at udføre en speciel gerning. Han indvarslede en ny tid. Og dog var den måde, han fremholdt sandheden på, præget af en fuldkommenhed, som ikke blev overgået af senere reformatorer, ja, nogle nåede ikke engang så langt hundreder af år senere. Grundvolden var solid og selve bygningen så stærk og sund, at det ikke var nødvendigt for dem, der kom efter ham, at bygge den om. MBF 76.2
Den store bevægelse, som Wicliff satte i gang, skulle frigøre tanke og samvittighed og befri de folkeslag, der så længe havde været spændt for Roms triumfvogn. Bevægelsen havde sit udspring i Bibelen. Her fandtes kilden til den strøm af velsignelser, der lige siden det fjortende århundrede fik sit forløb som en livgivende strøm ned gennem tiderne. Wicliff accepterede ubetinget Den hellige Skrift som den inspirerede åbenbaring af Guds vilje, den fornødne og fuldt tilstrækkelige rettesnor for tro og gerning. Han var opdraget til at betragte kirken som den guddommelige, ufejlbarlige myndighed, og til at acceptere tusind års etablerede læresætninger og skikke med kritikløs ærbødighed. Men han vendte sig bort fra alt dette for at lytte til Guds hellige ord. Det var denne overhøjhed, han så indtrængende bad folket om at anerkende. Han erklærede, at Guds stemme, som den lød gennem hans ord, var den eneste sande autoritet, og ikke kirken, som talte gennem paven. Han lærte, at Bibelen er en fuldkommen åbenbaring af Guds vilje, at Helligånden er dens eneste fortolker og at ethvert menneske selv må lære sin pligt af dens lære. MBF 76.3
På denne måde vendte han menneskers sind bort fra paven hen til Guds ord. MBF 76.4
Wicliff var en af de største reformatorer. Kun få af dem, der fulgte efter, kom op på siden af ham i begavelse, i tankens klarhed, i ufravigelig troskab over for sandheden og i mod til at forsvare den. Renhed i liv og vandel, utrættelig flid i granskning og arbejde, ubestikkelig retskaffenhed forenet med kristelig kærlighed og troskab i tjenesten kendetegnede denne første af reformatorerne. Og disse egenskaber havde han på trods af det åndelige mørke og den moralske fordærvelse, der omgav ham. MBF 76.5
Wicliffs karakter er et vidnesbyrd om Den hellige Skrifts evne til at udvikle og forvandle et menneske. Det var Bibelen, der gjorde ham til det, han var. De anstrengelser, et menneske udfolder for at fatte de store sandheder, som er åbenbaret i Bibelen, virker forfriskende og styrkende på alle evner. At studere Bibelen forædler alle tanker og følelser og al stræben som intet andet studium. Det adler karakteren og helliger sjælen. Hvis Skriften blev læst flittigt og ærbødigt, så sindet kom i direkte berøring med den Eviges tanker, ville verden se mænd med klarere, mere aktive åndsevner og ædlere principper, end studiet af menneskelig filosofi nogen sinde har formået at frembringe. “Dine ord giver lys, når de åbner sig, og giver de uerfarne forstand.”11Sl 119,130. MBF 77.1
Den lære, Wicliff havde udbredt, fortsatte med at spredes endnu et stykke tid. Hans tilhængere, som kaldtes lollarder, drog ikke blot gennem hele England, men rejste også til andre lande for at forkynde evangeliet. Efter deres leders bortgang gik prædikanterne med endnu større iver ind for sagen, og folk strømmede til i skarevis for at lytte til deres forkyndelse. Mange af adelen, ja, selv dronningen var blandt deres tilhængere. Iøjnefaldende reformer blev ofte indført i folks sæder og skikke, og katolicismens afgudssymboler blev fjernet fra kirkerne. Men det varede ikke længe, før forfølgelsens ubarmhjertige uvejr brød løs over dem, der vovede at vælge Bibelen som deres vejleder. De engelske konger var ivrige efter at styrke deres magt med Roms støtte og betænkte sig ikke på at bringe reformatorerne af vejen. For første gang i Englands historie brugte man bålet mod evangeliets tilhængere. Den ene efter den anden led martyrdøden. Sandhedens forkæmpere blev jaget og pint og kunne intet andet gøre end råbe til Herren. De blev forfulgt som fjender af kirken og forrædere mod landet, men fortsatte med at prædike på hemmelige steder. De skjulte sig i de fattiges beskedne hjem og gemte sig ofte i huler og grotter. MBF 77.2
Trods forfølgelsens rasen lød der gennem århundrederne fortsat en stilfærdig, alvorlig og tålmodig protest mod troens forvanskning. Datidens kristne kendte kun sandheden delvist, men de havde lært at elske og adlyde Guds ord, og de led tålmodigt for Ordets skyld. Mange fulgte de troendes eksempel fra apostlenes tid og gav afkald på deres jordiske ejendele for Kristi skyld. De, der fik lov til at blive boende i deres hjem, gav gerne deres forfulgte brødre husly, og når de selv blev forfulgt, fandt de sig med glæde i at blive udstødt. Det er sandt, at tusinder lod sig skræmme af forfølgernes raseri og sikrede sig friheden på bekostning af deres tro. Men der var heller ikke få — både af høj byrd og ringe stand — der frygtløst vidnede om sandheden i fængselsceller, i “Lollard-tårne”, i torturkamre og på bålet, De glædede sig over, at de blev regnet værdige til at dele Kristi lidelser. MBF 77.3
Det var ikke lykkedes pavens tilhængere at få deres vilje med Wicliff, mens han levede. Deres had blev ved med at ulme, så længe hans legeme hvilede uforstyrret i graven. På et kirkemøde i Konstanz blev det besluttet, at hans ben fyrre år efter hans død skulle graves op og brændes offentligt, og at asken skulle kastes i en bæk i nærheden. “Denne flod,” siger en gammel skribent, “har ført hans aske ud i Avon, Avon i Severn, og Severn har ført den ud i Bristolkanalen, herfra er den blevet ført ud i det store hav, og således er Wicliffs aske et symbol på hans lære, som nu er udbredt over hele verden.”12T. Fuller. Church History og Britain, bog 4, sec. 2, par. 54 MBF 78.1
Det var ved at læse Wicliffs skrifter, at Johan Huss i Bøhmen blev tilskyndet til at forkaste mange af romerkirkens vildfarelser og gå i gang med sit reformarbejde. Således blev sandhedens sæd sået i disse to lande, der lå så langt fra hinanden. Fra Bøhmen bredte bevægelsen sig til andre lande. Menneskers tanker blev ledet til Guds ord, der så længe havde været glemt. En guddommelig hånd var ved at berede vejen for den store reformation. MBF 78.2